Besættelsestiden – en marxistisk analyse

Foto fra Wikipedia

Folkestrejkerne i 1944. Foto fra Wikipedia

Af MS
Note: Dagen i dag markerer 70-året for Danmarks befrielse fra den tyske besættelsesmagt. Begivenhederne fra 1940-45 er omklamret af meget mystik. Det etablerede Danmark har aldrig anerkendt det umådelige forræderi, hvor storkapitalen og socialdemokraterne samarbejdede med nazisterne og brutalt angreb arbejderklassen.
Vi bringer hermed en marxistisk analyse af besættelsens første tre år, som oprindeligt blev skrevet for ti år siden. Det blev dengang bragt som en artikelserie i bladet Socialistisk Standpunkt, men artiklerne kan læses i deres helhed og giver en grundig introduktion til emnet.

Arbejderbevægelsens historie del 14 – Besættelsen

I 1933 kom nazisterne til magten i Tyskland. Nazismens klassekarakter viste sig tydeligt, da socialdemokratiet, kommunistpartiet og fagbevægelsen blev forbudt. Fagligt aktive blev tortureret og myrdet, lønningerne blev skåret ned og enhver modstand mod arbejdsgiverne blev betragtet som sabotage mod den tyske stat.

2. verdenskrig udbrød som en konsekvens af modsætningerne i de imperialistiske landes interesser. Det tyske borgerskab ønskede kolonier i Østeuropa og da Tyskland invaderede Polen i september 1939 erklæredes der krig fra Frankrig og England side. I bund og grund var 2. verdenskrig mindst ligeså meget en imperialistisk røverkrig som 1. verdenskrig.

I den borgerlige historieskrivning er England blevet fremstillet som demokratiets forsvarer, men i virkeligheden havde den engelske overklasse ingen problemer med nazismen indtil den tyske imperialisme truede dens egne interesser. England anerkendte Francos fascistiske styrker i Spanien. I en samtale mellem den engelske udenrigsminister Halifax og Hitler den 19. november 1937 viste det sig også, at den engelske regering ”var gennemtrængt af bevidstheden om, at føreren ikke alene i Tyskland havde udrettet store ting, men at han også ved udryddelsen af kommunismen i sit eget land havde spærret vejen [for kommunismen] til Vesteuropa”.

Den engelske overklasse så med en vis beundring på hvordan Hitler havde sat arbejderbevægelsen på plads, for problemerne med arbejderne kendte de jo også i England. Churchill havde desuden været en stor beundrer af Mussolini i Italien. I starten af 1939 var Chamberlain og Halifax i Rom, hvor de spiste hos Mussolini. Under besøget fortalte Halifax bl.a. den italienske udenrigsminister, at han håbede at Franco snart løste det spanske spørgsmål. Derudover var der intet demokrati at forsvare i Polen, men tværtimod et klokkeklart diktatur.

Hovedkvarteret for Schalburgkorpset, som var en dansk SS-gruppe, der blev oprettet i 1943. Foto fra Wikipedia

Hovedkvarteret for Schalburgkorpset, som var en dansk SS-gruppe, der blev oprettet i 1943. Foto fra Wikipedia

I Danmark havde fascismens fremmarch delt befolkningen i 2. De borgerlige aviser i Danmark skrev venligt og begejstret om Hitler og det nazistiske Tyskland. De unge fra konservative gik i nazi-inspirerede skjorter og heilede, ligesom AP Møller og andre danske kapitalister støttede Franco i den spanske borgerkrig. I den kommunistiske del af arbejderbevægelsen mobiliserede man derimod til de antifascistiske styrker i den spanske borgerkrig. Generelt var der en udbredt grad af frygt for fascismen i arbejderklassen, men allerede inden besættelsen var der ophobet store mængder af vrede og frustration over det kapitalistiske system. Senere under besættelsen så vi hvordan den vreden eksploderede i åbent oprør (følg med i de næste numre af Socialistisk Standpunkt).

I forbindelse med 2. verdenskrig blev Danmark den 9. april 1940 besat af Tyskland. Danmark var først og fremmest et trinbræt til Norge, hvor Tyskland ville sikre sig jernmalm til krigsindustrien. Desuden havde Nazityskland en hvis interesse i den danske landbrugsproduktion og dansk arbejdskraft til krigsmaskinen. Igennem besættelsen betalte Hitlers Tyskland alle deres udgifter gennem løn i den danske nationalbank. Dette blev aldrig tilbagebetalt, men er siden blevet dækket af skatteyderne, dvs. hovedsagligt gennem de danske arbejderes betalte og ubetalte arbejde.

Samlingsregeringen
Den socialdemokratiske regering i 30’erne gjorde alt for ikke at provokere Nazityskland. Bl.a. måtte ledelsen lægge en hård censur på skribenternes artikler om Tyskland i ”Socialdemokraten”. Dette var ikke i samme grad nødvendigt over for de store borgerlige aviser, da de i forvejen skrev meget positivt om hvad der foregik i Tyskland. Af samme grund forsøgte man også at forhindre tyske politiske flygtninge at komme til Danmark. Da Tyskland invaderede Danmark overgav man sig ligeledes uden reelt at forsøge at kæmpe imod. Til gengæld besluttede man sig for at invitere de borgerlige partier med i regeringen, for at kalde til ”national samling i denne for vort land så alvorlige tid”. I den nye regering valgte man også at ansætte ministre direkte fra erhvervslivets førende bestyrelser. Det danske borgerskab regnede med at Tyskland blev den nye stormagt. Med den nye udenrigsminister, Erik Scavenius ord, var det Danmarks opgave at finde sin plads i den situation. Så meget for det borgerlige demokrati!

Angreb på arbejderklassen
Tyskland ønskede at administrere Danmark gennem danske marionetdukker og på den måde opretholde besættelsen med færrest mulige ressourcer. Borgerskabet i Danmark så dog hurtigt deres snit til, at udnytte besættelsen til at gennemføre nogle meget store angreb på arbejderklassen. De gennemførte et lønstop med tilbagevirkende kraft til niveauet for januar. Samtidig med at lønnen faldt, steg priserne. Den første måned af besættelsen steg priserne med 9%. Prisstigningerne og lønnedgang førte til at arbejdernes realløn faldt med 22% de første 2 år af besættelsen. Udover lønstoppet indførtes der forbud mod strejker, tvungen voldgift og ophævelse af pristalsreguleringen.

Desuden indførtes der en ordning om ikke at udbetale understøttelse til arbejdsløse, der nægtede at tage arbejde i tyske arbejdslejre. De store angreb medførte at store dele af arbejderne og deres familier indtog færre kalorier end hvad der i 1918 var blevet fastsat som absolut minimumsgrænse, hvis man ville undgå alvorlige helbredsmæssige sygdomme. Angrebene gennemførtes ikke så meget fordi tyskerne krævede det, men mere fordi borgerskabet så sit snit til, at udnytte besættelsen til at gennemføre en række hårde angreb på arbejdernes forhold.

Kapitalisterne profiterede på besættelsen
Besættelsen betød naturligvis en omstilling for kapitalisterne og godsejerne. Men omstillingen var positiv. Gods- og gårdejerne kunne eksportere til det tyske marked og industriproduktionen kunne også afsættes til den nazistiske krigsmaskine. I 1944 leverede Danmark kød, flæsk og smør i en sådan grad, at det svarede til ca. 8½ mio. tyskeres forbrug. Før krigen havde Danmark en samlet industrieksport på kun 12-15 %, men under besættelsen gik 20 % af industriproduktionen alene til Tyskland. Selvstændige erhvervsdrivende, gårdejerne og godsejerne øgede deres realindkomst med hhv. 56%, 49% og 62% fra 1939-1945.

Den nye samarbejdsregering førte konsekvent borgerlig politik. I begyndelsen af besættelsen blev det diskuteret at lave en fælles mønt og toldunion med Tyskland. Dette blev dog ikke realiseret, da det tyske forslag fuldstændig ville fjerne Danmark som selvstændig stat. Da Tyskland angreb Sovjetunionen i sommeren 1941, steg begejstringen det danske borgerskab til hovedet. Man håbede på, at kunne få en bid af kagen, når de tyske imperialister opnåede deres mål fra 30’erne og oprettede kolonier i Baltikum. “Cementkongen” Gunnar Larsen, var blevet trafikminister i den nye samlingsregering. Han var en kendt kapitalist og ejede FL Schmidt som var en stor cementvirksomhed. Han regnede personligt med, at kunne komme til at eje en tidligere dansk cementvirksomhed i Estland. Samtidig medvirkede den Socialdemokratiets topledelse, til at få udryddet mange hundrede kommunister. Langt flere end tyskerne krævede i første omgang. De ledende socialdemokraters falden på halen for de borgerlige, må betegnes som det største forræderi mod de menige medlemmer og arbejderklassen generelt.

Arbejderbevægelsens historie del 15: Kommunisterne og modstandsbevægelsen

I sidste afsnit af arbejderbevægelsens historie så vi hvordan det danske borgerskab udnyttede den tyske besættelse til at angribe arbejderne over en bred kam. Mens besættelsestiden betød at kapitalisterne og godsejeren profiterede på handlen med tyskerne, blev arbejderne mødt med forringelse, på forringelse på forringelse. Det var ikke med arbejderklassens opbakning at disse angreb blev vedtaget. Overalt i arbejderklassen var der en voksende modvilje mod angrebene og den fascistiske besættelsesmagt, men pga. undertrykkelsen fik utilfredsheden og bitterheden endnu intet åbent udtryk i form af massedemonstrationer eller storstrejker.

DKP

På besættelsesdagen sad formanden for DKP, Aksel Larsen, og Martin Nielsen til forhandlinger i den kommunistiske internationale. Årene forinden besættelsen havde ikke-angrebspagten mellem Sovjetunionen og Tyskland haft katastrofale konsekvenser for DKP. Medlemmerne meldte sig ud, avisen blev ramt af annonceboykot og til offentlige møder blev DKP’s talere mødt med æg og kartofler. I besættelsens første år, medførte ikke-angrebspagten at DKP ikke gik åbent ud og talte imod besættelsen eller bekæmpede den. For bureaukratiet i Komintern var det altafgørende at bibeholde Stalins proforma ægteskab med Hitler. Dette skulle et lille kommunistparti i et lille land ikke ødelægge. Derfor forklarede man de to ledende DKP’ere, at det var den engelsk-franske imperialisme som havde fremprovokeret tysklands besættelse af Danmark og Norge og at DKP af denne grund skulle gøre alt for at forblive neutralt.

Derfor opfordrede Aksel Larsen og Martin Nielsen DKP’s medlemmer til ikke at agitere imod den tyske besættelse. I løbet af besættelsens første år lød der således ingen officielt direkte kritik imod selve besættelsen. Når dette er sagt, skal det dog samtidig nævnes, at DKP førte en konsekvent agitation imod alle angreb på arbejdernes generelle forhold. Socialdemokratiet og DsF (LO) kapitulerede fuldstændig for de enorme angreb på arbejderne borgerskabet krævede. DKP gik konsekvent imod disse og på den måde vandt de større opbakning på arbejdspladserne end de hidtil havde haft. Deres politik havde dog været mere sammenhængende, hvis de havde formået ikke kun at sammenkæde angrebene med det danske borgerskab, men også den tyske imperialisme.

Den 22. juni 1941 fik piben dog en anden lyd. Hitler havde besluttet sig for at se stort på hans aftale med Stalin og rykkede over 4 mio. soldater ind i Rusland. På samme tid krævede tyskerne i Danmark en liste på 196 kommunister arresteret, men efterretningstjenesten så sit snit til at slippe helt af med kommunisterne og hjalp tyskerne med egne lister, så i alt 325 kommunister blev arresteret.

Selvom mange ledende kommunister var blevet arresteret, kunne DKP opstarte undergrunds-sabotagegrupper i hele landet. Ligeledes begyndte der at udbryde flere isolerede strejker, der langsomt tvang reallønningerne op. I løbet af januar-marts 1943 var der alene 51 strejker inden for jernet. Modstandsgrupperne blev udbredt til hele landet og etablerede sig i alle byer og landsbyer. Dette var resultatet af den gærende utilfredshed der senere kulminerede i det store augustoprør 1943 og folkestrejken 1944, hvor arbejderne i København og alle provinsbyer rejste sig i åbent oprør mod den tyske besættelsesmagt og deres danske håndlangere i overklassen.

Sabotagegrupperne

I løbet af 1942 og 1943 opstod der overalt i landet lokale modstandsgrupper. Fra DKP’s side havde man i februar 1942 besluttet at begynde sabotagen mod den tyske besættelsesmagt og det er da også fra dette tidspunkt at sabotagegrupperne for alvor vokser og begynder at dukke op i hele landet. Selv de mindste landsbyer i Danmark havde deres egen sabotagegruppe. For at illustrere dette, eksisterede der i Bredebro i Sønderjylland, en velorganiseret gruppe der bl.a. sprang jernbanesporene i stykker. I dag bor der omkring 2000 mennesker i Bredebro og man må formode at byen var væsentlig mindre i 1940’erne.

Sabotagebevægelsen gav en del arbejdere og småborgeres frustrationer et udtryk de kunne se sig selv i. Endelig var der nogen der gjorde noget og endelig var der mulighed for at involvere sig aktivt i kampen mod besættelsesmagten. Men hvad sabotagebevægelsen ikke gjorde, var at involvere massen af arbejderne i kampen. Bevægelsen organiserede et modigt mindretal, der bragte deres liv i overhængende fare, i kampen mod fascismen. Massevis af aktive i den illegale bevægelse endte deres liv i tyske koncentrationslejre.

Folkefront

DKP’s medlemmer under besættelsen kæmpede med stor selvopofrelse og med livet som indsats. På grund af de vanskelige arbejdsforhold arbejdede partiet illegalt og kongresser var naturligvis umulige selvom der var stort behov for diskussion. Når et kommunistisk parti tvinges til at arbejde under jorden er det naturligvis umuligt at opretholde samme form for demokratisk centralisme, som i et borgerligt demokratisk system. Dette betyder også at den korrekte fremgangsmåde afhænger meget mere af partiets ledelse. Desværre havde den stalinistiske gift forplantet sig dybt i kroppen på DKP’s ledelse, der ganske vist efter østfrontens åbning, gik ind og kæmpede en hård kamp mod fascismen, men uheldigvis på samme grundlag som afholdte bureaukraterne fra socialdemokratiets top at gøre modstand; På grundlag af klassesamarbejde!

Deres perspektiv for modstandskampen var et borgerligt demokratisk Danmark, som man havde kendt til, i de gode gamle dage før besættelsen, blot med flere såkaldte demokratiske udvidelser.

Dele af det borgerlige Danmark var også gået ind i modstandskampen og bl.a. samlede modstandsbevægelsen nu også konservative og folk fra ”Dansk samling”. Fordi at dele af den herskende klasse i Danmark gik imod besættelsen, mente DKP altså at man måtte nedtone program og metoder for ikke at svække bevægelsen. Men i virkeligheden ville det have været en enorm styrkelse af modstandskampen hvis DKP havde taget et klart klassestandpunkt og vundet de resterende socialdemokratiske arbejdere over på deres side, hvor tusinder allerede havde forladt partiet. I stedet tog DKP initiativet til en tværpolitisk modstandsbevægelse og hjalp således de borgerlige med at lukke deres propaganda ud i modstandsbevægelsen og arbejderbevægelsen generelt.

Det er klart, at det borgerlige demokrati er at foretrække frem for fascistisk diktatur. Men det borgerlige demokrati har vist sig at være et hult demokrati, hver gang det for alvor har brændt på. I sådanne situationer har borgerskabet ikke haft nogen skrupler med at ty til diktatur og hård undertrykkelse, for at bevare magten. Genindførelsen af det borgerlige demokrati viste sig heller ikke umiddelbart i stand til at forbedre levevilkårene for arbejderklassen.

DKP’s klassesamarbejde ændrede dog ikke noget ved, at arbejdermasserne snart involverede sig selvstændigt i modstandsbevægelsen og gennemførte de mest militante strejker i danmarkshistorien.

Arbejderbevægelsens historie del 16: Augustoprøret og den danske regerings fald

I begyndelsen af 1943 fandt der en del mindre strejker sted mod de forringelser som krigen førte med sig. I alt var der 91 arbejdsnedlæggelser i 1943, hvilket var det højeste siden starten af 20’erne. De mest afgørende begivenheder i 1943 var dog de generalstrejker der rystede Odense, Esbjerg, Århus, Ålborg, Randers og andre jyske og fynske købstæder som endte i åbent oprør mod den tyske besættelsesmagt og medførte den danske samlingsregerings fald.

På landets arbejdspladser var der stor utilfredshed med at det var arbejderne der skulle betale krigens pris.

Den 28. juli 1943 havde en modstandsmand på skibsværftet i Odense placeret en bombe på et tysk krigsskibs skrog der senere på dagen sprang hul på skibet og placerede det på havnens bund. Da tyskerne reagerede ved at indsætte skarpt bevæbnede sabotagevagter den følgende dag, svarede arbejderne på skibsværftet igen og gik i strejke. Strejken spredte sig hurtigt til andre arbejdspladser i byen og den 6. august måtte besættelsesmagten bøje sig og få den tyske marine til at fjerne det sabotageramte skib fra havnen i Odense.

Demonstranter i Odense vælter politi-bil, 1943. Foto: Annefrankguide.dk

Demonstranter i Odense vælter politi-bil, 1943. Foto: Annefrankguide.dk

Strejkerne spredte sig nu ukoordineret til Esbjerg, hvor en kommunistisk modstandsgruppe havde sørget for at pakhuse på havnen gik op i flammer. Da tyskerne dagen efter indførte undtagelsestilstand, og forbød befolkningen af færdes ude efter kl. 21, reagerede esbjergenserne med strejker over hele byen. Vreden fik frit spil og alt hvad der kunne relateres til besættelsesmagten eller danske kapitalister, der handlede med fascisterne, forsøgte man at ødelægge og smadre. I gaderne fik de danske politibetjente ordre på at holde ro over befolkningen, men ofte nægtede de at gribe ind og støttede indirekte oprøret. Dette resulterede i at det tyske militær selv måtte gå ind imod befolkningen, hvilket kulminerede i gadekampe og skyderier i gaderne.

Bureaukraterne i ledelsen for fagforeningerne kunne ikke længere styre arbejderne og den socialdemokratiske viceborgmester blev mødt med tilråb og nød bestemt ikke nogen opbakning. På gaderne i Esbjerg stimlede folk sammen hver dag i 5 dage og lavede barrikader på gaderne. De små butiksindehavere lukkede snart deres butikker og gik med på arbejdernes side. Man ville ikke finde sig i undtagelsestilstanden og selvom der ikke var nogen reel ledelse for bevægelsen var det tydeligt at størstedelen af arbejderne havde i sinde at kæmpe helt til enden imod besættelsen. Til sidst måtte tyskerne indse, at der ikke blev ro, før de ophævede undtagelsestilstanden. Arbejderne havde vundet en vigtig sejr over besættelsesmagten.

Efter generalstrejkens sejr i Esbjerg udbrød der igen uroligheder i Odense. Den 18. august var der generalstrejke i hele byen. Strejken blev fremprovokeret af sammenstød mellem befolkningen og besættelsesmagten dagene forinden. I de følgende dage blev Odense rystet af generalstrejke, og der var masseslagsmål mellem tyske soldater og danske arbejdere på gaderne. Den 23. august gik arbejderne i Odense igen i arbejde efter der blev truffet en aftale om, at de tyske soldater skulle forblive på kasernerne i de kommende dage. I mellemtiden havde der været strejke på B&W’s maskinfabrik i København, som også blev genoptaget. Der havde på dette tidspunkt været strejke i Nyborg, Middelfart, Frederikshavn, Svendborg, Fåborg og Bogense.

Den 24. august rystedes Aalborg til gengæld af generalstrejke. Dagen forinden var modstandsmanden Erik Vangsted, blevet begravet. Han var blevet fulgt til graven af en enorm menneskemængde. Den tyske general von Hanneken havde i den forbindelse sendt tyske tropper på gaden, der havde skudt ind i menneskemængden. Konsekvensen var generalstrejken. De blodige sammenstød fortsatte. Den tyske rigsbefuldmægtigede Werner Best forsøgte at indføre undtagelsestilstand i Aalborg, men det fastlåste bare situationen yderligere. I København var situationen også spændt. Strejken på B&W var sprængfarlig og truede med at sprede sig til resten af byen. Men socialdemokratiet satte alle sejl ind på at slå det ulmende oprør i hovedstaden ned. På et møde for 400 københavnske tillidsmænd den 24. august lykkedes det toppen af socialdemokratiet at undgå generalstrejke i København. Dagen efter blev en modstandsmand dømt til døden. Dette førte til en række sammenstød i København, og i Århus udbrød der generalstrejke.

Formelt startede generalstrejkerne som en kamp for at få afblæst udgangsforbudet, men reelt var det en kamp imod alt hvad besættelsen havde ført med sig. Socialdemokratiet forsøgte så godt de kunne, at bekæmpe strejkerne og få dem afblæst, men arbejderne lænede sig nu i højere grad op af DKP end af Socialdemokratiet. DKP agiterede for at fortsætte strejkerne.

Det karakteristiske ved generalstrejkerne i august 1943 var, at de udbrød uden noget varsel. Det var spontane strejker på én virksomhed, som i løbet af en formiddag spredte sig til en hel bys virksomheder. Socialdemokratiets autoritet indskrænkedes af strejkerne. I de fleste byer mistede masserne al tiltro til lederne af arbejderbevægelsen og fulgte nu DKP’s linie.

I sidste ende førte augustoprøret til den danske samlingsregerings fald. Fascisterne havde krævet at den skulle indføre dødsstraf for sabotagehandlinger, men dette turde Scavenius og de andre hyklere alligevel ikke at stå model til, og de blev tvunget til at gå af. En del af grunden var formentlig også, at de kunne se, hvad vej krigen gik. På østfronten var den nazistiske hær på flugt fra den Røde hær. Den ene division efter den anden faldt. De danske politikere havde indtil da gjort alt de kunne for at tilfredsstille de nye herrer, men da krigslykken vendte, sprang de fra som kujoner, fordi de frygtede for deres liv, frihed og karrierer ved befrielsen.

Den 30. August var alle igen i arbejde og den danske regering trådt tilbage.

I besættelsens begyndelse havde tyskerne håbet på, at kunne styre Danmark gennem dansk administration. På den måde sparede de en masse ressourcer, samtidig med at de alligevel havde fuld kontrol over landet. Men da masserne gik i samlet aktion imod besættelsen og de danske kollaboratører kunne man ikke længere regere Danmark med de samme midler som tidligere. Der var brug for hårdere undertrykkelse for at knuse arbejderbevægelsen og modstanden.

Derfor gik man over til åbent fascistisk militærdiktatur. Dette forværrede naturligvis situationen for arbejderklassen. Men uanset hvor meget fascisterne forsøgte at stramme grebet om Danmark, lykkedes det dem aldrig at knuse arbejderbevægelsen, modstandsgrupperne, cirkulationen af de illegale blade eller gøre det af med sabotagen.

Augustoprøret demonstrerede massernes enorme styrke i samlet kamp. Det viste massekampens store styrke, som er langt større end tusindvis af individuelle sabotageaktioner. Det overbeviste arbejderne om deres egen styrke og skabte uro blandt borgerskabet i Danmark og Tyskland. Det borgerlige Danmark frygtede for en kommunistisk revolution. DKP stod stærkere end nogensinde før i Danmark. Selv langt ind i den borgerlige del af modstandsbevægelsen var man bange for hvad kommunisterne ville bruge deres nye styrke til.

Advertisements