De borgerlige vinder – men vælgerne straffer nedskæringspartier

Helle-plakatMed en snæver sejr til blå blok kommer Lars Løkke til regeringsmagten. Vælgerne har straffet R og SF for brudte valgløfter, samtidig med at vi ser en øget polarisering. Ikke siden 1973 har de etablerede partier fået en så gedigen vælgerlussing.

Af Andreas Bulow

Spændingen holdt helt til det sidste, men omkring midnat måtte socialdemokraterne erkende nederlaget og Helle Thorning meldte sin afgang som formand. Med en 90-89 mandaters sejr vandt blå blok, og Lars Løkke Rasmussen vil nu indlede forhandlinger om at danne en ny regering.

Til gengæld var der en anelse frustration at spore hos vinderen i de sene nattetimer. For ikke bare taber Venstre 7,2 procentpoint og 13 mandater – man skal nu også basere en kommende regering på et styrket Dansk Folkeparti, som har lovet en vis vækst i den offentlige sektor og en halvering af dagpenge-genoptjeningskravet, samt på Liberal Alliance, som vil det stik modsatte.

Desillusion med Thorning-regeringen
Socialdemokraterne fik en lille fremgang på 1,5 procentpoint, svarende til 3 mandater, men regeringen som helhed blev straffet af vælgerne som flygtede fra de Radikale (-4,9 procentpoint, 9 tabte mandater) og SF (5 procentpoints tilbagegang og 9 tabte mandater).

I alt mistede ”rød blok” 160.802 stemmer. Samtidig faldt stemmedeltagelsen 1,9 procentpoint, hvilket tyder på at en del røde kernevælgere simpelthen blev hjemme på sofaen.

Faktisk er nederlaget dybere end resultatet 89-90 lader ane. Venstre stillede med en statsministerkandidat, hvis troværdighed er hullet som en si, og man vandt samtlige fire nordatlantiske mandater til rød blok. Alligevel formåede man ikke at vinde.

Det er ikke svært at forstå, hvorfor regeringen tabte: De sidste fire år har Thorning ført en politik, som har været så blå, at det har overrasket selv de mest trofaste.

Dagpengestramning, lærerindgreb og DONG-udsalg har sat sine spor, og vælgerne kvitterede. En regering som smadrer leveforholdene for dens vælgere kan ikke forvente, at selvsamme vælgere skal genvælge dem.

Med en ufattelig sans for ironi roste Lars Løkke Thorning til skyerne i sin sejrstale og sagde, at det var ”godt, at hun havde samarbejdet bredt om at lave vækstpakker og skattereform sammen med os borgerlige”.

Konklusionen er klar: Hvis regeringen alligevel førte blå politik, hvorfor så ikke vælge den ”rigtige vare” hos oppositionen.

Dansk Folkepartis fremgang
Den helt store sejrherre ved valget blev naturligvis Kristian Thulesen Dahl. DF overgår Venstre og bliver med 21,1 procent af stemmerne det næststørste parti efter Socialdemokraterne. En spektakulær fremgang på 8,8 procentpoint, svarende til 15 nye mandater. DF er nu det største borgerlige parti, hvilket komplicerer tingene en hel del for de ”klassiske” borgerlige partier og deres bagland i Dansk Industri.

Er DF’s fremgang så et udtryk for en eksplosion af racisme? Er alle mennesker i Danmark pludselig blevet sortseende fremmedhadere? Svaret er nej.

DF’s kampagne handlede denne gang meget mindre om indvandring og asylpolitik, og meget mere om dagpenge og velfærd. I valgkampen lovede Thulesen Dahl, at der ikke skulle komme nulvækst i den offentlige sektor, og han slog ligeledes på at genoptjeningskravet til dagpenge skulle forkortes.

Selvfølgelig er DF ikke et parti, som vil holde disse løfter – når det kommer til stykket, er de ikke andet end borgerlige populister. Men det er DF’s anti-establishment profil, som har givet dem succes, i sær i land- og yderområderne. Der er grænser for, hvor meget borgerlig nedskæringspolitik DF kan tåle at lægge navn til uden at sætte deres opbakning over styr. Det er de selv ganske klar over, og derfor er de overhovedet ikke ivrige efter at komme i regering. DF’s strategi er den stik modsatte af SF’s ved sidste valg, hvor det først og fremmest handlede om at komme i regering, koste hvad det ville.

En turbulent periode
Bemærkelsesværdig er også  Alternativets resultat: 4,8 procent og 9 mandater. Et parti som ikke eksisterede for to år siden, og som i alle debatter har fremstillet sig som en protest imod buisness-as-usual.

Med krav om 30-timers arbejdsuge og et stop for nyttejob og aktivering, blev Uffe Elbæk af mange set som en modpol til de etablerede partier. Om han vil udfylde den rolle vil tiden vise, men det kan ikke undervurderes, hvor symptomatisk Alternativets pludselige indtog på scenen er.

Vi står i en turbulent situation, som er sammenlignelig med jordskredsvalget i 1973. Dette afspejler sig ved pludselige sving til højre og venstre, ved polarisering og ved partiers lynhurtige fremgang og kollaps, som også SF’s nedsmeltning har vist, og som nu igen ses med Alternativets entré på den politiske arena.

Enhedslistens resultat
Selvom Enhedslisten fik en lille fremgang, fra 6,7 til 7,8 procent og to nye mandater, er resultatet alligevel en smule skuffende. Set i lyset af den markante utilfredshed med regeringen, og det faktum at Enhedslisten er det eneste parti som har stemt imod de største nedskæringsreformer, burde man have høstet mere.

Ser man Enhedslistens meningsmålinger i løbet af de seneste fire år, har partiet toppet omkring 13-14 procent, hver gang partiet udfordrede regeringen, som da man stemte nej til reformpakken i foråret 2013 eller til skatteforliget i 2012. Desværre er partiet dalet, hver gang man har nærmet sig regeringen og stemt for finanslove, som indeholdt nedskæringer.

Enhedslistens fremgang er især sket i provinsen, hvor partiet har vundet en del utilfredse vælgere fra S og SF. Imidlertid er det bemærkelsesværdigt og bekymrende, at man i København, som traditionelt har været Enhedslistens højborg, ikke gik fremad, men tværtimod en anelse tilbage. I København gik Enhedslisten 0,2 procentpoint tilbage, mens Socialdemokratiet gik 3,4 procentpoint frem.

Under valgkampen havde Enhedslisten flere gode krav og tilbageviste de borgerliges angreb på de arbejdsløse. Desværre kom man alt for sjældent med nogle offensive bud på, hvad der skulle gøres, og hvorfor det er nødvendigt at bekæmpe kapitalismen som system.

Det måske største problem for vores parti har været, at vi ikke har haft noget klart svar på spørgsmålet om regeringsdannelse. Det eneste, som Johanne Schmidt-Nielsen sagde igen og igen var at ”Løkke var værre end Thorning”.

Udover at dette faktisk er højest usikkert (Thorning-regeringen har gennemført flere angreb end de forudgående 10 års borgerlige regeringer tilsammen), så parkerer det al initiativ hos de borgerlige, som kan foreslå noget rabiat, hvorefter at Thorning foreslår noget som er 90% så rabiat, som vi eksempelvis har set det med de vanvittige asylstramninger.

Hvis Enhedslistens strategi begrænser sig til at holde hånden under en S-R-regering, er begrænser man samtidig, hvor meget medvind vi kan få. Vi kan ikke opsamle den utilfredshed der ulmer, fordi at vi i sidste ende kommer til at virke inkonsekvente og frygtsomme i forhold til at stemme imod en nedskæringsregering, blot fordi den ledes af en, der hævder at være socialdemokrat.

Det havde sandsynligvis haft en langt større og bedre effekt, hvis Enhedslisten havde arbejdet målrettet på at bryde alliancen mellem S og R, appelleret til det socialdemokratiske bagland om at danne en rent rød regering og sagt, at det var udelukket, at Enhedslisten igen ville bakke en regering op, hvis R indgår.

Stadier i klassekampen
Det ville være katastrofalt at udlede pessimistiske konklusioner af valgresultatet. Al snak om ”fascismens fremkomst” eller ”en sort periode”, er udtryk for en fejlagtig analyse af valget.

Faktum er, at vælgerne stemte ret konsekvent imod nedskæringer og imod det som de anser for at være de etablerede partier.

Den nye periode vil blive meget spændende. Alene den kendsgerning at DF er det største parti i blå blok må give en søvnløs nat eller to til Lars Løkke. Hvordan skal han nu forene løfter om velfærd med tanker om nulvækst i det offentlige? Det bliver ualmindelig vanskeligt at sammensætte en funktionsdygtig borgerlig regering, og det synes udelukket, at den kan holde i fire år.

En ny borgerlig regering bør møde modstand fra arbejderbevægelsen. 3Fs kampagne om ”Godt arbejde” var desværre meget vattet og for ukonkret. Man burde have støttet direkte op om arbejderpartierne (dvs. S, SF og Ø), i stedet for bare at gemme sig bag generelle slogans uden noget klart perspektiv.

Fra venstrefløjens synspunkt bliver det vigtigste nu arbejdet udenfor Christiansborg. At styrke Enhedslistens lokalafdelinger, partiets tilstedeværelse i fagbevægelsen og i elev- og studenterbevægelserne, er kardinalpunktet.

Perioden med Thorning-regeringen har været en vigtig lære for den danske arbejderklasse. Al håb om ”en lidt rødere politik” blev knust. I krisetid kan kapitalismen ikke tilbyde andet end angreb på vores levevilkår. Der vil ikke gå lang tid før vi vil se en ny opblussen i klassekampen, Ryan Air konflikten er eksempelvis stadig helt uløst.

Advertisements