41 år siden kuppet i Chile – den bedste hyldest til Allende er at kæmpe for et socialistisk Latinamerika

Tekst og fotos af Jeppe Krommes-Ravnsmed

Den 11. september var det 41 år siden militærkuppet i Chile. Ledt an af Pinochet, blev den folkevalgte regering væltet, pga. den havde udfordret borgerskabets og imperialismens magt i landet. Tusinder blev dræbt og tortureret af højrefløjens militær, mens flere hundredetusinder var tvunget til at flygte ud af landet. En del af de chilenere der kom til Danmark efter kuppet, er i dag organiseret i Salvador Allende Gruppen.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Traditionen tro afholdt gruppen en markering af årsdagen for kuppet på den røde plads på Nørrebro, der i folkemunde også er kendt som Salvador Allende pladsen, pga. der bl.a. er et flot vægmaleri af den afdøde chilenske præsident.

Til årets manifestation holdt Waldo Salomon en tale for de godt 30 fremmødte mennesker. Heri skitserede han de vigtigste sociale og økonomiske sejre der blev opnået under folkeenhedsregeringen (jordreformer, nationalisering af kobberressourcerne, sociale programmer der forbedrede sundheds- og uddannelsessystemet med videre.), samt hvorledes udviklingen forløb under diktaturet og frem til i dag. Waldo forklarede hvorledes diktaturets neoliberale politikker er blevet videreført efter tilbagevenden til demokrati. Partierne fra koalitionerne ”concertación” (centrum-venstre) og ”allianza” (højre) lavede nemlig pagter om ikke at pille ved diktaturets sociale og økonomiske arv.

Retten til sundhed forsvandt og blev i stedet en lukrativ forretning. Udbytningen af arbejderne er steget i takt med, at de nationale og udenlandske selskabers profitter er vokset til skyerne. Polariseringen i samfundet er stigende.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

De seneste år er der dog sket en venstredrejning i Latinamerika. De nye vinde har også blæst over Chile. Der er endnu ikke kommet en socialistisk regering, der tør udfordre oligarkiets magt, men de sociale og faglige bevægelser går i stigende grad på gaden for at kræve radikale forandringer af samfundet.  Bl.a. har der været strejker og demonstrationer for en gennationalisering af kobberet og en ny grundlov, i stedet for den eksisterende, der blev lavet under diktaturet.

Som Waldo afsluttede sin tale med at sige, “så handler denne 11. september ikke om at glorificere fortiden. Vi må forholde os kritisk til erfaringerne for at kunne skabe en bedre fremtid. Den bedste hyldest, til Salvador Allende og alle de andre der faldt i kampen, er hvis vi på ny fremsætter de idealer der blev kæmpet for den gang, nemlig frihed og lighed for alle i samfundet”  

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Advertisements