Don’t Move: Ubevidst kapitalisme kritik

10580112_273272259528830_8005108784278367936_nAf Niklas Zenius Jespersen

Afhængighedsdannende. Det bruges ofte som en positiv beskrivelse af et spil, men er det nødvendigvis det? I meta-spillet ”Don’t Move” udpensles det hvordan man med simple tricks kan lave et spil afhængighedsdannende, uden at det er sjovt eller interessant. Og dermed bliver spillet en slet skjult kommentar til den moderne spilindustri og en ubevidst kapitalisme kritik.

Spil til mobiltelefon er generelt ikke kendt for at være sofistikerede eller for at indeholder en større mening. Men dette er måske ved at ændre sig og ”Don’t Move” er banebrydende i denne retning.

Et meta-spil

Når spillet starter står man som en ninja på en gang med fire fakler og har to muligheder. Gå til venstre. Eller gå til højre. Efter kort tid eksploderer man. Man prøver så igen. Og igen. Og igen. Alt sammen med samme resultatet. Og så dog, for efter et par gange oplever man at små bokse kommer frem på skærmen med besked om at noget vil ske når man har lavet 5 forsøg. Og hvad sker der så, jo en ny opgave kommer frem og en ny og en ny. Alt fra at opnå et vist antal forsøg, bevæge sig en vis distance eller spille en vis mængde tid. Men ligegyldigt hvor langt man når har man stadig kun to valg. Gå til venstre eller højre. Kort sagt kunne selv en baby med bind for øjnene spille dette spil og der er absolut intet interessant eller morsomt i det, men ikke desto mindre er det ekstremt afhængighedsdannende for en tid. Og heri er pointen.

”Don’t Move”, der oprindelig udkom til PC og nu til mobil, er således en del af en ny bølge af meta-spil og bringer for alvor genren til mobiltelefonen. Meta-spil bruges her om spil der reelt mere er en kommentar, et kunstværk eller en filosofisk tilgang til spil industrien mere end et traditionelt underholdningsspil, dog dermed ikke sagt at de ikke kan være underholdende.

Genren har for alvor fået ben at gå på de sidste par år med spil som ”The Stanley Parable”, ”DLC Quest” og ”Goat Simulator”. Dette er ikke mindst sket i indie-spil genren, altså spil fra såkaldte ”independent” (uafhængige) selskaber, selskaber der ikke er tilknyttet de store kapitalistiske firmaer og spildistributører, men skabes som hobbyer eller af små studier som regel uden solid finansiering. Og det virker tiltrængt. Således er det næppe tilfældigt at ikke bare meta-spil, men indie-genren generelt er vokset de sidste par år, mens storindustrien indenfor spilmarkedet har slået næsten al originalitet af banen og basere de fleste spil på de samme uoriginale, risikoløse og mekaniserede formler i deres jagt på simpel, stabil profit.

Kritik af Achievements

”Don’t Move” er netop en kritik af en af disse mekaniserede formler: Achievements. Achievements, eller på dansk: resultater, er et spilelement hvor man ved at klare specifikke ting, f.eks. skyde 500 fjender mens man hopper på stedet, får en slags medalje inden i spillet.

Til tider giver de mere mening, til tider ingen mening. Til tiden får man noget ud af dem, som nye ting man kan gøre i spillet, men som oftest kan de højst bruges til at prale med overfor ens ekstremt nørdede venner. Achievements er blevet et centralt element i de fleste moderne spil og er samtidig blevet mere og mere pointeløse, kedelige og samtidig ekstremt vanedannende.

steamworkshop_webupload_previewfile_237086399_previewMens de oprindeligt tilføjede et ekstra element til spillet hvor dedikerede spillere kunne få nye mål at stile efter når spillet var gennemført, er de i dag blevet en måde hvormed spilfirmaer kan forøge et spils levetid voldsomt uden at bruge mange penge. Kort sagt, en måde at øge profitten på, der samtidig slår meget af glæden ved spil ihjel.

Det er igennem sin kritik af achievements at ”Don’t Move” ubevidst også bliver en kritik af kapitalismens profitjagt. En profitjagt der for længst har bevæget sig væk fra blot at tjene penge på at skabe reelt nyttige produkter og over til at kombinere dette med en mere destruktiv og en unyttig side.

Destruktiv, når produkters kvalitet f.eks. laves ringere end muligt, sådan at de ikke holder længere end garantien og sikrer at forbrugerne igen må købe et nyt produkt. Unyttig, når der skabes kunstige behov for ting vi reelt hverken har brug for eller som skaber livsglæde. Achievements er for længst blevet både destruktive og unyttige for udviklingen af spil, hvilket ”Don’t Move” superb udstiller.

Men bør du prøve ”Don’t Move”? Tja, ikke nødvendigvis. Som sagt er det jo hverken et særligt udfordrende eller sjovt spil, om end ”slutningen” af spillet nok skal frembringe et smil eller endda latter. Men det er et interessant fænomen og for dem der engang imellem gerne vil mere end bare underholdes kan det klart anbefales. Og så er det ikke ligefrem specielt dyrt, kun en dollar og kan til tider fås som en del af en større spilpakke på Humble, en hjemmeside der donere indtægterne til forskellige velgørende formål.

Spillet findes til et hav af platforme og passer perfekt til mobiltelefonen. Men hvor mange stjerner skal det så havde? Tja, 4 for genialitet, 1 for gameplay og grafik og en 3 ud af 5 i alt. Denne anmelder har i hvert fald fået blod på tanden for flere meta-spil, ja, er nærmest blevet afhængig af at stræbe efter næste resultat…

Don’t Move (2014), udviklet af Steve Richey. Fås bl.a. til Windows, Linux, Android og Apple produkter. Læs mere på: dontmove.co – spillet er netop også udkommet på dansk.

Advertisements