Trojkaen fastholder Grækenland i jerngreb

Tegning: Carlos Latuff

Tegning: Carlos Latuff

Af Patrick Gehrs

Alle iagttagere er enige om, at det er umuligt for Grækenland at betale den enorme gæld. Alligevel fastholder de internationale institutioner samt Tyskland, at grækerne skal bringes til tiggerstaven. Befolkningen skal straffes, fordi de har stemt et venstreorienteret parti til magten.
I forbindelse med den græske regeringsleder Alexis Tsipras’ besøg hos Angela Merkel i slutningen af marts, gjorde den tyske kansler det klart overfor sin græske kollega, at hun ønskede ”et økonomisk stærkt Grækenland med dertilhørende vækst og lav arbejdsløshed”.

Man må dog huske, at politikere skal bedømmes på deres handlinger, og ikke deres ordvalg. På trods af de pæne ord fra Tysklands kansler, så stod det relativt hurtigt klart, at der intet var at komme efter for Tsipras og hans hårdt prøvede landsmænd. Angela Merkel understregede nemlig, at de græske statslån hos den såkaldte trojka (Den Internationale Valutafond, Den Europæiske Centralbank samt EU-kommissionen) ikke var til forhandling.

Målet om at få indfriet gælden til grækernes utålmodige kreditorer skulle stadig faciliteres gennem privatiseringer samt benhårde besparelser i den offentlige sektor. Om den tyske forbundskansler vitterligt ønsker et økonomisk stærkt Grækenland kan vi i bedste fald have vores tvivl om.

Faktum er, at siden Grækenland modtog de første lån fra trojkaen, så er den græske statsgæld steget eksplosivt; landets borgere, især unge, er kastet ud i fattigdom og arbejdsløshed, og de borgere, som stadig er i arbejde, har fået deres lønninger udhulet markant.

Den neoliberale model, som skulle sætte produktionen i gang efter tysk forbillede, har slået katastrofalt fejl. Disse fakta er næppe gået Merkel forbi, som dog må se sig presset af den tyske befolkning hvori 59 procent mener, at grækerne bør smides ud af Den Europæiske Union.

Store udfordringer for Tsipras

Den venstreorienterede Alexis Tsipras og hans parti Syriza, vandt i januar næsten flertal alene i det græske parlament. Valgløfterne gik på, at genforhandle trojkaens låneaftaler, bekæmpe fattigdom samt tackle Grækenlands massive problemer med korruption og skatteunddragelse. Den 18. marts vedtog det græske parlament med overvældende flertal den såkaldte ”lov om den humanitære krise”, hvilket dækker over forskellige tiltag til bekæmpelse af ekstrem fattigdom. Blandt andet er der tale om programmer, hvorunder de fattigste grækere kan få adgang til madbilletter samt gratis elektricitet.

Forinden havde den græske regering mødt stærke protester fra EU-kommissionen med præsident Jean-Claude Juncker i spidsen, som kaldte lovforslaget ”kontraproduktivt overfor Grækenlands gældsaftaler”. Det førnævnte eksempel, samt mødet med Merkel, er blot to nylige eksempler på den europæiske overklasses modvilje mod at hjælpe det græske folk.

Det Tyske Institut For Makroøkonomisk Forskning analyserede fornyligt omkring 300.000 græske husholdningers skatteindkomst. I undersøgelsen opdelte de husholdningerne i fire dele og fandt, at den fattigste fjerdedel af den græske befolkning har set chockerende 86 procent af deres indkomst forsvinde siden 2008.

Den rigeste fjerdedel kan glæde sig over beskedne 17-20 procent reduktion. Med i dette regnestykke gælder selvfølgelig ikke de 80,000 rige græske skatteunddragere som Tsipras lovede, at føre krig mod i Syrizas valgkamp. Tsipras’ manglende resultater i konfrontationerne med trojkaen, har skabt intern splid i Syrizas rækker.

Yiannis Milios, en af arkitekterne bag Syrizas økonomiske politik, kalder de seneste forhandlinger ”et dårligt tegn for fremtiden”, i og med at Alexis Tsipras og finansminister Yanis Varoufakis alligevel valgte at præsentere trojkaens nye låneaftale, med dertilhørende manglende indrømmelser, som en sejr.

Krigsskadeerstatning og Putin

Den Europæiske elites modvilje mod, at genforhandle de græske lån, har da også affødt nye, og i nogle tilfælde radikale muligheder for, at skaffe ny kapital til at indfri gælden.

Den mest radikale løsning er Tsipras’ krav til Tyskland om, at betale krigsskadeerstatning for de omfattende ødelæggelser som Hitlers hær forårsagede under besættelsen af Grækenland under Anden Verdenskrig. Nazityskland tvang desuden den græske nationalbank til at finansiere tyskernes besættelse samt krigen mod deres eget land.

Det græske finansministerium har anslået det totale beløb til 278,7 milliarder euro. Tyskland fik i efterkrigsårene sin krigsgæld udsat til den dag, hvor økonomien igen var kommet på fode samt en fredsaftale med de allierede var på plads. Freden kom teknisk set først med genforeningen i 1990, men da havde tyskerne snedigt undgået en formel skriftlig aftale om sin gæld.

De tyske politikere betegner dog spørgsmålet om krigsskadeerstatninger som et afsluttet kapitel – dette på trods af, at adskillige tyske eksperter indenfor folkeret betegner grækernes sag som aldeles stærk. Den anden mulighed som lå på Tsipras’ bord var at finde alternative lånekilder end trojkaen. Et sådan alternativ kunne være Rusland.

Den 8. april rejste Tsipras derfor til Moskva for, at møde den russiske præsident Vladimir Putin. Mødet tiltrak sig stor opmærksomhed, da Alexis Tsipras benyttede lejligheden til åbenlyst at kritisere sanktionsregimet, som er blevet pålagt Rusland af EU. Selvom de to statsledere ikke snakkede nye lån, så blev konkrete muligheder for strategiske samarbejder nævnt.

Russiske naturgasledninger, som i fremtiden kan føres gennem Grækenland, var bare én af de muligheder, der blev fremsat i en lang række af muligheder for russisk investering i græsk infrastruktur. Afkastet fra disse projekter vil kunne bruges af den græske stat til at betale gælden af til landets europæiske kreditorer. Dog skal den græske regering være varsomme, da politiske indrømmelser overfor den russiske kapitalistklasse bestemt heller ikke vil gavne den almene græske borger.

Alternativet?

Nyligt lækkede hemmelige dokumenter citerer Tsipras for, at understrege overfor Merkel, at det i det lange løb er umuligt for grækerne at betale gælden.

At Merkel og resten af det europæiske borgerskab dogmatisk fastholder nedskæringspolitikken overfor ikke bare Grækenland, men samtlige EU-lande i Europa, er et resultat af den årelange klassekamp, de har ført mod Europas arbejdere.

Et alternativ på kort sigt, i grækernes tilfælde, er desværre kun statsbankerot. Dette vil skabe uoverskuelige socialøkonomiske konsekvenser, hvis det sker på et kapitalistisk grundlag – såsom uhæmmet kapitalflugt fra de græske banker, samt den græske stats manglende muligheder for at udbetale lønninger samt låne ny kapital. Set i lyset af disse scenarier, bør Syriza allerede nu begynde, at forberede sig på det uundgåelige, nemlig et brud med EU og kapitalismen.

En tilbagerulning af trojkaens privatiseringer af det græske produktionsapperat ville være det eneste forsvar for de græske arbejdere mod den økonomiske krise. Nationaliseringer af fabrikker og infrastruktur vil alt andet lige betyde, at den græske befolkning kan hjælpe sig selv, frem for at hjælpe rige græske og europæiske kapitalejere. Den græske finanssektor er også et vitalt værktøj, som må og skal være i befolkningens hænder.

Den nye nationalbank vil have en vigtig opgave i at stå for oprettelse og stabiliteten af de tilbagevendte drachmer, således at den græske stat kan udbetale lønninger til grækerne. Fronterne er skarpt trukket op i den græske klassekamp; kapitalismens altoverskyggende modsætninger truer med, at tage enhver anstændig fremtid fra den græske befolkning. De og deres regering må stå sammen og sige fra over for de overgreb, den græske og europæiske overklasse udsætter dem for. Et socialistisk Grækenland vil vise det eneste reelle alternativ for hele den europæiske befolkning, der også er ramt af krisen i det kapitalistiske system.

Advertisements