SYRIZA’s Valgsejr : Hvilke perspektiver for Grækenland?

Foto:  Thierry Ehrmann / CC / Flickr

Foto: Thierry Ehrmann / CC / Flickr

Af Socialistens redaktion

Grækerne har i flere år været ramt af en massiv økonomisk krise. Grækernes gæld er ikke blevet løst af EU – tværtimod har deres gældspolitik forværret situationen og forøget gælden. De eneste der har tjent ved Trojkaens gældspolitik er de store europæiske banker. Dem der til gengæld har betalt for krisen er millioner af grækere der er blevet presset ud i fattigdom. Mindstelønningerne er blevet kraftigt reduceret, offentligt ansatte er blevet fyret, pensionerne er blevet beskåret og de generelle levevilkår er stærkt forringet.

Ved valget den 25. januar sagde den græske arbejderklasse klart nej til denne politik. Venstrefløjspartiet Syriza fik hele 36,4 procent af stemmerne. På grund af en særlig græsk valglov som giver vinderpartiet 50 ekstra mandater opnåede Syriza derfor 149 sæder i parlamentet, blot to mandater fra at have absolut flertal.

Efterspillet

Da kommunistpartiet KKE også vandt lidt over 5,5% af stemmerne opstod der en hel unik mulighed for at de to partier i fællesskab kunne danne en rød venstrefløjsregering. Desværre har KKE i en længere periode hårdnakket modsat sig enhver tilnærmelse til Syrizas formand Tsipras og beskyldt partiet for populisme og eftergivenhed. Denne sekteriske indstilling fra KKE har spillet en dybt skadelig rolle.

Lederne af Syriza er i stedet gået til det lille borgerlige parti ANEL og har indgået en koalitionsregering med dem. I vores optik er dette en fejltagelse, fordi det på sigt kan undergrave Syrizas politiske manøvrerum. Det som Syriza burde have gjort var at forme en mindretalsregering og udfordre KKE til at have stemt for alle dets progressive tiltag.

Det er naturligvis en meget åben situation, men det ser ud til at koalitionen med ANEL vil blive sprængt i stykker af de kommende begivenheder. I længden er det umuligt at føre borgerlig og socialistisk politik samtidig og modsætningerne vil blive skærpet i regeringen.

Progressive reformer

Syrizas sejr repræsenterer lige nu et enormt håb for masserne, ikke bare i Grækenland, men i hele Europa. Til en vis grad kan det sammenlignes med det håb som masserne lagde i folkefrontsregeringerne i Spanien og Frankrig i 1936, en bølge af forventninger til at det er muligt at lave et fundamentalt opgør med “nødvendighedens politik”.

De første reformer har alle haft en klart progressiv karakter: Energiminister Panagiotis Lafazanis meddelte at det privatiseringsprogram som EU havde krævet indført til gengæld for deres lån blev stoppet. Således forbliver landets strømcentral PPC på statslige hænder, ligesom privatisering af et havneanlæg i Piraeus blev også sat på stand-by.

Andre tiltag fra Syriza-regeringen indebærer:

  • Mindstelønnen hæves til 751€ (5590 kr.) om måneden (en stigning fra 4320 kr.),
  • Stop for nedskæringer på pensioner og genetablering af den såkaldte 13. pension for folk der modtager under 700€ om måneden (ca. 5200 kr.).
  • Stop for brugerbetaling og kommissioner på hospitalerne.
  • Alle børn af indvandrer som er født i Grækenland vil få tildelt græsk nationalitet.

Gradvis genansættelse af de offentlige ansatte som har mistet deres job

Sabotage

Alle de ovennævnte tiltag er blevet mødt med begejstring overalt i Grækenland. Problemet er bare, at det vil blive svært at forsvare dem. Allerede inden Syrizas sejr var kapitalisterne begyndt at trække deres penge ud af landet og dette kulminerede onsdag den 28. januar hvor den græske børs oplevede enorm nedtur, med et fald på 30% for aktierne i banksektoren. Dykket er så stort, at den græske børs nu er på sit laveste niveau siden september 2012 hvor landet var tæt på at gå bankerot.

Syrizas første store udfordring vil blive at forhandle en gældsnedsættelse med de andre EU-lande og man er på forhånd blevet mødt med benhård modstand fra Trojkaen. Men allerede nu har den tyske kansler Angela Merkel udtrykt konsekvent modstand mod at indgå en aftale med Syriza og selv hvis man skulle opnå det, er det langt fra sikkert at det vil løse ret meget.

I 2012 vedtog EU faktisk at nedskrive Grækenlands gæld. Det var meningen, at nedskrivningen skulle nedbringe gælden fra 165 procent af det græske BNP til 120 procent. Men problemet var og er, at hvis Grækenlands økonomi ikke vokser og fortsat sidder fast i deflation, så vil – selv hvis gælden bliver nedbragt – det græske BNP (målt i euro) falde endnu mere, og gældsbyrden vil således stige, ikke falde. Det er præcis, hvad der skete efter 2012. Tre år senere er den græske gæld på lige knap 175 procent af BNP – altså endnu højere end den var inden nedskrivningen.

Den Internationale Valutafond IMF fastholder en vanvittig forestilling om, at gælden i forhold til BNP kan falde med 40 procentpoint inden 2019. De lægger følgende forudsætninger til grund:

  • at nedskæringerne fortsætter som under den konservative regering, hvilket vil give et budgetoverskud på fire procent af BNP
  • at Grækenlands økonomi vokser med tre procent om året
  • at inflationen vender tilbage til en procent om året.

Ingen af disse forudsætninger er tilnærmelsesvis realistiske. Euro-området sidder fast i deflation (de seneste tal siger 0,6 procent på årlig basis, for Grækenland er det efter alt at dømme endnu værre). Økonomien vokser ikke, og yderligere nedskæringer på en desperat befolkning er en politisk umulighed. IMF’s forslag til bedring er med andre ord ikke andet end borgerlige drømmerier.

Det vigtigste er at forstå, at der ikke findes en løsning indenfor kapitalismens rammer. Selv hvis Grækenland gik ud (eller blev presset ud) af eurozonen og overgik til Drachma-mønter, ville dette ikke løse problemerne. Det ville være meget få kapitalister som ville have deres opsparinger i Drachma og på kort sigt ville det betyde en enorm devaluering og en tilsvarende sænkning af lønningerne.

Løsningen er derfor hverken et kapitalistisk Grækenland indenfor eller udenfor euroen. Løsningen er at Syriza baserer sig på masserne og mobiliserer dem til at slå slag imod den herskende klasse i Grækenland og i Europa. For at forhindre økonomisk sabotage må industrien og banksektoren nationaliseres og underlægges en socialistisk planlægning. Kun sådan kan den græske arbejderklasses problemer løses.

Advertisements