Venezuela i 2015: Perspektiver

2015 vil blive et afgørende år for Venezuela, med parlamentsvalg og en intensiveret økonomisk sabotage. Foto: Cesar Aponte / Flickr

2015 vil blive et afgørende år for Venezuela, med parlamentsvalg og en intensiveret økonomisk sabotage. Foto: Cesar Aponte / Flickr

Af Andreas Bülow

Den venezuelanske revolution har i over et årti været et inspirerende eksempel for arbejdere og unge verden over. Hugo Chávez stillede sig i spidsen for en proces med omfattende ændringer af det samfundet, som bl.a. indebar gratis lægehælp, uddannelse og boliger til Venezuelas fattige befolkning.
Men selvom reformerne har været vigtige, er revolutionen ikke blevet fuldført. Storkapitalen sidder fortsat på kontrollen med industri, banker og landejendomme. Siden Chávez død i marts 2013 er Venezuela blevet kastet ud i en turbulent periode, hvor landets borgerlige opposition i realiteten forsøger at gennemføre et ”statskup i slowmotion”.

Økonomisk krig

Det vigtigste komponent i denne strategi er en økonomisk krig, hvor formålet er at dræne den bolivariske revolutions bagland for al energi og skubbe landet ud i en kaos: Kapitalejerne stopper alle private investeringer og fødevarekæden hengemmer madvarer for at skabe mangel. Det sorte marked bliver oversvømmet med dollars.

I juni måned påpegede den afgående planlægningsminister Jorge Giordani at mange af de virksomheder der fik billige dollars til import af fødevarer og medicin, i virkeligheden var rent svindel, ”kuffert-virksomheder” (empresas de maletín). I stedet for at importere varer solgte de pengene på det sorte marked, hvilket har skabt en situation hvor en dollar i dag er omtrent 160 bolívares værd på det sorte marked mens den kun er 49,97 værd til den officielle kurs “Sicad II”. Oven i det skal lægges en inflation, som i 2014 sluttede på 63%.

Olieprisernes fald
Dertil kommer at oliepriserne er faldet drastisk i den seneste tid, fra 99 dollars per tønde i juni 2014 til 69 dollars i december. Venezuela tjener 97% af sine udenlandske indtægter igennem eksport af olie og er derfor ekstremt afhængig af verdensmarkedet. I 2014 mistede Venezuela lidt over 4 milliarder dollars på grund af olieprisens raslen nedad.

Denne udvikling har tvunget Nicolás Maduro til at lave store besparelser på statsbudgettet for 2015, hvilket utvivlsomt vil underminere de sociale projekter og velfærdsydelserne. Opretholdelsen af en blandingsøkonomi, hvor det private erhvervsliv stadig ejer og styrer produktionsmidlerne, er blevet en kostelig affære for regeringen og truer nu selve revolutionens landvindinger.

Den politiske arena
2014 markerede ganske vist en splittelse i Venezuelas opposition. En hard-liner-fløj, ledt af Maria Corina Machado og Leopoldo López, igangsatte i februar måned voldelige optøjer for at vælte regeringen. En opstand som i øvrigt kostede 40 mennesker livet og 1.000 sårede. Imens har en – tilsyneladende – mere moderat fløj, ledt af Henrique Capriles Radonski, forsøgt en parlamentarisk orientering. Regeringen håber på at udnytte denne splittelse, men overser i al væsentlighed at disse to fløje bare bruger forskellige taktikker for at nå samme mål: den totale ødelæggelse af revolutionen.

Socialistpartiet PSUV har stadig opbakning fra hundredetusinder af aktive arbejdere og unge, og er ved at blive omstruktureret, men er samtidig ramt af interne splittelser. En række prominente medlemmer, inklusiv den tidligere minister Héctor Navarro og avis-redaktøren Vanessa Davies, protesterede i juni måned imod den hårde medfart som Jorge Giordani fik, da han afslørede en korruptionsskandale. Navarro blev suspenderet fra partiet og det samme er sket for andre oppositionelle grupperinger, som for eksempel Marea Socialista-tendensen.

Selvforsvar
Et andet vigtigt spørgsmål, er de revolutionæres selvforsvar imod paramilitære fascistiske grupper. I oktober blev Venezuela rystet af mordet på det unge PSUV-parlamentsmedlem Robert Serra, som blev dræbt af en gruppe colombianske lejemordere, tilsyneladende efter ordre fra ukendte bagmænd.

Andre attentater imod prominente bolivariske politikere, som blandt andet involverede snigskytter uden for sportminister Héctor Rodríguez’ hus, er blevet afværget i sidste øjeblik. De revolutionære bønders organisation, Frente Nacional Campesino Ezequiel Zamora, har berettet om en decideret forfølgelseskampagne på landet, hvor revolutionære aktivister jages af lejemordere i herremændenes tjeneste.

Det nuværende statsapparat har vist sig dybt korrumperet og ude af stand til at forsvare den revolutionære bevægelse imod disse angreb. Imens den vestlige presse hyklerisk angriber Venezuela for “manglende demokrati”, er virkeligheden at regeringen kritiseres af dens eget bagland for ikke at tage de fornødne foranstaltninger til at beskytte revolutionen mod voldelige overgreb.

Et afgørende år forude
2015 vil blive et afgørende år for Venezuela. For det første skal der være parlamentsvalg, som kan få stor betydning for om regeringen på længere sigt kan implementere sine reformer. For det andet vil oppositionen sandsynligvis begynde en underskriftsindsamling, for at få retten til at stille mistillidsvotum til Nicolás Maduro og dermed retten til en ”tilbagekaldelses-afstemning”, når hans mandat er halvvejs i 2016.

På den økonomiske front står revolutionen også ved en korsvej. Det værste i den nuværende situation ville være status quo, for det vil betyde at regeringens bagland langsomt desillusioneres, som man så det i Nicaragua i 1980’erne.

Den bedste mulighed for at vende udviklingen er, at nationalisere den finansielle sektor og industrien, samt indføre et statsmonopol på udenrigshandlen. Kun sådan kan revolutionen styre import og eksport uden at skulle sætte sin lid til spekulanter.

Advertisements