Ukraine: andet og mere end Putin

Minearbejdere i Donetsk demonstrerer imod Kijev-regimet, som de anser for fascister.

Minearbejdere i Donetsk demonstrerer imod Kijev-regimet, som de anser for fascister.

Hvis man skal tro de Vestlige ledere, handler konflikten i Ukraine udelukkende om, at Rusland knægter Ukraines uafhængighed. Men går vi bag om propagandaens røgslør, tegner der sig hurtigt et andet billede.

Tekst: Frederik B. Ohsten

Den 2. maj i år blev en fagforeningsbygning i havnebyen Odessa angrebet af hætteklædte mænd med køller, skydevåben og skjolde. Fagforeningsbygningen blev sat i brand med molotovcoctails, som blev fyldt op af unge kvinder med tørklæder i de ukrainske nationalfarver. Da brandbilerne ankom til branden, blev de jaget bort af de bevæbnede mænd. De fagforeningsfolk, der befandt sig i bygningen, forsøgte at undslippe branden, men de, der nåede ud af flammehavet, blev enten skudt, stukket med knive eller tæsket til døde. Mindst 40 mistede livet på denne måde. Episoden blev kendt som ”massakren i Odessa” og blev startskuddet til en voldsbølge, som højreekstreme bander og militser indledte mod arbejderbevægelsen og venstrefløjen i det østlige og sydlige Ukraine – til den samtykkende tavshed fra styret i Kijev og regeringerne i Vesten.

Det gamle mundheld lyder som bekendt, at sandheden er krigens første offer. I Ukraines tilfælde blev sandheden skamskudt fra starten, fordi der er stærke interesser på spil. Det handler om Vestens forsøg på at trænge ind i det, der er Ruslands traditionelle indflydelsessfære, men også om et generelt angreb mod Ukraines arbejdere og fattige. Her har NATO’s venner i Kijev i stor stil benyttet sig af højreekstreme militser som de såkaldte Azov-bataljoner som en slags stormtropper mod arbejderbevægelsen. Det var det, Odessa-massakren indvarslede, og som vi hen over sommeren så meget mere af. Samtidig har lokale oprørsgrupper og spontant opståede borgerværn organiseret sig og bevæbnet sig for at kunne modstå Kijev-styrets offensiv, der indebærer en omfattende brug af artilleri og luftbombardementer mod tæt befolkede boligområder. Kijev-regimets grove overtrædelser af menneskerettighederne omfatter både bombardementer af civile, drab på journalister, bortførelser og tortur, og de er blevet fordømt af både FN, Amnesty og Human Rights Watch. Alligevel hører man i Vesten kun om de overgreb, der bliver begået af den side, Vesten ikke bryder sig om – nemlig oprørerne, og især den del af oprørerne, som læner sig op ad Rusland.

Påfaldende tavshed
I de vestlige medier gøres der samtidig et stort nummer ud af, at 10 russiske soldater i sommer befandt sig på ukrainsk territorium. Men der nævnes intet om de 450 ukrainske soldater, som ifølge Russia Beyond The Headlines blev pågrebet på den russiske side af grænsen i panservogne. I et andet tilfælde blev 60 ukrainske soldater opdaget i Rusland.

Det er endvidere værd at bemærke den omfattende tavshed omkring, hvad der egentlig skete med fly MH17 fra Malaysian Airlines, der den 17. juli i år styrtede ned i Donetsk-regionen samtidig med, at Kijev-regimet var i gang med en offensiv mod oprørerne. De vestlige ledere var lynhurtige til at skyde skylden for flystyrtet, der slog 283 passagerer og 15 besætningsmedlemmer ihjel, på Rusland og/eller de ukrainske oprørere. Men siden da har man hørt meget lidt. På trods af, at USA og NATO overvåger området intenst, har de ikke kunnet fremlægge beviser. Den ukrainske regeringshær fortsatte endda med at beskyde nedstyrtningsstedet med artilleri, mens oprørerne forsøgte at finde flyets sorte boks, som de udleverede til de malaysiske myndigheder. Lederen af den hollandske undersøgelseskommission kvitterede med at sige, at oprørerne havde udført et ”helvedes godt arbejde” på stedet, mens de blev beskudt af regeringshæren. Siden styrtet – og de voldsomme beskyldninger for forbrydelsen – har de vestlige ledere været påfaldende stille om sagen.

Stormagtskonflikt
Da Ukraines valgte regering i foråret 2014 blev væltet af et kup, skete det med støtte fra USA og EU-landene. De håbede tydeligvis på at udnytte den folkelige utilfredshed med den korrupte regering til at få indført et nyt styre, der ville alliere sig med Vesten i stedet for Rusland. Rusland reagerede imidlertid på magtforskydningen og sikrede sig kontrollen med Krim og den strategisk vigtige flådebase. Nogenlunde samtidig begyndte en oprørsbevægelse i det østlige og sydlige Ukraine (det såkaldte Donbass-område), hvor landets vigtigste industri er placeret. Kravene var en blanding af økonomiske krav om forsvar for levestandarden imod det nye styres rabiate nyliberalisme, men også en række politiske krav, eksempelvis retten til at snakke russisk, som er meget almindeligt i den del af landet.

Azov-bataljonen, der hører under Ukraines indenrisgsministerium, benytter sig af den nazistiske "ulvehage" som deres symbol, og flere af lederne er åbenlyst nazister. Azov-bataljonen er en af de vigtigste styrker i Kijevs kamp mod Donbass-oprørerne

Azov-bataljonen, der hører under Ukraines indenrisgsministerium, benytter sig af den nazistiske “ulvehage” som deres symbol, og flere af lederne er åbenlyst nazister. Azov-bataljonen er en af de vigtigste styrker i Kijevs kamp mod Donbass-oprørerne

Bevægelsen var fra begyndelsen en mudret størrelse, hvor der var en vigtig deltagelse fra eksempelvis minearbejderne, men den indeholdt også lykkeriddere og eventyrere, der forsøgte at bruge den til deres egne formål. Senere begyndte Ruslands sikkerhedstjeneste at sende agenter ind i bevægelsen, men det er en stor misforståelse, hvis man tror, at bevægelsen er under russisk kontrol. Den har – som alle sociale bevægelser – sit eget liv og egen dynamik. Først og fremmest handler det om selvforsvar imod de fascistiske bataljoner, som Kijev sender østpå, ofte fordi mange regulære soldater nægter at lade sig bruge til at udkæmpe borgerkrig. Nogle af hærens kompagnier er ligefrem deserteret og har søgt til Rusland for at slippe for krigen.

Når vi lægger hovedansvaret for den humanitære krise i Ukraine på skuldrene af Ukraines højrefløj og oligarker samt de vestlige imperialister, hvidvasker vi da Putin og hans regime? Absolut ikke. Ligesom vi heller ikke hvidvaskede Saddam Hussseins styre, da vi vendte os mod Irakkrigen. Vi er vidne til en klassisk stormagtskonflikt, hvor vi ikke tager parti for nogle af de konkurrerende kapitalistklasser, men vi bemærker i al stilfærdighed, at det er NATO-landene, der har indtaget rollen som den aggressive part, hvorimod kliken i Kreml blot forsøger at redde, hvad den kan af sine traditionelle interesseområder.

Samtidig er det en interessant og ofte overset kendsgerning, at der er voksende opposition mod Kijev-regimets krig i Donbass. I det vestlige Ukraine har der været omfattende protester imod, at unge mænd er blevet indkaldt som soldater til Kijevs offensiv i Syd- og Østukraine. I Ivano-Frankivsk-regionen brød en folkemængde ind i den regionale administrationsbygning og satte ild til indkaldelserne og andre militære dokumenter. Andre steder har der været massive blokader af vigtige veje, hvor især mødre til indkaldte værnepligtige har protestret imod, at deres sønner bliver indkaldt til en krig mod deres egne landsmænd.

Økonomisk isvinter forude
Ukraine er den stat i Østeuropa, der har klaret sig dårligst siden Sovjet-blokkens sammenbrud. Siden 1993 (der markerede et absolut kollaps for de fleste af disse stater) har Hviderusland og Polen ifølge IMF mere end fordoblet deres BNP. Lande som Rusland, Bulgarien og Ungarn er steget med omkring 50 procent. Men Ukraine ligger fortsat fast på niveauet fra katastrofeåret 1993. Landets økonomi er på størrelse med Irlands. Men hvor Irland har seks millioner mennesker at brødføde, har Ukraine 45 millioner indbyggere.

Ukraines valuta har mistet næsten halvdelen af sin værdi på under et år. Det er med til at gøre situationen desperat.

Ukraines valuta har mistet næsten halvdelen af sin værdi på under et år. Det er med til at gøre situationen desperat.

Ukraines præsident Porosjenko er en af landets superrige såkaldte oligarker, og på regeringens program står der – ud over krigen mod oprørerne – gennemførelse af de benhårde krav fra den Internationale Valutafond IMF, som er betingelse for lån. Regeringen har brug for over 50 milliarder kroner til at betale for gas fra det russiske selskab Gazprom. Desuden har regeringen akut brug for 115 milliarder kroner til at dække handelsunderskuddet og øvrig gæld, der hober sig op. Ukraine har kun godt 100 milliarder kroner i valutareserven, og den er hastigt på vej nedad sammen med landets valuta, hryvniaen. Det betyder, at landets købekraft er i gang med at implodere. Samtidig betyder det, at udlandsgælden i forhold til BNP er hastigt stigende, fordi økonomien er i frit fald. Hvis ukrainerne troede, at forholdene ikke kunne blive værre end under Janukovitsj, har de fået sig en grim overraskelse. Og det bliver værre endnu; vinteren står for døren, og selv hvis der skulle være råd til den livsnødvendige russiske gas, har flere nationalistiske guvernører og borgmestre allerede nu meddelt, at de ikke agter at købe så meget som en kubikmeter. I dårligt isolerede lejlighedskomplekser og minus 30 grader kan denne politik meget vel komme til at koste menneskeliv.

Angreb på arbejderbevægelsen
I begyndelsen af september blev adskillige lokale ledere af Ukraines Kommunistparti arresteret i landets tredjestørste by Dnepropetrovsk. Arrestationerne blev foretaget af det hemmelige politi, og der er ved redaktionens afslutning endnu ikke rejst sigtelser mod de anholdte. Det er blot ét eksempel på den systematiske forfølgelse af venstrefløjen, som Kijev-styret er i gang med. Lederen af Kommunistpartiet, der fik 13 procent af stemmerne ved valget for to år siden, er blevet forsøgt myrdet. Partiets parlamentsgruppe er blevet opløst ved lov, og landets ministre taler åbent om at forbyde partiet, der også har fået sit hovedkvarter brændt ned. Partiets lokale leder i Donetsk er blevet tortureret til døde af Ukraines Nationalgarde. Medlemmer af den venstreorienterede organisation Borotba er desuden blevet tvunget under jorden af højreekstremister og indenrigsministeriets frygtede Azov-bataljoner, der er berygtede for at rekruttere nynazister fra hele Europa.

Vadim Troyan er den nye politichef i Kijev. Og så er han nazist. Han er en af lederne af "Patriot Ukraini", der er den paramilitære fløj af den "Socialnationalistiske Forsamling". Blandt organisationens mærkesager er blandt andet en udvidelse af Ukraines grænser og "kampen for at befri den hvide race" og "hård straf for seksuelle perversioner og raceblanding".

Vadim Troyan er den nye politichef i Kijev. Og så er han nazist. Han er en af lederne af “Patriot Ukraini”, der er den paramilitære fløj af den “Socialnationalistiske Forsamling”. Blandt organisationens mærkesager er blandt andet en udvidelse af Ukraines grænser og “kampen for at befri den hvide race” og “hård straf for seksuelle perversioner og raceblanding”.

I sommer blev Ukraines LO udsat for et fascistisk angreb, da medlemmer af Højre Sektor (den fascistiske organisation, der var en dominerende kraft i Majdan-bevægelsen) angreb en fagforeningskongres i Kijev. Fascisterne smadrede ruder, angreb kongresdeltagerne med peberspray og satte ild til konferencebygningens forhal. Politiet ankom påfaldende sent og i et alt for lille antal til at stille noget op, så de faglige folk var nødsaget til at forsvare sig selv. Angrebet er blevet skarpt fordømt af Sydafrikas største fagforbund Cosatu, men de fleste europæiske fagforbund er desværre forblevet tavse.

IMF kræver ind
For at kunne leve op til IMF’s låne-betingelser og for at kunne betale for en dramatisk militær oprustning, har Kijev-regeringen besluttet at skære drastisk ned i den offentlige sektor. Pensionerne har allerede fået et hug på 10 procent. Derudover er der planer om meget omfattende privatiseringer af statslig ejendom samt prisstigninger på over 40 procent på varme og energi. I alt regner regeringen med at skærened for, hvad der svarer til 6,75 procent af landets samlede økonomi. Dertil kommer, at det bliver mere end vanskeligt for regeringen at nå de mål, IMF kræver.

Krigen smadrer landets produktion og infrastruktur, og selv hvis krigen skulle standse nu, regner Thomson Reuters med, at landet vil opleve en BNP-tilbagegang på otte procent i år. Statsgælden (i forhold til BNP) står til at blive fordoblet frem til 2018 som følge af økonomiens kollaps. Og IMF har gjort det klart, at de vil være aldeles omhyggelige med at inddrive gælden – og rådgive Ukraine om, hvad man kan privatisere for at betale gælden til de vestlige banker. IMF’s reaktion på den forværrede økonomiske situation har været, at fondens direktør Christine Lagarde (der for tiden bliver efterforsket for korruption) har forlangt endnu flere nedskæringer og mere omfattende udsalg af statens ejendom til vestlige kapitalister. Det seneste er, at IMF er begyndt at tale om en ”kontrolleret” statsbankerot i Ukraine. ”Kontrolleret” på den måde, at bankerne får suget staten tør til sidste blodsråbe, førend det hele får lov til at ramle på jorden i et gigantisk roderi. Dette er reelt den vestlige plan for Ukraine. Regningen for hele dette cirkus bliver naturligvis sendt til Ukraines hårdt prøvede befolkning. De rige oligarker betaler ingenting i skat – det skal deres kup-regering nok sørge for, ikke bliver lavet om.

Brug for socialistisk politik
Alternativet til krig og kollaps i levestandarden er en regering, der ikke vil kapitulere til IMF og bekrige sin egen befolkning. En socialistisk regering i Ukraine ville overtage oligarkernes ejendom, der omfatter langt størstedelen af landets rigdom. Denne rigdom blev stjålet, da den sovjetiske stat brød sammen, og disse mafialedere forvandlede sig til oligark-kapitalister. En socialistisk regering ville bruge disse midler til at sikre, at Ukraines indbyggere ikke kommer til at fryse til vinter, at uddannelsessystemet udbedres, og at den offentlige sektor som minimum løftes tilbage til det serviceniveau, der eksisterede inden kollapset i begyndelsen af 1990’erne. En sådan regering ville afvise gælden til de russiske og vestlige banker. Ukraine er et frugtbart landbrugsland og råder over en kæmpemæssig, billig stålindustri. Hvis bankerne og de store virksomheder var på offentlige hænder – hvilket en del af oprørerne i Syd og Øst har krævet – kunne man hurtigt udarbejde en plan for genopretning af landet.

En sådan socialistisk politik ville også indebære et tilbud til repræsentanterne for de russisktalende områder om udstrakt selvstyre med garantier for, at deres ret til at bruge deres modersmål i uddannelsessystemet og samfundet i øvrigt ikke bliver krænket. En sådan politisk og økonomisk støtte til befolkningen i disse områder ville også være temmelig effektiv til at modgå tendenserne til opsplitning af landet. I hvert fald mere effektiv end bombefly og artilleri. Men som udsigterne er nu, står Ukraines befolkning over for en kold vinter med afbrydelser af varme, forfølgelse af venstrefløjen, borgerkrig og udplyndring.

Advertisements