Det tyske finansministerium blev pyntet med et græsk “OXI”-lysshow af venstrefløjspartiet Die Linke. Foto: Die Linke
Søndag aften stemte grækerne om trojkaens nedskærings-ultimatum. 62 procent stemte nej. Resultatet er en syngende lussing til EU’s pro-kapitalistiske sparepolitik. Den græske arbejderklasse har givet et klart signal til Syriza-regeringen, som nu bør gå i offensiven og bryde definitivt med kapitalismen.
Af Andreas Bülow
Efter måneders forhandlinger om en ny aftale gik Syrizas leder Alexis Tsipras til sidst ud og meddelte, at han ville tage spørgsmålet til folkeafstemning. Trojkaen (Den Internationale Valutafond IMF, EU’s centralbank og EU-kommissionen) havde krævet endnu hårdere sparekrav og privatiseringer, som garanti for at Grækenland kunne få en ny låneaftale i hus.
EU som den gode samaritaner?
I både danske og europæiske medier fremstilles den græske regering som populister og demagoger, der spiller kasino med Grækenlands og Europas fremtid. Der foregår en utilsløret smædekampagne imod Syriza, hvor både Tysklands kansler Angela Merkel og EU-kommissionens formand Jean-Claude Juncker har udtalt, at de egentlig helst så en helt anden ”ansvarlig” regering i Grækenland.
Det er en udbredt myte, at den græske gæld er kommet til verden fordi grækerne er dovne, fordi de har levet ”over evne” eller fordi de ikke har ”styr på deres finanser”. EU bliver fremstillet som en slags god samaritaner, der kommer de lidende grækere til hjælp.
Virkeligheden er stik det modsatte. En nylig artikel i den ansete engelske avis The Guardian viste, at Grækenland i de to lånepakker fra 2010 og 2012 fik 240 milliarder euro, men at over 90 procent af dem gik til at tilbagebetale gamle lån som private (især tyske) banker havde givet den græske stat.
I realiteten har den europæiske centralbank derfor blot reddet de tyske, franske og engelske finanskapitalister ved at opkøbe græske statsobligationer som i realiteten ikke var meget værd. At tale om at Grækenland bliver ”reddet” af EU er derfor nonsens – ECB har blot reddet kapitalisterne.
Problemet er, at kapitalismen siden den store krise i 2008 ikke har kunnet frembringe bare dét der minder om et opsving i de svage, sydeuropæiske økonomier. OECD kom for nyligt med pessimistiske prognoser for verdensøkonomien, hvilket bl.a. ses på det meget lave investeringsniveau. Det er derfor kapitalismens krise som har smadret den græske økonomi.
Entusiastisk nej-kampagne
Folkeafstemningen vakte enorm entusiasme i den græske arbejderklasse. I januar var Syriza kommet til magten på en bølge af håb om opgør med sparepolitikken, men i måneder havde de været involveret i nyttesløse forhandlinger med trojkaen. I flere omgange var Alexis Tsipras og finansminister Varoufakis også slået en på en blødere kurs, hvor man gav indrømmelser til trojkaen på centrale områder.
Men så snart kampagnen for et NEJ gik i gang gik tusinder ind i arbejdet. Der var flere massedemonstrationer på Syntagma-pladsen, med over 100.000 mennesker til stede. Selvom de private medier både indenfor og udenfor Grækenland forsøgte at skabe en panikstemning, opfordrede folk til at hamstre fødevarer og hæve penge i bankautomaterne, havde smædekampagnen den stik modsatte effekt. Folk opfattede det som et afpresningsforsøg fra trojkaens side og støttede regeringen, da de indførte forbud mod kapitalflugt og begrænsede udtog på bankkonti.
Bryd med kapitalismen
Det græske NEJ kan have enorme konsekvenser. Hvis Grækenland går ud af euroen vil det ryste hele den europæiske kapitalisme, endda hele verdens. Derfor har USA’s præsident Obama også lagt pres på Merkel for at få en ”løsning”, fordi han ved, hvilken eksplosion et græsk exit kan forårsage. Allerede mandagen efter udskrivelsen af folkeafstemningen styrtdykkede aktiekurserne.
Den græske arbejderklasse har givet Syriza klar besked: Buk ikke under for presset! Sig nej til trojkaens afpresning! Tag flere radikale skridt og vi vil støtte jer!
Tsipras oprindelige idé med afstemningen var, ifølge eget udsagn, at gå tilbage til forhandlinger med trojkaen ”med et stærkere mandat i ryggen”. Problemet er at det er fuldstændig utopi at tro på noget ”socialt afbalanceret” kompromis med trojkaen. Det eneste som Merkel og co. ønsker er en fuldstændig ydmygelse af Syriza og efterfølgende en helt ny regering i Grækenland. De styrer reelt efter at vælte den demokratisk valgte regering ved et statskup.
Linjerne er derfor trukket skarpt op. Indenfor EU – og indenfor kapitalismen – findes der ingen mulighed for at føre nogen reelt anderledes økonomisk politik. Selv hvis Grækenland skulle forlade euroen og EU på et kapitalistisk grundlag, ville det ikke løse problemerne, for det ville betyde en devaluering af lønningerne og mangel på investeringer.
Spørgsmålet om overgang til socialisme rejser sig derfor, ikke som en teoretisk abstraktion, men som en reel opgave i Grækenland. De seneste måneders kapitalflugt har vist behovet for kollektivt ejerskab af bankvæsenet, et statsmonopol på udenrigshandlen og nationalisering af økonomiens nervecentre.
socialistendk 