Verdensøkonomi: Manglende investeringer giver lavvækst

Tegning: Carlos Latuff

Tegning: Carlos Latuff

Af Frederik Ohsten

Den Internationale Valutafond (IMF) advarer om, at verdensøkonomien vil være fastlåst i lav vækst, høj arbejdsløshed og høj gæld i lang tid fremover. Kapitalisternes profitjagt står i vejen for et opsving.IMF’s økonomer konkluderer i deres forårsudgave af ”World Economic Outlook”, at kapitalismen er låst fast i en depression, og at ”en stor del af produktionstabet siden krisen kan nu anses for permanent, og det er usandsynligt, at de politiske tiltag vil genrejse investeringerne til niveauet før krisen”.

Selv om IMF regner med, at økonomien i den industrialiserede verden vil bedres i løbet af de næste fem år, er der stadig et pænt stykke op til niveauet før det store krak i 2008. Den konklusion, kapitalismens fremmeste strateger altså når frem til, er langt fra opløftende. De erkender, at den krise, der har varet i syv år, er historisk i sit omfang, og at kapitalismen ikke vil være i stand til at levere tilfredsstillende forhold for det store flertal i en overskuelig fremtid.

Lavere levestandard

I rapporten skriver IMF, at ”levestandarden vil i fremtiden udvikle sig langsommere end tidligere. Desuden vil det være vanskeligere at opnå finansiel balance, da skattegrundlaget vil vokse langsommere.”

Det er dystre udsigter, hvis man havde håbet, at kapitalismen ville komme sig hurtigt efter krisen. I de udviklede lande regner IMF med, at BNP-væksten højst vil ”accelerere” til et gennemsnit på 1,6 procent i løbet af de næste fem år. I perioden 2008-14 var væksten til sammenligning 1,3 procent.

Væksten vil dermed klart være under niveauet fra perioden 2001-07, hor den gennemsnitlige vækst i den industrialiserede verden var på 2,3 procent. Dertil kommer, at det historiske gennemsnit fra anden halvdel af det 20. århundrede var dobbelt så højt, som det niveau, IMF regner med, at væksten vil ”accelerere” til.

Ingen investeringer

Rapporten fokuserer på det store fald i investeringerne, der har fundet sted i de vigtige økonomier i Nordamerika, Europa og Asien. De konkluder, at ”den potentielle vækst i de udviklede økonomier vil fortsat være under før-kriseniveau, og der forventes en fortsat afmatning i emerging-økonomierne på mellemlangt sigt.”

Fonden gør opmærksom på, at det kollaps i investeringerne, der har fundet sted, er langt mere alvorligt og langvarigt end kollapset på ejendomsmarkedet. De private investeringer i den industrialiserede verden i perioden 2008-14 ligger således 13,5 procent under det niveau, som IMF havde forventet tilbage i 2007. USA ligger 16 procent under forventningen fra dengang, og Euroområdet ligger 17 procent under.

Bank for International Settlements (BIS), der er en international organisation for samarbejde mellem centralbankerne, kom i deres kvartalsudgivelse fra marts med nogle af de samme pointer som IMF, ikke mindst hvad angår det lave niveau for investeringer.

De skriver: ”Kollapset i investeringerne i 2008 tegnede sig for en stor del af nedgangen i efterspørgslen, som sendte mange udviklede økonomier ud i den værste recession i årtier. I de udviklede økonomier faldt de private investeringer uden for ejendomssektoren med 10-25 procent.”

Papirer i stedet for produktion

IMF forsøger at forklare det lave investeringsniveau med, at der er ”manglende efterspørgsel”. De ræssonerer – som alle keynesianere – at de kapitalistiske virksomheder ikke investerer, fordi der er lav efterspørgsel efter deres produkter. Keynesianerne glemmer imidlertid, at virksomhedernes investeringer også er en del af efterspørgslen.

Dermed forklarer de intet andet, end at en del af efterspørgslen ligger lavt, fordi den samlede efterspørgsel (investeringer plus forbrug) er svag. Denne form for argumentation er en tautologi og forklarer ingenting. BIS forsøger at komme med en ”mere plausibel forklaring på den lave investeringsvækst”.

De peger på ”manglen på profitable investeringsmuligheder”. BIS peger på, at virksomhederne, selv hvis de er relativt trygge ved den fremtidige efterspørgsel, ”vil afstå fra at investere, hvis de mener, at den øgede kapitals afkast vil være lavt.”

Tallene for virksomhedernes profit fra 20014 i USA er i denne sammenhæng dybt bekymrende, fordi der var tale om en tilbagegang i forhold til tidligere. I årets sidste kvartal var der tale om en direkte negativ tendens. Den slags tal er med til at få kapitalisterne til at nægte at investere i produktion.

For tiden foretrækker de store kapitalistiske virksomheder og finanshuse at placere pengene ”sikre” steder, som eksempelvis statsobligationer, frem for at investere i produktion. Det forklarer, hvorfor vi nu ser det noget barokke fænomen med negative renter på obligationerne.

Prisniveauet på obligationerne er blevet presset så meget i vejret, at kapitalisterne anser det for relativt trygt trods minusrenterne, fordi den høje værdi opvejer de ekstra renteomkostninger. Under alle omstændigheder bliver denne praksis anset for mere tryg end at investere i ny teknologi eller omkostningstunge forskningsprojekter og udvikling af nye produkter.

Ufattelige mængder af penge, der snildt kunne bruges til sådanne fornuftige formål – og dermed sætte arbejde i gang i stor skala – samler nu støv i form af opsparinger. Årsagen til dette er kapitalisternes profitjagt.

Fest på børserne

Samtidig sætter børserne den ene rekord efter den anden. Afkastene på aktierne er ganske vist meget små for tiden, men for kapitalisterne er det en relativt tryg måde at parkere opsparingen på. Det tyske DAX-index er steget 24 procent i de første tre måneder af 2015.

De toneangivende aktieindeks i både Japan og Hong Kong er steget med 14 procent. Selv det europæiske Stoxx Europe 600, der ellers dækker en svag økonomi med nulvækst, er steget med 19 procent i årets første tre måneder. Dertil kommer, at kapitalisterne er i gang med at koncentrere kapitalen på endnu færre hænder.

Royal Dutch Shell meddelte i April, at de køber den britiske BG Group. Det er den største handel i energisektoren i årtier, og det forventes, at den vil medføre tusindvis af fyringer af arbejdere. Samt naturligvis klækkelige bonusser til topcheferne. I samme uge kom det frem, at medicingiganten Mylan overtager Perrigo.

Værdien af fusioner og virksomhedsovertagelser i årets første tre måneder har nu oversteget tusind milliarder dollars. Kapitalismens nuværende tilstand er altså denne: overalt beskæres levestandarden, og vi får at vide, at den store arbejdsløshed vil være permanent. Vi får at vide, at det er det bedste, vi kan vente os.

Samtidig er der massevis af værdier og penge, der blot samler støv eller går til spekulative investeringer og kreative værdipapirer. Alt sammen noget, der kun gavner et mikroskopisk mindretal af milliardærer. Måske det var på tide, at kontrollen med inve- steringer – og dermed vores fremtidsmuligheder – overgår til befolkningens store flertal, arbejderklassen?

Advertisements