Cuba og USA genoptager diplomatiske relationer – imperialismen vil stadig ødelægge revolutionen

Foto: Indymedia Irland

Foto: Indymedia Irland

Af Andreas Bülow

Den 17. december 2014 meddelte Cubas præsident Raúl Castro og USA’s præsident Barack Obama, at de havde valgt at genoptage normale diplomatiske relationer efter mere end 50 års koldkrig imellem de to lande. Aftalen indebar blandt andet at USA vil oprette en ambassade i Havanna, at de tre cubanere som var fængslet i USA blev løsladt i bytte for to amerikanske spioner der var anholdt på Cuba og at Cuba åbner op for amerikansk informationsteknologi. Til gengæld bliver den amerikanske handelsblokade mod Cuba ikke afskaffet, ifølge Obama fordi det er op til senatet og repræsentanternes hus at lovgive om det.

Cubas revolution – en fortsat trussel for Washington
Striden imellem Cuba og USA handler basalt set om, at den amerikanske imperialisme ikke vil tillade det cubanske folk retten til at have et andet system end et borgerligt ”demokrati” som spiller efter deres pibe. De har aldrig tilgivet Cuba nederlaget ved svinebugten i 1961 og bagefter har de forsøgt med alle midler – fra spionage, mordforsøg på Fidel Castro, økonomisk embargo, m.v. – for at knuse den cubanske revolution.

Cubas revolution i 1959 var et mægtigt oprør imod den pro-amerikanske diktator Batista, som havde gjort landet til en slags vasal-stat. Det nye styre under Fidel Castro forsøgte at tilkæmpe sig national uafhængighed, men blev mødt med omgående modstand fra Washington. Dette drev Castro til at nationalisere alle de store virksomheder og proklamere revolutionens socialistiske karakter.

Desværre spillede den cubanske arbejderklasse ikke en ledende rolle under revolutionen, som primært var ledt af Castros guerilla-hær som baserede sig på bønderne. Uden arbejderklassens organisering fra neden, blev det nye styre deformt fra starten; Et land med planøkonomi, men uden arbejderklassens bevidste ledelse og kontrol.

I takt med at revolutionsforsøg mislykkedes i andre lande, som f.eks. Che Guevaras i Bolivia, blev Cuba mere og mere isoleret. For at bryde isolationen begyndte man i 60’erne og 70’erne at samarbejde tæt med Sovjetunionen, hvilket påvirkede den cubanske ledelse og blandt andet inspirerede til at opretholde en etparti-stat.

Men da østblokken væltede i 1989-91, stod Cuba i en helt ny situation. Man mistede millioner af dollars i tab af de indtægter som salg af sukkerrør til USSR normalt gav. Landet var på randen til bankerot og i USA regnede man med at den cubanske revolutions dage var talte.

Imperialisternes håb var dog forgæves. På trods af ufattelige ofre under den ”specielle periode” i 90’erne, bakkede de cubanske masser stadig op om revolutionen. Mange mennesker huskede endnu hvordan det havde været under Batista og ville forsvare revolutionens landvindinger indenfor sundhed og uddannelse.

Dette er nøglen til at forstå den nuværende situation: Cubas revolution – på trods af dens mangler – er stadig en torn i øjet på Washington, fordi den viser at det er muligt at styre samfundet uden markedsøkonomi, spekulanter og finansfyrster.

Et taktisk skift
I sin tale den 19. december var Obama forbløffende klar. Han sagde, at de seneste 50 års politik med at isolere Cuba havde slået fejl. Ikke fordi målet nu var nyt, nej det var bare midlerne til at nå det, som nu skulle ændres. Forud for talen havde flere opinionsartikler i New York Times og andre fremtrædende medier talt for at der skulle blødes op for den hårde kurs.

Fra imperialismens synspunkt er dette altså et taktisk skift. Man forsøger nu at oversvømme Cuba med udenlandsk kapital. Cuba har allerede åbnet betydeligt op for europæisk kapital, bl.a. store hollandske selskaber, som er medinvestorer i turisthoteller, et nyt havneprojekt, m.v.

Ydermere besluttede den cubanske stat i 2011 at nedlægge hundredetusinder af statslige stillinger og i stedet opfordre de ansatte til at blive selvstændige erhvervsdrivende, samtidig med at man åbnede op for omfattende ansættelse af medarbejdere og for en langsom afskaffelse af ”la libreta” (den rationeringsmærke-bog som har givet cubanere adgang til gratis fødevarer, red.)

Altsammen initiativer som desværre kan få uligheden til at eksplodere og skabe fundamentet for en egentlig klasse af nyrige cubanske kapitalister. Hvis det sker, vil Cuba på ny blive en vasalstat underlagt amerikansk dominans. Et kapitalistisk Cuba vil minde om El Salvador eller Guatemala, hvor narkokarteller hærger og skaber død og ødelæggelse.

Brug for at sprede revolutionen
Det er klart at Cuba står i en svær situation og med en række konkrete økonomiske behov, bl.a. for at importere føde- og industrivarer. Problemet er at socialisme i det lange løb ikke kan opbygges i ét land. Socialismen er international ellers er den intet.

De spæde skridt henimod kapitalisme på Cuba sker på baggrund af at venstrebølgen i Latinamerika til dels er stagneret. I Venezuela, Ecuador og Bolivia er processerne løbet ind i forhindringer i form af både ydre og indre fjender. Dette har skabt en mindre gunstig situation, hvor Cuba trækkes i retning af markedsøkonomien.

Men det findes en anden vej. En revolutionær internationalistisk politik må tage udgangspunkt i behovet for at sprede revolutionen til flere lande. Kun ved at ekspropriere kapitalisterne i Venezuela, Bolivia, Brasilien, Ecuador og Argentina, kan kontinentets mægtige ressourcer forenes og planlægges harmonisk.

Advertisements