Storbritannien: Nye vinde i Labour

Foto: Jeremy4leadercampaign

Foto: Jeremy4leadercampaign

Da Margaret Thatcher blev spurgt til, hvad hun så som sin største bedrift, svarede hun ”New Labour”. Nu ser det langt om længe ud til, at der kan blive gjort op med denne bedrift. Labour-medlemmerne er på dramatisk vis ved at gøre sig fri af højrekursen, som man arvede fra Thatchers 1980’ere.

Af Frederik B. Ohsten

Storbritanniens elite er i noget nær panik. Genstanden for den til rædsel grænsende frygt er en skikkelig lille mand, der er gammel nok til at få pensionistrabat i toget, og som sjældent hæver stemmen. Hans navn er Jeremy Corbyn, og han har i en menneskealder været aktivist, medlem af Labour og en kendt skikkelse på partiets venstrefløj. Han har siddet i parlamentet siden 1983 og taler gerne om demokratisk socialisme. Og så er han altså kandidat til at blive Labours nye formand. Bookmakerne spåede ham ikke en chance, men nu er han favorit til at vinde.

Blair: Stop Corbyn

Den forhenværende premierminister Tony Blair (der nu bruger sin tid på lobbyarbejde for det arabiske diktatur Abu Dhabi og det amerikanske finanshus JP Morgan) har advaret om, at Labour vil blive ”ødelagt”, hvis Corbyn bliver formand. Toneangivende engelske medier har anlagt samme tone. Avisen Daily Mail har bragt en stor historie om, hvordan Storbritannien vil gå under i løbet af tusind dage, hvis Corbyn bliver landets leder. Ledsaget af store borgerkrigslignende fotos med brand i gaderne. Sådan er stemningen altså hos den britiske elite.

Anledningen til balladen? Corbyn har i al stilfærdighed foreslået, at staten igen skal overtage noget af alt det, der tidligere er blevet privatiseret. Han har foreslået at hæve lønningerne en anelse. Han har foreslået, at en lidt større del af økonomien skal bruges på investeringer, der kan give arbejdspladser. Han har foreslået, at man skal holde op med at føre krig i fremmede lande. Han har bakket op om en folkeafstemning om Storbritanniens enorme atomvåbenprogram. Og han har foreslået at gøre op med, at hvert tredje barn i Storbritannien lever i fattigdom. Alt dette bliver af bankdirektører, mediemoguler og konservative politikere anset for at være rabiat ekstremisme, der vil føre til landets undergang.

11731568_10155891967035644_7830104918214875395_oImidlertid er der mange, der er af den stik modsatte mening. Tusindvis af Labour-medlemmer mener, at det er sund fornuft. Corbyns tilhængere er en blandet skare af både gamle aktivister, fagforeningsmedlemmer og unge folk, der aldrig før har været aktive i politik. For disse mennesker udgør Corbyn en mulighed for at få gjort op med den evindelige højredrejning i Labour. En chance for at vende de seneste årtiers nyliberale kurs og gøre op med arven fra den ærkekonservative Margaret Thatcher. De offentlige møder med Corbyn i løbet af valgkampen har været tilløbsstykker som store rockkoncerter, og tusindvis er gået forgæves, fordi hallerne har været fyldt op. Omkring 140.000 har meldt sig ind i Labour siden formandsvalget blev udskrevet. Mange af de nye medlemmer bakker op om Corbyn. Det er denne entusiasme og energi bag Corbyn, som den britiske elite ikke kan udstå. De frygter, at dynamikken kan gøre op med Blair-tidens Labour og igen gøre partiet til et instrument for den britiske arbejderklasse og kravene fra arbejdspladserne. Derfor har de i sidste øjeblik iværksat en enorm udrensningskampagne i partiet.

Indtil videre har 3.200 medlemmer fået at vide, at de er blevet frataget deres stemmeret, fordi partiapparatet ikke tror, at de ”oprigtigt bakker op om Labours værdier”. Udrensningskampagnen har blandt andre ramt Mark Serwotka, formand for fagforeningen PCS, der er en af landets største samt den kendte filminstruktør Ken Loach. Enkelte Labour-topfolk har talt om, at der er brug for at udrense op til 100.000 medlemmer. Hvis udrensningskampagnen får held til at forhindre en Corbyn-sejr vil det utvivlsomt skabe dybe skel i partiet i lang tid fremover. Det vil være kendt, at venstrefløjen kun tabte, fordi partitoppen i alliance med den britiske elite tog udemokratiske metoder i brug. I så fald vil en anden kandidat sidde med et meget begrænset moralsk mandat.

Vigtig lektie

Corbyn-kampagnens succes er samtidig en vigtig lektie til venstrefløjen i hele Europa. En del britiske venstreorienterede har i mange år forsøgt at lave revolutionære partier og bevægelser uden for Labour. De har fremført perspektivet om, at der ville opstå et nyt parti á la det spanske Podemos, muligvis på grundlag af fagforeningerne. Men situationen i Storbritannien er ikke den samme som i Spanien (og Podemos er i øvrigt også opstået som et resultat af kampe i den etablerede arbejderbevægelse). De fleste fagforeninger har under pres fra medlemmerne bakket massivt op om Corbyn. Hele udviklingen bekræfter den gamle sandhed, som den britiske trotskismes ”grand old man” Ted Grant altid fremhævede, om at arbejderklassen, når den begynder at bevæge sig, bevæger sig igennem de etablerede organisationer, som den tidligere har skabt. Fagforeninger og arbejderpartier. I Storbritannien vil det i praksis sige Labour. Det er en generel regel, at små grupper – uanset hvor meget de snakker om behovet for revolution og socialisme – er dømt til sterilitet og isolation, hvis de står uden for arbejderbevægelsen. Derfor har alle seriøse marxister siden Marx og Engels været en aktiv del af arbejdernes egne organisationer. Ofte har man været i mindretal, men altid har man bevaret tilliden til, at arbejderne er i stand til at lave samfundet om – og på vejen vil de også være i stand til at gøre deres egne organisationer til ægte kamporganisationer. Alle perspektiver, der har peget på en udvikling uden for Labour, har vist sig at være bygget på utålmodighed og overfladisk analyse.

Jeremy Corbyn taler til over 1.000 mennesker i Sheffield, 29. august 2015. Foto: Jeremy4leadercampaign

Jeremy Corbyn taler til over 1.000 mennesker i Sheffield, 29. august 2015. Foto: Jeremy4leadercampaign

En ”detalje”, som Corbyn-kampagnens succes også viser, er at argumenterne om, at man må udglatte sin politik og ikke snakke for højt om, at samfundet må laves om til gavn for arbejderklassen på bekostning af bankerne og de rige, har vist sig at være forkerte. Højredrejningen i arbejderbevægelsen har ikke ført til øget tilslutning, tværtimod. Corbyn-kampagnen forbinder sig til folks hverdag, daglige problemer, og tilbyder en løsning gennem nationaliseringer, udbygning af velfærden, demokratisk kontrol med driften af den offentlige sektor samt stærkt øget beskatning af bankerne, de store virksomheder og de rigeste. Denne venstrekurs har ikke skræmt folk væk – den har ramt tidsånden og skabt begejstring.

Corbyn-kampagnens succes er samtidig interessant, fordi den afslører den britiske elites svaghed over for en befolkning, hvis levestandard og sociale tryghed er eroderet bort de seneste årtier. Det har ført til, at Labours højrefløjs greb om partiet er usikkert – og måske helt kan bortfalde. Hvis det sker, vil det føre til en direkte konfrontation mellem et Labour, der mobiliserer bredt på baggrund af sociale krav, og en lille klike af kapitalister, der kræver yderligere nedskæringer. Uanset hvad, der vil ske (herunder spørgsmålet om Corbyn kan stå distancen eller vil bøje af og ende som en tragisk Tsipras-figur), vil det ikke gå stille af. Det kan forandre Storbritannien og landets politiske liv fra top til bund.

Advertisements