Establishment-partierne står svagt i valgkampen

Foto: Jens Astrup / CC / Flickr

Foto: Jens Astrup / CC / Flickr

De ”fire gamle” partier står til sammen til kun godt halvdelen af stemmerne. Samtidig taler Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen imod en ny regering med R. Uanset hvem, der vinder den tætte valgkamp, er der tegn på forskydninger i dansk politik.

Af Frederik B. Ohsten

Halvvejs inde i valgkampen tegner der sig et tydeligt billede af, at det umulige kan ske. Den protestsyngende vælgerlussing, som Helle Thorning-Schmidts mange skiftende regeringer målrettet har arbejdet på at modtage, lader til at udeblive, uanset hvem der bliver statsminister. Hvilket lige pludselig er et særdeles åbent spørgsmål.

Venstres kandidat, Lars Løkke Rasmussen lader til skødesløst at have smidt sine bedste vinderkort over bord, og der sidder uden tvivl ikke så få Venstre-folk og tænker, at hvis blot formanden havde holdt sandheden lige så kær som sine bilag, så… Det, der skulle være en walk-over, en sikker valgsejr, for de borgerlige over en historisk upopulær SR-regering, er pludselig i fare. Der er – som man nu siger – gået Panorama i det hele.

Traditionelle partier står svagt
Det er bemærkelsesværdigt at se, at de ”fire gamle” partier kun står til omkring 56 procent af stemmerne til sammen. Ved valget i 2011 fik de til sammen 66 procent. Borgerskabets traditionelle parti per se, de Konservative, ligger endda i visse målinger under Alternativets gøglere og sortsnakkende kaospiloter.

De i historisk forstand ”nye” partier – DF, Liberal Alliance, SF, Enhedslisten og Alternativet – står i målingerne til omkring 44 procent af stemmerne til sammen. Det betyder, at uanset, hvem der vinder valget, er den traditionelle politiske konsensus svækket i sin evne til at regere.

SRVK-tilslutning2015

De traditionelle partier står til et historisk dårligt valgresultat

De borgerlige vil – hvis de vinder – være tvunget til at lade opkomlingene fra DF bestemme en stor del af politikken. Og hvis den såkaldt ”røde blok” vinder, vil dagpenge-haderne fra de Radikale stå i en historisk svag position.

Det ser ud til, at Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten sammen med Dansk Folkeparti vil få omkring 60 procent af stemmerne, hvilket vil sætte både Socialdemokratiet og DF under gevaldigt politisk pres på dagpengespørgsmålet, uanset hvem, der vinder valget. Det gør det politisk vanskeligt at gennemføre de angreb på dagpenge og andre sociale rettigheder, som Dansk Industri og de øvrige kapitalister kræver for at få banket lønniveauet ned på tyske standarder og dermed øge profitterne.

Alternativ uden klassekamp
De Radikale har i sidste periode oplevet udsplitninger både til højre (Liberal Alliance) og til venstre (Alternativet). Det tilbageværende dybblå sammenrend af arrogance-politikere står til en velfortjent vælgermæssig fiasko. Det bekymrer uden tvivl Socialdemokratiets højrefløj, der har brug for de Radikale som regeringspartner og modvægt til venstrefløjen, både i og uden for partiet selv.

Foto: Andreas Bülow

Foto: Andreas Bülow

Det er i denne sammenhæng interessant at se, at Uffe Elbæks Alternativet står til et godt valg. I flere målinger ligger de over de Konservative. Alternativet har med sine løfter om grøn omstilling, kortere arbejdsuge og andre sympatiske tiltag formået at hente vælgere fra flere partier, og de opsuger mange af de, som tidligere blev tiltrukket af de Radikales overfladiske ”humanisme”.

De borgerlige har angrebet Alternativet for at være urealistiske drømmere, og i en vis forstand har de ret. For Alternativet forestiller sig tilsyneladende, at man kan få lavere arbejdstid og en grøn omstilling af hele produktionen og økonomien, hvis blot man har overbevisende argumenter, god vilje og kreative kampagner.

Alternativets reelle problem vil imidlertid blive, at de aldeles ser bort fra de materielle interessekonflikter i samfundet, fra klassekampen. Spørgsmålet om, hvad der skal investeres i, hvordan der produceres samt længden af arbejdsugen, er spørgsmål om, hvad der skal ske med den merværdi, arbejderklassen frembringer.

Dette afgøres ikke ved snak og argumenter, men gennem klassernes styrkeprøver. Og Alternativet har på forhånd stillet sig uden for arbejderbevægelsen. Dermed er de i bedste fald magtesløse og parodiske. I værste fald er de politiske kvaksalvere og borgerskabets nyttige idioter.

Ingen gæld til S
En vittig sjæl bemærkede, at grunden til, at SF er bange for at stemme dørklokker er, at det siger ding-DONG. Ikke desto mindre er folkesocialisterne ved at genvinde balancen. SF har siden det skibbrudne forsøg på at være Corydons kongeblå ministerkolleger kastet alle hensyn til Socialdemokratiets top over bord. Dem skylder man ikke noget, er rationalet.

SF har derfor profileret sig stærkt på dagpengespørgsmålet samtidig med, at man har forsøgt at glemme alt om skattereformer, DONG-salg og lærer-indgreb, som var med til at skubbe partiet mod spærregrænsen. I stedet har man indgået en offentlig, taktisk alliance med DF og Enhedslisten om at halvere genoptjeningskravet til dagpenge.

Det var ganske vist Enhedslistens idé, men i politik handler det som regel ikke om at have ret, men om at få ret. Så SF humper af sted og vil måske lande på omkring seks procent, hvilket i partiet anses for at være acceptabelt, omstændighederne taget i betragtning.

Johanne: nej til R
Enhedslisten har ført en valgkamp med gode og fornuftige krav, hvor man blandt andet har udstillet Dansk Folkepartis vælgerbedrag og hykleri samt angrebet de Radikales arbejderfjendske politik. Men man står med et taktisk problem. For skal man pege på en ny katastrofe-regering under Helle Thorning?

Enhedslisten har nu i fire år forsøgt at trække regeringen til venstre. Det er mildt sagt ikke lykkedes. SR-regeringen har været mere blå end de blå, og angrebene på arbejderklassen har været langt hårdere end under de forudgående Fogh- og Løkke-regeringer.

Mange i og uden for partiet har spurgt om, hvorfor man dog ikke har trukket støtten til Thorning og Corydon, eksempelvis ved lærer-lockouten, skattereformen eller nogle af de asociale finanslove. Svaret har lydt, at det ville være værre med Løkke. Sådan freder man den socialdemokratiske højrefløj på ubestemt tid. Denne dynamik har vi behandlet i en tidligere artikel, og sagen er, at dette argument parkerer al initiativ hos højrefløjen, fordi den altid vil kunne foreslå noget mere rabiat end Thorning og Corydon.

Johanne Schmidt-Nielsen anviste 1. maj en vej fremad for Enhedslistens videre kurs, da hun sagde, at de Radikale ikke bør være med i en ny regering. Det var et helt korrekt krav, som har stor støtte i arbejderbevægelsen, og som – hvis det følges op af konsekvens og handling – kan give Enhedslisten stærke kort på hånden i tiden efter valget. Men det kræver, at man har is i maven og ikke lader sig true til at støtte en ny overklasse-regering med R.

Erfaringen fra de fire år med Helle Thorning-Schmidt bør lære Enhedslisten, at en SR-regering ikke kan trækkes til venstre af Enhedslisten. Taktikken har ganske enkelt vist sig ikke at virke. Derfor må taktikken indrettes efter, hvorledes man hurtigst muligt får skabt et rent rødt flertal og mobiliseret bredt i arbejderbevægelsen for ordentlige levevilkår og håb for fremtiden.

Første skridt på denne vej må for Enhedslisten være at afvise enhver støtte til en regering, hvori R indgår. Det vil både styrke Enhedslistens profil og være en håndsrækning til venstrefløjen i Socialdemokratiet. Det vil samtidig åbne nye perspektiver for en større rolle til Enhedslisten i fremtiden – og dermed for håbet om at kunne gennemføre partiets politik til gavn for arbejdere og unge – uanset valgets endelige udfald.

Advertisements