Lever håbet om forandring i Bolivia?

marcha.la.paz

af Jeppe Krommes-Ravnsmed

Den 12. oktober er der valg i Bolivia. Evo Morales står til at blive genvalgt, men i hans fattige bagland er der utilfredshed over manglen på forandringer, der kan mærkes for alvor.

Før indianerlederen Tupac Katari i 1781 blev dræbt af spanierne på den centrale plads i La Paz, svor han, at han ville vende tilbage som en hær af millioner.

Opstandene i oktober 2003 blev startskuddet på en ny revolutionær proces i Bolivia. Den er blevet båret frem af millioner af fattige bolivianere, Tupac Kataris efterkommere: Jordløse bønder, minearbejdere, unge studerende, fabriksarbejdere og fattige småhandlende i byen. Alle dem, der i århundreder har været økonomisk, socialt og kulturelt marginaliserede i deres eget land.

Krigen om gassen

Bolivia er et land rigt på ressourcer, men landets befolkning var ved starten af det nye årtusinde klart Sydamerikas fattigste. Den Internationale Valutafond IMF havde siden 1985 givet lånepakker til det gældsplagede Bolivia. Men sammen med udviklingslånene fulgte neoliberale diktater, der krævede privatiseringer og lavere skatter for de multinationale selskaber. I stedet for udvikling blev op mod en million flere mennesker, ifølge landets officielle statistikker, presset ned i fattigdom.

Da man i slutningen af 1990’erne fandt Sydamerikas næststørste gasforekomster i Bolivia, håbede mange bolivianere, at det kunne hjælpe landet ud af fattigdommen. Landets politiske magthavere, der var under direkte pres fra IMF, besluttede imidlertid i 2003 at eksportere gassen til USA via Chile. Dette blev af befolkningen set som starten på en ny udplyndring af landet, og folk begyndte at gå på gaden og protestere. Det blev kendt som ”krigen om gassen”. Til sidst blev den daværende præsident, Gonzalo Sánchez de Lozada – også kendt som gringoen Goni – tvunget fra posten af en revolutionær opstand, efter han havde beordret soldater til at skyde på de demonstrerende menneskemængder. 73 døde og mere end 400 blev såret under denne opstand.

Billede fra højlandsbyen El Alto, under Gaskrigen i 2003

Gaskrigen i 2003. Billede af José Luis Quintana.

I kampen voksede en bevidsthed sig frem om, at for at sikre almindelige bolivianere en værdig fremtid, måtte man ændre radikalt på samfundet. Blandt kravene, der blev kendt som ”agenden fra oktober”, var en fuld nationalisering og industrialisering af naturressourcerne, en grundlovsgivende forsamling samt en jordreform, der gjorde op med godsejervældet.

Evo kom til magten

I juni 2005 måtte endnu en præsident forlade posten i utide, efter gaskrigen var blusset op på ny. I El Alto, epicentret for protesterne, forsamledes hundredetusinder i store cabildos (en slags massemøder) for at danne demokratiske folkeorganer der skulle agere motor for revolutionen. Den midlertidigt indsatte præsident, Eduardo Rodríguez, formåede dog at rede stormen på præsidentpaladset af, og i stedet blev der udskrevet nyvalg. Dette præsidentvalg blev af landets centrale fagforeninger afvist, da de så det som en afledningsmanøvre i den højspændte revolutionære situation. Lederen for kokabønderne, Evo Morales, og hans parti MAS-IPSP, der egentlig havde spillet en sekundær rolle i gaskrigen, hilste derimod det kommende præsidentvalg velkomment. Dette parti kom, med forholdsvis moderate krav, til at udfylde det tomrum, som COB, landets centrale fagforening, havde efterladt ved at stille sig på sidelinjen i valget. Evo blev båret frem af de sociale bevægelser til en stor og overraskende sejr i december 2005.

Bolivias sociale bevægelser tæller blandt andet faglige organisationer, bondeorganisationer, indianske organisationer, husmødre, småhandlende og lokale nabokomiteer.

 Revolutionære rystelser og reaktionære modtræk

MAS regeringen blev modtaget med sand entusiasme af landets arbejder- og bondemasser, som spillede hovedrollen i gaskrigen i 2003 og 2005. For første gang i historien havde de ”en af deres egne” ved magten.

I månederne efter valgsejren var borgerskabet i en tilstand af chok, men regeringens tøvende politik gjorde det muligt for dem at genvinde styrke til at gå i offensiven. Regeringen var afhængig af støtten fra de sociale bevægelser, men der var fra en start også en fløj inde i MAS, der ønskede at holde igen og søge forsoning med både højrefløjen og de udenlandske selskaber. Den interne splittelse kom til udtryk i en vaklende politik, der på mange områder både ønskede at tilgodese kravene fra de sociale bevægelser og det nationale oligarki.

Oligarkiet svarer igen

I den første mandatperiode havde MAS flertal i parlamentet, men i overhuset havde de ikke flertal. Det betød, at alle progressive love, som MAS kom med, blev blokeret, når de skulle vedtages i overhuset. Arbejdet i den grundlovgivende forsamling blev ligeledes spoleret og trukket i langdrag. Højrefløjen i MAS så dette som en anledning til at søge yderligere forsoning med den borgerlige opposition, men presset fra fagforeninger, bondeorganisationer og andre tvang regeringen til at gå fremad med de sociale reformer. Selvom nationaliseringen af naturgassen i 2006 kun var delvis, udfordrede den borgerskabets økonomiske magt, og borgerskabet var bange for, at regeringen ikke kunne modstå presset fra neden til at accelerere den revolutionære proces.

For oligarkiet (landets traditionelle elite af godsejere og kapitalister, red.) var det hele dets eksistens, der var på spil. De gav en klar besked: før vi mister kontrollen med landet smadrer vi det. Fra højrefløjens bastioner i det østlige Bolivia, der besidder stort set al produktiv landbrugsjord og store olie- og gasforekomster, opildnede den lille rige elite lokale bevægelser til kravet om autonomi. Godt hjulpet på vej af den fascistiske ungdomsorganisation Union Juvenil Crucenista, forsøgte man at udrydde al politisk modstand og bane vejen for en løsrivelse fra resten af Bolivia.

Den fascistiske gruppe, Union Juvenil Crucenista, blev brugt af Santa Cruz' borgerskab som et voldeligt værn mod de sociale bevægelser og regeringens støtter

Den fascistiske gruppe, Union Juvenil Crucenista, blev brugt af Santa Cruz’ borgerskab som et voldeligt værn mod de sociale bevægelser og regeringens støtter

På randen af borgerkrig

Da situationen var allermest tilspidset, i månederne maj-september 2008, var landet reelt på randen af en borgerkrig. Højrefløjens fascistiske bander havde påbegyndt en voldelig opstand i de østlige regioner, hvor de tog kontrollen over alle offentlige institutioner og gik fysisk til angreb på de sociale bevægelser i byerne.

Forandringsprocessens fortsatte eksistens blev kun reddet gennem en revolutionær opstand, hvor minearbejdere, bondeorganisationer og studerende marcherede mod Santa Cruz, mens den fattige befolkning i byen heroisk forsvarede sig mod angrebene fra fascisterne. I Pando-regionen blev fattige, demonstrerende bønder den 11. september 2008 udsat for en massakre, hvor mindst 18 døde og omkring 30 ”forsvandt”. De sociale bevægelser håbede dette havde klargjort behovet for et endeligt opgør med oligarkiet, men i stedet inviterede regeringen landets opposition til dialog.

Demonstration den 4.maj 2008 i Cochambamba, mod højrefløjens "autonomi" afstemning

Demonstration den 4.maj 2008 i Cochambamba, mod højrefløjens “autonomi” afstemning

”Dialog” med højrefløjen

Udkastet til ny grundlov blev nu sendt til forhandling i parlamentet, hvor højrefløjen fik lov til at luge ud i en række af de mest progressive love før den blev sendt til folkeafstemning. Den grundlov, som blev vedtaget med over to tredjedeles flertal i 2009, indeholdt stadig en række positive elementer, men den banede ikke vej for en større ekspropriering af de mange ”latifundios” (storgodsejere) i den østlige del af landet. I den amputerede grundlov, der kom til afstemning, var maksimumgrænsen for jordbesiddelse nemlig ikke længere gældende med tilbagevirkende kraft. Det betød, at de 59 millioner af landets 65 millioner hektar frugtbar landbrugsjord, der er i hænderne på nogle få hundrede rige familier, fortsat ikke kan indgå i en jordreform (Tal fra landets nationale jordreforminstitut, INRA, 2006).  I stedet må regeringen tillade ekspansion ind i naturparkerne og fældning af regnskov for at tilfredsstille kravet fra de sociale organisationer om tildeling af jord.

Et forvandlet parti

Efter de første fem år ved regeringsmagten forstod de bolivianske masser tydeligt, at den eneste mulighed for at sikre egentlige forandringer var at gøre regeringens mandat endnu stærkere. Ved valget i 2009 vandt MAS-IPSP med over 2/3 af stemmerne, i både parlament og senat. Dette sikrede regeringen muligheden for at vedtage love uden at blive blokeret af oppositionen. Altså var der mulighed for, at den revolutionære proces kunne speedes op, og kampen for socialisme kunne intensiveres.

Men det var ikke det samme parti, der genvandt magten i 2009, som havde vundet tilbage i 2005. Mange tidligere højrefløjspolitikere var pludselig at finde blandt rækken af ministre, mens de mest progressive personer inden for det tidligere regeringskabinet en efter en var blevet luget ud. Ud over de konstante forsøg på infiltreringer fra højrefløjen, så man også, til de sociale bevægelsers afsky, at dele af den fascistiske gruppe fra Santa Cruz, ”Union Juvenil Crucenista”, blev inviteret ind i partiet af nogle af bureaukraterne i MAS.

 

Klassesamarbejde

Vicepræsidenten, Alvaro Garcia Linera, skiftede nu ordlyden i forhold til regeringens politik. Før havde man præciseret, at man ”ville regere til gavn for det store flertal i Bolivia”, der har alt at vinde ved, at der bliver gennemført jordreform, nationaliseret naturressourcerne og at man beskytter miljøet samtidig. Men efter sejren i 2009 blev ordlyden ændret til, at man nu ”ville regere for alle bolivianerne”. I den førte politik kom det til udtryk i flere og flere alliancer med mindre højrefløjspartier, eksempelvis ved kommunalvalgene i 2010,

og med støtte til de store industriorganisationer og magtfulde sojabaroner i øst, der ikke havde gjort andet de første fem år end at sabotere regeringens arbejde og åbent støtte forsøget på at opsplitte landet.

 

På kollisionskurs med de sociale bevægelser

Drejningen i politikken førte hurtigt regeringen på kollision med sit sociale bagland. Landets arbejdere havde i de første år med Evo ved magten accepteret at vente med at få indfriet sine forventninger om bedre levevilkår, så længe kampen mod det reaktionære borgerskab var på sit højeste. Man havde ladet sig tilfredsstille med de forskellige sociale programmer, der gav økonomiske bonusser til forskellige befolkningsgrupper, så længe håbet om reel forandring stadig blev holdt i live. Men mellem 2010 og 2014 førte COB an i flere generalstrejker, for blandt andet højere lønninger, bedre pensionsvilkår, for en nationalisering af minerne og om opgør med det gamle neoliberale dekret 21060. Samtidig opstod der splittelser i nogle af de indianske organisationer, hvilket skete i kølvandet på en konflikt om anlæggelse af en vej igennem et indiansk territorie, kaldet TIPNIS.

Konflikten om TIPNIS har ført til splittelser i de indianske organisationer

Konflikten om TIPNIS har ført til splittelser i de indianske organisationer

Politisk kamp i MAS

I forbindelse med alle disse konflikter er det blevet mere tydeligt, at der kæmpes om to ideologiske strømninger inde i MAS. Den ene strømning ser partiet som et redskab for de sociale bevægelser og taler om antiimperialisme, forsvar for nationaliseringerne og latinamerikansk enhed. Den anden strømning ønsker at indgå pagter med oligarkiet og fastholde en stram kontrol over de sociale bevægelser, og blot benytte disse

til at holde en dæmper på den sociale utilfredshed. Det er den sidstnævnte strømning, der de seneste år har stået stærkest i den interne magtbalance, hvilket har ført til en vis desillusion hos den tilbageblevne venstrefløj i partiet. Landets faglige hovedorganisation, COB, følte også denne utilfredshed, og var i 2013 på vej til at danne deres eget arbejderparti for at konkurrere med MAS til valget. Denne taktik blev imidlertid droppet efter en intern kamp i COB, som med en ny ledelse har taget imod invitationen fra Evo om nu at ”træde ind i regeringen”, samt få opstillet folk på MAS’ lister ved valget.

COB - Bolivias LO

COB – Bolivias LO

Status for ”forandringsprocessen”

Den forandringsproces der startede med gaskrigen i 2003 og bragte Evo til magten, har utvivlsomt ændret det politiske landskab i Bolivia. Men spørgsmålet er i hvor høj grad folks liv og det bolivianske samfunds strukturer er blevet forandret.

Den delvise nationalisering af olie- og gasforekomsterne har mangedoblet statens indtægter. Landets BNP er som følge af dette tredoblet mellem 2005 og 2013, mens de offentlige investeringer i samme periode er vokset fra 629 til 3781 millioner dollars. Minimumslønningerne er i perioden vokset fra 440 til 1200 bolivianos (fra 63 til 173 dollars), men ifølge COB’s beregninger behøver en husholdning minimum 4000 bolivianos for at kunne betale de mest vitale udgifter. Samtidig vokser bankernes og de private firmaers profitter. Ifølge det bolivianske dagblad La Razón havde bankerne i 2011 30 gange højere indtægter end fem år tidligere, hvor Evo tiltrådte. Den økonomiske sabotage mod landet, blandt andet i form af store fald i de udenlandske investeringer, har medvirket til øget inflation.

Ingen investeringer i udvikling

Heller ikke det nationale borgerskabs ageren påviser en interesse i at udvikle landet, hvilket bl.a. afspejles i den lave vækst i produktiviteten, som mellem 1999 og 2005 var på blot 0,02 procent. Man udnytter den billige arbejdskraft, fremfor at investere i bedre maskiner. Alligevel har regeringen sat sin lid til, at oligarkiet og de multinationale selskaber vil hjælpe med til at industrialisere og udvikle landet, hvis blot man skaber de mest gunstige forhold for dem, og samtidig afkræver dem at agere som ”socios” (partnere) og ikke ”patrones” (ejere). Men hvis regeringen blot ønsker, at staten skal regulere og forvalte kapitalismen og dens overskud, så er det ikke kun virksomhedsejerne (los patrones) der skal disciplineres, men først og fremmest arbejderne. En af de ”socios”, man tillader eksistensen af, er det japanskejede mineselskab San Cristóbal i Potosí. Det tjener hvert år omtrent en milliard dollars, men efterlader kun en krumme på fire procent til staten, hvilket ikke engang rækker til at dække for oprydningen efter den forurening, de forårsager. Som Marcelo Quiroga Santa Cruz, (myrdet boliviansk socialist red.), sagde, så har borgerskabet ikke noget fædreland, men store lommer (til at putte folkets penge i).

Stadig store problemer

Regeringens politik på jordspørgsmålet er gået meget tilbage. Fra at tale om overtagelse af jorden og ekspropriation af godsejerne taler man nu om respekt for den private ejendomsret, så længe den opfylder en økonomisk social funktion (regeringen har tilmed tilbudt at slække eller fjerne dette krav i en kommende regeringsperiode). Samtidig har man vedtaget love der straffer jordbesættelser hårdt og tilladt brugen af GMO-afgrøder.

Men oligarkiet er på ingen måde i stand til at udvikle landbrugsjorden. Produktiviteten i Bolivias landbrugsjord er meget lavere end i dets nabolande, og på trods af regeringen har tilladt, at der fælles mere skov for at udvide landbrugsarealet, så er importen af fødevarer steget fire gange så meget som den nationale produktion. Det viser, at der er tale om en helt forkert landbrugspolitik, der som konsekvens også forårsager erosion og tab af biodiversitet.

Mange steder på landet har man nydt godt af nye infrastrukturprojekter, såsom bedre veje, nye skolebygninger og sundhedscentre. Men de sociale forhold for landbefolkningen er fortsat præget af enorm fattigdom og mangel på basale fornødenheder, såsom vand, kloakering og elektricitet.

Den økonomiske magt er uantastet

Forandringsprocessen har desværre også genereret et større statsligt bureaukrati, og mange opportunister går ind i MAS for at få stillet deres personlige appetit på karriere, da de først og fremmest ser partiet som et jobcenter. Hvilket er den traditionelle praksis i boliviansk politik. For at resumere situationen, kan man sige at ”forandringsprocessen” har bragt en repræsentant for de sociale bevægelser til regeringsmagten. Men den økonomiske magt er stadig i hænderne på det traditionelle oligarki. De ejer minerne, fabrikkerne, bankerne og stort set al landbrugsjorden. Den borgerlige stats strukturer er også intakte, på trods af den nye grundlov snakkede om, at staten og dens institutioner skulle være underlagt social kontrol fra bevægelserne. Regeringen forsøger at balancere mellem de modsatrettede klasseinteresser og tilbyde Evo-faktoren som garanti for social stabilitet i landet.

Valget og de videre perspektiver

Den 12. oktober skal bolivianerne stemme om præsident og vicepræsident, samt vælge folk til parlament og senat. Ifølge meningsmålingerne står Evo Morales til at kunne fortsætte på posten sammen med hans vicepræsident, og dermed blive den længst siddende præsident i Bolivia historie. Over for MAS opstiller fire oppositionspartier og koalitioner, hvoraf kun de to menes at have en chance for at få en betydelig andel af stemmerne ved valget. Den ene af disse koalitioner er ”Demokratisk Enhed” (UD), som ledes af cementkongen, Samuel Doria Medina, der var planlægningsminister i en af de neoliberale regeringer i 90’erne. Han har indgået en alliance med den reaktionære guvernør for Santa Cruz, Rúben Costas. Ud over denne alliance spås ”Bevægelsen Uden Frygt” (MSM) at kunne tiltrække stemmer. Dette centrumparti, der ledes af den tidligere borgmester for La Paz, Juan del Granado, indgik frem til 2009 i alliance med MAS, men vil i en evt. anden valgrunde gå sammen med den neoliberale opposition.

Til valg på klassesamarbejde

MAS går til valg på et program, der sigter mod at fortsætte den nuværende politik, hvor en del til af statens indtægter kommer til gavn for den fattige befolkning, i form af økonomiske bonusser og infrastrukturprojekter. Men der er samtidig tale om et program, der, til forskel fra de tidligere år, i højere grad er tilpasset de private firmaers og godsejernes interesser. MAS taler nu åbent om behov for klassesamarbejde for at udvikle landet. MAS’ kandidatlister er en afspejling af denne strategi. På den ene side har man adskillige fagforeningsledere fra COB, minearbejderne og lærerstanden, samt ledere fra nabokomiteerne (FEJUVE), til at repræsentere MAS i byerne. Og på landet har bondeorganisationerne fået flere repræsentanter på listerne. Men side om side med repræsentanter fra de sociale organisationer, er der blevet plads til tidligere højrefløjspolitikere og repræsentanter fra borgerskabet. I Tarija er MAS’s første kandidat til senator Milciades Peñaloza, virksomhedsejeren af en stor planteoliefabrik, hvor arbejderne de seneste år har strejket imod fyringer af de fagligt aktive. I Chuquisaca er første kandidat til senator Milton Barón, lederen af den såkaldte civilkomite i Sucre, der førte an i sabotagen mod den grundlovsgivende forsamling i 2006-2007. I Santa Cruz er en af MAS’ kandidater Carlos Subirana, der var justitsminister under den tidligere diktator Hugo Banzers regering i 90’erne, og nu er ejer af en af oppositionens aviser. Samtidig er de landløse bønders repræsentanter i Santa Cruz blevet erstattet af kendte godsejere.

Tilbage til ”agendaen fra oktober”

Disse infiltreringer vækker skuffelse, men de sociale og faglige organisationer ser stadig regeringen som værende deres, og har valgt at bakke op om MAS for at forhindre en tilbagevenden til den tidligere højrefløj. Men som FSTMB (Bolivias minearbejderforbund) allerede skrev i deres politiske dokument fra 2011, så befinder den reaktionære opposition sig nu også inde i ministerkabinettet. Et forvar for forandringsprocessen opnås derfor ikke ved blot at sikre MAS tilstrækkeligt stort flertal i parlament og senat.

Edwin Arce - national leder for bevægelsen af landløse bønder i Bolivia, MST-B.  Organisationen kæmper for en radikal jordreform, der gør op med godsejervældet.

Edwin Arce – national leder for bevægelsen af landløse bønder i Bolivia, MST-B. Organisationen kæmper for en radikal jordreform, der gør op med godsejervældet.

Da jeg for et par år siden interviewede Edwin Arce, som er national leder for bevægelsen af landløse bønder i Bolivia (MST-B), sagde han i relation til dette:

”at de 65 procents flertal i parlamentet ikke kommer os til gode, hvis ikke der bliver lyttet til os græsrødderne i de sociale bevægelser. Og at det er nødvendigt at få sporet denne forandringsproces tilbage på rette spor inden det er for sent”.

For at muliggøre dette perspektiv er det ikke tilstrækkeligt, at COB og de andre sociale og faglige organisationer får nogle repræsentanter valgt ind i parlamentet. For som Marcelo Quiroga Santa Cruz sagde i hans sidste interview, inden han blev myrdet i 1980:

”Det som interesserer os er ikke at få valgt vores ledere ind i regeringen og skaffe offentlige stillinger til vores medlemmer, men derimod at sikre arbejderklassen og dens allierede den politiske magt. ”

 For at sikre dette må COB og de sociale bevægelser organisere en venstrefløj, der går til kamp mod klassesamarbejdet og får smidt alle karrieremagerne ud. De må kæmpe for en tilbagevenden til ’Agendaen fra oktober 2003’. Dvs. fuld nationalisering og industrialisering af naturressourcerne, samt ekspropriering af bankerne og de store fødevarevirksomheder. For en gennemgribende jordreform, der eksproprierer godsejervældet og sikrer kollektivt ejerskab over jorden, der må udvikles mere produktivt, uden at efterlade den gold og forurenet som tilfældet er nu.

Men denne forandringsproces har samtidig lært os, at det ikke er tilstrækkeligt at landets rigdomme kommer på statens hænder. Staten må samtidig komme på arbejdernes, bøndernes og den fattige befolknings hænder. Kun sådan kan vi undgå korruption og afsporing af processen indefra.

*Jeppe Krommes-Ravnsmed var bosiddende i Bolivia fra 2006-2011

 

 

 

Advertisements