Finanslov 2015: Hverken dagpenge-løsning eller rød politik

20141118_222250 (1)

Der var ikke mange kroner at fordele inden for de rammer som Bjarne Corydon havde sat for finanslovsforhandlingerne.

Af Socialistens redaktion

Torsdag blev finansloven for 2015 præsenteret. Regeringen formåede denne gang at lave en aftale med SF og Enhedslisten. En tydeligt tilfreds finansminister gik så langt som til at kalde det for ”fællesskabets finanslov”. Men dykker man ned under overfladen er finansloven i det store hele en videreførelse af den stramme borgerlige nedskæringspolitik, som regeringen har ført fra starten.

En stram ramme

Allerede fra starten af forhandlingerne var det finansminister Bjarne Corydon (S) som satte tonen an. Hans regnedrenge i finansministeriet havde fundet frem til at Danmark stod og manglede 1,5 milliard, fordi der angiveligt skulle komme flere flygtninge til landet på grund af krigene i Mellemøsten (efterfølgende kom der statistik ud om at dette tal i virkeligheden var overdrevet).

På den baggrund tvang han SF og Enhedslisten til at skære i ulandsbistanden. I sidste ende lavede man nedskæringer for en milliard på de mest erhvervsrettede dele af ulandsbistanden, men samtidig har man slækket ulandsbistanden, således at den ikke når op på den ene procent af BNI som man ellers havde sat mål om i regeringsgrundlaget.

En halvering af den såkaldte genoptjeningsperiode for at få dagpenge ville i følge Finansministeriet koste 700 millioner kroner, hvilket der ikke kan findes penge til (Poul Nyrup har endda sagt, at udgiften kun ville være omtrent 70 millioner). Men de samme politikere har intet problem med at finde 35 milliarder kroner til at købe nye kampfly for. Det havde været oplagt, om Enhedslisten udfordrede den økonomiske ramme, som SR-regeringen havde fastlagt. For eksempel kunne man kræve, at erhvervslivets skattelettelser blev rullet tilbage.

Nedskæringer på uddannelse

Den stramme ramme mærkes også i forhold til uddannelsesområdet. Jakob Ruggaard, formand for Danske Studerendes Fællesråd udtalte således følgende om regeringens finanslovsforslag:

De penge, der er sat af på finansloven til uddannelse, er slet ikke nok til at dække det stigende optag. Ser man på det beløb, der er til rådighed pr. studerende, er der besparelser bredt i uddannelsessystemet. På universiteterne er der besparelser på 1.100 kr. pr studerende. Samtidig bliver universiteternes basisbevillinger beskåret med ca. 50 millioner kr.” (http://dsfnet.dk/node/81)

Også på ungdomsuddannelserne er der lagt op til forringelser. – Det såkaldte ”sociale undervisningstaxameter”, som er en del af finansloven, betyder, at der bliver sparet to procent på disse uddannelser – og pengene kan så bruges til social omfordeling uddannelserne imellem. Det betyder i praksis, at de fleste gymnasiale uddannelser skal spare. Det betyder dårligere undervisningskvalitet og øget pres for at tvinge lærerne ned i forberedelsestid.

Gavebod?

Regeringen havde på forhånd udlagt denne finanslov som en ”gavebod” til SF og Enhedslisten. Det var tydeligt, at man havde brug for en ”rød” aftale denne gang, fordi man er så tæt på et valg. Hvis regeringen også denne gang havde lavet aftale med blå blok, havde det været meget svært at forklare hvad forskellen egentlig er på de to blokke.

De Radikales leder Morten Østergaard erklærede allerede da han tog over efter Margrethe Vestager, at han var ”stålsat” i sit forsvar for massakren på dagpengene. Omvendt gjorde han det klart, at han var klar til at lempe på kravene for dele af kontanthjælpssystemet. Kommentatorerne anede allerede dengang, at en lappeløsning var på vej på netop dette felt. En ”varig løsning”, der ikke løser noget for de arbejdsløse, men allerhøjest letter på regeringens dødskramper. Således blev vejen banet for finanslovsforhandlingerne.

Blev resultatet en ”gavebod”, som regeringen vil give indtryk af? Absolut ikke. Det er rigtigt, at der er nogle positive elementer, som Enhedslisten og SF har presset igennem. Dette indbefatter blandt andet flere penge til forsørgere på kontanthjælp, opgør med den gensidige forsørgerpligt for samlevende (hvilket dog først træder i kraft fra 2016), enkelte mindre tiltag mod social dumping, øget fradrag for fagforeningskontingent samt 6,5 mia. over en periode på tre år til sundhedsområdet.

Karakteristisk er det dog, at disse forbedringer egentlig dårligt kompenserer for de mange besparelser, der har været de seneste par år. Således er ændringerne på kontanthjælpsområdet kun en forbedring set i forhold til 2013, men ikke i forhold til reglerne der eksisterede i 2011. Og selvom man nu lover et løft på sundhedsområdet, er den virkelige situation ifølge Dansk Sygeplejeråd i Hovedstadsområdet, at der skal spares en knap én milliard kroner i 2015 på sygehusområdet, som konsekvens af nedskæringerne i tidligere aftaler mellem regeringen og regionerne.

Manglende dagpenge-løsning

Det allerværste ved finansloven er i midlertidig at SF og Enhedslisten overhovedet ikke har fået noget på dagpenge-området. Man har lavet endnu en lappeløsning, denne gang en såkaldt ”kontant-ydelse”, som giver dem der falder ud af systemet en ydelse svarende til 60% af dagpengesatsen (80% til forsørgere).

Udover at dette er et lille beløb, som det er svært at leve for, så begynder udbetalingen først til oktober 2015. Ifølge A-kassernes samvirke betyder det, at omkring 12.-14.000 mennesker der er på arbejdsmarkedsydelsen vil stå tomhændede. 30 procent af dem vil være berettigede til kontanthjælp, men resten vil stå helt uden indtægt.

Dertil kommer, at ydelsen også er et enormt tilbageskridt, fordi den rykker folk fra a-kasserne over i statslig forsørgelse underlagt kommunerne. Således skal de ledige underlægges konstant aktivering. Af aftaleteksten fremgår det, at dem der vil opnå den ny ydelse enten skal i virksomhedspraktik eller nyttejob. Og når den ene form for aktivering ophører, skal man i ny aktivering (et pænt ord for ikke-overenskomstmæssigt tvangsarbejde) for at få penge. Dertil kommer, at konsekvenserne af at gå fra dagpengesystemet til kontanthjælpssystemet er katastrofale, hvis man ønsker at få opholdstilladelse til en udenlandsk ægtefælle. Den såkaldte familiesammenføring kan nemlig ikke lade sig gøre for folk, der er i eller har været i dette system.

Arbejdsløshed – et våben i arbejdsgivernes hænder

I hele dette forløb har det været interessant at bemærke, hvor konsekvent regeringen har afvist en tilbagerulning af dagpenge-reformen. Ikke engang en forkortet genoptjeningsperiode, fra 52 til 26 uger, har kunnet kommet på tale – på trods af at Dansk Folkeparti havde sagt, at de ville stemme for. Mens Enhedslisten ofte er blevet anklaget for at være ultimative i deres krav, så er der ingen der taler om at De Radikale er ultimative, når de afviser ændringer på dagpenge-området.

Dagbladet Politiken lavede en måling, hvor de viste, at der havde været syv lappeløsninger på dagpenge-området på tre år. Disse midlertidige tiltag har sammenlagt kostet 3,3 milliarder. Dette tal viser sort på hvidt, at regeringens benhårde kurs ikke udelukkende handler om statens finanser, men også i høj grad om ideologi.

Årsagen er, at de danske arbejdsgivere er ekstremt opsatte på at holde dagpenge-retten på to år. For borgerskabet er arbejdsløshed ikke et problem. Det er tværtimod en betingelse for, at de kan holde strejketallene i ro, presse arbejderne til at arbejde hårdere, og true dem med fyringer og usikkerhed. Så længe en arbejdsløs kun kan få to års dagpenge, er udsigten til ledighed meget slemmere, og det gør den enkelte arbejder mere tilbøjelig til at adlyde chefens urimelige krav på fabriksgulvet.

Det er lige præcis derfor, dagpengene er blevet et kardinalpunkt i klassekampen i Danmark – det handler i bund og grund om kampen imod, at arbejdsgiverne presser lønniveauet ned på tyske standarder. Hvis Enhedslisten havde stået fast på dette krav, havde det kunnet spille en nøglerolle i en kommende valgkamp. Desværre har man forpasset en enestående chance ved at blåstemple et lunkent kompromis, som ikke rykker noget væsentligt.

Klassekamp og parlament

Fra ledelsen af Enhedslistens side, har man faktisk anerkendt at resultatet ikke er helt godt nok. Til gengæld hævder man, at det er det bedste, som kunne forhandles igennem under de nuværende omstændigheder. Samtidig har flere af partiets ledere udtalt, at der skal et større pres uden for parlamentet til, hvis man skal kunne tvinge noget igennem. Man har beklaget at en sådan bevægelse ikke eksisterer lige nu.

Det er rigtigt, at der ikke har været nogle store bevægelser i månederne op til forliget. Men hvis ikke det er et socialistisk partis opgave at hjælpe til med at skabe og lede sådan en bevægelse – hvis opgave er det så? Problemet er, at der rent faktisk har været flere ting under opsejling i de seneste år – Enhedslisten har bare ikke spillet den nødvendige rolle i dem. Et eksempel er lærerkonflikten i foråret 2013, hvor Enhedslisten korrekt støttede kampen, men ikke deltog som en organiseret gruppe i den. Faktum er, at man overlod ledelsen af bevægelsen til Anders Bondo som nærmest havde opgivet at vinde og bare ventede på et regeringsindgreb. Det, man burde have gjort, var at skabe netværk med alle Enhedslistens folkeskolelærere, som kunne agitere for sympatistrejker i hele den offentlige sektor. I stedet begrænsede man sig til symbolsk støtte. Som bekendt led lærerne et stort nederlag.

Andre bevægelser har været VVS’ernes landsdækkende strejke og SKP-lærlingenes kamp for løn og overenskomst. Og ikke mindst initiativet ”Dagpengeløsning NU”, som fagbevægelsens venstrefløj startede. Kravene fra denne kampagne er blevet fuldstændig overhørt i finanslovsforliget.

På samme måde har vi set de studerendes kampe. Enhedslisten har støttet dem og der er tusinder af studerende der ser på vores parti med stor sympati. Problemet er, at vi nu er med i en finanslov som i realiteten skærer ned på universiteterne. Hvad har vi tænkt os at sige til de studerende, som blokerer på Københavns Universitet? Hvordan forklarer vi, at vi som socialistisk parti er enige med deres kamp, men alligevel skærer ned på deres uddannelser?

Bevægelser uden for parlamentet skal der nok komme før eller siden. Kapitalismens dybe krise tvinger både arbejdere og unge til at kæmpe. Problemet er, at denne proces kan forsinkes, hvis ikke de ser at der er nogle partier som virkelig tør at kæmpe. Ved at stemme nej til finansloven ville Enhedslisten kunne samle alle de utilfredse grupper bag ved vores banner og vigtigst af alt; have givet dem en platform til at kæmpe deres kampe.

Enhedslistens opgaver

Venstrefløjens opgave er ikke at lappe på systemet. Problemet med Enhedslistens nuværende praksis er, at vi desværre kommer til at blive set som et ”korrektiv” til den pro-kapitalistiske nedskæringspolitikken. Et af de eneste argumenter som Enhedslistens forhandlere har brugt for at indgå finanslov var, at den ellers ville blevet lavet med de borgerlige og at en Løkke-finanslov ville være slemmere. Men dette argument kan i realiteten bruges til at forsvare hvad som helst, for ”alternativet vil jo altid værre dårligere”.

Bundlinjen er, at Enhedslisten kommer til at lave dårlige finanslove en lille smule bedre. Men er det virkelig et socialistisk partis hovedopgave? Svaret er naturligvis nej. Vi mener, at et socialistisk partis opgave er at bruge Folketinget som en talerstol til at nå og organisere arbejderklassen. Vi skal ikke fremstå som SR minus 20 procent. Vi skal fremstå som noget fundamentalt anderledes, nemlig som et parti, der kæmper for et revolutionært brud med kapitalismen.

Det er klart, at der ikke vil være flertal for dette på nuværende tidspunkt. Men faktisk er der en stigende mistillid til politikerne og hele det politiske system. En måling fra Altinget viste for nyligt, at politikerleden ikke har været så udbredt før siden jordskredsvalget i 1973. Det er denne vrede, som må organiseres og konverteres til kamp.

Advertisements