Rejsebrev: Nicaragua mellem reform og revolution

DSC_7639

Foto: Niklas Zenius Jespersen

Af Niklas Zenius Jespersen

Man skal ikke være længe i Nicaragua for at opdage at noget er anderledes. Overalt i bybilledet hænger revolutionære vægmalerier og plakater, der erklærer Nicaragua for ”Kristen – Solidarisk – Socialistisk”. Fra toppen af offentlige bygninger og rundt i de fattige kvartere vejer sorte og røde faner og langs vejene er lygtepæle, træer og selv sten malet røde og sorte, det regerende socialistiske sandinistparti FSLNs farver. Nicaragua er et land i revolution. Og dog.

For samtidig trives kapitalismen i bedste velgående. Efter FSLN væltede Somoza-diktaturet i 1979 udbrød en revolution, der truede selve kapitalismens eksistens i landet. Men da kontrarevolutionen vandt magten ved valget i 1990, betød det 16 års nyliberale reformer og kontrarevolution. Bedre blev det ikke af, at valgsejren var kommet ovenpå trusler om at fortsætte ”kontrakrigen”, en USA-finansieret borgerkrig for at ødelægge revolutionen, der havde drænet det fattige land for ressourcer og dermed undermineret revolutionen.

I disse år blev store dele af den statslige ejendom privatiseret, eksperimenterne med folkemagtsorganerne, der gav demokratisk magt direkte til befolkningen, blev nedlagt, velfærdsstaten udhulet og fattigdommen voksede til ekstreme dimensioner. Da sandinisterne vandt valget i 2006, erklærede de revolutionen for genstartet og igangsatte omfattende sociale programmer og genstartede eksperimenterne med mere direkte demokrati. Men når det kommer til at gøre op med de nyliberale regeringers privatiseringer og de skattefri frihandelszoner, de oprettede, har der kun været små reformer.

Mellem reform…

På trods af mange fejl, og at kapitalismen aldrig blev endelig afskaffet under revolutionen i 1980’erne, så havde processen socialistiske træk. Landbrugsjorden fordeltes til fattige bønder og bondekooperativer, og vigtige dele af økonomien nationaliseredes. Ligeledes indledtes en ødelæggelse af den borgerlige stat og opbyggelsen af en ny demokratisk og socialistisk stat.

Nationalgarden – Somozas forhadte hær, der blev oprettet på foranledning af USA – blev nedlagt, der blev afholdt frie, demokratiske valg, og civilsamfundet af masseorganisationer som fagforeninger og studenterbevægelser blev inkorporeret i styring af staten. Ikke mindst skete en begyndende opbygning af direkte demokratiske folkemagtsorganer, omend deres reelle magt svingede.

Foto: Niklas Zenius Jespersen

Foto: Niklas Zenius Jespersen

I dag har FSLN’s politik dog ofte mere karakter af socialdemokratisme med omfattende sociale reformer. Disse har stor betydning for landets fattige flertal og for udviklingen af landet, men truer ikke kapitalismens dominans. Et eksempel på et sådan program er ”Nul Sult”, der har foræret dyr, såsæd og frugttræer til over 100.000 fattige kvinder for at udrydde sult, give en ekstra indtægt og give kvinder større magt i familie og lokalsamfund, omend med svingende succes på det sidste punkt. Sammen med andre programmer skal det øge landbrugsproduktionen.

Nicaragua producerer nemlig ikke mad nok til sin egen befolkning og har derfor store udgifter til fødevareimport. Samtidig er sundhedsvæsenet gjort gratis. Oprettelse af sundheds- og fødekliniker på landet har reduceret mødredødeligheden med 40 procent. Ligeledes er der skabt tusindvis af børnehaver og pasningsordninger og store investeringer i uddannelse. Således uddeles der gratis mad i skolen 150 dage om året for at motivere fattige familier til at lade børnene gå i skole i stedet for at arbejde, og over 100.000 stipendier er uddelt for at sikre fattige adgang til universiteterne.

Et resultat af uddannelsespolitikken er, at UNESCO i 2009 erklærede Nicaragua fri fra analfabetisme. Desværre har man accepteret visse nyliberale dogmer og fastholdt en nyliberal frihandelsaftale med USA, den såkaldte CAFTA, samt de frihandelszoner hvis formål er at tiltrække industri til Nicaragua ved at give dem midlertidige undtagelser fra skattebetaling og lempelser i mindsteløn, arbejdsforhold og miljøkrav. Erfaringer har dog vist, at industrien blot flytter videre til det næste land med frihandelszoner når aftalen udløber.

Zonerne medfører altså ikke megen udvikling, men forventes i 2015 at eksportere for 2.417 milliarder dollars ud af landet mens jobskabelsen i zonerne i følge arbejdsgiverorganisationen COSEP blot tilførte 260 millioner dollars til landet. Enorme summer forlader altså ubeskattet landet i stedet for at blive brugt til fattigdomsbekæmpelse og økonomisk udvikling.

…Og revolution!

Det er dog ikke kun med graffiti, at revolution står skrevet på væggen. Regeringens evne til at mobilisere befolkningen sås senest, da FSLN den 13. marts indkaldte til demonstration til støtte for Venezuela. Anledningen var de seneste angreb fra USA hvor Obama kaldte Venezuela for en trussel mod USAs sikkerhed.

På kun to dage mobiliserede FSLN over 100.000 mennesker og fyldte Managua med revolutionær musik og flag. Først var der dog ingen taler på scenen, før storskærme pludselig stillede om til lufthavnen, hvor Venezuelas præsident Maduro landede på overraskelsesvisit og blev modtaget af Ortega. Herefter kørte de i kortege gennem demonstrationen af hujende mennesker, inden de holdt tale.

Eksperimenter med folkemagt

Samtidig sker der vigtige skridt i opbyggelsen af folkemagt, omend på eksperimentalt plan og langt mindre end under revolutionen i 1980’erne. Fagforeninger, bondeorganisationer, studenterbevægelse og andre dele af civilsamfundet er blevet voldsomt styrket i forhold til 1990’ernes nyliberale politik, der reducerede civilsamfundet til primært at bestå af udenlandsk finansierede NGO’er.

Også de indianske samfund har opnået øget anerkendelse og autonomi og er gået fra at være en base for kontrarevolutionen i 1980’erne til at være ivrige FSLN-støtter. Endnu vigtigere genoprettede regeringen eksperimenterne med demokratiske lokalkomiteer fra 1980’erne. Jeg deltog selv i et sådan lokalmøde i den indianske bydel Sutiava i León.

Her fik lokalbefolkningen mulighed for at lufte ønsker, bekymringer og kritik til repræsentanter for myndighederne og FSLN. Folk klagede over dårlige veje og manglende gadebelysning og pressede politikerne til at love at tage det op. Ligeledes klagede de til politichefen over, at politiet var for voldelige, når de anholdte fulde balademagere. Ikke mindst forlangte de højlydt, at den ene af to FSLN-organisatorer for Sutiava blev fjernet, da han aldrig lavede noget, mens den anden, der havde arrangeret mødet, blev ønsket som FSLN-leder for hele bydelen.

På den anden side brugte myndigheder og politiske repræsentanter lejligheden til at organisere lokalbefolkningen til at deltage i udførslen af sociale programmer som udryddelsen af sygdomme, der spredes ved myg. Interesant nok var flertallet af deltagere kvinder med små børn, kvinder der ville havde haft svært ved at deltage, havde mødet været holdt på rådhuset, langt fra hvor de bor, i stedet for på gaden uden for deres hjem.

Sådanne møder virker måske ikke så begejstrende for revolutionsromantikere, der drømmer om soldater der under røde faner stormer vinterpaladset, men de viser nogle grundlæggende forandringer. Nemlig en proces, hvor fattige og marginaliserede nu gives en stemme og inkluderes i beslutninger omkring og opbyggelsen af deres egne liv og lokalsamfund. Dette er fundamentalt set hvad ordet revolution betød oprindeligt; at verden vendes på hovedet, at dem, der aldrig havde magt og stemme nu styrer samfundet.

I Nicaragua styrer de dog endnu ikke samfundet. Lokalrådene besidder fortsat kun en begrænset magt, en slags indirekte deltagerdemokrati, hvor de bliver hørt om lokale spørgsmål, kan lufte kritik og engageres i opbyggelsen af samfundet, men hvor de ingen direkte beslutningsmagt eller penge har. Ikke desto mindre rummer de spiren til revolutionens fremtid.

Fremtiden for sandinismen

Den nicaraguanske revolution står over for mange problemer, ikke blot med den tilbagestående økonomi og udenlandsk indblanding. Problemerne ligger først og fremmest indefra. I 1990’erne blev FSLN’s politik drejet i retning mod midten. Det har forhindret mange afgørende forandringer, særligt økonomisk. Ikke desto mindre rummer regeringens politik selv kilden til at føre revolutionen fremad.

Den ligger i at udvide eksperimenterne med folkelig involvering i politik, styrkelse af massebevægelserne og i at udvide antallet af og indflydelsen for lokalrådene. Jo stærkere befolkningen organiseres, des mere de vækkes til politisk handling, desto svære bliver det at ignorere deres ønsker for Nicaraguas fremtid.

Hvis sandinismen skal fastholde sit mål om en revolutionær forandring af Nicaragua fra underudviklet kapitalisme til demokratisk socialisme, må der forandringer til på ledelsesplan. Forsøget på at samarbejde med lokale og udenlandske kapitalister i naive håb om deres gode vilje til at udvikle landet må ophøre.

I årtier har mange virksomheder nydt godt af skattefritagelse og mulighed for ustraffet at ødelægge miljø og deres ansatte uden reelt at give noget tilbage til landet. Det er kun fair, at disse virksomheder nationaliseres som kompensation, så profitterne kan bruges til at udvikle landet, genoprette miljø og bekæmpe fattigdom.

Den nicaraguanske stat må gennem demokratisk planlægning selv skabe den udvikling, århundreders kapitalisme har fejlet med. Revolutionen i 1980’erne viste at det var muligt at mobilisere befolkningen til på få måneder næsten at udrydde analfabetisme. Og på trods af den moderate politik har den nye FSLN regering på få år halveret ekstrem fattigdom.

Det viser hvad, der kan lade sig gøre, når en befolkning gives magt og mulighed for at ændre deres situation. Et Nicaragua, der blev styret direkte af befolkningen selv gennem lokalråd og hvor nationaliseringer sikrede et overskud til at investere i velfærd og industri, kunne gøre selv fortidens imponerende resultater til skamme og en gang for alle gøre op med underudvikling og fattigdom.

Advertisements