Anmeldelse: Wolfenstein – Antifascistisk kultklassiker er tilbage!

wolfenstein-the-new-order-walkthroughAf Niklas Zenius Jespersen

Wolfenstein, et navn de fleste ikke har brug for at blive introduceret, er nok den mest berømte computerspil serie nogensinde. Wolfenstein 3D, det tredje spil i rækken, var det spil der skabte den moderne skydespilsgenre og var med til at ligge grunden for at computerspil fortsat er den hurtigst voksende underholdningsindustri i verden. Serien, der startede i 1981 og i dag har hele 9 spil, omhandler den allierede agent William “B.J.” Blazkowicz der bekæmper nazister under 2. Verdenskrig, som oftest efter han selv er blevet taget til fange og skal bryde ud af fængselsslottet ”Wolfenstein”.

Efter Wolfenstein 3D’s enorme succes i 1992 har man forsøgt flere efterfølgere, de fleste dog uden succes. Ingen af efterfølgerne har dog været så stor en satsning som den seneste; Wolfenstein: The New Order, selv i Danmark, hvor der sjældent reklameres for computerspil, har hypen været stor og reklamer overalt på nettet og på mange radiostationer. Det var derfor med ligedele spænding og nervøsitet at mange, inklusiv denne anmelder, så frem til udgivelsen kort før sommerferien.

Når Wolfenstein er så interessant at anmelde, særligt for en socialistisk avis som vores, så skyldes det at der altid har været betydelige politiske dimensioner i spillet. Ikke alene bekæmper man nazister, men man gør det som Blazkowicz der som navnet antyder er af polsk-jødisk baggrund. De politiske dimensioner har dog aldrig været kørt så højt op som i New Order. New Order foregår i en fiktiv fremtid hvor nazisterne kom i besiddelse af avanceret teknologi der gjorde deres krigsmaskine uovervindelig. Spillet starter således i 1946 hvor Blazkowicz leder et sidste desperat forsøg fra allierede tropper på at vende krigen ved at storme den nazistiske forskningsleder Totenkopf forskningscenter. Men angrebet fejler og Blazkowicz ender i en koma i et polsk hospital. Først da hospitalet i 1960 angribes af nazisterne og alle patienter og personale forsøges myrdet vågner Blazkowicz igen op til dåd. Herfra søger man med hjælp fra de lokale ind til Berlin for at slutte sig til de sidste desperate forsøg på modstandskamp.

Politisk er spillet helt i top. Fokus er stadig på skyddespillet, men der er indført en del elementer af rollespil og hvad jeg må sige er den mest gennemarbejdede historie i noget skydespil jeg nogensinde har set. Der er gjort utrolig meget ud af mellemscenerne og ofte har man små missioner eller handlinger man selv skal udføre som at gribe armen på en der hjælper en op, det er missioner og handlinger uden megen action og som nemt kunne være erstattet af en lille film, men det at man selv skal trykke på knapperne gør at man bedre lever sig ind i historien. Overalt er spillet fyldt med små detaljer som f.eks. avisklip der giver en mulighed for at udforske hvordan verden ser ud under nazistisk herrerdømme og det er i mange af disse, samt medlemmerne af modstandsbevægelsen at de politiske dimensioner findes, og kommentarerne til den virkelige nutid er mange!

Nazisternes propaganda minder således flere gange i uhyggelig grad om propagandaen for den igangværende ”krig mod terror”. Ligeledes er mange begivenheder fra 2. Verdenskrig vendt rundt, f.eks. er det ny nazisterne der atombomber USA, og dermed udstilles også de forbrydelser de allierede begik under krigen og de argumenter de brugte til at forsvare dem kommer nu ofte ordret ud af nazisternes mund.

Blandt modstandsbevægelsen findes både jøder, mentalt handicappede og sorte, ligesom at man flere gange hører om lesbiske modstandsfolk der er blevet henrettet. Dette er med til at vise hvem det bl.a. var at der blev ramt af nazisternes undertrykkelse. Og ikke mindst inkluderer modstandsbevægelsen flere tyskere, inklusiv tidligere nazister. Dette understreger forskellen på nazister og tyskere generelt, i modsætning til mange andre 2. Verdenskrigsspil hvor tyskerne blot er fjenden fordi de nu engang var fjenden under krigen, uden nogen reel politisk begrundelse.

Og kritikken går flere veje. Således møder man i modstandsbevægelsen en sort amerikaner, utvivlsomt en kopi af Jimmy Hendrix, der ikke bare introducere vores helt til rockmusik, men også til hvordan livet før krigen for USA’s sorte med raceadskillelse og forfølgelse ikke var meget anderledes end nu med nazisterne. ”Før krigen var det jer der var nazisterne” som han klart udtrykker det om den hvide overklasse i USA.

Rent spilmæssig er The New Order et af de bedste skydespil jeg har prøvet. Lavet i den traditionelle ”arcade” genre hvor man ene mand skal kæmpe sig gennem et hav af fjender og kan bære utallige våben, dog er dette kombineret med en større grad af realisme end normalt i den forstand at man kun kan tåle en begrænset mængde skud. To af de bedste funktioner er evnen til at bære et våben i hvert hånd samt at man kan glide når man er i løb, det føles virkelig godt at glide gennem en flok nazister mens man fylder dem med bly fra ens to shotguns. Også spillets autosave system er et af de bedste jeg har set til dato. Banerne og fjenderne er spændene og varierede og inkludere alt fra et oprør i en koncentrationslejer og et besøg på månen, dog skal man sætte sværhedsgraden noget højere end normalt. Eneste minus spilmæssigt er at flere af boskampene er lidt for lette og ensformige.

Eneste reelle problem er de mange alvorlige grafiske problemer i den første udgave af spillet. Således svæver flere personers hoveder, eller blot øjne, ofte frit i luften da grafikken for resten af kroppen ikke virker. Mere irriterende er det at når man i første bane løber med blot et enkelt gevær så kommer der en stor sort bjælke op midt i synsfeltet. Det er desværre noget man har vænnet sig til at de første udgaver af selv store spil er fyldt med tekniske fejl og at disse som regel bliver udbedret i en gratis opdatering senere. Men pinligt er det ikke desto mindre.

Det ændrer dog ikke på at Wolfenstein: The New Order alt i alt er et af de bedste skydespil jeg har prøvet til dato og en værdig opfølger til Wolfenstein 3D. Både spil, grafik (når den virker) og soundtrack er intet mindre end fantastiske og historien er så god at dette godt kunne danne baggrund for den første rigtig succesfulde filmatisering af et computerspil. Et ekstra plus kommer i de mange hyldester til de oprindelige spil, ikke mindste muligheden for at ligge sig til at sove i oprørernes hovedkvarter og ”drømme” (spille) sig tilbage til den første bane af Wolfenstein 3D.

Der er ingen tvivl for denne anmelder: Prøv det! Dog vil jeg opfordre til at vente indtil der er kommet en opdatering der retter de mange grafik fejl, den burde forhåbentlig komme snart. Alt i alt er dommen indtil videre 3 ud af 5 stjerner. At den trods rossen ikke får mere skyldes de mange tekniske fejl, når de er udbedret så vil spillet kunne komme op på 4, måske endda 5 stjerner.

Anmeldt version: Wolfenstein: The New Order (2014), MachineGames og Bethesda Softworks. PC version over Steam.

Advertisements