Nordcypern: Tyrkiske nationalister taber præsidentvalg til venstrefløjen – Nyt håb om genforening

nicosia09031Nyt håb om en fredelig og demokratisk genforening efter jordskredssejr til venstrefløjen over tyrkiske nationalister og socialdemokrater i Nordcypern. Den nye præsident Mustafa Akinci fra det Kommunale Demokratiparti lover nyt håb i foreningsprocessen efter at Cypern har været adskilt i over fire årtier.

Af Niklas Zenius Jespersen

Cypern har været delt i to siden 1974, da højreekstreme gennemførte et militærkup i et forsøg på at underlægge Cypern det græske højreekstreme oberstdiktatur. Det græskstøttede kup fik Tyrkiet til at svare igen med en militærinvasion for at forsvare sine interesser og den tyrkiske del af befolkningen i Cypern. Resultatet blev en racistisk borgerkrig, der skilte landet i to i en af Europas længst varende konflikter. Et andet mål med kuppet var at sætte en stopper for den voksende indflydelse til kommunistpartiet AKEL, Det Progressive Arbejderparti, der havde vundet 42 procent af stemmerne ved parlamentsvalget forinden. Ligeledes mistænkte kupmagerne præsident og ærkebiskop Makarios III for at havde kommunistiske sympatier, ikke mindst grundet hans neutralitetspolitik i den kolde krig. I dag anerkendes det sydvestlige græske Cypern som det ”ægte” selvstændige Cypern af verdenssamfundet, mens den reelt selvstændige republik ”Den Tyrkiske Republik Nordcypern” regnes som en del af Tyrkiet.

Gentagne forsøg på genforening, heriblandt en folkeafstemning i 2004, hvor tyrkisk Cypern stemte ja, og græsk Cypern stemte nej, er slået fejl. Men det kan nu måske ændres efter at venstrefløjen vandt anden valgrunde ved præsidentvalget i april. Således sikrede Akinci sig 63 procent af stemmerne i anden valgrunde. Akinci kommer oprindeligt fra den socialdemokratiske Bevægelse for Fred og Demokrati, der i 2007 lagde sig sammen med venstrefløjspartiet Kollektivt Befrielsesparti og dannede det Kollektive Demokratiparti. Hans kandidatur, der officielt var som uafhængig, blev ligeledes støttet af det venstreorienterede parti Forenet Cypern, der er observatør i det Europæiske Venstreparti, hvor Enhedslisten er medlem.

Jordskælvsvalg giver venstrefløjen sejren ovenpå knuste konservative og socialdemokrater
Sejren til Akinci var intet mindre end et politisk jordskælv. De to partier bag Akinci kom på henholdsvis sidste og næstsidste pladsen og fik tilsammen under 11 procent ved parlamentsvalget i 2013. Men i første valgrunde besejrede de med 27 procent parlamentsforkvinden Sibel Siber fra det socialdemokratiske Tyrkiske Republikparti, der blot fik 22,5 procent, en tilbagegang fra 43 procent i 2010 og 56 procent i 2005. Det er yderligere en tilbagegang for partiet fra 38 procent ved parlamentsvalget i 2013, og noget kunne altså tyde på, at det traditionelt ledende socialdemokratiske parti er alvorligt svækket. Efter deres nederlag i første valgrunde opfordrede det Tyrkiske Republikparti til at stemme på Akinci.

Vinderen af første valgrunde var den højreorienterede tyrkiske nationalist Dervis Eroglu, der fik 28 procent. Eroglu kommer fra det konservative tyrkiske nationalistparti Det Nationale Enhedsparti og havde siddet som præsident siden 2010. Han var yderligere bakket op af det andet konservative tyrkiske nationalistparti, det Demokratiske Parti. Men i anden valgrunde fik Eroglu blot 39,5 procent, langt fra en sejr og en voldsom tilbagegang fra hans 50,4 procent i 2010. Resultatet var ligeledes en tilbagegang i forhold til valget i 2005, hvor Det Nationale Enhedsparti og Det Demokratiske Parti samlede 36 procent af stemmerne ved første valgrunde (da socialdemokratiske Mehmet Ali Talat fra det Tyrkiske Republikparti vandt flertal i første valgrunde i 2005, var der ingen anden valgrunde). Det var yderligere en tilbagegang fra parlamentsvalget i 2013, hvor de to partier kom på anden- og tredjepladsen, og tilsammen fik 50,3 procent af stemmerne og et snævert flertal i parlamentet.

Yderligere fik en uafhængig kandidat, Kudret Özersay, 23 procent i første valgrunde. Han stillede op på et program for freds- og genforeningsforhandlinger, anti-korruption og anti–nepotisme og leverede en generel kritik af hele det politiske system. Andre kandidater var en kandidat fra Cyperns Socialistparti med blot 0,4 procent, ligesom to yderligere uafhængige kun fik 0,5 procent og 0,2 procent hver.

Mistillid til systemet og de traditionelle partier
Resultatet viser en generel mistillid til de etablerede partier af socialdemokrater og konservative samt det politiske system, der har eksisteret siden borgerkrigen. Dette har givet unikke muligheder til venstrefløjen. Første resultat tyder på at blive en genåbning af freds- og genforeningsprocessen med det græske Cypern. Ved folkeafstemningen i 2004 var en vigtig grund til nej’et i det græske Cypern en række klausuler, der sikrede Tyrkiets interesser i et forenenet Cypern. Akinci gik til valg på et program for et demilitariseret samlet Cypern, ligesom at han har talt imod Tyrkiets overherredømme på det tyrkiske Cypern og for et Nordcypern, der kan stå selvstændigt på egne ben. Dermed er en række af de største forhindringer for genforening muligvis forsvundet.

Akinci har ligeledes slået til lyd for at genåbne spøgelsesbyen Varosha, hvor folk fra både nord og syd skal kunne leve og arbejde. Varosha er i dag besat af tyrkisk militær, da den ligger på grænsen. Ligeledes har han foreslået et fælles mobiltelefonselskab, åbning af nye grænseovergange og fortsættelse og udvidelse af andre fælles projekter, eksempelvis bevaringsarbejdet af historiske steder. På andre politikområder har Akinci slået til lyd for øget ligestilling og bedre inddragelse af kvinder i politik samt imod diskrimination af LGBT (homo-, bi- og transseksuelle).

Vejen frem for venstrefløjen – Genforening og klassekamp
Det næste skridt for venstrefløjen må være at fortsætte samarbejdet og gå efter at vinde flertal ved parlamentsvalget i 2018. Men dette kan næppe ske udelukkende ved et fokus på fred og genforening. Der er ingen tvivl om, at en permanent fred og genforening vil være et stort fremskridt for arbejdere over hele Cypern og ikke mindst i det økonomisk tilbagestående nord. Ikke bare vil det betyde muligheder for at gøre op med fire årtiers racisme og apartheid og betyde genåbningen af spøgelsesbyer, det vil også give nye økonomiske muligheder, når økonomien genforenes, og en større samlet arbejderklasse giver øgede muligheder for storproduktion og investeringer. For norden vil det især være vigtigt, fordi det vil bringe enklaven ud af den internationale isolation, den nu står i, både politisk og kulturelt, men også økonomisk.

Jordskredsvalget har imidlertid ikke blot rødder i den fejlslagne genforeningsproces, men i voksende utilfredshed med korruption, nepotisme og manglen på reelt folkeligt demokrati ligesom imod nedskæringer og nyliberalistisk politik. En politik der har haft støtte fra Erdogans konservative islamiske AKP-regering i Tyrkiet. Den sidste periode har da også set flere masseprotester i det tyrkiske Cypern, heriblandt massestrejker og demonstrationer mod nedskæringer i marts-april i år samt protester imod Erdogans besøg i 2014, som blandt andet blev organiseret af partierne bag Akinci. Nationalister på begge sider har forsøgt at fastholde, at befolkningerne ikke var parate til at leve sammen. Det blev gjort til skamme i Nordcypern, da 70.000 – en fjerdedel af befolkningen – i 2003 demonstrerede for genforening og imod den daværende regering. Lignende protester imod Tyrkiets dominans og for genforening blev gentaget i 2011, hvor tre demonstrationer samlede mellem 50-80.000 deltagere. Nationalister på begge sider har, ligesom højrefløjen i Grækenland og Tyrkiet, en interesse i splittelsen. Ved brug af racisme til at splitte arbejdere ud mod hinanden fjernes opmærksomheden fra interne problemer og fra klassekampen.

Venstrefløjen må presse på for en demokratisk og anti-militaristisk genforening, men de må også fokusere på kampen for et reelt demokrati og for en anstændig levestandard. Disse kampe må kobles sammen, eksempelvis ved at kræve, at de summer der i dag bruges på militærudgifter, både nationalt i Cypern og af FN og Tyrkiet, i stedet skal investeres i produktion, infrastruktur og forbedrede leveforhold for alle cyprioter. Ligeledes må det kræves, at magten over genforeningsprocessen tages væk fra udenlandske magter og korrupte politikere, der konstant har været en forhindring. Beslutningsprocesser, og samfundet generelt, må endvidere demokratiseres, så almindelige cyprioter af græsk og tyrkisk oprindelse selv kan sikre en retfærdig genforening.

International betydning – Endnu et slag mod Erdogan
Valget og den voksende utilfredshed med tingenes traditionelle tilstand viser, at det nordlige Cypern er en del af den samme forandringsproces, der i dag finder sted i bl.a. Grækenland og Spain med Syriza og Podemos. En proces der også foregår i Tyrkiet, hvilke ses både med oprøret omkring Gezi-parken, den folkelige solidaritet med kurderne i Rojavas kamp mod ISIS og senest med valgsejren til det venstreorienterede og pro-kurdiske HDP der sikrede en fremgang til 12 procent af stemmerne og fratog AKP deres flertal ved valget den 7. juni. Men ikke bare var det et slag mod AKP, det var et slag mod hele den tyrkiske nationalisme, og kan derved også styrke den kurdiske og armenske sag inde i Tyrkiet; befolkninger der ligesom de tyrkiske cyprioter er blevet udemokratisk domineret.

Derfor må venstrefløjen internationalt også række hånden ud til den nye nordcypriotiske regering. Der må dannes stærke alliancebånd mellem venstrefløjen i Tyrkiet, Kurdistan, Grækenland og både Nord- og Sydcypern. En del af denne proces må være at kæmpe for en anerkendelse af Nordcypern som en selvstændig stat. En sådan handling kan styrke den nuværende regering i sin kamp for at løsrive sige fra Tyrkiets indflydelse. Ikke mindst må venstrefløjen og arbejderbevægelse i Sydvestcypern en gang for alle lægge afstand til den nationalisme og imperialistiske indflydelse, der præger begge sider af Cypern. AKEL, det græsk-cypriotiske kommunistparti, der traditionelt har en tredjedel af stemmerne, bør danne en fælles front med den tyrkisk-cypriotiske venstrefløj for at reetablere en fælles venstrefløj på tværs af de nationale skel, sådan som AKEL var i sin oprindelse inden borgerkrigen. I dette lys er det da også positivt at AKEL har erklæret sig positive overfor valget af Akinci og udtrykt håb for en forbedring af genforeningsprocessen med ham ved roret.

Det sydvestlige Cypern har været hårdt ramt af finanskrisen og angreb fra den samme Trojka af IMF, EU og Den Europæiske Centralbank, der i dag angriber Grækenland. Det har betydet et enormt opsving i klassekampen i det sydvestlige Cypern med gentagne masseprotester og en radikalisering i stil med Grækenland og Spanien. Denne radikalisering er nu også slået igennem i det nordøstlige Cypern. Ved at forbinde kampene, både på tværs af Cypern, men også med Grækenland, kurderne og venstrefløjen i Tyrkiet, står de cypriotiske arbejdere langt stærkere. Lad os ikke glemme, at inden delingen af Cypern var kommunistpartiet på vej til at erobre magten. Tiden er inde til at kaste fire årtiers splittelse væk og føre denne kamp til sejr.

Brug for radikal politik på begge sider af grænsen
Venstrefløjen har nu magten i det nordlige Cypern. Det samme havde man indtil for to år siden i det sydvestlige Cypern hvor AKEL regerede i samarbejde med socialdemokraterne. Desværre førte AKEL’s regering ikke til et radikalt brud med kapitalismen, men blot til socialdemokratisk velfærdspolitik. Omend AKEL investerede stort i velfærden, så var de ikke i stand til at forhindre økonomisk kollaps som følge af finanskrisen, og mistede derfor magten. Dette viser både begrænsningerne i socialdemokratisk reformisme og i manglen på internationalisme. Venstrefløjen i hele Cypern bør basere sig på den voksende radikalisering på hele Cypern og vende tilbage til sit udgangspunkt, og ikke blot kæmpe for reformer, men for en grundlæggende forandring af samfundet til fordel for arbejdere og fattige, altså for en socialistisk omdannelse af samfundet.

Alene vil små økonomier som Nordcypern og Sydvestcypern ikke have mange chancer mod krisen og international kapitalisme. Selv et forenet Cypern vil ikke havde meget bedre chancer. Der er brug for at knytte kampen op internationalt, ikke mindst med Syriza-regeringen i Grækenland. Sammen står de en langt bedre chance mod EU og Trojkaen. I længden vil dog selv Cypern og Grækenland sammen stå svagt, kun ved at vinde arbejderklassen i hele Europa og Mellemøsten for socialisme, og ved at forbinde de revolutionære bevægelser der i dag finder sted i Sydeuropa, Mellemøsten og Nordafrika kan man vinde en permanent sejr over for den internationale imperialisme og kapitalisme og skabe en ny socialistisk middelhavsregion, blottet for racisme og krig og bygget på folkeligt demokrati og velstand.

Advertisements