Frankrig: “National enhed” er bedrag

Greg Oxley

Greg Oxley

Terrorangrebet på den satiriske avis Charlie Hebdo blev igennem foråret brugt til en ideologisk offensiv fra borgerskabets side. Men hvad sker der i Frankrig og hvorfor går f.eks. Le Pens parti Front National fremad? Interview med Greg Oxley, aktivist i Frankrigs Kommunistiske Parti og medstifter af den marxistiske strømning La Riposte.

De blodige angreb på Charlie Hebdos redaktion har chokeret offentligheden og har ført til en stor demonstration i Paris anført af blandt andet Hollande, Merkel, Netanyahu og Liberman Hvad er din mening om disse begivenheder?

Terroristangrebene på Charlie Hebdos kontorer og efterfølgende i Montrouge og Vinvennes blev udført af fanatikere, som var under voldsom påvirkning af islamisk fundamentalistiske organisationer baseret i Mellemøsten. Selvfølgelig bør arbejderbevægelsen på det kraftigste fordømme sådanne angreb, hvilket den også gjorde. Det sociale grundlag for den slags vanvittig terrorisme er imidlertid blevet opbygget gennem længere tid; de sociale konsekvenser af kapitalismens krise – massearbejdsløshed, fattigdom og alle de øvrige symptomer på et hensmuldrende system, i forening med den racistiske diskriminering af folk med rødder i Nordafrika eller andre dele af verden.

Terror gavner statsmagten

De imperialistiske interventioner i Afghanistan, Irak, Libyen, Mali, Syrien og andre steder, og naturligvis også det palæstinensiske spørgsmål, udnyttes fermt af de fundamentalistiske organisationer til at retfærdiggøre ”hævn” over jøderne eller over ikke-muslimer i det hele taget. Terroristiske angreb som dette, selv når de gennemføres af såkaldt venstreorienterede grupperinger eller af baskiske eller korsikanske nationalister, medfører altid reaktionære konsekvenser.

Det giver reaktionære regeringer mulighed for at fremstille sig selv som beskyttere af folket og forsvarere af ”demokrati” og ”frihed”, der står ansigt til ansigt med terroristisk ”barbari”. I virkeligheden har den franske stat ofte sponsoreret og bevæbnet fundamentalister. Det gjorde den både i Afghanistan, i Libyen og for nyligt i Syrien. Men sådanne oplysninger, som kendes af aktive arbejdere og intellektuelle, der følger den slags sager tæt, er ikke kendt i den almene befolkning.

Dette illustrerer hvilen manipulatorisk kraft, de borgerlige medier har, men det skyldes også, at de reformistiske ledere af arbejderbevægelsen gør meget lidt for at forklare, hvilke reaktionære og destruktive konsekvenser, den franske stats udenrigspolitik har.

Ytringsfriheden presset

For Hollande, som var 12 procent bagud i meningsmålingerne, viste terroristangrebene sig at være en perfekt mulighed for at styrke sin egen og dermed hele statsapparatets position. Kampagnen bag demonstrationen den 11. Januar var organiseret af Elysée-palæet (hvor præsidenten holder til, red.) og staten, som udnyttede de magtfulde organisationskommunikationsmidler de har til rådighed, til at samle befolkningen bag sig.

Arbejderorganisationerne havde også indladt til demonstration, men dette initiativ druknede fuldstændigt og blev helt overtaget af den massive propagandakampagne for det bestående system.


Sloganet Jeg er Charlie virker til at være blevet en del af statens politik. Kritik af Charlie Hebdos politiske linje eller det ikke at deltage i det officielle et minuts stilhed på skolerne, kan føre til beskyldninger om, at man “retfærdiggør” terrorisme. Står vi overfor en farlig form for “National enhed” med en slags ”borgfred” og mere repressive love til følge? Og hvad er PCFs mening om dette?

Regeringen påstår at den forsvarer “ytringsfriheden”, men faktum er, at der er første gang siden de mørke år under Anden Verdennskrig, at befolkningen i dette land, herunder små børn, er nødt til at være meget forsigtige med hvad de siger, hvilket illustreres af, at et otteårigt barn i Nice blev anholdt.

En venstreorienteret filosofilærer på en skole i Nice er blevet suspenderet fra sit job og står overfor en retssag og muligvis en fængselsdom, for sit forsøg på at rejse en diskussion af begivenhedens natur og hvad der forårsager sådanne begivenheder. Mange af de børn, som ikke kunne indse, hvorfor de skulle holde et minuts stilhed på grund af en ordre fra regeringen, bliver nu chikaneret og straffet for deres ukonventionelle holdninger.

Desperation gavner ekstemisterne

Den store utopiske socialist fra 1800-tallet Charles Fourier, fordømte det, han kaldte ”den offentlige menings tyranni”, orkestreret som den var på hans tid, af regeringen, pressen og kirken. Det samme tyranni eksisterer den dag i dag. ”National enhed” kan eksistere som idé, men eksisterer ikke i virkeligheden. Det franske samfund er dybt splittet i klasser med uforenelige interesser.

”National enhed” er et reaktionært slogan, hvis formål er at skjule denne virkelighed. Desværre har ledelsen af Kommunistpartiet PCF taget denne idé til sig, selvom den blev forkastet af en stor del af partiets bagland. Den ”patriotiske bølge”, som har ramt os, vil ikke holde længe. Klassespørgsmålet vil uafvendeligt træde i forgrunden igen.


Det virker til at Front National vil drage stor fordel af denne udvikling. Hvor stor en fare udgør Marine Le Pens parti, og hvorfor har det selv før angrebene vundet så meget mere end venstrefløjen?

Front National er et farligt parti. Det omfatter mange fascistiske og aktivt racistiske elementer. De borgerlige medier promoverer Le Pen. Selvom partiet ikke har vundet mange ekstra stemmer igennem en længere periode, har det vundet en del rent procentvis, fordi en stor andel af befolkningen afstår fra at stemme til valgene. Og vi må ikke glemme, at valg vindes netop med procenter.

Den primære grund til Front Nationals opståen er massearbejdsløshed og den desperate situation, millioner af familier står overfor. Under en række af såkaldt ”venstreorienterede” og ”højreorienterede” regeringer er leveforholdene blevet konstant forringet for hovedparten af befolkningen.

Venstrefløjen, og i særdeleshed Kommunistpartiet, kunne have vundet stor opbakning, men ledernes reformistiske karakter og politik fremstår ikke som reelle alternativer for en stor del af befolkningen. De taler om ”nye rettigheder” for arbejdere, lønstigninger, om at forsvare den offentlige service og den slags. Alle disse ting er naturligvis nødvendige, men hvordan opnås de? Gennem en skattereform? Gennem at overbevise EU’s centralbank om, at de skal ændre deres prioriteringer? Så længe PCF ikke fremstår som et parti for revolutionære forandringer, der forklarer klart hvorfor og hvordan, vi kan bryde kapitalisternes magt, vil arbejderbevægelsen forblive politisk afvæbnet, og Front National vil være i stand til at paradere som de radikale forandringers parti.

Interviewet blev første gang bragt i det tyske socialistiske dagblad Junge Welt

Advertisements