Abeonomics i problemer

Shinzo Abes økonomiske politik har betydet, at reallønnen er faldet med fire procent.

Shinzo Abes økonomiske politik har betydet, at reallønnen er faldet med fire procent.

Japans Shinzo Abe vandt valget for nylig, men resultatet afspejler langt fra solid opbakning bag hans økonomiske politik – den såkaldte ”Abeonomics”

Tekst: Frederik B. Ohsten

Premierminister Shinzo Abes Liberale Demokratiske Parti vandt som ventet valget til Japans underhus – det vigtigste af parlamentets to kamre – den 14. december. Premierministerens parti vandt 290 ud af 475 pladser og fik dermed et resultat, der nogenlunde svarer til, hvad det opnåede ved valget for to år siden. Partiet regerer sammen med det buddhistisk-konservative parti Komeito, der fik 35 mandater. Dermed råder koalitionen over et flertal på to tredjedele, hvilket er nødvendigt for at gennemføre lovgining uden om overhuset.

Abe havde udskrevet valget for, som han sagde, at få ”mandat” til sin økonomiske politik, der er blevet kendt som ”Abeonomics”. Hensigten med denne politik er at få den japanske økonomi ud af den lavkonjunktur, den har befundet sig i i mere end tyve år. Midlerne er en blanding af gamle, kendte metoder fra de borgerlige økonomiske lærebøger: en lempelse af pengepolitikken, hvilket især vil sige lave renter og en svækkelse af landets valuta for at gøre landets eksportvarer billigere på verdensmarkedet, hvilket har ramt importen (og dermed arbejdernes købekraft). Dertil kommer en stram finanspolitik og forskellige neoliberale reformer.

Lavere løn, højere profit
Hvis man skal måle Abes succes på, om hans politik har virket – altså om der er kommet gang i den økonomiske vækst, hæve investeringerne og gøre op med deflationen, så er den slået katastrofalt fejl. Økonomien er i bedste fald i nulvækst.

Det er imidlertid lykkedes for Abe at sænke almindelige japaneres indkomster og højne profitterne for virksomhederne. Husholdningernes indkomster er faldet med omkring fire procent i reelle termer  siden ”Abeonomics” blev introduceret i 2012. Alene fra september 2013 til september 2014 faldt reallønnen med 2,9 procent, oplyser Wall Street Journal. Omvendt er profitabiliteten (altså virksomhedernes forrentning af kapitalen) er steget mellem seks og ni procent (men ligger dog fortsat lavere end toppunktet i 2007).

Imidlertid bliver der ikke investeret i produktion. De japanske kapitalister kaster i stor stil deres penge ind i handel med ejendomme og spekulation i værdipapirer. Japan er i denne henseende ikke en undtagelse fra det mønster, der tegner sig i hele den udviklede, kapitalistiske verden.

Kommunistpartiet i fremgang
Premierminister Abe hævder nu, at valget har givet ham mandat til mere af det samme. Blandt andet såkaldte arbejdsmarkedsreformer, der vil gøre det nemmere at fyre folk. Arbejdsgiverne i Japan brokker sig højlydt over, at den relativt lave arbejdsløshed (officielt under fire procent) kan give arbejderne styrke til at gennemtvinge højere løn – muligvis endda stoppe reallønnens frie fald.

Imidlertid er billedet af valgresultatet ikke så klart og entydigt, som Abe ønsker at fremstille det. Valget udstillede først og fremmest svagheden hos det største oppositionsparti, det Demokratiske Parti, der er et borgerligt centrumparti. Partiet nåede på grund af den pludselige valgudskrivelse ikke engang at opstille tilstrækkeligt med kandidater til at kunne vinde over Abes parti. Det Demokratiske Parti fik imidlertid en fremgang i mandater fra 62 til 73. Valgets store højdespringer blev Japans Kommunistparti, der mere end fordoblede sit mandattal fra otte til 21. Partiet vandt for første gang et mandat fra en valgkreds med kun ét mandat, en valgreds på det sydlige Okinawa. Dermed har Kommunistpartiet nu ret til at fremsætte lovforslag i parlamentet.

Kommunistpartiet har i deres valgkamp slået på, at en planlagt momsforhøjelse bør afskaffes samt at Japan bør trække sig ud af forhandlingerne om en frihandelsaftale for Stillehavsområdet, den såkaldte TPP. Desuden har partiet profileret sig på modstand mod, at atomkraftværkerne blev genopstartet efter Fukushima-katastrofen i 2011 samt modstand mod Abes planer om at ændre Japans forfatning i en mere militaristisk retning.

Selv om kommunistpartiet (med rette) er blevet kritiseret af en række venstreorienterede for at føre en kurs, der er mere socialdemokratisk end kommunistisk, blev partiet blandt mange vælgere set som det eneste parti, der markerede sig som et alternativ til status quo. Til Bloomberg siger Tomokai Iwai, der er professor i samfundsvidenskab ved Nihon Universitet i Tokyo, at ”partiet er det eneste oppositionsparti, der for alvor opfører sig som et sådant.”

Samlet set er Abes tilslutning ikke større end det har været hidtil. Faktisk er den mindre, hvis man betænker, at valgdeltagelsen var den laveste, man nogensinde har målt i Japan – siden 1890. Valgdeltagelsen i 2012 var også en bundrekord med 59,3 procent, men denne gang var det kun 52,3 procent, der fandt det umagen værd at stemme. Abe vandt rigtignok valget, men det klare og utvetydige mandat, han stræbte efter, har ikke indfundet sig.

Advertisements