Er industrien under afvikling?

Væksten i antallet af industriarbejdere skyldes ikke mindst industrialiseringen af lande som Indien. Her fra en tekstilfabrik i Tripur. Foto: Fabrics for Freedom

Væksten i antallet af industriarbejdere skyldes ikke mindst industrialiseringen af lande som Indien. Her fra en tekstilfabrik i Tripur. Foto: Fabrics for Freedom

Blandt de tilbagevendende argumenter imod, at socialisme skulle være relevant, finder vi argumentet om, at industrien er under afvikling. Vi er gået væk fra industrisamfundet, lyder det. Vi er et vidensamfund, en serviceøkonomi, hedder det sig. Heraf sluttes det, at socialisme ikke er et relevant alternativ.

Tekst: Frederik B. Ohsten

Hvis vi ser bort fra, at denne indvending absolut ikke er hverken ny eller original (tidligere kunne man høre en variant af det samme argument, blot med argumentet om, at størstedelen af verden er landbrugssamfund, og at de måtte industrialiseres, førend socialisme kunne komme på tale), så er det korrekt, at antallet af industriarbejdspladser i Danmark er faldet. Hvad betyder det for den traditionelle marxistiske opfattelse af, at arbejderklassen skal overtage styringen med samfundets økonomi og produktion?

En rapport fra 2013, som tænketanken Kraka udgav, angiver, at den samlede beskæftigelse i Danmark er steget med omkring en halv million personer siden slutningen af 1960’erne. Det ligger lige for at antage, at det er kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, vi snakker om her. Rapporten peger imidlertid også på, at industribeskæftigelsen i samme periode stort set er halveret. I gennemsnit er der forsvundet omkring 6000 industriarbejdspladser om året de sidste 45 år. Det er ifølge Kraka kun 11 procent af de beskæftigede, der arbejder inden for industrien. Til gengæld står disse arbejdere for omkring 40 procent af eksporten og en tredjedel af udgifterne til forskning og udvikling. Så selv om denne gruppe arbejdere er relativt lille, har den økonomisk set meget stor vægt.

Mere industri på verdensplan
På verdensplan ser vi ikke en afvikling af industrien, tværtimod. Det viser tal fra den internationale arbejdstagerorganisation under FN, ILO. Fra 1991 til 2012 steg antallet af industriarbejdere på verdensplan med 46 procent. Væksten i antallet af ansatte i industrien har siden 2004 været højere end væksten i antallet af ansatte i serviceerhvervene.

Antallet af industriarbejdere er vokset med 41 procent fra 1991 til 2012. Imidlertid er der sket et fald i de udviklede lande.

Antallet af industriarbejdere er vokset med 46 procent fra 1991 til 2012. Imidlertid er der sket et fald i de udviklede lande.

Når man ser på sådanne tal er det desuden værd at notere sig, at antallet af industriarbejdere er undervurderet, fordi ansatte i transporterhverv, infrastruktur og store dele af højteknologi-sektoren bliver kategoriseret som tilhørende servicesektoren. Men selv med dette forbehold er industriarbejdernes andel af arbejdsstyrken på verdensplan blevet svagt forøget fra 22 til 23 procent. Imidlertid er der sket et fald i de udviklede kapitalistiske økonomier. Her er industri-arbejdsstyrken faldet fra 130 millioner i 1991 til 107 millioner i 2012.

Landbrug på vej ned
Det store fald har fundet sted i antallet af beskæftigede inden for landbruget. Kapitalismen har i alle lande opsuget folk fra landet og forvandlet dem til arbejdere i byerne. Den proces har Danmark og de øvrige udviklede lande gennemgået, men den er ikke slut endnu på global skala. Andelen af arbejdsstyrken, der er beskæftiget i landbruget, er ifølge ILO faldet fra 44 procent til 23 procent. På globalt plan er der ikke tale om afindustrialisering, men om en affolkning af landbrugserhvervet. Det har i virkeligheden været et af kapitalismens vigtigste kendetræk i over 150 år.

Det er servicesektoren, der beskæftiger flest arbejdere på verdensplan. Denne kategori er løst defineret, og den omfatter i virkeligheden alle, der ikke er tydeligt beskæftiget sig med hverken landbrug eller industri. I 1991 var den mindre end landbruget (34 procent i forhold til landbrugets 44), men de seneste tal fra 2012 viser, at den er steget til 45 procent (hvor landbruget er faldet til 32 procent).

Det er industrialiseringen og urbaniseringen i lande som Kina, Indien, Indonesien og Brasilien, der har skubbet balancen og øget antallet af industriarbejdere. I disse lande ser vi de samme rædselsvækkende scener i industrien, som Friedrich Engels i 1845 beskrev, da han meddelte sig om arbejderklassens forhold i England. Vi snakker om et rystende lavt sikkerhedsniveau, ubeskyttet omgang med farlig kemi, utåleligt lange arbejdsdage, børnearbejde og systematiske forulempelser fra lederne.

Globalisering
Samtidig har vi set, at andelen af industriarbejdere i de udviklede lande er gået ned fra 31 procent i 1991 til 22 procent nu. Den største andel industriarbejdere, noget land har oplevet nogensinde, er angiveligt 45 procent. Intet land har nogensinde haft et flertal af industriarbejdere. Det er ikke så underligt – desto mere effektiv, den enkelte arbejder er (ved brug af ny teknologi), des færre er der brug for i produktionen – groft sagt. Betyder det, at kapitalismens fremtid ikke indeholder en industriarbejderklasse, der kan være en forandrende kraft i samfundet? Betyder det en fremtid, hvor folk kan forvente en gradvis nedsættelse af arbejdstiden og en gradvis forbedring af levestandarden? Det er der ikke så få borgerlige økonomer, der mener.

Årsagen til, at den industrielle basis er forvitret i de udviklede økonomier som Danmark er, at industrien her ikke længere er så profitabel som tidligere. Kapitalisterne har over tiden forsøgt at genvinde den tabte profitabilitet ved at ”globalisere” og sprede sig. Kapitalismen er i dag et globalt fænomen, hvilket Karl Marx allerede beskrev for over 150 år siden.

Produktion efter profit
Kapitalisterne konkurrerer imod hinanden for at tjene mere profit. Med bedre teknologi kan den ene kapitalist udmanøvrere andre, fordi den forbedrede teknologi forbedrer arbejdernes produktivitet og tillader kapitalisten at skære i antallet af arbejdere. Der er et konstant pres for at mindske mængden af menneskelig arbejdskraft for at øge profitten. Men heri er også en central modsætning i kapitalismen. Sagen er nemlig, at arbejdskraftens formindskede andel i forhold til maskineri med tiden fører til et fald i profitraten, fordi det kun er levende arbejdskraft, der kan tilføre ny værdi til et produkt. Og en kapitalist ser sig altid om efter en gunstig profitrate. Det er dette, der har ført til, at industri-arbejdsstyrken er blevet formindsket i de udviklede økonomier, men forøget på verdensplan.

Arbejdernes andel af nationalindkomsten er faldet. Kilde: OECD

Arbejdernes andel af nationalindkomsten er faldet. Kilde: OECD

Kapitalisme er en produktionsmåde, der passer til maskiner og teknologi, men netop dette er dens akilleshæl, fordi produktionen er drevet af profitjagt, ikke sociale behov. Den øgede teknologi, der bliver taget i brug i kapitalisternes indbyrdes konkurrence, fører uundgåeligt til et fald i profitraten. Så samtidig med, at vi bevæger os i retning af en robot-økonomi, hvor den menneskelige arbejdsindsats drastisk er reduceret, bliver profitjagten og de sociale behov i stigende grad uforenlige. Så længe, der investeres og produceres efter profit, vil drømmen om et næsten arbejdsfrit samfund vedblive at være – netop en drøm.

Computeringeniør og Silicon Valley-forretningsmanden Martin Ford formulerer det således i sin bog The lights in the tunnel: ”Over tid, i takt med at teknologien forbedres, bliver industrien mere kapitalintensiv og mindre arbejdskraft-intensiv. Teknologien kan skabe nye industrigrene, og de er næsten altid kapitalintensive. ”
Dette betyder, at kampen mellem kapital og arbejde ikke aftager – tværtimod intensiveres den.

Kampen mellem kapital og arbejde er en kamp om den merværdi, som arbejdskraften skaber. I de senere årtier har arbejderne været taber i denne kamp. Fagbevægelsen er svækket, arbejdsløsheden er taget til, og massevis af industriarbejdspladser er udflyttet som led i globaliseringen.

Forarmelse af arbejderklassen
ILO har samlet data fra 16 udviklede økonomier i Vesten, og tallene viser, at i midten af 1970’erne fik arbejderne 75 procent af nationalindkomsten. I 2007 var tallet faldet til 65 procent. I 2008 og 2009 steg tallet en anelse, men det skyldes alene, at nationalindkomsten faldt. Efterfølgende er arbejdernes andel af nationalindkomsten fortsat med at falde. Selv i Kina, hvor lønnen er tredoblet i løbet af de seneste ti års tid, er arbejdernes andel af nationalindkomsten faldet. Det er netop denne proces, Karl Marx beskrev og kaldte ”forarmelse af arbejderklassen”.

Men kan ny teknologi og robotter i produktionen ikke ændre på dette? Det kan ikke lade sig gøre, fordi det kun er arbejdskraft, der kan skabe ny værdi. Maskiner og teknologi kan hjælpe denne proces, men de bliver kun anvendt, når kapitalisterne – der ejer produktionsmidlerne – øjner en mulighed for at sætte arbejdskraft til at skabe profit. Lige så længe, produktionen foregår med privat profit for øje, vil produktionen aldrig blive fuldt automatiseret. Teknologiens fulde potentiale vil ikke blive udløst, og den fuldt robotstyrede produktion vil forblive en drøm. Det kan ganske enkelt ikke lade sig gøre, så lange kapitalismen eksisterer. For at teknologiens potentiale kan indfris, må produktionen løsrives fra profitmotivet. Produktionen må overgå til at have sociale og menneskelige behov som formål. Det er derfor, teknologien – og menneskeheden som sådan – behøver socialisme.

Advertisements