Skandale-selskabet Ryanair

Kampen mod Ryanair er afgørende for løn- og arbejdsvilkår i Danmark. Foto: Jon Gos / CC / Flickr

Kampen mod Ryanair er afgørende for løn- og arbejdsvilkår i Danmark. Foto: Jon Gos / CC / Flickr

Af Toke Nielsen

Efter Ryanair i oktober 2014 annoncerede deres planer om at oprette en base i Danmark den 26. marts, har den danske fagbevægelse forsøgt at tegne overenskomst med selskabet. Som de fleste nok er bekendt med er det ikke lykkedes.

Forløbet indtil videre

28.januar kommer et konfliktvarsel fra Flybranchens Personale Union (FPU). Arbejdsretten skal imidlertid afgøre hvorvidt en konflikt er overenskomststridig. En dato for en afgørelse er af arbejdsretten udskudt, først til starten af april derefter midten af maj. Det betyder, at arbejdsretten sandsynligvis tidligst kommer med en afgørelse i juni måned.

Sympatikonflikt er blevet varslet den 6. og 16. marts af Serviceforbundet, 3F’s Transportgruppe, 3F’s Industrigruppe, HK/Privat, Dansk Metal, Dansk El-Forbund samt Blik og Rørarbejderforbundet. Der er heller ingen dato sat for en afgørelse i arbejdsretten om denne sympatikonflikt.

Den 18. marts fløj Ryanair deres første tur fra Københavns lufthavn. Det lykkedes luftshavnspersonalet at forsinke flyet flere timer. Ryanair har forsøgt at hive det blokerende personale i retten for at bringe flysikkerheden i fare.

Den 26. marts, hvor Ryanair etablerede deres base i Kastrup, erklærede selskabet at det mener, at sagen skal afgøres af en Irsk domstol. Dette spørgsmål agter de at stille over for en EU-domstol.

En juridisk farce

Fra starten har arbejdsretten spillet en komplet ensidig rolle: den har udskudt konflikten gang på gang for at give Ryanair en problemfri start. Man har ladet Ryanair etablere deres base, flyve deres fly og tjene deres profit. Da en konflikts succes afgøres af, hvor hårdt de ansatte kan ramme selskabet, betyder disse udskydelser en de facto støtte til Ryanair.

Undskyldningen for denne adfærd har været sagens kompleksitet og at man ikke har haft tid til at holde møder dommerne imellem. Dette er om noget et prioritetsspørgsmål: er det fagretslige system en prioritet for arbejdsretten?

I virkeligheden er sagen på ingen måde kompleks: der er ikke nogen almene juridiske begrænsninger i Danmark på strejkeretten. Det betyder, at der ikke er nogle ulovlige strejker. Selv hvis der var, er det uden for arbejdsrettens autoritet. Det, som arbejdsretten skal afgøre, er hvorvidt strejken er overenskomststridig eller bryder hovedaftalen mellem DA og LO. I begge tilfælde er svaret et åbenlyst nej: der foreligger ingen overenskomst, og Ryanair er ikke medlem af DA.

Samtidig har Ryanair ved at involvere EU-domstolen underkendt arbejdsretten. Da der er tale om en voldgiftsdomstol, har den absolut ingen magt ud over den, som de involverede parter giver den. Så spørgsmålet melder sig; hvorfor kører sagen overhovedet i arbejdsretten, hvis Ryanair ikke anerkender den? At den irske stat skulle have nogen autoritet på dansk jord er grinagtigt, og det afhænger udelukkende af Irlands vilje til at invadere Danmark, eller den danske stats vilje til at udlevere deres borgere til Irland for “forbrydelser” mod irsk lovgivning, der er fundet sted i Danmark.

Lufthavnspersonalet har vist vejen, aktiv kamp er nødvendig

Mens fagbevægelsens top lå ved fødderne af septemberforligets rådne fetich, fik lufthavnspersonalet forsinket Ryanairs første afgang. Dette har indtil videre været den eneste reelle modstand fra lønmodtagernes side. Udtalelser fra forskellige dele af fagbevægelsen kan have deres plads med hensyn til den offentlige debat. Men kun angreb mod driften kan tvinge Ryanair til forhandlingsbordet. Og som beskrevet ovenfor, sidder Ryanair ikke ved forhandlingsbordet.

Den officielle LO-fagbevægelse må tage en klar ledelse af kampen. Arbejdsretten har bevæget sig langt ud over sine beføjelser for at lege EU-politik. Imens hele det danske arbejdsmarked er under angreb, svøber vores ledere sig i det store lilla slumretæppe af klassesamarbejde og “Den Danske Model“.

Vi har brug for en fagbevægelse, der kan forsvare arbejdernes livsgrundlag og stoppe social dumpning. Heraf flyder det naturligt, at man ikke kan acceptere at få bundet hænderne på ryggen, når man er under angreb. Arbejdsretten må afkræves en dom, hvorefter konflikt og sympatikonflikt må påbegyndes. Der findes ingen gyldig grund til at konflikten skulle være et ulovligt kampskridt.

Advertisements