Stem Enhedslisten og kæmp for en socialistisk politik!

Vores horisont bør ikke være ”four more years” til Thorning. Vi må vise at der er et klart alternativ! Foto: Jeppe Krommes-Ravnsmed

Vores horisont bør ikke være ”four more years” til Thorning. Vi må vise at der er et klart alternativ!
Foto: Jeppe Krommes-Ravnsmed

Af Socialistens redaktion

Statsministeren har trykket på knappen og der skal derfor afholdes folketingsvalg den 18. juni.

I valgkampen er det vigtigt at alle socialister støtter Enhedslisten, det eneste parti som har stemt imod de store nedskæringsreformer og kritiseret regerings enorme svigt overfor baglandet.

Hvis Enhedslisten styrkes, bør det konkret give mulighed for at føre en principfast kritik og bruge folketinget som en talerstol for at nå ud til almindelige arbejdere og unge.

Som vi tidligere har skildret, har den nuværende SR-regering ført alt andet end rød politik. Der vil således være mange vælgere som bider sig i læben ved udsigten til endnu fire år med aggressiv nedskæringspolitik.

Derfor er det ikke nok bare at sætte kryds ved liste Ø – det er nødvendigt at kæmpe for en socialistisk politik i hverdagen! Det vigtigste som en revolutionær arbejder eller studerende kan gøre er at blive aktiv i Enhedslisten, i fagbevægelsen og studenterbevægelsen, og kæmpe for en klar klassekamps-linje.
I forhold til den konkrete valgkamp mener vi at de følgende strategiske punkter vil styrke Enhedslisten:

  1. Lad være med at pege på Thorning som statsminister, hvis den nuværende koalition med det borgerlige Radikale parti fortsætter.

    De radikale har igennem hele regeringsperioden stædigt fastholdt at den nye regering skulle fortsætte den tidligere borgerlige regerings nedskæringspolitik. Dermed har de afsløret sig som et arbejderfjendsk og arbejdsgiverfinansieret borgerligt parti, som står på den modsatte side i kampen for at give arbejdere og unge et ordentligt liv.

    Johanne Schmidt-Nielsen sagde i sin 1. maj-tale at hun opfordrede Socialdemokraterne til ikke at danne en ny regering sammen med De Radikale. Det var et stort skridt i den rigtige retning. Det logiske næste skridt må være at vise, at vi mener det alvorligt og stemme imod dannelsen af en ny S-R regering.
  2. Fremsæt eget regeringsprogram og gå til valg på en række systemoverskridende krav der udfordrer kapitalismen.
    Dette bør blandt andet være alles ret til arbejde, bolig og uddannelse, samt en sikring af alle de arbejdere der har mistet deres arbejde og alle de unge der aldrig har fået et arbejde.

    Hvis man slavisk følger markedsøkonomiens diktater er det ikke muligt at få disse krav igennem. Men i realiteten kan de let gennemføres, hvis man nationaliserer de største banker og virksomheder som har puttet milliarder i lommen, milliarder som den danske arbejderklasse har skabt.

  3. Vi må arbejde for et rødt flertal bestående af S, SF og Ø…
    …og forklare, at det er fuldstændigt muligt at vinde, hvis arbejderbevægelsen stopper klassesamarbejdet og i stedet begynder at føre socialistisk politik.

    Det nytter ikke noget at argumentere for en ny S-R regering som ”et mindre onde”. I de flestes øjne vil det være et valg imellem pest og kolera, for virkeligheden er, at Thorning-regering har lavet flere arbejderfjendske reformer end Løkke turde.

    Vores horisont bør ikke være ”four more years” til Thorning. Vi må vise at der er et klart alternativ! Den første betingelse for at nå dertil er at bryde den nuværende koalition, og arbejde for at arbejderpartierne agerer selvstændigt i arbejderklassens interesser.

  4. Den store opgave starter efter valget, ligegyldigt hvem der vinder. Klassekampen vil først og fremmest foregå på arbejdspladser, skoler og på gaden.

    Ryan Air-konflikten har potentialet til at blive et af de vigtigste slag i den forbindelse. Situationen i fagbevægelsen skriger på en kampklar ledelse som tør slå igen imod arbejdsgivernes offensiv. Angrebene på elever, studerende og lærlinge kræver et organiseret modsvar.
    Disse bevægelser må være hovedprioritet for alle socialister.
  • Kryds Ø på valgdagen!
  • Bliv aktiv socialist i arbejderbevægelsen!
  • Ned med de borgerlige!
  • For et rødt flertal der fører arbejderpolitik!
Advertisements