Nej til uranudvinding – For en socialistisk løsning på Grønlands problemer!

Af Niklas Zenius Jespersen og Frederik Ohsten

Upernavik_first_day_in_class_2007-08-14_2På Nordisk Råds møde i slutningen af oktober bemærkede formanden for Grønlands selvstyre Aleqa Hammond, at Grønland kunne opnå selvstændighed på grundlag af indtægterne fra den uran, der findes i landets undergrund. Bemærkningen vakte opsigt, fordi selvstyret netop havde vedtaget at droppe den såkaldte nultolerance over for uranudvinding. Beslutningen var blevet taget med én stemmes flertal efter voldsom politisk tumult. Blandt andet var den regerende koalition blevet splittet, og gaderne i Nuuk havde set de største demonstrationer siden begyndelsen af 1980’erne (dengang var demonstrationerne faktisk også en protest mod planer om uranudvinding).

Størstedelen af Grønlands befolkning håber, at landets rigdom på råstoffer kan forbedre landets økonomi og løfte den ringe levestandard op til et acceptabelt niveau. Men der er store økonomiske og politiske kræfter på spil i det minefelt, som Grønland bevæger sig ind i.

Den radioaktive sø

Nær den sydgrønlandske by Narsaq ligger Kvanefjeld, som er berømt for muligvis at være det bjerg i verden, der er rigest på de såkaldte sjældne jordarter. Disse mineraler bruges i produktionen af højteknologi, blandt andet mobiltelefoner. Kvanefjeld indeholder desuden store forekomster uran, som er radioaktivt og bruges i atomkraftværker. Men udvinding af både uran og sjældne jordarter tegner til at blive en endog meget beskidt affære.

I en artikel i avisen Ingeniøren forklarede kemiingeniør Gert Asmund, der er seniorforsker ved Aarhus Universitets Institut for Bioscience, Arktisk Miljø for nylig, at halvdelen af uranen fra multiminen i Kvanefjeld ikke kan udvindes. Det bliver i stedet deponeret i en nærliggende sø. Disse såkaldte tailings, der er rige på både uran, fluorin og tungmetaller vil kunne udgøre en sundhedsrisiko for både mennesker og dyreliv. Geus, Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser, har tidligere skønnet omfanget af tailings fra en Kvanefjeldsmine til 56 millioner ton. Det vil fylde tre gange så meget som Råbjerg Mile, hvis det deponeres i en lagtykkelse på ti meter. Der vil med andre ord være tale om en sø med 56 millioner ton radioaktivt affald og en åbenlys risiko for, at der bliver afgivet radon til luften samt at der kan slippe stoffer som uran og bly ud i naturen.

Det er det australske mineselskab Greenland Minerals & Energy, der står for Kvanefjeldsminen. Indtil for ganske nylig havde de formanden for Grønlands parlament, Lars Emil Johansen, på deres lønningsliste. De ønsker at udvinde sjældne jordartsmetaller, uran og zink fra minen. Indtil oktober havde minedriften været blokeret af nultolerancen over for uranudvinding (herunder som biprodukt i anden mineproduktion), men nu er dén forhindring ryddet af vejen. Forventningerne er nu, at reel minedrift kan begynde i 2017 eller 2018.

Den spæde minedrift i Grønland har givet lidt penge og nogle vigtige arbejdspladser, hvilket er vigtigt i en periode med tilbagegang i fiskeriet. Ved Maniitsoq har det statsejede svenske firma LKAB’s datterselskab Seqi Olivine indtil for nylig drevet en mine, der bryder olivin, der bruges til stålfremstilling. Takket være blandt andet denne mine faldt arbejdsløsheden i byen fra 2004 til 2007 fra 18 til seks procent. Det er ikke svært at forstå, at grønlænderne håber på mere minedrift i fremtiden.

Sjældne jordarter

I årevis har Kina siddet tungt på produktionen af sjældne jordarter. Landet sidder på 85 procent af verdens samlede marked på dette felt. Man regner med, at Grønland kan opnå en andel på 20 til 25 procent af verdens sjældne jordarter. Det vil betyde tusindvis af arbejdspladser, men det kan også betyde massiv forurening, hvis man ikke er meget varsom. En af grundene til Kinas succes på dette felt er netop, at Kinas regime har ladet hånt om alle miljøhensyn. Millioner af mennesker er blevet tvangsflyttet, og kæmpemæssige landområder, søer og vandløb er så forurenede, at alt liv er borte. Cancer-forekomsten er eksploderet. Når men regner med, at Grønland kan blive verdens femtestørste uranproducent, er det altså ikke lutter lyserødt.

Uran-debatten i Grønland har vakt stor furore, hvilket også har rystet selvstyrets regerende koalition. Det socialdemokratiske Siumut, der vandt 43 procent af stemmerne i 2012 på grundlag af løfter om royalties fra råstof-selskaberne og ophævelse af uran-nultolerancen har været i koalition med det borgerlige Atasut og det venstre-nationalistiske Partii Inuit. Forud for den afgørende afstemning i parlamentet Inatsisartut meddelte Partii Inuit, at de – ligesom det store venstrefløjsparti Inuit Ataqatigiit (IA) – ville stemme imod ophævelse af nultolerancen. Herefter blev de promte sparket ud af regeringskoalitionen. Ved selve afstemningen nogle timer senere gjorde visse Siumut-medlemmer oprør og stemte imod ophævelsen. Blandt andre den tidligere landsstyreformand Hans Enoksen, som efterfølgende er gået i gang med at stifte et nyt parti. Udenfor var der hundredvis af demonstranter.

Minedrift – hvordan og for hvis skyld?

Mens diskussionen om uran har været dominerende, er det langtfra det eneste råstof, der er planer for. Selv hvis man opretholdt forbuddet mod enhver form for uranudvinding er der stadig mange steder, man vil kunne udvinde eksempelvis guld, zink, bly, diamanter, rubiner og kryolit. Desuden er der store mængder olie ud for Grønlands kyster.

Den nuværende råstofspolitik indeholder store farer og meget lidt håb for Grønlands fremtid. Ud over miljøproblemer er det største problem udliciteringen af udvindingsrettighederne til udenlandske virksomheder. Her er særligt det kinesiske selskab London Mining i spil. Udliciteringerne vil betyde at store dele af profitten på Grønlands naturressourcer vil blive flyttet ud af landet og ned i lommerne på nogle få rigmænd. Oprindeligt havde IA, der skulle forestille at ligge længst til venstre, lovet udenlandske virksomheder, at de først skulle betale skat den dag, de begyndte at få overskud i Grønland. Reelt betød det, at råstoffer næsten gratis blev foræret væk. Især når man tænker på, hvordan multinationale selskaber er eksperter i at flytte penge rundt for at undgå at betale skat. Eksempelvis har Coca Cola i årevis påstået at de intet overskud har i Danmark ved at flytte pengene til deres virksomheder i skattely-lande.

Siumuts valgsejr betød her et vigtigt skridt til venstre. Udenlandske virksomheder skal nu betale skat fra dag ét. Men dette er kun en begrænset trøst, da en stor del af indtjeningen på råstofferne stadig vil forsvinde ud af landet.

Underbetalt kinesisk arbejdskraft

Ikke nok med, at næsten halvdelen af overskuddet flyttes ud af landet, så planlægger London Mining at importere underbetalt kinesisk arbejdskraft til at anlægge deres mine. Dette betyder, at Grønland får en endnu mindre del af omsætningen, da lønningerne reelt også flyttes ud af landet i stedet for at komme den fattige grønlandske befolkning til hjælp. Ydermere er det grotesk i lyset af Grønlands enorme arbejdsløshed og lave uddannelsesniveau. Her ville det være et stort fremskridt, hvis der blev uddannet og ansat lokal grønlandsk arbejdskraft. Det er klart, at Grønland med sin lille befolkning ikke kan skaffe alle de tusindvis af arbejdere, det kræver at anlægge de store miner. Men det må kræves, at så mange som muligt skaffes og uddannes fra Grønland.

Ligeledes må det kræves, at fagforeningen SIK, det grønlandske LO, sikres kontrol over hvem der får arbejdstilladelser på Grønland for at kunne sikre at arbejds- og lønforhold ikke bliver undermineret. Samtidig må det sikres, at importeret arbejdskraft bliver integreret så meget som muligt i lokalsamfundet. Lige nu er planen, at de kinesiske arbejdere skal holdes i deres egen by adskilt fra de lokale, noget som Kina også plejer at gøre, når de driver projekter i udlandet. Dette er særligt et problem, da det betyder, at de kinesiske arbejderes forbrug bliver brugt i kinesiske forretninger og ikke skaber indtægt i de lokale grønlandske forretninger. Derved kommer en endnu større del af indtægterne fra anlægningen af minerne til at flyve ud af landet i stedet for at bidrage til Grønlands skrøbelige økonomi.

Gift

Også miljøet vil lide under den private kontrol med ressourcerne. For private virksomheder kommer profithensynet før hensynet til mennesker og miljø. Det så vi med planerne for uranudvinding, men selv hvis forbuddet her blev opretholdt er alt ikke fryd og gammen. Grønland har tidligere haft flere miner med åben minedrift og nogle af de nye miner vil muligvis blive åbne minebrud, en mineform som i Latinamerika og Afrika har haft katastrofale konsekvenser for miljøet i form af luftforurening, skabelse af kunstige forurenede søer og fjernelse af nærmest hele bjerge. Også ikke-radioaktivt affald kan gøre stor skade på den sårbare grønlandske natur, hvis det ikke deponeres korrekt. Under selve udvindingen bruges der i flere tilfælde giftige stoffer som cyanid til at frigøre de råstoffer, man ønsker at få fat i. Brugen af cyanid indeholder fare for forurening af havet og det lokale dyre- og planteliv, hvis det ikke håndteres varsomt og korrekt.

For øjeblikket undersøges det også om der er grundlag for at opstarte diamantminer i Sydgrønland. Her vil en stor miljøfare være de enorme mængde af stenaffald der produceres som spildprodukt. Seks gram diamanter pr. 100 ton malm anses normalt som en stor forekomst. Resten er blot affald, der forstøvet kan forurene vand og plante- og dyreliv samt være til fare for arbejdere og eventuel lokalbefolkning. En miljøbelastning ved megen minedrift er desuden den store mængde vand, der bruges til at rense malmen fri for de ønskede grundstoffer.

Det er altså tydeligt, at minedriften rummer store farer for miljøet, hvis det ikke håndteres forsvarligt. Her er erfaringen fra andre lande desværre, at store virksomheder sjældent bekymrer sig meget om miljøet med mindre de tvinges til det af staten og arbejderbevægelsen, og selv da er det ingen garanti, så længe produktionen er under privat kontrol.

Hvilket selvstyre?

I 2009 fik Grønland officielt selvstyre. Det kommer efter århundreder med dansk dominans, der startede med Hans Egedes landgang på et forblæst klippeskær i 1721. Grønland er stadig underlagt den danske stat på en række vigtige områder som forsvar, justitsvæsen og udenrigspolitik (om end Grønland ikke er medlem af EU). Blandt andet kan Grønland ikke frit eksportere radioaktivt materiale uden dansk godkendelse – og en sådan er ikke givet endnu.

Grønlands selvstyre afsatte ved finansloven for 2014 penge af til landets første diplomatiske repræsentant. Det må ikke hedde noget med “diplomati” og den slags, fordi det er Danmark, der har overhøjheden på udenrigspolitikken, men reelt er der tale om, at Grønland forsøger at lave sit eget – om end spæde – diplomati. Diskussionen – der stadig er i gang – går på, om repræsentanten skal sendes til USA eller til Kina. Denne kendsgerning afspejler, at Grønland måske nok er ved at løsne båndene til Danmark, men samtidig er der andre og større magter, der udfylder den ledige plads. I en verden, hvor det er imperialismen, der regerer, begrænser Grønlands selvstændighed sig i høj grad til at bestemme, hvilken magt, de vil underlægge sig.

USA ville købe Grønland

Under Anden Verdenskrig havde USA besat Grønland for at sikre adgang til kryolit (til aluminiumsproduktion) og for at sikre sig Grønlands strategiske beliggenhed. Efter krigens slutning fremsatte den amerikanske udenrigsminister James F. Byrnes faktisk et tilbud om, at USA kunne købe Grønland af Danmark for at øge sin magt i Nordatlanten. Så vidt kom det dog ikke, men USA fik ret til frit og tidsubegrænset at opretholde baser i Grønland og til at tvangsforflytte den oprindelige befolkning i Thule. Til dato har USA Thulebasen, som sikrer det amerikanske militær en vigtig placering i kampen om Arktis. Desuden er Thuleradaren en vigtig del i det amerikanske missilskjold, som også omfatter radarstationer i Alaska, England, Tjekkiet og Polen. Grønland har forsøgt at afkræve amerikanerne betaling for, at deres land skal bruges til disse militære formål, men det har USA blankt afvist. Danmark har ikke skubbet på for at hjælpe grønlænderne i denne sag.

Ironisk nok blev netop det amerikanske missilskjold genstand for russisk hån for nylig. Netop Rusland og USA strides i stigende grad om herredømmet i Arktis, og da Rusland for nylig præsenterede sine nye, atombærende interkontinentale ballistiske missiler, skete det med en generals bemærkning om, at de “uden problemer” vil kunne trænge igennem det amerikanske missilskjold. Hvis man ikke vidste bedre, kunne man tro, at kalenderen sagde 1963 og ikke 2013. Men tag ikke fejl – stormagternes rivalisering i denne region er absolut ikke aftagende, tværtimod.

Kold krig i Arktis

I det ansete amerikanske udenrigspolitiske magasin Foreign Policy beklagede Admiral James Stavridis fra US Navy sig for nylig over, at USA ikke har oprustet tilstrækkeligt i det arktiske område. Han påpegede, at den amerikanske kystvagt kun råder over to isbrydere, og at de ikke er i god stand. I samme sætning påpeger han, at Rusland råder over massevis af isbrydere – hvoraf mange er atomdrevne, hvilket giver en stor fordel. Admiralen råder den amerikanske regering til drastisk at optrappe den amerikanske flådes tilstedeværelse i Arktis, især for at modgå Rusland og i mindre grad Kina.

Arktis har indtaget en mere central rolle i stormagternes rivalisering i de senere år. Det skyldes ikke mindst, at isen smelter, hvilket giver plads til skibstrafik nord om Rusland og dermed åbner en ny og væsentlig kortere søvej mellem Europa og Asien end den nuværende rute via Suezkanalen. Dertil kommer naturligvis de store forekomster af olie og gas, stormagterne håber at kunne udvinde. Det skaber nye stridigheder om grænsedragninger. Førhen har stormagterne ikke skænket det mange tanker, da det alligevel var så ufremkommeligt – men det er hastigt ved at ændre sig. Magtkampene viser også at stormagterne går mere op i deres militære og økonomiske interesser i Arktis i tilfælde af at isen smelter, end at de er interesserede i at stoppe den globale opvarmning og forhindre at isen smelter.

Ruslands militære oprustning i Arktis i de senere år er uden sidestykke, og landet er nu klart den stærkeste militære spiller i Arktis. Det blev understreget af den lidt bizarre opvisningsøvelse, da en russisk ubåd førte den olympiske ild under nordpolen (inden ilden senere blev taget med på tur i rummet). Den russiske panserkrydser Peter den Store gennemførte tidligere i år en rejse fra Severomorsk nær Finland og 3000 kilometer mod øst til øen Koletnij, hvortil skibet sammen med sit følge af fire atom-isbrydere medbragte materiale til genopbygning og genåbning af en gammel, sovjetisk flådebase, som har været lukket siden 1993.

Det amerikanske militære establishment så til med frygt, da Rusland i 2012 gennemførte en storstilet flådeøvelse i Arktis med deltagelse af over 7000 mand og 20 flådeenheder. Under øvelsen gennemførte flåden Ruslands første amfibielandgang i Arktis. I 2013 afholdt Rusland sin største militære øvelse siden Sovjetunionens kollaps. Over 160.000 mand, 130 fly og 70 skibe deltog i øvelsen, der blev afholdt kort efter, at Rusland over for FN havde gjort krav på at udvide sin råderet over en del af det Arktiske Ocean. Det vakte omgående og omfattende bekymring blandt politikere og generaler i USA og Canada.

Norsk og Dansk oprustning

Også Norge opruster kraftigt i regionen. I november meddelte det norske forsvarsministerium, at man vil oprette en såkaldt “hurtig reaktionsstyrke” med base i Setermoen i den nordlige del af landet. Styrken vil tælle omkring 450 kamptropper. Dertil kommer støtte fra ingeniørtropper, sanitet, artilleri og logistik, så styrkens samlede antal bliver 700, alle professionelle soldater i modsætning til næsten resten af Norgens forsvar, der består af værnepligtige. Indtil videre har den såkaldte Telemark-bataljon været den eneste del af Norges forsvar, der består af professionelle soldater.

Og så er der Danmark. Det gik relativt ubemærket hen, da Danmark præsenterede omstruktureringen af forsvaret i Nordatlanten i oktober 2012. Blandt ændringerne var en sammenlægning af Færøernes Kommando og Grønlands Kommando til en fælles Arktisk Kommando med base i Grønland. Arktisk Kommando overtager desuden kontrollen med Siriuspatruljen. Det er imidlertid interessant at bemærke, at der bliver tilført flere ressourcer til Jægerkorpset og Frømandskorpset, hærens og flådens eliteenheder. De har hver især rådet over 150-200 mand, men skal nu udvides til 200-300 mand hver. Det interessante er i denne sammenhæng, at de i stigende grad skal trænes i “arktiske opgaver”. Ved siden af denne oprustning kommer søværnets indkøb af Iver Huitfeldt-fregatter og skibe i Knud Rasmussen-klassen sammen med ni nye Sea Hawk helikoptere, som skal leveres i 2016-18. Det er tydeligt, at Danmark opruster for at forsvare sin magtposition i Arktis.

Hvad er alternativet?

Tilbage til råstofferne. Minedriften giver åbenlyst nye muligheder for Grønlands økonomi, men kun hvis det foregår på de rigtige betingelser. Her af må det første krav være, at al minedrift drives af et statsejet grønlandsk selskab under demokratisk kontrol for at sikre hensyn til miljø, arbejdere og lokalbefolkning samt sikre at overskuddet går til Grønlands udvikling. En del af Grønlands eget indskud til anlægsudgifterne kunne skabes ved (re)nationalisering af grønlandske selskaber, hvoraf mange tidligere var statsejede.

Her taler vi især om Royal Greenland. Det er dog klart, at den lille grønlandske stat ikke selv kan finansiere alle udgifterne til anlægningen af minerne. Her må det være Danmarks opgave at betale de resterende udgifter. For den danske stat er det overskuelige beløb, og det vil tjene som en afgørende erstatning for de forbrydelser, den danske stat har begået mod det grønlandske folk (eksempelvis det bevidste forsøg på at udslette den grønlandske kultur, de mange tvangsflytninger og destruktion af bosteder, hvilket alt sammen har skabt enorme problemer og ubalancer i det grønlandske samfund). Det kan desuden skabe grundlag for en selvstændig Grønlandsk økonomi, der ikke fortsat vil være afhængig af fast støtte fra Danmark.

I den nuværende internationale situation er det naivt at forvente, at de imperialistiske nationer, herunder Danmark, frit og uforpligtigende vil finansiere udviklingen af en selvstændig grønlandsk økonomi. Ecuadors venstreorienterede regering forsøgte for få år siden at appellere til de rige nationer om at finansiere, at Ecuador kunne undlade at pumpe olie op i følsomme regnskovsområder, men har måttet indse, at de rige nationer ikke var parate til dette i noget omfang af betydning.

Netop dette belyser nødvendigheden af en international socialistisk linje. Det er fundamentalt for Grønland, at der fremkommer en socialistisk regering i et af de nordiske/nordatlantiske lande, som vil være parate til at hjælpe med en selvstændig udvikling på Grønland. I den nuværende situation kan Grønland dog drage nytte af en tættere alliance med ALBA, sammenslutningen af venstreorienterede lande i Latinamerika, noget man tidligere har forsøgt, men blev standset af den danske regering.

På essentielle områder er Grønland stadig underlagt dansk herredømme. Dette sammen med Grønlands svage økonomi og lave befolkningstal, gør Danmarks rolle helt essentiel og giver store forpligtigelser til den danske venstrefløj og arbejderbevægelse. Her må Enhedslisten gå forrest og på den ene side støtte Grønlands ret til selvstændighed samtidig med, at vi må støtte den grønlandske venstrefløjs kamp imod uranudvinding, imperialisme og underbetalt kinesisk arbejdskraft.

Når det danske folketing således skal stemme om hvorvidt Grønland må gennemføre uranudvinding, bør Enhedslisten enten nægte at stemme eller stemme blankt for at tydeliggøre, at man mener det må være Grønlands egen beslutning, samtidig med at vi må anbefale, at Grønland selv dropper udvindingen af uran. Den bedste hjælp venstrefløjen i Danmark kan give Grønland er at sikre en socialistisk regering der kan støtte Grønland i opbygningen af en selvstændig stat og økonomi, gerne som en del af en union af nordiske socialistisk stater.

IA må tilbage på et spor til venstre for Siumut, på alle spørgsmål, kun sådan kan vi sikre en IA sejr og dermed en sejr imod uranudvinding.

Billede: Wikipedia.org

Advertisements