Nej til endnu en militær intervention i Nordirak!

Af Socialistens redaktion

Foto: Elvert Barnes

Foto: Elvert Barnes / Flickr / Creative Commons

Onsdag den 20. august valgte et enigt folketing at blåstemple våbenforsendinger til de kurdiske og irakiske tropper som lige nu kæmper imod Islamisk Stat (IS). Dette skete efter længere tids kampe i det nordlige Irak, hvor Islamisk Stat bl.a. har erobret millionbyen Mosul og nu er stødt på de kurdiske militser i området nær Sinjar-bjerget, tæt på grænsen til Tyrkiet.

Helle Thorning-Schmidt havde først understreget at der blot ville være tale om en ”humanitær” indsats fra dansk side, men i løbet af mindre end en uge vendte hun 180-grader og sagde nu, at der også skulle sendes våben til både den kurdiske regering under ledelse af Masoud Barzani og den irakiske centralregering.

Imperialismens kaos
Fra et socialistisk synspunkt, er det afgørende ikke at blive vildledt af den massive propaganda som fremføres i de vestlige medier for at legitimere, hvad der reelt set er en ny imperialistisk intervention. Vi er helt enige i at Islamisk Stat er ved at indføre et forfærdeligt rædselsregime i de områder de har erobret. Men hvordan kunne de overhovedet vinde fremgang?

Ifølge bladet The Economist startede IS med en hær på imellem 5-8.000 soldater. I Syrien kæmpede de i mod Assad og fik derfor frit lejde fra den tyrkiske regering til at rende ind og ud over grænsen imellem de to lande. Enorme pengesummer er kommet fra rigmænd i Saudi-Arabien, Qatar, Kuwait og de Forenede Arabiske Emirater. Allesammen lande som er USA’s tætte allierede!

Situationen i Irak er i virkeligheden et produkt af det enorme kaos som krigen i 2003 efterlod sig. Den nye amerikanske marionet-regering under ledelse af Nouri Al-Maliki har ført en sekterisk og opsplittende politik, hvor al magt er blevet koncentreret omkring landets Shia-muslimer. Sunni-muslimerne er derimod blevet isoleret, diskrimineret og forfulgt. Det er netop derfor IS har kunnet vinde en vis opbakning blandt Sunni-muslimer og andre stammefolk, som er imod den amerikanske marionet-regering.

Præcis som i Libyen, hvor vestens bombardementer har splittet og ødelagt landet, har krigen i Irak kun ført til en eksplosion af etniske og religiøse konflikter og til mere død og rædsel. At sætte sin lid til at USA, som er roden til hele problemet, fører absolut intet progressivt med sig.

Beslutningen i folketinget – et carte blanche til imperialismen
På overfladen kan det se rigtig og humanistisk ud, at støtte de kæmpende kurdere med vestlige våbenforsendinger. Mange socialister, heriblandt medlemmer af Enhedslisten, har fremhævet at det er det venstreorienterede PKK som er med til at kæmpe imod IS og at man bør støtte dem. Problemet er, at den konkrete våbenforsendinger slet ikke giver nogen garantier for det.

Lad os kort opsummere det konkrete beslutningsforslag som blev vedtaget i folketinget:

  • Danmark indgår i en USA-ledet koalition, hvor alle våbenleverancer sker i tillid til USA. Det er USA, den kurdiske regering og den irakiske central-regering som kontrollerer dem.
  • Danmark ved ikke hvem der konkret får våbnene. Der er ingen garantier for at PKK får leveret våben.
  • Danmark kan lave mindre (“ikke-væsentlige”) udvidelser af opgaven, hvilket kan ske i udvalget og altså uden en ny forelæggelse i Folketinget. Det er dog præciseret, at fx indsats fra kampfly er en “væsentlig udvidelse”.

Det er vigtigt at forstå, at kurderne ikke er en fuldstændig homogen gruppe. Den kurdiske frihedskamp er et helt særligt spørgsmål, som vi vil behandle i kommende artikler, men det er nok at sige, at det venstreorienterede PKK (arbejderpartiet) ofte er blevet undertrykt af den siddende kurdiske præsident Masoud Barzani, som har ført en meget pro-vestlig linje og samarbejdet med den tyrkiske regering.

Det er således også sigende, at man i Danmark har forbudt den kurdiske TV-kanal ROJ-TV og tilsluttet sig definitionen af PKK som ”terrorister”. Nu skifter USA pludselig side og Danmark hopper med! De kurdiske PKK-terrorister er pludselig blevet helte i vestens øjne. Man kan kun gætte sig til, hvad der vil ske, hvis kurderne i morgen vender de amerikanske våben imod den tyrkiske undertrykkelse af deres rettigheder…

For en uafhængig klasselinje
At stemme for den konkrete våbenforsending er ikke vejen frem. Det betyder i realiteten at man binder sin tillid til USA, og hvem siger at denne intervention ikke kan udvides? Lad os huske på, at krigen i Libyen også blev solgt som et midlertidigt ”flyveforbud”, som blot skulle hindre et ”folkemord” i Benghazi. Men ”flyveforbud” viste sig bare at være første skridt til en regulær krig med landtropper og udplyndring af landet, flygtningestrømme og ufattelige dødstal.

Spørgsmålet er ikke om IS skal bekæmpes, det skal de. Spørgsmålet er hvilken betydning dansk militærindgriben har i området. Hvem er det man levere våben til? Er det den kurdiske præsident/diktator Barzani fra højrefløjen? Barzani, der flere gange har sendt sit militær ind og skyde mod demonstranter i Kurdistan? Og har fængslet fagforeningsfolk og venstrefløj i irakisk Kurdistan? Som er meget tæt allieret med Israel og Erdogan i Tyrkiet. Som har aflyst demokratiske valg. For hvis man støtter ham og hans folk, så får det jo også en konsekvens af at styrke højrefløjen i Kurdistan.

Den bedste støtte venstrefløjen i Danmark kunne kæmpe for, var en fjernelse af PKK fra terrorlisterne, tilbagelevering og erstatning for de penge kurdiske organisationer i Danmark har indsamlet og som politiet har beslaglagt, et stop for politiets forfølgelse af kurdiske organisationer i Danmark, ny sendetilladelse og erstatning til ROJ-TV og en genopretning af den politiske repræsentation PKK tidligere havde i Danmark (en slags ambassade). Vi har strategiske og politiske uenigheder med PKK, men i kampen mod den tyrkiske stat støtter vi fuldstændig deres ret til at eksistere som politisk parti på lige fod med andre. Ved at legalisere den kurdiske venstrefløj, ville det være muligt for den danske arbejderbevægelse at sende direkte støtte til socialister og deres militser i Kurdistan.

I sidste ende er det umuligt at skabe varig fred og sameksistens i Mellemøsten under imperialismens herredømme. Det nuværende kaos er et produkt af kapitalismens modsætninger. Der findes ingen “realistiske” løsninger på kapitalistisk basis. Kun et frit Kurdistan i en socialistisk føderation i Mellemøsten kan løse problemerne. Det er det eneste varige svar.

Advertisements