Obamas dekret vækker vrede i Latinamerika

Foto: Bernardo Londoy / CC / Flickr

Foto: Bernardo Londoy / CC / Flickr

Af Andreas Bülow

Mens USA sidste år begyndte en langsom genoptagelse af de diplomatiske relationer med Cuba, er forholdet til Venezuela kun blevet værre i den seneste periode. Den 8. marts gik Obama så langt som til at udstede et dekret om at Venezuela angiveligt skulle udgøre ”en ekstraordinær og usædvanlig trussel imod amerikansk udenrigspolitik og national sikkerhed”.
Dekretet indebar et indrejseforbud for syv venezuelanske funktionærer, fordi de ifølge amerikanerne har forbrudt sig imod menneskerettigheder og er involveret i korruptionsskandaler.

Dette kommer tre måneder efter at USA indførte de første sanktioner imod en større gruppe venezuelanske funktionærer, som man dog ikke ønskede at identificere, med henvisning til konfidentialitet i den amerikanske visumlovgivning.

Dekretet har mødt vrede overalt i Latinamerika, hvor der har været store anti-imperialistiske demonstrationer i en række hovedstader. UNASUR, som er et samarbejde der bl.a. indbefatter Brasilien, Bolivia, Argentina og Ecuador, har også afvist dekretet og krævet at USA afholder sig fra at blande sig i Venezuelas interne anliggender.

Venezuelas præsident Nicolás Maduro, har fordømt sanktionerne og fremlagt en række beviser for amerikansk deltagelse i et forsøg på militærkup, som blev afværget den 12. februar. Flere generaler og officerer i luftvåbnet blev arresteret og tilstod delagtighed i konspirationen, imens andre flygtede og fik asyl i USA. Et Tucan-fly, som tilsyneladende var en del af kupforsøget, blev også fundet.

Venezuela – en sikkerhedstrussel?

Hvorfor Venezuela skulle udgøre en national sikkerhedstrussel for USA, uddyber dekretet ikke. Som bekendt besidder Venezuela hverken atom- eller andre masseødelæggelsesvåben og landet har militærudgifter svarende til 1,2% af BNP, imens USA bruger 3,8%.

USA’s eget forhold til menneskerettigheder er også tvivlsomt, efter afsløringer af omfattende brug af tortur i Irak og på Guantánamo-basen, efter afsløringen af det gigantiske overvågningsprogram i NSA-regi, for ikke at tale om den amerikanske støtte til bestialske regimer som Saudi Arabien eller centralregeringen i Irak.

Selvom USA støttede statskup i Honduras (2009) og Paraguay (2012), hævdede talskvinden for det amerikanske forsvarsministerium, Jennifer Psaki, at USA ”som et langvarigt princip ikke støtter ikke-konstitutionelle regime-skifter”. Efterfølgende blev hun udfordret af journalister, som gjorde opmærksom på hvor hult dette udsagn lød, både i betragtning af Latinamerikas historie og i betragtning af den seneste udvikling i Ukraine.

Hvis det altså hverken er amerikansk bekymring for sikkerhed eller for menneskerettigheder, som ligger bag det nye dekret, hvad er det så?

Grunden til at Washington er bekymrede for Venezuela skal ikke findes så meget i materielle vilkår, som i det eksempel den bolivariske revolution har udgjort i Latinamerika. Allerede i 2005 var Venezuela med til at få forplumret USA’s frihandelsaftale ALCA ved et topmøde i Río del Plata i Argentina.

Senere er venstreorienterede regeringer blevet valgt i snesevis af lande, og truslen om at disse processer kan gå længere og destabilisere selve det kapitalistiske system i regionen, det er en alvorlig trussel for amerikansk imperialisme og det er årsagen til at USA længe har ønsket et regimeskifte i Venezuela.

Historisk har mærkatet ”national sikkerhedstrussel” været et nødvendigt grønt lys for at påbegynde militære aggressioner imod USA’s modstandere. Som journalisten Gleen Greenwald bemærkede, så er dekretet fra Obamas hånd slående enslydende med det dekret som Ronald Reagan i 1985 brugte til at retfærdiggøre krigen imod sandinisterne i Nicaragua.

Om det kommer så vidt denne gang er mere usikkert. En mulighed er naturligvis en optrapning af para-militære styrkers terrorhandlinger, samt eventuelt en forværring af forholdet imellem Colombia og Venezuela. I første omgang er det dog sandsynligt, at USA vil lade den økonomiske krig ødelægge landet indefra.

Økonomien under pres

De seneste femten års massive reformer i Venezuela har været hemmeligheden bag den store opbakning som Venezuelas arbejdere og fattige har givet til den bolivariske revolution. Men siden 2012 har disse fremskridt været under pres.

Fattigdommen, som ellers var faldet konstant igennem 00’erne, steg fra 2012-2013 med godt 7% ifølge FN. En del af forklaringen er den høje inflation, som traditionelt har ligget imellem 20-30% og er blevet udfaset med tilsvarende årlige lønstigninger, men som i 2013 og 2014 eksploderede til hhv. 56,2% og 63%.

Inflationen er dels et produkt af kapitalejernes sabotage (spekulation på det sorte marked, kunstig skabt mangel på fødevarer og stop for investeringer), som bringer minder tilbage til optakten til statskuppet i Chile i 1973.
På den anden side er inflationen også en konsekvens af blandingsøkonomien, hvor større offentligt forbrug ikke matches af større produktion. Denne modsætning er opstået, fordi regeringen fortsat har afholdt sig fra at nationalisere større strategiske virksomheder og industri, og dermed er helt afhængig af det private erhvervslivs vilje (eller mangel på samme) til at udvide produktionen.

Olie
Oliepriserne er faldet drastisk i den seneste tid, fra 98,08 dollars per tønde i 2013 til 46,16 dollars i marts 2015. Venezuela tjener 97% af sine udenlandske indtægter igennem eksport af olie og er derfor ekstremt afhængig af verdensmarkedet.
I 2014 mistede Venezuela lidt over 4 milliarder dollars på grund af olieprisens raslen nedad. Denne udvikling tvang Nicolás Maduro til at lave store besparelser på statsbudgettet for 2015, hvilket vil underminere de sociale projekter og velfærdsydelserne.

Regeringens manøvrerum er derfor mindre, men det betyder ikke at den har tabt al støtte i befolkningen, sådan som mange internationale medier påstår. I løbet af blot to uger har mere end 8 millioner mennesker underskrevet en anti-imperialistisk kampagne, som kræver at Obama trækker sit dekret tilbage.

Samtidig har det venezuelanske parlament givet Nicolás Maduro særlige beføjelser, i form af en såkaldt bemyndighedslov (ley habilitante), til at kunne reagere hurtigt i forhold til den nye situation. Bemyndighedslove er en tilbagevendende begivenhed i venezuelansk politik, både før og efter Chávez-perioden.

Til gengæld ses det denne gang i den brede befolkning som en ny chance for at radikalisere revolutionen. Krav om statskontrol med eksport-import, er opstået efter at den tidligere minister Giordani har afsløret at importvirksomheder har svindlet i millionklassen. Krav om nationalisering af de amerikanske multinationale virksomheder er ligeledes aktuelt, for at stoppe imperialismens økonomiske handlemuligheder i Venezuela.

Parlamentsvalg

Til september skal der afholdes parlamentsvalg. Det er svært at spå om resultatet, især fordi meningsmålinger i Venezuela er notorisk upræcise. I midlertidig viser de fleste tal, at der er en seriøs mulighed for at oppositionen kan få flertal i parlamentet for første gang i over 15 år.

Regeringen håber på at udnytte en splittelse i oppositionen som blev tydelig i 2014; En hard-liner-fløj, ledt af Maria Corina Machado og Leopoldo López, igangsatte i februar måned voldelige optøjer for at vælte regeringen. En opstand som i øvrigt kostede 40 mennesker livet og 1.000 sårede. Imens har en – tilsyneladende – mere moderat fløj, ledt af Henrique Capriles Radonski, forsøgt en parlamentarisk orientering. Desværre er det blevet mere og mere tydeligt, at disse to fløje støtter hinanden og blot bruger forskellige taktikker for at nå samme mål: den totale ødelæggelse af revolutionen.

Hvis højrefløjen skulle komme til magten igen, vil det betyde genprivatiseringer, massefyringer, lukning af de sociale programmer, gradvis afskaffelse af de gratis sundhedsydelser og forfølgelse af de revolutionære græsrodsaktivister som har kæmpet for forandringer i de seneste femten år.

For at undgå sådan et scenarium, må regeringen tage mere radikale midler i brug. Venezuela viser tydeligt, at overgangen til socialisme ikke kan ske gradvist og gnidningsfrit, at enhver reform vil møde indædt modstand fra de gamle magthavere. Det er derfor på tide at nationalisere den finansielle sektor og industrien, samt indføre et statsmonopol på udenrigshandlen. Kun sådan kan revolutionen styre import og eksport uden at skulle sætte sin lid til spekulanter.

Advertisements