Læren af Grækenland

Foto: Solidarity Australia

Foto: Solidarity Australia

Den endelige aftale imellem Grækenland og dets kreditorer er en ydmygende kapitulation fra Syriza-regering, som accepterer en drakonisk sparepakke. Dette bør være et wake-up call for venstrefløjen i hele Europa.

Af Andreas Bülow

Sejrsfesten efter den massive OXI (NEJ)-sejr med 62 procent af stemmerne ved folkeafstemningen den 5. juni var knap nok færdig, førend den græske premierminister Alexis Tsipras fremlagde et forslag til kompromis. Efterfølgende blev forslaget modereret med yderligere indrømmelser, og den 14. juli lå en endelig aftale på plads.

Den nye aftale er på mange måder værre end det, som den græske regering sendte til folkeafstemning. Den indebærer besparelser for omkring 83 milliarder euro. Pensionsalderen forhøjes til 67 år. Der skal privatiseres for 50 milliarder euro. Budgettet skal afstemmes med trojkaen, ligesom alle væsentlige politiske tiltag fremover skal afstemmes med ECB, IMF og EU-kommissionen.

Med andre ord er der tale om en ydmygende kapitulation, en total underkastelse hvor selve demokratiet i Grækenland de facto ophæves. Det er tydeligt at Angela Merkel ikke har været interesseret i at give bare én eneste indrømmelse til Syriza. I stedet var hendes formål at statuere et eksempel ved at gøre Alexis Tsipras fuldstændig til grin. Det kan være meget vigtigt i forhold til andre venstreorienterede partier i Europa, ikke mindst Podemos i Spanien, som den herskende klasse vil gøre alt for at undgå kommer til magten.

Dynamit i fundamentet

Samtidig er det klart, at denne aftale ikke løser noget som helst. Selv borgerlige økonomer har konstateret, at det bare vil udskyde problemerne. Den græske stat bliver endnu mere forgældet, der skal betales renters rente, og nedskæringerne i den offentlige sektor vil ramme forbruget, som igen vil hindre økonomisk vækst.

Grunden til, at der overhovedet kom en aftale på trods af tyskernes meget hårde og fastlåste position, var at især den amerikanske regering (og i høj grad også franskmændene) var bange for de eksplosive konsekvenser, et græsk exit fra eurozonen kunne få. Euro-konstellationen blev lavet i en periode med økonomisk fremgang, hvor man integrerede fuldstændigt forskellige kapitalistiske økonomier i én fælles møntfod.

Tegning: Carlos Latuff.

Tegning: Carlos Latuff.

Dette projekt var fra starten en reaktionær utopi, fordi det ikke er muligt at forene lande som har vidt forskellige økonomier, statsbudgetter, handelsbalancer, gæld og eksportsektorer. Det var derfor blot et spørgsmål om tid, før euroen begyndte at gå i opløsning, hvilket er det, vi ser starten på nu.

Hvis Grækenland skulle gå i betalingsstandsning og melde sig ud af EU, ville det betyde en katastrofe for hele verdensøkonomien. Det ville være tyske og franske banker, som i høj grad ville miste deres investeringer og det ville sende chokbølger igennem hele verden på et langt højere plan end de asiatiske økonomiers krak i 1998.

Modstand

Tsipras’ kapitulation vakte øjeblikkelig modstand. Både kommunisternes fagforeningsfront PAME, den mindre organisation ANTARSYA og venstrefløjsfolk fra Syriza gik i demonstration på Syntagma-pladsen.

De offentlige ansattes fagforbund ADEDY indkaldte til generalstrejke, Syrizas ungdomsorganisation vedtog en udtalelse imod aftalen og opfordrede til indkaldelse af en ekstraordinær partikongres. Selv flertallet i Syrizas centralkomité, 109 af 201 medlemmer, lavede en udtalelse, som fordømte kapitulationen.

I det græske parlament var der to afstemninger. Den første afstemning, fredag den 10. juli, handlede om, hvorvidt Tsipras skulle få mandat til at indgå en aftale med kreditorerne. Her stemte to parlamentsmedlemmer fra Syriza imod mens 15 af partiets parlamentarikere stemte blankt eller ikke var til stede. Men ved den anden afstemning, onsdag den 15. juli, stemte hele 32 parlamentsmedlemmer fra Syriza imod, heriblandt tre ministre, som efterfølgende er blevet fyret fra kabinettet.

Kun ved at lave en lokumsaftale med de borgerlige partier ND og To Potami lykkedes det Tsipras at sikre flertal for det nye memorandum. I realiteten betyder det, at regeringen kun kan regere ved hjælp af forlig henover midten. Syriza er dermed splittet, med cirka en 1/4 af dets parlamentsmedlemmer som stemmer imod partiets officielle politik og med en national ledelse (centralkomité) som også er imod.

Hvad var alternativet?

Hvordan kunne det overhovedet nå dertil, at Syriza-regeringen i Grækenland gav efter for presset? Svaret ligger i selve Alexis Tsipras og Syriza-ledelsens fremgangsmåde. Fra begyndelsen proklamerede de, at deres formål ikke var et brud med EU (og da slet ikke med kapitalismen), men derimod at opnå en “fair og socialt afbalanceret aftale” om den græske statsgæld.

Selv da Tsipras indkaldte folkeafstemningen den 5. juli, som skabte stor entusiasme i den græske arbejderklasse, var hans formål angiveligt blot at vinde et OXI for at “få et stærkere mandat i ryggen” til… at gå tilbage til forhandlingsbordet!

Dette var ikke andet end en illusion. Det er umuligt at opnå et “fair” kompromis med europæisk storkapital, for sidstnævnte er slet ikke interesseret deri. Overalt i Europa presser arbejdsgiverne nemlig på for at få lavere lønninger, lavere sociale ydelser, flere privatiseringer og højere pensionsalder.

Den gruppe i Syriza, som stemte imod, var hovedsageligt (men ikke udelukkende) folk fra partiets fraktion Venstreplatformen. Generelt set har de haft en korrekt kritik af regeringens reformistiske strategi, men der har især været to problemer for Venstreplatformen;

For det første har de været forholdsvis uforberedte på begivenhederne. Dette blev vist tydeligst under den første afstemning i det græske parlament den 10. juli, hvor venstreplatformens ledere valgte at stemme blankt mens en del af deres menige parlamentsmedlemmer stemte for som en (misforstået) solidaritet med regeringen. I sådan en situation var det altafgørende at have en klar entydig modstand mod det, der i realiteten er et neo-liberalt diktat.

Det andet problem er, at Venstreplatformens alternativ, som fremført af parlamentsmedlemmet Costas Lapavitsas, begrænser sig til et kapitalistisk Grækenland udenfor euroen. Forslaget indeholder flere gode krav, som alle revolutionære marxister bør støtte, eksempelvis nationalisering af bankvæsenet og højere offentligt forbrug. Problemet er, at Lapavitsas fortsat ønsker at opretholde den private ejendomsret til økonomiens nervecentre, i stedet for at begynde en overgang til en socialistisk planøkonomi.

I flere taler har venstreplatformens ledere sagt, at et græsk exit fra kunne ske på linje med Argentinas statsbankerot i 2001-02, og at man efterfølgende kunne genoprette økonomien og tiltrække en masse investeringer. Problemet er, at de fuldstændig undervurderer effekterne af et græsk euro-exit på kapitalistisk basis.

For det første ville kapitalflugten intensiveres. Den nye møntfod ville betyde at drakmen skulle devaluere lønningerne, inflationen ville storme mod himlen. For det andet er sammenligningen med Argentina også forkert. Argentinas kollaps og genopbygning skete på baggrund af en enormt opsving i hele Latinamerika samt en kinesisk økonomi, der stormede fremad og optrappede handlen med netop dét kontinent. Hvad har det med situationen i Europa i 2015 at gøre? En situation hvor der er stagnation – og endda en mulig lurende recession – i horisonten. Det ville være ganske svært for Grækenland at få de udenlandske investeringer, som Lapavitsas håber på.

Det eneste reelle alternativ for den græske arbejderklasse er derfor at påbegynde en socialistisk revolution, altså en grundlæggende forandring af det økonomiske fundament. Dette er ikke en fjern utopi, men en bydende nødvendighed. Indførslen af kontrol med bankerne og kapitalflugt, som regeringen tog fat på inden folkeafstemningen, viste, at det er fuldstændigt muligt at byde storkapitalen trods.

Som vi skrev i vores forrige artikel om Grækenland, så kunne og burde Syriza-regeringen have mobiliseret den enorme støtte, som den har haft i baglandet til at slå yderligere slag imod kapitalisterne. Vi forklarede også, hvordan det var muligt:

En tilbagerulning af trojkaens privatiseringer af det græske produktionsapparat ville være det eneste forsvar for de græske arbejdere mod den økonomiske krise. Nationaliseringer af fabrikker og infrastruktur vil alt andet lige betyde, at den græske befolkning kan hjælpe sig selv, frem for at hjælpe rige græske og europæiske kapitalejere. Den græske finanssektor er også et vitalt værktøj, som må og skal være i befolkningens hænder.”

Erfaring for venstrefløjen i Europa

Begivenhederne i Grækenland er ikke bare vigtige for grækerne, de berører os alle. Venstrefløjen i hele Europa bør lære af erfaringerne. Den vigtigste lære er, at det ikke er muligt at forhandle sig til forbedringer med den europæiske storkapital, men at der er brug for et radikalt brud med det nuværende system, hvilket kun kan opnås ved at mobilisere på gaden, i fagforeningerne og i ungdommen.

I Spanien står det nye venstrefløjsparti Podemos i en favorabel position, ligesom enhedsinitiativet Ahora en común (støttet af Izquierda Unida) også kan gå hen og spille en vis rolle ved parlamentsvalget som er fastsat til 20. december 2015. Desværre ser Podemos-lederne ikke ud til at have forstået læren af Syrizas kapitulation. Den 16. juli fortalte partiets generalsekretær Pablo Iglesias til den spanske presse, at han “ikke kunne lide indholdet af aftalen, men at det desværre var det eneste, som var muligt”.

Den formulering er der sandsynligvis mange af Podemos’ vælgere, som er dybt uenige i. Både Syrizas og Podemos’ opbakning er opstået fordi masserne er trætte af de etablerede partier, ikke fordi de efterlyser nye udgaver af socialdemokratismen. Hvis Syriza og Podemos ikke præsenterer selvstændige alternativer, vil de uundgåeligt havne i en position, hvor de accepterer “nødvendighedens” politik, som vi har set det med gældsaftalen i Grækenland. Det viser, at det ikke er tilstrækkeligt blot at støtte de nye partier – det er nødvendigt at opbygge en marxistisk tendens, som har et faststøbt ideologisk grundlag der kan kæmpe for at arbejderbevægelsen fastholder en socialistisk linje.

Advertisements