Opsvinget der blev væk

Foto William Murphy

Foto William Murphy

To af verdens førende institutioner, når det kommer til økonomi, har netop nedjusteret deres forventninger til den økonomiske udvikling i år og næste år. Det drejer sig om OECD, der er en samarbejdsorganisation for 34 af verdens udviklede kapitalistiske lande, samt den Internationale Valutafond IMF. Udsigterne til et nyt opsving fortoner sig mere og mere.

Tekst: Frederik B. Ohsten

OECD noterer sig, at ”udsigterne for 2014 og 2015 er blevet mere dystre for næsten alle verdens store økonomier.” Organisationen nedjusterer forventningerne for 2014 for alle store økonomier med undtagelse af Indien. Forventningen er nu 2,1 procents vækst i USA, 0,8 procent i Euroområdet og 0,9 procent i Japan. Det er nedskrivning over hele linjen på op til et halvt procentpoint. I denne sammenhæng er det faktisk temmelig drastisk. For et land som Finland betyder det forskellen på svag vækst og direkte nedgang.

OECD håber på, at økonomien vil rette sig op næste år. Men også her har man nedjusteret forventningerne i forhold til tidligere. Euroområdet og Japan forventes at vokse med godt én procent, mens USA forventes af opnå en BNP-vækst på 3,1 procent. Men sådanne forventninger er billige. Og de kan nå at blive nedjusteret.

2008 spøger i kulissen
Hvad angår resten af verden, så anslår IMF, at de såkaldte ”emerging”-økonomier vil sætte væksttempoet ned. Vi taler her om det meste af verden, bortset fra de industrialiserede OECD-lande. IMF regner med, at denne gruppe af lande har sænket væksttempoet fra syv procent om året i perioden 2003-08 til seks procent om året i perioden 2010-13. Og de anslår, at væksten her nu vil placere sig på fem procent om året i perioden 2014-18. De siger desuden, at vækstraterne i 70 procent af emerging-økonomierne har været under førkriseniveauet siden 2012. Det er derfor næppe herfra, at verdensøkonomien skal hente sit tiltrængte opsving.

Økonomerne er nu bekymrede for, at aktiepriserne er overvurderede. Det er ikke så underligt, al den stund, at der er blevet investeret massivt på børserne samtidig med, at produktionen og investeringerne har ligget stille. OECD siger, at ”de kogende finansmarkeder passer dårligt sammen med væksten i den virkelige økonomi,” og at dette ”sætter fokus på risikoen for, at prissættelsen er forkert, og dermed faren for pludselig korrektion.” Med andre ord er de bekymrede for et nyt finanskrak, fordi priserne er opskruede og savner grundlag i den virkelige verden. Spøgelserne fra 2008 lurer i kulissen.

Intet forbrugs-opsving
IMF sagde forud for det seneste G20-møde i Australien, at væksten i verdensøkonomien i første halvår af 2014 var svagere, end man havde regnet med i april, og at man derfor var tvunget til at nedjustere sine forventninger. Samtidig advarede IMF om, at ”det gryende globale opsving mangler fast grund under fødderne som følge af geopolitiske spændinger og udsigten til, at en strammere pengepolitik i USA risikerer at hæmme den globale vækst.”

Denne snak fra IMF går stik imod, hvad mange politikere i den vestlige verden fantaserer om, når de taler om et nyt opsving, der bliver drevet af boligpriser og finansmarkeder.

De amerikanske arbejderfamilier ser fortsat ingen økonomisk bedring, men kun stagnation. Median-husholdningen i USA oplevede, at deres indkomst, justeret for inflation, kun steg med 0,3 procent sidste år, hvilket fastholder den på samme niveau som for 30 år siden. På trods af al den kolossale værditilvækst, de amerikanske arbejdere i mellemtiden har skabt for virksomhederne, har de altså ikke selv oplevet, at deres indkomst er steget i reelle termer. Alene dette faktum er en moralsk dødsdom over det kapitalistiske system. Men det er samtidig en forhindring for, at der kan komme gang i et såkaldt ”forbrugsdrevet opsving”, alene fordi efterspørgslen fra arbejderfamiliernes side bliver fastholdt på et lavt niveau, mens den absolutte top vælter sig i penge og spekulerer på børsen.

Den er gal med profitten
Et opsving må altså komme fra investeringer i produktion. Men her ser det heller ikke for godt ud. Investeringerne ligger underdrejet, især i Europa. I euroområdet ligger investeringerne fortsat 20 procent under toppunktet før krisen. Hvis det er investeringerne, der skal skabe et opsving – og det er altid investeringer i ny produktion, der skaber grundlaget for fremtidig vækst – så ser det altså heller ikke for godt ud her.

Årsagen til, at kapitalisterne ikke investerer, er at de investerer efter profit. En kapitalist placerer sine investeringer der, hvor han tror, han kan få den største gevinst med den mindst mulige indsats og risiko. Og når profitabiliteten er højere på aktier end i produktion, så er det ikke så underligt, at det er på børserne, at vi har set et opsving. Men det er aldeles tvivlsomt, om det kan vare ved, hvilket de seneste usikkerheder på finansmarkederne viser. Men det er samtidig værd at bemærke, at det statslige amerikanske statistikbureau Bureau for Economic Analysis (BEA) noterer sig, at profitterne i absolutte tal er faldet i første kvartal i år. Det er første gang siden slutningen af 2006, at det er sket. Og det var lige inden, at hele verdensøkonomien røg ind i krisens nedadgående spiral. Samtidig taler nogle økonomer om, at profitabiliteten i euroområdet er på sit laveste niveau siden 1990, men her er tallene uklare. Under alle omstændigheder bliver der ikke investeret.

Gensyn med 1937
De seneste tal fra Tyskland er mildt sagt alarmerende. Den tyske eksport, der er afgørende for hele Europa (og ikke mindst for Danmark), faldt med hele fire procent i august. Det er det største fald i mere end fem år. ”Økonomien har brug for et mindre mirakel i september, hvis vi skal undgå en recession i tredje kvartal,” siger Carsten Brzeski, der er økonom hos den hollandske finans-gigant ING.

De manglende investeringer betyder, at arbejdsløsheden fortsat er tårnhøj. I euroområdet er den officielle arbejdsløshed på 11 procent (for unge er den dobbelt så høj). Det vil sige, at mere end hver tiende arbejder går ledig. Det er et kolossalt spild af produktivt og menneskeligt potentiale, som ikke skyldes hverken naturkatastrofer, dårlig høst, sygdom eller krig. Det skyldes et system, der ofrer menneskehedens store potentiale (og millioner af arbejderes helbred og velbefindende) på profittens alter.

Hvis profitterne fortsætter deres fald, vil det utvivlsomt indvarsle en ny recession. Hvis det sker, vil det falde sammen med, at den amerikanske centralbanks varslede renteforhøjelser træder i kraft. Kombinationen af disse to ting var netop det, der udløste den voldsomme krise i 1937. Dengang var politikerne begyndt at tale om, at 1930’ernes krise var forbi, men de blev overraskede af en ny, voldsom nedgang, der varede ved lige til Anden Verdenskrigs udbrud.

1937 er måske længe siden. Men det kan hurtigt vende tilbage.

Ingen efterspørgsel på kredit
Den europæiske centralbanks svar på den manglende vækst har været, at bankens direktør Mario Draghi har fremlagt en plan for at opkøbe en række lån til virksomheder – de såkaldte Asset Backed Securities – samt bankens egne obligationer for at skaffe kredit, som bankerne kan udlåne videre til den virkelige økonomi. Problemet er imidlertid, at bankerne slet ikke ønsker at låne disse penge. Og de ønsker slet ikke at låne pengene videre ud til virksomheder, der ikke tjener penge, og måske ikke kan betale dem tilbage. Og bankerne står over for en såkaldt ”stress-test”, hvor de skal kunne bevise, at de er solide og lever op til de skærpede krav til bankvirksomhed.

Dertil kommer, at der slet ikke er efterspørgsel efter kredit. De store virksomheder har enorme opsparinger, fordi de ikke investerer, og de har slet ikke behov for nye lån. De små virksomheder er til gengæld dybt forgældede og tjener ingen penge. Derfor ønske bankerne slet ikke at låne penge ud til dem. ECB’s problem er derfor, at de nok kan føre hesten til truget, men ikke tvinge den til at drikke.

Kapitalisterne er desperate efter igen at opnå en høj profitrate, der kan gøre det profitabelt for dem at investere. Det kan ikke lade sig gøre gennem hverken øget kredit eller et urealistisk ”forbrugsdrevet opsving”. Tilbage står de med én eneste mulighed; at presse arbejderklassens levestandard tilbage gennem et væld af såkaldte ”reformer” samt løntilbageholdenhed og -nedgang. De beder os med andre ord om at betale for, at de igen kan tjene milliarder. Et system, der opererer efter disse økonomiske love, er et system, der holder samfundet tilbage fra at indfri sit potentiale. Et sådant samfundssystem burde høre fortiden til.

Advertisements