Interview: “Vi kæmper mod en socialdemokratisk mur”

Benny Allermand, aktiv i 3F BJMF og Enhedslisten

Benny Allermand, aktiv i 3F BJMF og Enhedslisten

Af Lasse Bertelsen

Vi har mødt Benny Allermand, opmåler i 3F BJMF på Jord og Beton området samt Tagpap-området. Benny er desuden aktiv i Enhedslisten og i dette interview giver han sit syn på fagbevægelsens krise, metrosagen og Enhedslistens udfordringer.

Hvilke udfordringer er der på dit område, Jord og Beton og Tagdækker området?

Løndumping i alle dens afskygninger. Bare i København er der masser af eksempler, for eksempel metroen. Her har vi fået mellem 2-300 udenlandske arbejdere meldt ind i fagforeningen. Vi har kørt tillidsrepræsentant-kurser for arbejderne på metroen og fået mellem 10 og 15 tillidsrepræsentanter valgt. Så det går den rigtige vej. Når man tænker på, hvor meget arbejde, der er, er det sørgeligt, at lønnen er stagneret siden 2008.

Mange af de udenlandske kollegaer går til mindstelønnen eller noget, der er meget værre. Gennemsnitslønnen ligger nu på 218, hvilket altså er akkordlønnen, som de fleste arbejde på. Det er cirka det samme som 2008. Sikkerheden har heller ikke fået det bedre. Der er mange groteske tilfælde med ulykker eller tilløb til ulykker, og mange påbud fra Arbejdstilsynet – det ene følger det andet, der er pres på både løn, sikkerhed og arbejdsforhold generelt.

Kan du kort forklare lidt om metrosagen?

Fra start handlede det om, at vi ikke engang kunne få lov at besøge metro byggepladserne, men efterhånden fik vi lov at komme ind. Men vi kunne ikke rigtigt snakke med de ansatte, fordi de var bange for at blive sendt hjem eller for andre repressalier fra byggeledelsen. Så kom der et gennembrud for halvandet år siden. Vi snakkede blandt andet med portugiserne, som var blevet lovet guld og grønne skove. Og da de så kom herop fandt de ud af, at den løn de fik, ikke engang var på niveau med, hvad de fik i Lissabon. De arbejdede for eksempel dobbelt så lang tid, som de fik løn for.

Vi fik bevis for, at det var plat og svindel, der foregik på metroen. I den faglige voldgift fik vi ret i alle anklagepunkter. Vi ville have 47 mio. fra byggefirmaet, men hele spørgsmålet om feriepenge er blevet taget ud og sendt til EU. Cipa, den italienske underentreprenør, har betalt lidt hen af vejen. Så derfor endte det med 22 mio. kr i erstatning til metroarbejderne.

Men nu er der en ny sag om forskudt arbejdstid, som er næsten på samme niveau. Det drejer sig om et irsk vikarbureau. Der foregår en forfærdelig udnyttelse af folk, der arbejder under trange kår, mens vi har arbejdsløse Jord og Beton ´ere der går arbejdsløse, fordi de ikke kan leve af 55 kroner i timen eller mindstelønnen på 118 kr. Heldigvis fik vi ret i alle punkter, og jeg mener, at det højeste beløb, der skal betales til en af metroarbejderne ligger på 4-500.000 kroner.

Hvilke udfordringer er der for fagbevægelsen generelt?

3F BJMF er nok en af de mest progressive af 3Fs afdelinger. Som helhed kan man sige, at der er en socialdemokratisk mur i fagbevægelsen mellem top og bund. Det er deres dagsorden, der bliver sat. Deres forherligelse af den danske model er helt tosset. Det er målet for dem, men for mig handler det om at kæmpe for et andet samfund som socialist. Det virker tosset, at vi hele tiden skal forsvare den danske model, som egentlig er klassesamarbejde. Vi skal forsvare flexsecurity modellen, siger de. Men nu har vi kun fleksibiliteten tilbage, sikkerheden er fjernet. Man skal selvfølgelig altid forsvare tilkæmpede rettigheder, men det må ikke blive et mål i sig selv, hvis vi vil have, at arbejderklassen skal vinde. Det bliver for defensivt.

Hvad mener du om udviklingen i Enhedslisten?

Hvis jeg skal sige det kortfattet, synes jeg at Enhedslisten i dag virker som Socialdemokratiet i 1970. Hele udgangspunktet om at trække regeringen til venstre har spillet fallit. I stedet er det os, der er trukket til højre. For syv år siden var vi et revolutionært parti, det var vores mål og hvad vi arbejdede hen imod, og det var ikke parlamentarismen, der var det grundlæggende. Siger man revolution i dag, får man nærmest skæld ud af ledelsen, der siger, at det får folk til at tænke på blod i gaderne. Men Enhedslisten er stadig det parti hvor du finder flest revolutionære organiseret på ét sted.

Det er nok omkring en fjerdedel eller en tredjedel, der ser sig som revolutionære. Jeg tror, at det er højredrejningen i partiet, der har gjort, at vi har mistet 1000 medlemmer det sidste år. Men jeg ser det ikke som en løsning at melde sig ud, når vi er så mange, der stadig er revolutionære. Der er sikkert også nogle af de medlemmer, vi har mistet, der er gået tilbage i SF igen, efter de gik ud af regeringen.

I det hele taget går jeg ikke så meget op i medlemstallet, men mere i, hvordan vi som parti agerer i samfundet, og der har vi trukket noget til højre. Det var der rum til, da SF var i regering, men nu er de gået ud, og derfor ligner vi dem for meget. Nu må vi trække til venstre igen for at kunne bevare tilslutningen. Det er blot ikke sikkert, at vi er nok i partiet til at få det til at ske.

Hvad tror du vil styrke fagbevægelsen, og hvad vil styrke Enhedslisten?

Fagbevægelsen er svær, der er et gigantisk kammerateri i toppen, næsten umuligt at trænge igennem for almindelige medlemmer. Men med den regering, vi har nu, kan vi ikke blive ved med at stå model til at støtte deres politik. Jeg synes, at det er godt, at 3F har en selvstændig kampagne: For godt arbejde.

Vi skal ikke bare statisk støtte socialdemokraterne. Udover det er det vigtigt, at vi gør en stor indsats for at gøre medlemmerne mere aktive. Der mangler nogle led ud til medlemmerne for at sikre aktivitet og koordinering. Ofte er medlemmerne de sidste, der får at vide, hvad der foregår. Den eneste mulighed vi har for at få et bedre arbejdsliv, er at vi organiserer os og prøve at vinde noget det tabte tilbage.

Med Enhedslisten har jeg ikke givet op, men det er svært. For eksempel når der hele tiden kommer små ændringer som mindsker mindretalsbeskyttelsen. Vi bliver mere og mere et almindeligt parti som alle de andre. Vi er ved at komme langt væk fra vores oprindelige udgangspunkt. Vi er nærmest blevet et velfærdsparti. Man skal selvfølgelig kæmpe for velfærd, men det er vel ikke det, der er målet, det virker lidt som om det er ved at blive et hattedame-parti. Partiet har ligesom glemt at gå på to ben, men har nu alt for meget fokus på Folketinget. Men det kan være, at der på et tidspunkt kommer en utilfredshed med, at vi hele tiden mister medlemmer.

Advertisements