Endnu en rundtur i finanskarrusellen

Samtidig med, at aktiemarkederne melder om nye rekorder, stiger antallet af fattige i de rige lande. I stedet for at investere i produktion, vælger kapitalisterne at bruge deres milliarder på børsernes kasinospil.

Af Frederik Ohsten

Foto: Daniella Hartmann / Flickr

Verdens aktiemarkeder satte ny rekord i juni. Det hænger sammen med, at centralbankerne fortsat siger, at de ikke vil hæve renterne lige foreløbig. Den europæiske centralbank ECB sænkede i juni renten fra 0,25 procent til 0,15 procent. Indlånsrenten er derudover landet på et minus, minus 0,1 procent, oplyser centralbanken. Det betyder, at bankerne skal betale for at have penge stående hos ECB, og det er første gang nogensinde, at en større nationalbank benytter sig af den strategi.

Den japanske centralbank har også sænket renten, og USA’s centralbanks såkaldte ”politiske råd” har enstemmigt vedtaget et løfte om ikke at hæve renten indtil efteråret 2015. Kun den engelske centralbank har antydet, at den muligvis vil hæve renten i løbet af næste år.

Den virkelige økonomi halter
Men samtidig med, at verdens aktie- og obligationsmarkeder slår nye rekorder, ser den virkelige økonomi ikke ud af meget. Den internationale valutafond IMF nedgraderede i midten af juni sin vækstprognose for USA fra 2,8 procent til blot to procent. Fonden forventer fortsat, at USA’s økonomi vil vokse med tre procent i 2015, men hvis man betænker, at fonden nu seks gange i træk har nedjusteret sine forventninger, er det ikke sikkert, at det kommer til at holde stik. USA’s centralbank har også nedgraderet sine forventninger fra 2,8-3,0 procent til 2,1-2,3 procent.

Verdens aktiemarkeder klarer sig altså forrygende. Det samme kan man desværre ikke sige om verdens befolkning. En OECD-rapport, der udkom i marts, konkluderer, at antallet af arbejdsløse i de rige, vestlige lande (OECD) er steget med en tredjedel og nu er er på 48 millioner. Det svarer nogenlunde til befolkningerne i Danmark, Sverige, Norge, Holland og Belgien tilsammen. I USA er reallønnen stagneret og ligger nu på samme niveau som i april 1968, og over 17 procent af indbyggerne i verdens rigeste land lever i fattigdom. Af de industrialiserede lande er det kun Chile, Israel, Mexico og Tyrkiet, der har en højere andel af fattige end USA. Selv IMF, der absolut ikke kan beskyldes for rød propaganda, har opfordret til, at USA hæver sin mindsteløn for at styrke privatforbruget.

Social tilbagegang
OECD’s rapport viser desuden, at fattigdommen i de industrialiserede lande er på fremmarch. Fra 2007 til 2010 er andelen af børn, der lever i fattigdom, steget fra 12,8 til 13,4 procent.

Ser vi blot over på den anden side af Nordsøen – i England – er reallønnen faldende. En rapport fra den uafhængige tænketank High Pay Centre viste for nylig, at de laveste indkomster i landet er blandt de allerlaveste i hele EU. Samtidig hører de englændere, d er har de højeste indkomster, til blandt EU’s absolut top-indkomstgrupper. I løbet af de sidste 30 år er antallet af husholdninger, der ikke lever op til de såkaldte ”minimumsstandarder” mere end fordoblet. Det vil sige familier der ikke har råd til tre eller flere såkaldte ”basale livsfornødenheder”, såsom ordentlig mad og tøj til de voksne selv og deres børn. 33 procent af de engelske familier lever nu under disse ulandslignende forhold. I begyndelsen af 1980’erne gjaldt dette for 14 procent af de engelske husholdninger. I dag melder 28 procent af alle briter, at de har sprunget et eller flere måltider over for at andre i husholdningen – typisk børn – kan få mad.

Også i Danmark går det tilbage på mange områder. Både CASA og AE-rådet melder om, at antallet af såkaldt ”langvarigt fattige” personer næsten er fordoblet på 10 år. Alene sidste år mistede 34.000 danskere retten til dagpenge – 6.000 flere, end regeringen havde forudset. Brancheorganisationen for arbejdsløshedskasser, AK-Samvirke, havde godt nok foudset katastrofen, men regeringen har konsekvent nægtet at lytte. ”Desværre kan vi se i vores nye prognoser, at omkring 14.000 vil miste dagpengene i år. Så det er den nye virkelighed for ledige,” siger Verner Sand Kirk i en pressemeddelelse.

Manglende investeringer
Hvis man troede, at chok-tal som dette kunne få Corydon og Thorning til at vågne af deres liberalistiske drømmerier, fik man en grim overraskelse. Regeringens reaktion var et nyt lovforslag, der skal tvinge alvorligt syge og handicappede i arbejde eller på kontanthjælp efter kun fem måneders sygdom. Flere patientforeninger er alarmerede over dette lovforslag, der ser ud til især at ramme mennesker med KOL, hjerneskader, sclerose og muskelsvind.

Bag den dårlige økonomi, som rammer mange familier hårdt, ligger manglende investeringer, både i den private og offentlige sektor. Ifølge Danmarks Statistik har investeringerne oplevet et så stort tilbageslag under krisen, at vi nu er bombet næsten ti år tilbage. Værdier for store, tocifrede milliardbeløb er forsvundet. Den nødvendige opgradering af maskiner og bygninger er udeblevet, og den beskedne stigning i produktiviteten, der er sket, kan for størstedelen tilskrives, at de ansatte løber hurtigere og stresser mere end tidligere. Men det er ikke en holdbar måde at udvikle produktionen på – især for de ansatte.

Den engelske økonom Michael Burke, der er tidligere international seniorøkonom hos Citibank i London, har i en ny artikel vist, at nedgangen i investeringer er et generelt problem i alle de vigtige kapitalistiske økonomier. I sin artikel, der er skrevet til konferencen ”Rethinking Economics” i London, viser han, at bruttoinvesteringerne (både på det offentlige og private område) var den del af den samlede økonomi, der oplevede den største nedgang under krisen. I alle OECD-landene er bruttoinvesteringerne samlet set faldet med 5,2 procent siden 2008, og som andel af BNP er vi gået fra 22 procent til 20 procent, det laveste siden 1960. Det betyder, at kapitalisterne tager penge ud af produktion og sætter dem andre steder hen – for eksempel i finansmarkedernes gigantiske kasinohaller.

Kapitalismen er problemet
Ifølge Burke har OECD-landenes økonomiske vækst været i generel nedgang i meget lang tid. Hvis man ser på de enkelte årtier siden Anden Verdenskrig tegner der sig et mønster: hvert årti har oplevet mindre vækst end det forudgående årti. Men ser man på nedgangen i investeringer – som er nøglen til fremtidig vækst – er tendensen endnu mere udtalt. OECD-landenes økonomiske vækst i 00’erne var således omkring en fjerdedel af væksten i 1960’erne, men væksten i investeringer var kun omkring en tyvendedel af, hvad den var i 1960’erne. I de syv rigeste industrialiserede lande (de såkaldte G7-lande) faldt investeringerne ligefrem i absolutte tal i det første årti i det nye årtusind.

Samtidig er det interessant at bemærke, at privatforbrugets andel af BNP er steget siden 1960. Det hamrer en pæl igennem den keynesianske myte om, at den økonomiske nedgang skyldes ”manglende efterspørgsel” fra forbrugernes side. Den økonomiske nedgang skyldes manglende investeringer i den produktive del af økonomien. Dette skyldes igen udsving i profitraten, som er en uadskillelig del af den kapitalistiske økonomi. Kapitalisterne foretrækker i stor stil at spekulere i værdipapirer, kasino-økonomi og billige penge i stedet for at investere i de ting, der kan udvikle samfundets samlede økonomi, alene fordi profitraten ikke er tilstrækkelig tiltrækkende. Måske det var på tide, at hensynet til samfundets flertal blev sat før hensynet til individuel profitjagt, og at de vigtigste dele af økonomien blev underkastet offentlig ejerskab og demokratisk kontrol?

 

Advertisements