Colombiansk bondeleder: Giv ikke skoven til de multinationale

javierColombias fredsproces er foreløbigt stagneret, efter regeringen igen har angrebet guerillastyrker. Noget af det, der ligger bag konflikten, er spørgsmålet om jord – og herunder spørgsmålet om skovpolitik. Vi har haft en snak med Javier Calderón fra bevægelsen Marcha Patriótica om de colombianske bønders kamp om retten til skoven – og om de miljømæssige spørgsmål, der er forbundet med kampen om skoven.

Af Jeppe Krommes-Ravnsmed

Hvilken skovpolitik eksisterer der i Colombia?

Regeringen har de sidste syv år forsøgt at få lavet en ny skovlov, hvori man giver de multinationale firmaer muligheden for at fælde træerne. Der er eksempelvis ideen om at plante grantræer. De steder, hvor man har plantet grantræer, er der adskillige skovbrande, og der er opstået en miljømæssig uligevægt, fordi den oprindelige fauna i skovene er forsvundet. De multinationale firmaer har desuden interesse i at dyrke biobrændsel. Både palmetræer og sukkerrør.

Det ødelægger virkelig miljøet, og tilmed tager det også plads fra landets fødevareproduktion. Det er en farlig situation for miljøet. Amazonas og Orinoquia i Colombia er i gennem lang tid blevet hærget og ryddet for skov. Men der er en stor modstand mod dette. Som følge af borgerkrigen er der millioner af internt fordrevne i Colombia.

Op mod 10 millioner hektar jord er ifølge kilder blevet stjålet fra bønderne og solgt videre til multinationale selskaber. Er spørgsmålet om jorden begrænset til at få disse områder tilbage? Foruden de territorier, som er blevet frataget bønderne, eksisterer der 60 millioner hektar statsejet jord, som der er kamp om.

De fattige bønder ønsker, at denne jord bliver fordelt ud til dem. Men regeringen ønsker ikke at give denne jord til de fattige bønder. I stedet vil de give jorden i licens til multinationale selskaber, så de kan lave minedrift. Træerne interesserer ikke regeringen synderligt. De er mere interesserede i minedrift. Derfor tror vi, at der kommer til at være en kolossal skovfældning.

Hvordan kunne man sikre en bæredygtig udvikling i disse områder?

Vi mener, at man bør give jorden til bondesamfundene. Men der skal samtidig laves kollektive lokale projekter i disse territorier. Vi mener, at der bør være en lovgivning omkring kollektivt ejerskab af denne jord, så godsejerne eller de store firmaer ikke kan tvinge bønderne til at sælge jorden.

Derudover bør disse områder blive underlagt naturbeskyttelse og have nogle specifikke retningslinjer for arealanvendelsen. I bondebevægelsen er der bred enighed om, at problemet ikke blot er at få tildelt jord, men, at der samtidig er nogle økonomiske projekter i disse territorier. Det er også en del af vores politiske program.

Vores tanke er ikke, at bønderne skal vende tilbage med deres traditionelle redskaber, men derimod med nogle bedre vilkår. Regeringen deler ikke vores vision om en jordreform. I 2013 var vi en del af de store bondeprotester. Der blev, som følge af protesterne, igangsat en dialog mellem bondebevægelsen og regeringen. Men regeringen ønsker ikke at indgå nogle aftaler med bondebevægelsen. De har allerede kommercielle aftaler for de omstridte territorier.

Med den igangværende fredsproces er det så blevet muligt for de internt fordrevne at vende hjem til deres oprindelige områder?

Regeringen har tilbageleveret nogle få tusinde hektar jord. De lavede en jordlov i 2011 og begyndte derefter at tilbagelevere noget af den jord som de paramilitære grupper havde røvet fra bønderne. Men de giver jorden tilbage individuelt til bønderne, uden samtidig at have nogle projekter klar for disse områder.

Derfor vender folk tilbage uden at vide, hvad de skal lave. Derefter kommer de multinationale selskaber og tilbyder dem penge for jorden, og bonden ender nok en gang med at migrere til byen.

Hvis de internt fordrevne bondesamfund vender tilbage til deres oprindelige jord, bør det være med konkrete projekter. Ellers vil de ende med at sælge jorden, eller alternativt begynde at fælde træerne og dyrke noget. Hvis du ikke har økonomiske midler er det svært at stille noget op på landet. Hvis der hverken er skoler, sundhedscentre, veje eller penge til at lave noget som helst.

Kan du pege på nogle af årsagerne til skovrydning?

De vigtigste årsager til skovrydningen er store mineprojekter, olieindustrien og illegal kokadyrkning. En stor del af Amazonas og Orinoquia er blevet spist som følge af disse aktiviteter. Der bør være en lovgivning der regulerer disse mine- og olieprojekter. Mineselskaberne bruger det giftige stof cyanid til at udvinde guld med. Efterfølgende hældes det direkte ud i floderne, som bliver fuldstændig forurenede. Op langs flodsystemet slår det alt ihjel på sin vej. Fiskene og træerne forsvinder.

Hvad foreslår Marcha Patriótica at man skal gøre for at beskytte miljøet?

Ud over det nævnte behov for en stram lovgivning der regulerer råstofudvindingen og de multinationale selskabers jordejendomme, er vores hovedfokus en ny jordreform. Det vil ikke være en jordreform, som dem man havde i Europa i det 16 og 17 århundrede. Det skal være en ny måde at tænke jordreform på. En jordreform, der har bæredygtighed som det altafgørende mål. Jeg mener, at alle planerne for Amazonas bør besluttes i fællesskab. Fordi Amazonas er verdens største lunger, og derfor bør vi forsvare dem.

Vi, her i Colombia, bærer en del af ansvaret, men ligeså gør brasilianerne, peruvianerne og andre. Der bør arbejdes sammen. Vi er overbeviste om, at modellen med bondereservater kan hjælpe til med at udvikle produktive projekter uden behov for at hærge miljøet. I vores optik er bondereservaterne produktionsområder såvel som økosystemer, der skal beskyttes. Dette bør være modellen.


FAKTA: Marcha Patriótica

Er en politisk platform for over 2000 sociale bevægelser i Colombia. Det tæller bl.a. en række bondeorganisationer, fagforeninger og det kommunistiske parti i Colombia. Paraplyorganisationen blev stiftet i 2012.

FAKTA: Colombias skove

59 procent af Colombias landareal er dækket af skov. Landet er regnet for at have verdens næststørste grad af biodiversitet, og man regner med at det er hjem for omkring 10 procent af alle verdens dyre- og plantearter. Denne naturrigdom er dog truet af skovrydning. Alene mellem 1990 og 2010 blev der fældet et skovareal svarende til halvanden gang Danmarks størrelse.

FAKTA: Green grabbing

Med klimaforandringerne er der kommet stigende fokus på verdens skove, da de optager store mængder CO2. Skovbrænde og omlægningen af skov til landbrug, eller andre arealanvendelser, betyder imidlertid at der udledes store mængder CO2, svarende til omkring 20 procent af verdens samlede CO2-udledninger. Som en del af klimaforhandlingerne er der blevet oprettet en mekanisme (REDD+), der skal give skovejere i ulandene kompensation for at beskytte skoven, og samtidig godtgøre de rige lande eller private virksomheder for deres forurening, svarende til den mængde CO2 som skovene kan optage. Ud over det moralsk forkastelige i at købe sig retten til at fortsætte med at forurene, hvilket heller ikke løser klimaproblematikken, er det også forbundet til fænomenet Green grabbing.

Med Green grabbing menes der, at private firmaer og aktører erobrer kontrollen, ejerskabet og brugsretten til landområder og ressourcer, gennem opstillede ”miljøformål”. Dette har en del implikationer; større markedsgørelse af naturen, privatisering, og krænkelse af rettigheder. Eftersom det er billigst at kompensere fattige jordejere i ulandene, sker der ikke kun en forstærkelse af ulighederne mellem rige og fattige lande, men også mellem de rige og fattige jordejere

FAKTA: Marx’ tanker om skovforvaltning og bæredygtighed

Karl Marx forklarede blandt andet degraderingen af skoven med den lange produktionstid, og dermed længden af skovbrugets omslagsperioder. Dette gør skovbruget til en ugunstig privat- og dermed ugunstig kapitalistisk erhvervsgren. (Kapitalen, 2. bog, side 317)

I adskillige pasager hos Marx fremgår det, at beskyttelsen af miljøet er en afgørende opgave under socialismen. Eksempelvis modsætter han sig den kapitalistiske logik i de store landbug, hvor jorden udpines som følge af det kortsigtede mål om profit. I stedet for dette mente han, at der var behov for en anden socialistisk logik, hvor der eksisterer en ”bevidst rationel behandling af jorden som fælles, evig ejendom, som uafhændelig eksistens- og reproduktionsbetingelse for slægtled efter slægtled af mennesker. ” (Kapitalen, 3. bog, side 1044)

Et mere generelt bæredygtighedsprincip kan desuden læses i denne passage:

”Fra en højere økonomisk samfundsformations standpunkt vil enkelte individers private ejendomsret til jordkloden forekomme lige så absurd som en tilstand, hvor det ene menneske kan være det andet menneskes privatejendom. Ikke engang et helt samfund, en nation, ja ikke engang alle samtidige samfund taget under ét ejer jordkloden. De er kun dens besiddere, har brugsret til den, og som gode familiefædre må de overlade den i forbedret stand til de efterfølgende generationer. ” (Kapitalen, 3. bog, side 999)

Advertisements