OK-2015: en gyser

Skærmbillede 2014-10-06 kl. 16.55.15

Billede: Pressefoto FOA

Af Lasse Bertelsen

Faglig kommentar: Der er brug for sammenhold – også mellem mellem ansatte i det offentlige og private – hvis vi skal undgå at blive kørt over af Corydon og Ziegler. De kommende overenskomstforhandlinger på det offentlige område tegner til at kunne blive en ren gyser.

I lyset af slagtningen af lærernes arbejdsforhold ved overenskomstforhandlingerne i 2013 er der med god grund stor bekymring på de offentlige arbejdspladser for, hvad der er i vente ved OK15. De kommunale fagforbund er gået sammen med de fagforbund, der organiserer arbejderne i sundhedssektoren. Dermed er størstedelen af de offentligt ansatte arbejdere gået sammen i et forhandlingskollektiv for at stå stærkere over for mulige nedskæringsdiktater. Det er altså forsvar for de tilkæmpede rettigheder, der er på dagsordenen.

Flere forskellige forbund har gjort klart, at det er nødvendigt med sympati fra de andre fagforbund, hvis én faggruppe udpeges til slagtning af lærernes bødler, finansminister Bjarne Corydon og Michael Ziegler fra Kommunernes Landsforening (KL). Dette er helt korrekt. Hvis man følger taktikken (eller manglen på samme) fra OK13, vil de offentlige områder ét for ét kunne forringes. Under lærerkonflikten var det først meget sent, at nogle forbund, heriblandt FOA, kom ud og erklærede, at de var parate til sympatikonflikt, men af en eller anden grund blev det afvist af formanden for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen.

Dette er man heldigvis nu nået frem til, var en stor fejl. Men selv om det er positivt, er det stadig en stor svaghed op til de offentlige ansattes overenskomstforhandlinger. Som bekendt kunne KL efter konflikten berette, at de havde sparet millioner under konflikten, da de ikke skulle betale lærerne løn. Altså kan arbejdsgiverne lockoute en faggruppe, hvorved at arbejdsgiverne sparer en masse penge. Det er en win-win situation – for dem altså.

Dette gør de offentligt ansatte meget svage. På det private arbejdsmarked er situationen en anden. Her vil strejke eller lockout også betyde, at arbejdsgiverne sparer en masse lønkroner, men det vil samtidig betyde at der ikke bliver produceret noget. Altså vil virksomhedsejerne/arbejdsgiverne miste hundredvis af millioner for hver dag, der er konflikt. Det gør det til en mere lige kamp.

Arbejderne må ernære sig gennem deres strejkekasser, og arbejdsgiverne kan holde ud, så længe deres overskud ikke falder alt for meget. Men hvis nogle kan huske konflikten i 1998, så gik der ikke mere en 10 dage før at arbejdsgiverne begyndte at blive desperate og kræve indgreb. Det er et stort problem, at de offentlige og private overenskomster er blevet splittet op, da de offentligt ansatte står i en lang svage- re position. Dette kunne der rådes bod på ved, at LO erklærede, at hvis én gruppe arbejdere på det offentlige område rammes, så vil fagforbundene fra de privatansatte arbejdere også gå i sympatikonflikt. Dette vil ændre styrkeforholdet dramatisk.

Er der noget, arbejdsgivere og regeringer er bange for, så er det strejker i industri, transport, byggeri og service. Hvis LO var kommet lærerne til hjælp i 2013 ved at kalde til sympatikonflikt, indtil der kom reelle forhandlinger på området, så ville KL-Ziegler og Corydons smil være stivnet, og de ville med rystende hænder indstille lockouten.

Det eneste lille problem er, at ledelsen for LO på ingen måde har tænkt sig at gøre det. Og at de offentlige forbund tilsyneladende heller ikke har planer om at trække fagbevægelsen fra det private område med. Dermed går de offentligt ansatte arbejdere hårde tider i møde. Derfor bør aktive tillidsfolk fra både det offentlige og private om- råde sammen stille krav om, at hele fagbevægelsen er parat til at gå til kamp, hvis én faggruppe igen skal trynes af arbejdsgiverne. Derudover kommer hele kampen mod de stadige forringelser i kommuner og regioner og stat, som ikke har noget med overenskomsterne at gøre, men som forringer arbejdsforholdene i uhørt grad.

Dermed er de offentlige fagforbund, med støtte fra resten af fagbevægelsen, nødt til at kæmpe en politisk kamp for bedre velfærd, hvis de offentligt ansatte arbejdere skal have ordentlige arbejdsforhold.

Advertisements