Reaktionært angreb på Krudttønden

Foto: Københavns Politi

Foto: Københavns Politi

Af Socialistens redaktion

Det væbnede angreb på et debatarrangement i kulturhuset Krudttønden på Østerbro i København har med god grund forfærdet og chokeret mange. Arbejderbevægelsen bør skarpt fordømme sådanne morderiske anslag, og det er da også sket. Det er i skrivende stund endnu uklart, hvem gerningsmændene er, og hvad deres motiver bag forbrydelsen har været. Men der spekuleres ivrigt i islamiske ekstremister med rødder i Mellemøsten. Tiden – og efterforskningen – vil vise, om det er rigtigt. Hvis det er tilfældet, vil det ikke være overraskende. De sociale konsekvenser af kapitalismens forfald er uhyrlige i Mellemøsten. Massearbejdsløshed og fattigdom er allestedsnærværende. De imperialistiske interventioner og bombeangreb i Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen, Mali, Pakistan og Yemen – samt det palæstinensiske spørgsmål – bliver udnyttet af de fundamentalistiske organisationer til at retfærdiggøre ”hævnaktioner” mod ”muslimernes fjender”.

Tidligere blev de islamiske fundamentalistiske organisationer brugt som de riges stormtropper imod venstrefløjen i den muslimske verden, men nu har disse organisationer, der viste sig så nyttige for imperialisterne under den kolde krig, i mange tilfælde vendt sig mod deres tidligere herrer.

Terrorangreb har altid været skadelige for venstrefløjen og arbejderbevægelsen. Selv i de tilfælde, hvor det er selvudnævnte ”venstreorienterede”, der har begået terrorisme (som Rote Armee Fraktion i 1970’ernes Tyskland), er det blevet brugt af de eksisterende eliter til at befæste deres magt.

De siddende regeringer får en lejlighed til at paradere som ”demokratiets beskyttere” og ”frihedens forkæmpere” imod terrorismens barbari. Spørgsmål om arbejdsløshed, nedskæringer, dagpenge, og manglende praktikpladser bliver skubbet i baggrunden. For Helle Thorning-Schmidts nedskæringsregering er et sådant terrorangreb en gylden mulighed til at aflede opmærksomheden fra, at regeringen igennem sin levetid har gjort livet værre for de fleste arbejderfamilier.

Politikerne vil stå i kø med deres alvorlige miner, men deres politik vil ikke forhindre nye grusomheder. Politikere fra Dansk Folkeparti har allerede meldt ud, at ”venstrefløjen og andre der har støttet islams indtog i Danmark bør gøres til medskyldige”. Dansk Folkeparti er gået frem under krisen, fordi hverdagen for de fleste arbejdere og unge ser mere og mere håbløs ud. Udsigterne til en fremtid med ”tyske lønninger” og konstant utryghed har banet vejen for højreorienterede politikere og rabiate ”løsninger”. Statsminister Helle Thorning-Schmidt taler om, at hele Danmark nu må ”stå sammen”.

På tværs af klasseskel opfordres vi til at bakke op om statsmagten og de ledende politikere. Men vi har ikke brug for at ”stå sammen” med de politikere, der angriber pressefriheden herhjemme (Roj TV), sætter politiet ind i faglige konflikter og mod utilfredse studerende, og som med jævne mellemrum sender kampfly på vingerne for at bombe fattige mennesker i fremmede lande.

Arbejderbevægelsen må organisere sin egen modstand mod terrorismen, sine egne demonstrationer og have sine egne paroler. Vi ønsker enhed på grundlag af klasse, ikke på grundlag af nation eller religion. Vi ønsker et samfund uden terrorisme og fanatisme. Vi ønsker et samfund, hvor mennesker ikke får smadret deres liv af fattigdom, krig eller arbejdsløshed. Vi ønsker et samfund, hvor man frit kan ytre og organisere sig, uden at staten overvåger én eller griber ind. Vi ønsker et samfund, hvor sekterisk had, religiøs fundamentalisme, nationalistisk vanvid og racisme ikke har noget grundlag, fordi rigdommene ikke er samlet hos en lille håndfuld, mens størstedelen slås for at få hverdagen til at hænge sammen. Det er en umulighed under kapitalismen, og netop derfor vil dette syge samfund blive ved med at producere syge individer og syge gerninger lige så længe, arbejderbevægelsen giver det lov at eksistere.

Advertisements