Socialisten mener: Vi er i en opbrudstid

Foto: Aldas Kirvaitis / CC / Flickr

Foto: Aldas Kirvaitis / CC / Flickr

Af Socialistens redaktion

Selv om der i skrivende stund endnu ikke er udskrevet folketingsvalg, pryder de politiske kampagner gadebilledet overalt. Desværre er det mestendels floskler og hule hensigtserklæringer, som lanceres. S, V og DF konkurrerer om, hvem der kan være mest indvandrefjendske. SF lover ikke at løbe fra valgløfterne næste gang. De Radikale taler om medmenneskelighed, samtidig med at de foreslår at hæve pensionsalderen.

I sådan en situation kan det ikke undre, hvis almindelige arbejdere og unge ser med mistro til politik. En måling udført af TNS Gallup viste i april, at hele 59 procent af danskerne mener, at politikernes troværdighed er dykket i løbet af det seneste årti. Tidligere undersøgelser fra Altinget har vist en lignende tendens.

Det er ikke svært at få øje på årsagen: Thorning- regeringen har om nogen sat rekord i brudte valgløfter og hykleri. Alle dem der håbede på en ”lidt mere rød politik”, er blevet fælt skuffede. Den såkaldte ”nødvendighedens politik” er blevet et mantra, som i realpolitisk praksis har udvisket forskellene mellem Thorning og Løkke.

Nye partier

Fremkomsten af to nye partier, Alternativet ledt af Uffe Elbæk og Nationalpartiet omkring Yahya Hassan, er symptomatisk for denne nye virkelighed. Begge partier forsøger med udtalelser om et ”brud med konsensuspolitikken” og ”en ny start” at appellere til de vælgere, der føler sig snydt og bedraget af de etablerede partier.

Men er disse to partier så et reelt alternativ for den danske arbejderklasse? Svaret er nej. Begge partier definerer sig som midterpartier og deres økonomiske politik ligger i forlængelse af de borgerliges diktater om ”ansvarlighed” overfor kapitalen. Fra et socialistisk synspunkt vil de aldrig være redskaber til at forandre samfundet grundlæggende, fordi de ikke baserer sig på klassekampen, men derimod på kosmetiske ændringer i identitetspolitikken.

På mange måder bevæger Danmark sig på vej imod en situation som ved jordskredsvalget i 1973, hvor kløften imellem befolkning og politikere resulterede i at hele tre nye partier (Fremskridspartiet, CD, KD) kom ind og at DKP igen fik repræsentation. Om noget lignende sker når Thorning trykker på knappen i 2015 er uvist, men betingelserne er absolut til stede.

Enhedslistens rolle

Hvad er vores opgave i sådan en situation? Det ville være bekvemt at læne sig tilbage i sofaen eller endda arbejde for boykot af valget. Men sådanne handlinger gavner kun højrefløjen i arbejderbevægelsen. Hvis politikerlede ikke konverteres til kamp inde i arbejderbevægelsen vil den ophobede vrede bare føre til apati og demoralisering.

På trods af fejl og mangler er Enhedslisten det eneste logiske alternativ for alle os, der kæmper for en antikapitalistisk politik. Partiet har holdt sig udenfor de værste nedskæringsreformer (kontanthjælpsreform, dagpengeudfasning, SU-reform, m.v.), omend man har haft en vaklende holdning ved diverse finanslove. Det er vigtigt for alle arbejdere, at Enhedslisten bliver styrket og skærper sin klasse-profil med en mere konsekvent linje.

For os, der er aktive i partiet vil et første logisk skridt i denne retning være at arbejde for, at Enhedslisten i en valgkamp afviser at støtte en ny regering med De Radikale. De katastrofale erfaringer fra SR-regeringen viser, at det eneste holdbare alternativ er at arbejde for et rødt flertal, som tør udfordre kapitalen og slå angrebene på vores tilkæmpede rettigheder tilbage. Kun sådan kan vi få en helt ny politik

Leder fra Socialisten nr. 4 som udkommer på tryk 1. maj. Du kan tegne abonnement ved at skrive til os på socialisten@socialisten.dk

Advertisements