Status efter fire år med Helle: En dyr dame

Foto: Agnete Schlichtkrull, Pressefoto, Statsministeriet.

Foto: Agnete Schlichtkrull, Pressefoto, Statsministeriet.

Af Frederik Ohsten

Thorning-regeringen har været et mere end almindelig dyrt bekendtskab for de danske arbejderfamilier.

Man skal huske et effektivt mikroskop, hvis man er blevet sendt i byen for at opstøve pletvise forbedringer af levevilkårene fra de seneste fire år.

Enkelte af de socialdemokratiske politikere excellerer i denne krævende disciplin, men de fleste lader til resigneret at argumentere for, at ”det havde været værre med Løkke”.

Det intetsigende i denne påstand skal vi vende tilbage til senere. Først lige en rekapitulation af et begivenhedsforløb.

Foghs salami

Da Nyrup-regeringen tabte magten til den borgerlige Fogh-regering i 2001, var en udbredt forklaring, at det skete på grund af udlændingepolitikken. Adskillige undersøgelser – herunder interne socialdemokratiske af slagsen, der er lækket til pressen – peger imidlertid entydigt på, at dette spørgsmål har flyttet ganske få vælgere.

Det, der suverænt har flyttet flest, er spørgsmålet om velfærd. Nyrup havde i sin regeringsperiode blandt andet halveret dagpengeperioden og angrebet efterlønnen. Det sidste kom ham dyrt at stå.

Nyrups troværdighed som velfærdsstatsmand var banket i bund, og Venstre og Dansk Folkeparti stod i målingerne stærkere på dette spørgsmål.

Under Anders Fogh Rasmussen var de borgeliges taktik en ”mild deregulering” af velfærden. Vælgerne måtte ikke chokeres, og de borgerliges angreb på velfærden foregik derfor i et – efter liberal smag – temmelig adstadigt tempo.

Det var salamimetode frem for frontalangreb og storkonflikt. Lars løkke justerede denne taktik i en mere offensiv retning, da han tog over i 2009. Sammen med den økonomiske krise sikrede dette hans nederlag til Thorning i 2011.

Imidlertid vedtog Thorning-regeringen – efter diktat fra de Radikale – en økonomisk politik, der skulle være ”en fortsættelse af linjen” fra den fallerede Løkke- regering.

Socialdemokraternes halmstrå

Resultatet står klart her fire år senere. Uanset om vi ser på forholdene for arbejdsløse, studerende, handicappede, børneinstitutioner, skoler eller ældre, er der tale om en klar forringelse i forhold til 2011.

For de arbejdere, der er i beskæftigelse, er forholdene heller ikke blevet bedre. Utrygheden på arbejdsmarkedet er øget dramatisk. Beskæftigelsen er ikke blevet mærkbart forbedret, og frygten for de horrible forhold som arbejdsløs er taget til.

Uanset, hvordan man som aktiv i arbejderbevægelsen skal måle Thorning-regeringen, er der tale om en massiv og dundrende fiasko.

Nu vender vi tilbage til de slagne socialdemokraters sidste halmstrå: havde det ikke været værre med Løkke? Svaret kan naturligvis ikke gives med sikkerhed, men der er stor sandsynlighed for, at det faktisk må blive et nej.

Venstres chefideolog Claus Hjort Frederiksen sagde i forbindelse med regeringens overgreb på lærerne i 2013, at de borgerlige aldrig havde turdet indlade sig på en sådan konfrontation med den organiserede fagbevægelse.

Ligeledes er det tvivlsomt, om Socialdemokratiet og SF havde stemt for de massive forringelser, som regeringen har vedtaget, hvis det var en borgerlig regering, der havde foreslået dem. I så fald havde man kunnet presse både DF og Venstre hårdt, fordi sådanne angreb ville udsætte dem for en betydelig vælgermæssig åreladning.

Parkerer initiativ hos Løkke

Enhedslistens strategi over for Thorning-regeringen har i denne henseende været temmelig mangelfuld. Det lader til, at den politiske horisont ved eksempelvis finanslovsforhandlinger kun rakte få uger tilbage og allerhøjst et år frem.

På trods af regeringens overklasse-politik, er den ved flere lejligheder blevet reddet af Enhedslistens støtte. Selv ved finansloven for 2015, hvor dagpengespørgsmålet ellers var øverst på den politiske dagsorden – uden at blive løst.

Fra venstrefløjens synspunkt er problemet med ”det ville være værre med Løkke”-argumentet, at det parkerer al initiativ hos netop Løkke og de borgerlige.

Så snart, Venstre foreslår noget rabiat, giver man Corydon frihed til at foreslå noget, der er 90 procent lige så rabiat. På papiret er der naturligvis en forskel – men politik handler om mere.

Fra venstrefløjens synspunkt handler det også om arbejderbevægelsens styrke og arbejderklassens selvtillid.

Og hvis man binder arbejderbevægelsen til en regering, der handler imod dens interesser, så siver entusiasmen væk, medlemmerne forsvinder og apatien vinder frem. Det er en færdig opskrift på at styrke højrefløjen. Og det er netop det, der har været resultatet af fire år med Helle Thorning-Schmidt i alliance med de Radikale.

Corydon og co.’s nyliberale politik har faet vælgerne til at flygte. Det er der intet som helst underligt i. Miseren udstiller, at den socialdemokratiske strategi med klassesamarbejde er forældet og forfejlet. Det må hele arbejderbevægelsen – og isar venstrefløjen – tage ved lære af.

Forsøget på at forvandle SF til et nyt socialdemokrati er desuden endt i den rene ynk og elendighed. Enhedslisten har i denne sammenhang en enestående mulighed for at spille rollen som det tydeligste oppositionsparti og samle opbakning omkring et konsekvent forsvar for resterne af velfærdssamfundet.

Hvis partiet spiller sine kort rigtigt – og skeler til Podemos i Spanien og Syriza i Grækenland – er det absolut realistisk, at Enhedslisten kan samle store dele af fagbevægelsen omkring sig og komme til at udgøre en stor politisk kraft, der kan udfordre kapitalisternes misrøgt af samfundet.

FAKTA: Regeringens overklasse-politik siden 2011

– Indfasning af dagpengereformen og konsekvent afvisning af at lave den om på trods af, at der var flertal for det, hvis S ville være med.

• Accept og indfasning af de borgerliges efterlønsreform.

• SU-reform, der presser studerende hurtigere gennem studierne.

• Kontanthjælpsreform, der halverede ydelserne for unge arbejdsløse, og tvang ledige i underbetalte nyttejob.

• Reform af førtidspension og flexjob, som blandt andet betyder, at mennesker ramt af handicap får mindre i løn i flexjob.

• Skattereform, som tager fra arbejdsløse og førtidspensionister for blandt andet at sænke topskatten.

• Skattereformen indebærer udover topskattelettelserne, at man efter salamimetoden år for år napper noget af stigningen på overførselsindkomster, således at en førtidspensionist eller dagpengemodtager ved reformens fulde indfasning har mistet 13.000 kr. om året i nutidskroner.

• Folkeskolereformen og regeringsindgrebet, der knægtede lærerne i 2013.

• Den såkaldte Vækstplan 2.0 med selskabsskattelettelser betalt af besparelser på velfærden.

• Vækstplan 2.0 med afskaffelse/nedsættelse af grønne afgifter som emballage-afgift og spildevandsafgift.

• Studiefremdriftsreformen og karakterkrav på ungdomsuddannelserne.

• Lavpris-salg af dele af det statslige energiselskab Dong til den berygtede kapitalfond Goldman Sachs.

• Ændring af offentlighedsloven, som kraftigt reducerede offentlighedens mulighed for aktindsigt.

• Forringelse af seniorjobordningen.

• Fortsat og intensiveret brug af løntrykkende tvangsarbejde-ordninger uden overenskomst som eksempelvis nyttejob, virksomhedspraktik og løntilskud.

• Forkortelse af perioden, hvor man kan få sygedagpenge fra 52 til 24 uger.

• Forsvarsforlig der blandt andet betyder at der skal indkøbes nye kampfly for 30 mia. kr.

• Besparelser på 1.100 kr. pr. studerende på universiteterne i forbindelse med finanslov 2015 – samt det “sociale undervisningstaxameter”, der betyder besparelser på en lang række gymnasiale uddannelser.

• Bankpakke 5 – den såkaldte udviklingspakke, hvor staten overtog FIH Erhvervsbanks belastede lån på 16 mia., forærede landbruget tre mia. gennem det såkaldte landbrugsfinansieringsinstitut LFI samt forhøjede eksportgarantien gennem “Eksport Kredit Fonden” EKF (i realiteten en statslig underskudsgaranti til eksportvirksomheder) fra 20 til 35 mia. Alt i alt en guldrandet gavebod til svinebaroner og kapitalister.

FAKTA: Færre lærere per elev i skolen

Mens Helle Thorning-Scmidts regering har siddet ved magten, er andelen af elever, der går i en klasse med mere end 24 elever steget fra 23 procent i 2011 til 26,5 procent i 2014. Det fremgår ifølge Jyllands-Posten af en undersøgelse fra Undervisningsministeriet. Det fremgår desuden, at der i skoleåret 2010/11 var 11,6 elever per lærer. I 2014 var dette tal vokset til 12,1 elever per lærer. Undersøgelser, der er lavet om klassestørrelser, viser, at store klasser har en negativ indvirkning på elevernes præstationer.

FAKTA: Ringere normeringer i institutionerne
Siden 1986 er der kommet markant flere børn i de danske daginstitutioner. Men antallet af voksne er slet ikke fulgt med. Det viser en analyse, som Bureau 2000 har udført for fagforbundet FOA.

Analysen viser, at der i år 2000 gennemsnitligt var 5,2 vuggestuebørn per voksen. I 2014 var tallet steget til 6,5 vuggestuebørn per voksen. Normeringerne er også blevet forringet i børnehaverne, hvor antallet af børn pr voksen er vokset fra 9,7 til 11,8 i samme periode.

Advertisements