Valgkamp forude: hvad er Enhedslistens opgaver?

Foto:  Peter Leth / CC / Flickr

Foto: Peter Leth / CC / Flickr

Af Andreas Bülow

Enhedslistens muligheder i en kommende valgkamp ligger i at distancere sig tydeligt fra Thorning-regeringens politik samtidig med at man udfordrer S og SF med ambitiøse og konkrete krav om tilbagerulning af nedskæringerne og for radikale forandringer.

2015 startede med en nytårstale fra Helle Thor­ning-Schmidt som ganske vist ikke udskrev det længe ventede folketingsvalg, men som dog tyde­ligt startede selve valgkampen. Statsministeren forsøgte at sætte sig retorisk igennem som den ansvarlige leder, der tog de ”hårde valg” og som stod ved dem. Efterfølgende lancerede Socialdemokraterne deres kampagne under overskriften, ”Det Danmark du kender”.

Problemet er bare, at de fleste arbejdere og unge i Dan­mark har meget svært ved at genkende landet efter tre år med brutal nedskæringspolitik. Kontanthjælpsreform, indfasning af dagpengereformen med mere end 50.000 ude af systemet, massive besparelser på uddannelse og ud­salg af DONG og NETS til amerikansk storkapital. Listen er endnu længere.

Skuffelsen har været så udbredt, at støtten til regeringen nærmest konsekvent er raslet ned og rød blok står ifølge de seneste meningsmålinger til sølle 45,9 procent af stem­merne, imod blå bloks 54,1 procent. Her skal det bemær­kes, at de Radikale i meningsmålingerne bliver medregnet i ”rød blok”, sel om de rettelig burde regnes for blå, da de er et bund-borgerligt parti.

Spildte muligheder

Mens SF havde en vak­lende holdning – og ind­gik i regeringen helt frem til januar sidste år – har Enhedslisten været i op­position til de store ned­skæringsreformer og har kritiseret regeringen for at løbe fra sine valgløfter.

Denne position skabte stor medvind til Enheds­listen i de øjeblikke hvor partiet konsekvent mod­satte sig regeringen, som ved skatteaftalen i juni 2012 eller ved kontant­hjælpsreformen i marts 2013. Ved begge lejlig­heder voksede støtten til partiet i meningsmålin­gerne op til omtrent 12-13 pct. af stemmerne.

Desværre er den store mulighed for at positionere sig som et konsekvent oppositionsparti blevet delvist tabt. Luften gik for alvor ud af ballonen, da Enhedslisten indgik finans­lov for 2013 og igen for 2015, begge med accept af en ræk­ke forringelser af velfærden.

Især sidstnævnte finanslov cementerede, at der ikke vil komme nogen om helst løsning på dagpenge-spørgsmålet, som ellers er det mest brændende problem for den dan­ske arbejderklasse lige nu. Efterfølgende er liste Ø dalet til omtrent 8,5 pct. af stemmerne og ved det seneste skolevalg endte Enhedslisten med 6 pct. af stemmerne, langt under partiets normale opbakning i ungdommen.

Et strukturelt problem?

Der foregår en række diskussioner i Enhedslisten om partiets fremtid. Nogle mener, at problemerne skal løses igennem ændringer af partiets strukturer, som de anser for uprofessionelle. Et af de forslag går ud på at lave en mere centraliseret ledelse med frikøbte medlemmer af for­retningsudvalget. En anden gruppe vil forsøge at mindske mindretalsbeskyttelsen til valg i Hovedbestyrelsen og for­længe dens mandat for en toårig periode.

Ingen af disse strukturelle ændringer kan løse det grund­læggende problem. Grunden til at Enhedslisten har mistet 2-3% opbakning i meningsmålingerne handler ikke om struktur, men om at man po­litisk ikke har været skarp nok i sin kritik af regeringen. Ef­ter at SF er kommet ud af regeringen har partiet profileret sig som mere venstreorienteret og har blandt andet slået hårdt på kritikken af dagpengereformen. Når Enhedslisten ikke har virket mere standhaftig, har det gjort at mange ikke har kunnet se en forskel på de to partier.

Hvis Enhedslisten virkelig skal vinde opbakning fra de ti­tusinder som er frustrerede over den nuværende regering, kræver det at vi bliver set som et reelt alternativ. Vi må for alt i verden distancere os fra politikerstanden hos de etablerede partier og fremstå som noget fundamentalt an­derledes – nemlig som et revolutionært socialistisk parti der ønsker grundlæggende forandringer.

Et rødt flertal

At gå til valg på four more years til den nuværende rege­ring ville være et enormt politisk selvmål for Enhedslisten. Det ville betyde at vi blåstempler koalitionen imellem De Radikale og Socialdemokratiet, hvilket er garanten for en blå økonomisk politik. Det er ikke et tilfælde, at Margrethe Vestager (og nu Morten Østergaard) har været benhårde modstandere af en dagpengeløsning – det er tværtimod en logisk følge af deres borgerlige klassegrundlag.

Enhedslisten må derfor kæmpe for et rødt flertal, bestå­ende af S, SF og Ø. Der må sættes en kile ind overfor De Radikale og det må forklares tydeligt, at det er et borgerligt parti som ikke har nogen basis i arbejderbevægelsen. En­hedslisten bør fremsætte parolen om et rødt flertal som en hovedparole og forbinde det med en række konkrete krav. Et udgangspunkt for en arbejderregering i Danmark kun­ne være følgende:

  • Tilbagerulning af dagpengereformen og kontant­hjælpsreformen
  • Stop for alle privatiseringer og udliciteringer – indfør kædeansvar og sikring af overenskomstmæssige an­sættelser.
  • For en ambitiøs byggeplan der sikrer billige lejeboliger til alle.
  • Nationalisering af alle udflytningstruede virksomhe­der under arbejdernes demokratiske kontrol.
  • Sikring af en ordentlig mindsteløn
  • Statsgaranterede praktikpladser til alle unge
  • Stop spekulationen i den finansielle sektor – nationa­lisér bankerne

Disse krav – og andre som vil komme frem i kampens hede – må sammenkædes med behovet for et socialistisk samfund. Hvis man desuden retter sin kampagne bort fra Christiansborg og mod ”kampen i hverdagen”, kan partiet profilere sig på klar anti-kapitalisme, hvilket har gavnet partier som spanske PODEMOS og græske Syriza enormt.

Det er muligt, at ledelsen af Socialdemokratiet ikke vil gå med til at indfri de ovennævnte krav. Men ved at fremlæg­ge dem og tvinge S og SF til at tage stilling til dem, kan Enhedslisten vise at det er fuldstændigt muligt at få dem gennemført. Præcis ligesom da Enhedslisten (helt korrekt) stilte forslag om at få genoptjeningsretten til dagpenge sænket fra 52 til 26 uger, hvilket der havde været flertal for, hvis S havde stemt for.

For Enhedslisten handler det derfor om at anvende en enhedsfrontstaktik, hvor man inviterer de to andre arbej­derpartier til at føre politik i arbejderklassens interesser. Hvis man i stedet drukner en valgkamp i små enkeltsager og kritik af de borgerlige, vil det være svært for mange at se hvorfor de skal stemme på vores parti. Et socialistisk alternativ må netop handle om at genskabe troen på at tin­gene kan forandres grundlæggende – ligesom kampene i Sydeuropa viser os.

Advertisements