Venstrekommunismen – en børnesygdom

cominternposter

Af Jeppe Krommes-Ravnsmed

I foråret 1920 skrev Lenin et dokument om revolutionær taktik og strategi. Det blev senere kendt under navnet Venstrekommunisme – en børnesygdom. Teksten udkom kort før den anden kongres i tredje internationale, der var dannet efter den russiske revolution i 1917.  Rundt om i verden tilsluttede flere og flere grupper og partier sig den nye internationale, der kæmpede for et opgør med kapitalismens udbytning og undertrykkelse. 

Lenin håbede, at bolsjevikkernes erfaringer i Rusland kunne inspirere de revolutionære i andre lande.  Bolsjevikkerne havde bl.a. gjort sig erfaringer om behovet for en meget fleksibel taktik, for at tilpasse sig de skiftende omstændigheder.  Der var ikke tale om nogen magisk formel, fordi selvom ”arbejderbevægelsen alle vegne gennemgår en i det væsentlige ensartet, forberedende skoling til sejren over bourgeoisiet, sker denne udvikling i hvert land på sin egen måde. ”

Derfor er der altid behov for at tage bestik af den konkrete situation i hvert land, uden at vige fra de grundlæggende principper. I teksten forklarer Lenin, at det var en lang proces, med mange bump på vejen, der førte til at bolsjevikkerne vandt tilliden fra de arbejdende masser. Derfor advarede han mod de tegn på utålmodighed og uerfarenhed, der var at spore hos nogle af III internationales nye grupper, bl.a. i England, Tyskland, Holland og Italien. De mest almindelige venstrekommunistiske udtalelser gik på at afvise det parlamentariske arbejde, arbejdet i de reformistiske fagforeninger, samt en sekterisk attitude over for de reformistiske massepartier.

Afvisning af arbejde i de reaktionære fagforeninger?
Det er de færreste fagforeninger der har et opgør med kapitalismen skrevet ind i deres arbejdsplan. Hverken på Lenins tid eller den dag i dag. Det betyder dog ikke, at de revolutionære må droppe arbejdet i fagforeningerne, da det ikke svækker, men rent faktisk styrker de reformistiske ledere at slippe af med de mest bevidste arbejdere. ”… Kampen mod de opportunistiske ledere fører vi for at vinde arbejderklassen over på vor side. Det ville være dumt at glemme denne ganske elementære og selvindlysende sandhed. Og netop denne dumhed begår de tyske “venstre”-kommunister, der ræsonnerer sådan, at når toppen af fagforeningerne er reaktionær og kontrarevolutionær, skal man … gå ud af fagforeningerne!!, afvise at arbejde i dem!!, lave nye selvopfundne former for arbejderorganisationer!! Det er en utilgivelig dumhed, som er ensbetydende med den største tjeneste, kommunisterne kan yde bourgeoisiet… man må absolut arbejde dér, hvor masserne er. Man må kunne bringe ethvert offer og overvinde de største hindringer for systematisk, ihærdigt, vedholdende og tålmodigt at propagandere og agitere netop i de institutioner, foreninger og forbund, hvor der blot findes proletariske eller halvproletariske masser, ligegyldig hvor reaktionære disse sammenslutninger end er. ”

Bør revolutionære deltage i borgerlige parlamenter?
I vores nuværende ”demokrati” vælger vi repræsentanter, der tilsyneladende skal udtrykke vores behov i en regering og blive diskuteret i et parlament og løst af staten. Men vi ved godt, at det i sidste ende ikke er borgeren der træffer beslutningerne omkring økonomien og de udenrigspolitiske relationer. Det er de store banker og virksomhedsejere der har det sidste ord, når det gælder folks generelle livsbetingelser.

I denne ”demokratiske” kontekst bør parlamentarismen afløses af langt mere demokratiske institutioner, hvor de økonomiske og politiske beslutninger træffes direkte af folket. Sovjetterne i Rusland eller folkemagtsorganerne i Chile er eksempler på tusind gange mere demokratiske former end et hvilket som helst borgerligt demokrati. I Danmark har man også set kimen til det i tilspidsede klassekampssituationer, som f.eks. under påskestrejkerne.Men marxisterne ved, at de anarkistiske ideer om at opløse parlamentet spontant, eller de sekteriske ultravenstre ideer om at droppe den parlamentariske kamp, er politisk forkerte.

I et svar til de tyske venstrekommunister, der afviste den parlamentariske kamp, skrev Lenin, at  ”Det er oplagt, at “venstre”-folkene i Tyskland har forvekslet deres ønsker, deres ideologisk-politiske indstilling, med den objektive virkelighed… For kommunisterne i Tyskland er parlamentarismen naturligvis “politisk udlevet”, men sagen er netop, at vi ikke må tro, at det, der for os er udlevet, også er det for klassen, for masserne…Så længe man ikke er i stand til at afskaffe det borgerlige parlament og enhver reaktionær institution af anden art, så længe har man pligt til at arbejde i dem, netop fordi det er dér, arbejderne endnu er”

Lenin henviser bl.a. til Karl Liebknechts revolutionære udnyttelse af et reaktionært parlament i Tyskland. Man kunne også henvise til Che Guevaras tale i FN i 1964, hvor han taler imod imperialismen, ligesom Hugo Chávez også gjorde ved flere lejligheder. Man må altså udnytte parlamentsvalgene og parlamentstribunen revolutionært, kommunistisk. Samtidig med at man kæmper for at overvinde illusionerne til det borgerlige demokrati og parlamentet. Lenin gør det dog også klart, at i klassekampen er masseaktioner, som for eksempel en storstrejke, altid vigtigere end parlamentarisk virksomhed, men det er nyttigt at kombinere de to ting, således at man har en ”opposition indenfor, som sympatiserer med (eller endnu bedre, direkte støtter) revolutionen. ”

Enhedsfront
Et af de andre vigtige emner som Lenin berører i teksten er brugen af en enhedsfrontstaktik. Essensen i denne taktik er for Lenin ikke at sløre de politiske modsætninger mellem marxismen og reformismen, men derimod at klargøre dem over for masserne, og derved vinde masserne over til den revolutionære fløj. F.eks. opfordrer han de engelske kommunister til at støtte op om de reformistiske Labour kandidater i England.

”Skulle Henderson’erne og Snowden’erne afslå en blok med kommunisterne, vil kommunisterne straks have vundet en fordel med hensyn til erobringen af massernes sympati og kompromittering af Henderson’erne og Snowden’erne, og skulle vi derved gå glip af et par parlamentspladser er det ingenlunde væsentligt for os… De engelske kommunister har i øjeblikket meget ofte svært ved blot at få masserne i tale, svært ved blot at få dem til at høre på sig. Hvis jeg som kommunist står op og erklærer, at jeg opfordrer til at stemme på Henderson mod Lloyd George, vil man sikkert lytte. Og jeg vil populært kunne forklare, ikke blot hvorfor sovjetterne er bedre end et parlament og proletariatets diktatur bedre end Churchills diktatur (maskeret som borgerligt “demokrati”), men også, at jeg med min stemme vil støtte Henderson nøjagtig som rebet støtter den hængte, – at Henderson’ernes snarlige dannelse af deres egen regering vil bevise, at jeg har ret, vil bringe masserne over på min side og vil fremskynde Henderson’ernes og Snowden’ernes politiske død.”  Bolsjevikkerne brugte en tilsvarende taktik over for mensjevikkerne og de socialrevolutionære (altså de russiske Henderson’er og Snowden’er). De sagde til dem Tag hele magten, uden bourgeoisiet, I har jo flertallet i sovjetterne. Det var de bange for, hvilket førte til at bolsjevikkerne i stedet vandt flertal i sovjetterne.

En vigtig lære
Ud over de her berørte temaer, kommer Lenin også ind på flere andre emner. I det hele taget er teksten en vigtig lære i marxistisk taktik. De revolutionære må kæmpe skulder ved skulder med masserne i alle de sfærer hvor klassekampen udfolder sig, inklusive den parlamentariske, uden at vige fra de grundlæggende principper.

Advertisements