Spanien går på gløder

Enorm demonstration "for forandring" d. 21. januar 2015. Foto:  Vicente José Nadal Asensio / CC / Flickr

Enorm demonstration “for forandring” d. 31. januar 2015. Foto:
Vicente José Nadal Asensio / CC / Flickr

Af Andreas Bülow

Situationen i det kriseramte Spanien er årsag til dyb bekymring i store finanskapitalistiske blade som The Economist og Financial Times. Årsagen? Ja, udover en arbejdsløshed på 25%, tilbagevendende korruptionsskandaler og massiv statsgæld, så er vreden over nedskæringspolitikken nu også blevet kanaliseret ind igennem politiske partier som mobiliserer hundredetusinder til kamp mod regeringen og mod monarkiet.

Politisk tomrum

Da det nystiftede parti Podemos (”Vi kan” på spansk) vandt knap 9% af stemmerne ved EU-parlamentsvalget den 23. maj, var det en sensation af de helt store. Partiet var blevet stiftet og indskrevet i valgregisteret blot fire måneder forinden.

Historien bag Podemos spektakulære succes er følgende: Tilbage i maj 2011 gik titusinder af unge i protester i den såkaldte 15-M-bevægelse (også kendt som Indignados). Bevægelsen døde i midlertidig ud, fordi der ikke var et perspektiv for at føre en politisk kamp. Et år senere startede en strejke med minearbejderne i det nordlige Spanien og de store Dignidad-demonstrationer som var organiseret af folk fra landarbejdernes fagforening SAT.

Men i alle disse bevægelser manglede der en katalysator, som kunne kanalisere frustrationerne til et politisk alternativ. Socialistpartiet PSOE var dybt involveret i korruptionsskandaler og ansås af mange for at være en del af det gamle system som opstod i kølvandet på Franco-diktaturets fald i 1978. Izquierda Unida, (Det forenede venstre), som er en valgkoalition ledt af kommunistpartiet, havde en vaklende holdning og kritiserede magten i ord, men var i praksis med i nedskæringskoalitioner i bl.a. Extremadura og Andalusien.

Med andre ord var der et tomrum på den politiske scene. På et af Madrids universiteter var en række professorer aktive i Indignados-bevægelsen. De havde tidligere været med i Izquierda Unida, men begyndte at arbejde mere som en selvstændig gruppe. Den mest kendte af disse professorer, Pablo Iglesias, havde et TV-program som hed La Tuerka, som blev sendt på en lille lokal TV-kanal.

Iglesias blev hentet ind i forskellige nationale TV-programmer, fordi der manglede venstreorienterede debattører. Ved hans deltagelse i disse programmer blev hans popularitet hurtigt mangedoblet, hvilket åbnede vejen for at han og en række andre organisationer stiftede Podemos og satsede på et egentligt parlamentarisk kandidatur.

Hvad er Podemos?

I valgkampen op mod EU-parlamentsvalget, var det mest bemærkelsesværdige hvordan Iglesias angreb den politiske og økonomiske elite benhårdt. Han kaldte dem konsekvent for ”kasten”, afslørede deres hykleri når de kræver lønnedgang for almindelige arbejdere imens de tjener 8-10 gange så meget selv. Han krævede et stop for alle udsmidninger, nationalisering af bankerne, arbejderledere på arbejderløn, nedsættelse af pensionsalderen og afskaffelse af monarkiet.

Disse konkrete krav var med til at gøre Podemos enormt populært, samtidig med at de gjorde de spanske kapitalister enormt nervøse. Store dagblade som El Pais igangsatte henover sommeren en smædekampagne imod Pablo Iglesias og de andre ledere af Podemos, som blev beskyldt for at være finansieret af Venezuelas bolivariske regering. Magasinet Libertad Digital gik i efteråret så vidt som at lave en ”Guide til kapitalflugt”, så fremt Podemos skulle komme til magten.

I oktober holdt Podemos sin første kongres med over 8.000 deltagere i Madrid. Over 130.000 mennesker havde meldt sig ind i partiets 900 cirkler (dvs. afdelinger) i ugerne op til. Der blev vedtaget dokumenter om etik, strategi og organisationsstruktur.

Det er tydeligt, at Podemos er et parti som har mobiliseret håb om en anden politik hos millioner af spaniere. Til gengæld har det ikke defineret sig særlig klart endnu. I flere omgange har Pablo Iglesias sagt, at ”højre” og ”venstre”-begreberne er forældede, fordi de i hans optik stammer fra perioden med den kolde krig. Han har gjort meget ud af, at Podemos blot går ind for ”forandring”.

Problemet er, at det i det lange løb ikke er nok. Ligesom alle andre partier vil Podemos før eller siden blive nød til at definere sig. Det så man også efter europaparlamentsvalget, hvor Podemos som det første valgte at melde sig ind i den venstreorienterede parlamentsgruppe, GUE-NGL.

Det er således ikke muligt at være ”neutral”. Højre- og venstre-begreberne er ikke noget der knytter sig til et bestemt årti, men derimod noget der hænger sammen med det kapitalistiske klassesamfund som vi lever i. Podemos vil blive testet i den kommende periode – det vil ikke bare være nok at kritisere det bestående samfund, det vil også være nødvendigt at komme med et helstøbt politisk alternativ.

Enhedsfront

Siden krisens start i 2008 er mere end 500.000 spaniere blevet smidt ud af deres boliger, oftest pga. husleje-restancer. Derfor er en stor bevægelse mod hus-udsmidninger sat i gang. En af de vigtigste ledere af denne hedder Ada Colau og omkring hendes lokale kandidatur i Katalonien er der startet en bevægelse som hedder Guanyem (”Vi vil vinde”) – i dag omdøbt til Barcelona en Comú.

Dette er en slags enhedsfront imellem en række forskellige venstrefløjsorganisationer og partier. I flere spanske storbyer er der voksede lignende enhedsfront-platforme frem, oftest under navnet Ganemos. Målet er, at venstrefløjen for første gang kan vinde flertal i by- og regionsråd.

Ikke alle har været enige i denne strategi. I Madrid-afdelingen af Izquierda Unida, som har været ledt af partiets interne højrefløj, har bestyrelsen saboteret forsøg på at lave et lignende samarbejde. Enhver tilnærmelse til Podemos er aktivt blevet bekæmpet af IU Madrid-bestyrelsen, som i sidste ende har presset en række græsrodsaktivister, som Tania Sánchez og Mauricio Valiente, ud af partiet.

Andalusisk regionalvalg

Den 24. maj skal der være lokalvalg i Spanien, men allerede den 22. marts blev der afholdt regionalvalg i Andalusien, fordi den afgående regionsborgmester Susana Díaz havde fremskudt det. Valget blev af mange anset for at være en slags ”generalprøve”, der kunne give et hint om den generelle stemning i landet.

Det konservative PP mistede en halv million stemmer og gik fra 40,6% til 26,7%. Selv socialdemokratiet PSOE, som mærkværdigt blev udråbt som sejrherre af medierne, gik tilbage fra 39,6% til 35,4% – det værste resultat for partiet i Andalusien nogensinde. Izquierda Unida, som havde støttet Socialdemokratiets nedskæringsregering, gik fra 11,34% til 6,89% af stemmerne.

Et nyt borgerligt midterparti – Ciudadanos – vandt knap 9% af stemmerne – endnu et bevis for at vælgerne søger nye svar. Det gamle system bruger dette nye parti til at udfylde det politiske tomrum, som der er skabt pga. bl.a. korruptionskandalerne.

På trods af at Podemos havde et kampagnebudget på blot 400.000 euro – godt 10 gange mindre end PP og PSOE – formåede partiet at gå fra 0 til 14,89% af stemmerne. Nogle aktivister har set dette som et skuffende resultat – men set i lyset af at Andalusien altid har været en socialdemokratisk højborg, så er det stadig ganske imponerende.

Systemets krise

Det vigtigste er i midlertidig, at det åbner op for en helt ny situation i klassekampen: Hverken socialdemokrater eller konservative har alene flertal for at regere regionen. De vil blive nød til at søge alliancer med andre partier og/eller danne en national koalitionsregering, som man har set det i Tyskland imellem CDU og SPD.

Det samme scenarium kan meget vel udspille sig til det nationale valg til december. Podemos har i længere tid lægget til godt 25% af stemmerne i meningsmålingerne, men ser nu ud til at tabe en anelse terræn og ligger på omkring 17-18%. Hvis det resultat bliver til virkelighed, vil det sende chok-bølger igennem hele Europa. Det vil også give fornyet selvtillid til den spanske arbejderklasse, som vil kræve et stop for den sociale pagt der har frosset lønningerne.

Samtidig vil en massiv Podemos-fremgang give ekstra kraft til kravene om retten til national selvbestemmelse i Catalonien og Baskerlandet og til kravet om en folkeafstemning om afskaffelse af monarkiet.

En national koalitionsregering vil således få benhård modstand og kan forberede vejen for en venstrefløjsregering i Spanien, ligesom vi ser det i Grækenland i dag.

Advertisements