Rød faglig kamp kan stoppe fagbevægelsens krise

Foto: Jesper Vejling / Flickr / Creative Commons

Foto: Jesper Vejling / Flickr / Creative Commons

Af Lasse Bertelsen

Enhedslisten må organisere opposition til fagtoppen

Fagbevægelsens krise er efterhånden veldokumenteret og indiskutabel. LO nærmer sig nu med hastige skridt en organisationsprocent på 50%. For 20 år siden ville det være en utænkelig situation. I dag er det virkelighed. Toppen af fagbevægelsen har fået udarbejdet den ene rapport efter den anden, og de har lavet det ene forsøg efter det andet for at vende udviklingen. Men nedgangen fortsætter.
Toppen af fagbevægelsen er parate til at gøre hvad som helst for at stoppe nedsmeltningen af fagbevægelsen. Det vil sige, de er parate til at gøre alt – undtagen visse ting så som at organisere strejker og tillidsmandsringe. Og det er netop grunden til at krisen i fagbevægelsen er fortsat.

Nedlæggelse af afdelinger medført dalende aktivitet
I takt med at medlemmerne er forsvundet begynder pengekassen også at forsvinde. Under påskud af at man ville sikre medlemsservicen har man i alle fagforbund nedlagt hundredvis af lokalafdelinger, så servicen kunne forblive den samme. Men med service må de have forstået antallet af ansatte. I Malerforbundet er der nu 6 afdelinger der skal dække hele Danmark. Det vil sige, at hvis en malersvend i Maribo er utilfreds med sin formand, skal han på en mindre dagsrejse for at kunne komme til generalforsamlingen der afholdes i Roskilde, ligesom at Sønderjylland og Fyn er slået sammen til en afdeling, hvilket igen er håbløst udemokratisk. Men udviklingen har været mere eller mindre den samme i alle fagforbund. Flere 3F afdelinger er nu mastodont fagforeninger med op mod 10.000 medlemmer. Men i takt med at fagforeningerne er blevet større er antallet af aktive medlemmer blevet mindre. Så mens sammenlægningen af afdelingerne har reddet de ansatte fagforeningsfolk fra at skulle ud på arbejdsmarkedet, så har det forstærket fagbevægelsens krise.

Toppen har overgivet sig
Men den virkelige årsag til krisen skyldes at fagbevægelsen så godt som har indstillet den faglige kamp. De sidste mange overenskomstforlig har været en stor gavebod for arbejdsgiverne. Mindstelønninger, sygeløn og lignende halter stadig langt efter det reelle behov. Da der var opsving havde toppen af fagbevægelsen travlt med at forkaster kravene fra medlemmerne, med at de ikke var ansvarlige nok overfor arbejdsgiverne. Nu hvor krisen raser, har de selv samme folk lagt sig ned, for at se deres medlemmer bliver tromlet over. Det samme kan siges i forhold til at regeringens anti-arbejder politik som LO har accepteret, fordi de tror at hvis det ligner at de (LO) har indflydelse, så vil medlemsflugten stoppe. Problemet er bare at de tager fejl. Fagbevægelsen eneste eksistensberettigelse er kampen for at forsvare og forbedre deres medlemmers interesser, altså den danske arbejderklasses interesser. Der var en gang hvor klassesamarbejde og snak alene var nok til at sikre rimelige anstændige arbejdsforhold. Det er det bare ikke længere. Arbejdsgiverne, det vil sige de danske (og udenlandske) kapitalister, kører hårdt på. Ultraliberale partier som Liberal Alliance og det Radikale Venstre viser hvad arbejdsgiverne ønsker: Afskaffelse af al velfærd, ned med skatten til de rige, ned med lønninger og ingen forsørgelse hvis du er arbejdsløs. Om man kan lide det eller ej er det den udvikling der er i gang, og har været det i snart mange år.

De frygter aktive medlemmer
Fagbevægelsen bliver ignoreret af kapitalisterne og deres købte marionetter, politikerne. Hvorfor? Fordi de ved, at den nuværende top i fagbevægelsen, ført an af Harald Børsting og Bente Sorgenfrey, ikke ønsker at fører deres medlemmer i kamp. De ønsker ikke at sætte hårdt mod hårdt: Altså, at kalde til strejke mod arbejdsgiverne. For hvad ville det indebære hvis man gjorde det? Det er et faktum at arbejderklassen, og arbejderklassen alene, sørger for at samfundet kører rundt. Går arbejderne i strejke, kører der ikke busser, toge, taxier, flyver ikke flyvere, der er ikke el i stikkontakten osv. Fagbevægelsen har altså en enorm magt. Eller med andre ord fagbevægelsen er den mest magtfulde organisation overhovedet. Men, hvis den kraft som arbejderklassen udgør blev mobiliseret, hvad ville det så betyde? I stedet for tomme fagforenings mødesale ville det betyde en eksplosion af aktivitet, arbejderne ville kræve at deres valgte fik fingeren ud og organiserede deres kamp, og hvad værre er (ifølge toppen altså) så ville en aktiv medlemsskare ikke acceptere dårlige undskyldninger, men i stedet kyle de faglige ledere der ikke ville slås ud og erstatte dem med andre og bedre. Dette er det værste mareridt for enhver fagforeningsbureaukrat. Af samme årsag er de bange for selvstændigt fagligt ungdomsarbejde, fordi det hurtigt kan ende i noget de ikke kan kontrollere.

Hvorfor skal virksomhedsejerne styre overskuddet?
En kæmpende fagbevægelse er ikke bare en trussel mod fagtoppen selv, det er en trussel mod ro og orden i samfundet, for det ville stille nogle helt klare spørgsmål: Hvem har ansvaret for at samfundet fungerer, hvem er det der skaber værdierne og hvorfor er det en lille gruppe slipseklædte mænd der kontrollere de værdier? Det ville vise arbejderklassen hvor magtfuld den egentlig er. Og i sidste ende kunne det få flertallet af arbejderklassen til at drage den konklusion at kapitalisterne, politikerne, fagbureaukraterne osv., i virkeligheden bare sidder og nyder godt af hvad arbejderne skaber. Og at arbejderne selv demokratisk kunne bestemme hvad de massive milliardoverskud de skaber, kunne bruges til.

Styrk arbejderklassens selvtillid
Alt dette viser, at toppen ikke er i stand til at løse fagbevægelsens problemer, da de selv er en del af problemet. Løsningen kan kun komme fra bunden af fagbevægelsen og ikke mindst den røde del. Når toppen passivt lader medlemmerne i stikken tager mange den konklusion at de ligeså godt kan spare kontingentet og være uorganiserede eller ovre hos de gule. For at få medlemmerne tilbage til fagbevægelsen må der blandt andet en ideologisk kamp til. Alle er tilfredse hvis bare arbejderne holder deres kæft og passer deres arbejde. Men arbejderne skal være klar over, at de samlet set udgør den stærkeste magt i samfundet og at de alene er ansvarlige for at samfundet kører rundt. De skal med andre ord have styrket deres tillid til deres egen klasses styrke. De skal bevæbnes med argumenter, så det er klart for dem at alle slipsedyrerne i virkeligheden ikke bestiller andet end at nasse på deres arbejde. Og at det ikke er en naturlov at vi skal bøje nakken og acceptere virksomhedsejernes urimeligheder.

Enhedslisten kan spille en afgørende rolle
En ung elektriker og medlem af Enhedslisten, Jonathan Simmel, skrev på Modkraft: ”som en fransk kammerat udtrykte det, at de faglige ledere pt. ”Begår selvmord med åbne øjne”.
For mens arbejdsgiverne – hovedfjenden – er i offensiven, og krisen bruges som undskyldning for at kræve indrømmelser fra lønmodtagerne. Så har de faglige ledere opgivet ethvert forsøg på at tale om klassekamp og forskellige interesser. […] Men sandheden er at når fagbevægelsen helt grundlæggende opgiver at fortælle om modsætninger mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, så amputere de også alle argumenter for at være fagligt organiseret. Dermed gør fagtoppen sig direkte til en forhindring for at kunne rette et samlet skyts mod arbejdsgiverne.
Og sandheden er også, at så længe vi som venstrefløj ikke går åbent i konflikt med de faglige ledere og deres totale destruktion af arbejdsbevægelsens sidste ”demokratiske” masseorganisationer, så gør vi os selv medskyldige – ved at vende det blinde øje til.

HØRT! Bravo! Dette er fuldstændigt korrekt! Enhedslisten har omkring 5.000 faglige medlemmer, hvis bare ti procent af dem blev organiseret i aktivt oppositionsarbejde, ville det kunne vende situationen i fagbevægelsen! Hvordan? Ved at rejse nødvendigheden af, at fagbevægelsen aktivt kæmper for at forsvare arbejdernes interesser. Hvis toppen af fagbevægelsen blev mødt med en koordineret opposition ville det kunne samle alle de arbejdere der har forladt bevægelsen i væmmelse over rådne kompromisser. Det er klart at toppen af fagbevægelsen ville slå hårdt ned mod den slags, men de vil have det problem at de aktive arbejdere vil støtte oppositionen. Dette er den eneste vej frem.

Snak er ikke nok
Fagligt Ansvar har lavet bunkevis af rapporter og konferencer om at det er sund fornuft at arbejdere har rimelige arbejdsforhold. Problemet er bare at de bliver opfattet som en studiegruppe og ikke en kæmpende del af arbejderklassen. Det betyder ikke at Enhedslistens faglige ikke skal samarbejde med venstreorienterede socialdemokratiske fagforeningsformænd. Men det betyder at Enhedslisten må bruge hovedfokus på at kæmpe for sit eget program i fagbevægelsen, og ikke lade sig binde af hvad Peter Kay Mortensen (formand LO Storkøbenhavn) kan accepterer. Og lige så vigtigt: Det er en blindgyde hvis nogle tror at koordinering af fagligt arbejde drejer sig om lave løs snak blandt ansatte i forskellige fagforeninger. Fagbevægelsens overlevelse vil være afhængig af at tillidsfolk og menige arbejdere på gulvet bliver aktive. Skulle der være revolutionære der er blevet valgt som ansatte i fagforeningerne er det fint, men de vil løbe en risiko for at blive suget ind i systemet. Derfor bør faglig taktik og strategi ikke være op til ansatte i fagbevægelsen, men må i langt større grad styres af aktive arbejdere der har deres hverdag ude på arbejdspladserne.

Har Enhedslistens faglige det nødvendige mod?
Hvis Enhedslistens faglige påtog sig det ansvar at udfordrer toppen ville det sprede sig som ringe i vandet. Det ville kunne blive begyndelsen på igen at etablere både lokale og landsdækkende tillidsmandsringe, så arbejdspladserne med kort varsel ville kunne koordinere hvilke tiltag de ville tage. Dette ville være et kæmpe fremskridt i forhold til nu. En aktiv faglig opposition fra Enhedslisten ville kunne rejse kravet om dagpenge til alle arbejdsløse og på et niveau der svarer til lønnen. Man ville kunne angribe de høje lønninger i toppen og agitere for at fagligt valgte ikke skal have mere end det de er i stand til at forhandle hjem til deres medlemmer. Man ville kunne rejse kravet om en national mindsteløn på 170,-, fuld strejkeret til alle, inklusiv lærlinge. Men ville kunne kæmpe for at fjerne fredspligten, der tvinger tillidsfolk til at agere skruebrækkere under en arbejdsnedlæggelse – at kunne strejke når man vil er en menneskeret. Spørgsmålet er bare om Enhedslistens faglige har modet til det. Under alle omstændigheder er det netop det mod der nu er så utoligt stort behov for. Før eller siden vil der opstår en opposition mod toppens udsalg. Forhåbentlig vil det starte allerede nu, ved Enhedslistens faglige arbejde.

Advertisements