Maskinrum, hængekøje eller kampen i hverdagen? – Om Enhedslisten og den aktuelle politiske situation

Af Andreas Bülow

enhedslisten_valgkampI midten af juni cementerede regeringen dens blå politiske kurs ved at lave aftale om en ny vækstpakke med de borgerlige partier. Aftalen giver skatte- og afgiftslempelser på 28,756 milliarder kroner til erhvervslivet frem til 2020, imens de fattigste skatteydere skal betale mere via en forhøjelse af 0,28% på bundskatten.

Spørgsmålet om skabelse af flere arbejdspladser står fortsat og blafrer i vinden – eller rettere sagt: regeringen har udelukkende intentioner om at øge arbejdsudbuddet for at få de ledige til at kæmpe endnu mere om jobs og dermed tvinge dem til at acceptere endnu dårligere arbejdsvilkår. Formålet er dels at presse lønningerne ned på tysk niveau, samt angiveligt at skabe vækst via skattelettelser som så igen skal skabe jobs.

Europaparlamentsvalget den 25. maj viste til gengæld, at vælgerne straffer den førte politik benhårdt. Med undtagelse af De Radikale, var der ingen af de partier som har ført an i reformerne, som gik frem. Venstre gik fra 20,1 til 16,7%. Konservative gik fra 12,9 til 9,2%. Socialdemokratiet fra 21,4 til 19,1%. Selvom SF’s valgresultat er blevet udråbt som en ”sejr”, så er faktum at de gik fra 15,9 til 10,9%, i en situation hvor Enhedslisten ikke stilte selvstændigt op. Med andre ord blev alle dem der har lagt mandater til de massive forringelser af kontanthjælpen, skatteforliget, SU-reform, indgrebet mod lærerne og de andre angreb vi har set, straffet.

At Dansk Folkeparti formåede at vokse så kraftigt (fra 15,3 til 25,6%), er egentlig ikke svært at forstå, hvis vi ser på den markante kritik de har fremført af især Socialdemokratiets svigt. Uden en klart socialistisk alternativ, kom de til at fremstå som protestpartiet der ville kæmpe imod trojkaen og elitens magtkoncentration. Folkebevægelsen mod EU, der af mange bliver set som at være imod EU’s nedskæringspolitik og som støttes af Enhedslisten, fik også en lille fremgang på 0,8%.

Meningsmålinger og vælger-forskydelser
Igennem de seneste tre år er Enhedslisten blevet referencepunktet for et betydeligt lag mennesker som er dybt utilfredse med regeringens politik. I 2011 fik Enhedslisten et kanonvalg med 6,4% af stemmerne, men modstanden imod flere af regeringens store reformer fik partiet til at vokse i meningsmålingerne til over 10%, på et tidspunkt endda til næsten 14% af stemmerne.

Men kort efter EU-parlamentsvalget udsendte Gallup en meningsmåling som viste, at Enhedslistens opbakning nu var dalet til 7,1%, imens SF angiveligt nu havde genvundet støtten til 7,9%. Andre meningsmålinger viste dog at styrkeforholdet fortsat var på 9% og 6-7% til hhv. Enhedslisten og SF.

Det er klart at meningsmålinger af natur er flygtige og midlertidige. Det ville være katastrofalt at stirre sig blind på de momentane svingninger i avisernes tabeller. Men omvendt vil det også være en fejl, hvis vi som Enhedsliste-medlemmer ikke analyserer vores partis arbejde og de konklusioner som vi kan drage af de seneste begivenheder.

SF’s regeringsdeltagelse og accept af de forhadte reformer, gav unægtelig et rum til Enhedslisten og en platform for at partiet kunne vinde mange af de utilfredse S-SF-vælgere. Hvorfor vender nogle af dem så tilbage i dag? Ifølge de ”professionelle” politiske kommentatorer og ”eksperter” sker det fordi Enhedslisten er for radikal, for standhaftig og ikke vil gå på kompromis. At partiet ”ligger for meget i hængekøjen” og ikke kan omsætte sin indflydelse til ”politiske resultater” (dvs. de småbidder som Bjarne Corydon har tilbudt partiet som betaling for at blåstemple de blå økonomiske rammer i fx Finanslov 2014, som folketingsgruppen heldigvis sagde nej til i sidste øjeblik).

En sådan analyse er bekvem, hvis man tror at vælgerne bare eftersøger små ændringer af den førte politik. Hvis man skal følge den logik, må Enhedslistens opgave så være at bruge regeringens sidste år på at ”bevise”, at partiet kan være en del af det realpolitiske spil på Christiansborg og derfor lave en moderat finanslov med regeringen i efteråret 2014.

Andre folk mener ligefrem, at det er naturligt at SF vinder vælgere tilbage, når de går ud af regeringen, fordi disse vælgere blot “var til låns” og egentligt “befinder sig bedre” i SF. I følge den tese, som vi absolut ikke er enige i, er det urealistisk at Enhedslisten vokser til så stort et stemmeantal som meningsmålinger i den seneste periode har givet partiet.

Utilfredsheden ulmer
Problemet med begge analyser er, at de udelukkende ser tingene fra et parlamentarisk perspektiv. Men som socialister må vi også analysere forholdet imellem klasserne, stemningen på gaden, i fagforeningen, på arbejdspladsen og i skolen.

Det er rigtigt, at der i Danmark ikke har været mange store bevægelser siden krisens indtog i 2008. Man ser tit, at når arbejderklassen mødes med massefyringer, vil den i første omgang ty til individuelle løsninger, arbejdere hårdere, forsøge at holde sammen om familien, ja i nogle tilfælde sågar acceptere lønnedgang.

Men i 2013 så vi tre vigtige begivenheder som viser hvad fremtiden kan bringe. Lærerkonflikten, hvor titusinder af lærere blev lockoutet og kørt over af regeringen og KL. Studenterprotester imod SU- og fremdriftsreformerne, som begge viste at de unge er dybt utilfredse med forholdene på universiteterne og gymnasierne og teknisk skoler.

Det er rigtigt, at arbejderklassens ‘tunge bataljoner’, dvs. industrien, endnu ikke for alvor har rørt på sig. Det blev bekræftet ved afstemningen om de private overenskomster, hvor 77,3% stemte ja. Men det skal bemærkes, at der slet ikke havde været nogen seriøs nej-kampagne, med undtagelse af de enkelte forbund der anbefalede et nej, som f.eks. Malerne og Jord- og beton-arbejderne og 3F København, hvor resultatet da også blev et stort nej.

Men selvom OK-resultatet på papiret ligner en garanti for klassesamarbejde i de kommende år, så gik der kun knap en måned før en enorm konflikt blussede op i forbindelse med Danish Crown-slagteriet på Bornholm. Her stod mere end 200 arbejdere til fyring, men i løbet af en uges strejke og solidaritet fra andre fabrikker og fra Enhedslisten, blev lukningen afværget. Senere har der også været strejker på Danfoss og iblandt hele landets VVS’ere.

Mistillid til systemet
Kombineret med dette, har vi set en stigende mistillid til hele det politiske system. Ikke i en sådan grad, at Danmark lige nu står på randen til revolution, men dog er tendensen til mindre opbakning til politikerne klar. Ifølge en måling som Wilke foretog for Jyllands Posten i februar i år, er tilliden til politikerne gennemsnitligt på 4,2 på en skala fra 0-10, hvor 10 er det højeste. Dette tal er det laveste siden jordskredsvalget i 1973.

Valgforkeren Jørgen Goul Andersen, forklarede i en artikel i Berlingske at mistilliden ikke i særlig høj grad skyldes den enkelte skandale, men mere de reformer som partierne har gennemført og deres manglende svar på den økonomiske krise.

I sådan en situation er det farligste for Enhedslisten slet ikke at blive opfattet som konsekvente og principfaste. Tværtimod! Det er nødvendigt at distancere sig fra ledelserne af de normale Christiansborg-partier, således at man ikke bliver anset for at være en del af politikerstanden.

Hvis man kigger på de seneste par år, kan man faktisk se, at Enhedslisten har haft størst opbakning, hver gang partiet er stået fast og har sagt fra. Lige efter skattereformen med de borgerlige i foråret 2012, hvor Johanne Schmidt-Nielsen sagde at regeringen ”pissede på dens egne vælgere”, var partiet på mere end 13% i de fleste meningsmålinger. Da man omvendt gik med til finansloven et par måneder efter, i oktober 2012, faldt opbakningen en smule igen, for derefter at stige da man konsekvent gik imod kontanthjælps- og SU-reformerne i februar 2013. Senere dalede opbakningen, da man gik med til endnu en lunkent kompromis om dagpengespørgsmålet i pinsen 2013.

Inspiration fra Spanien
I stedet for at være en del af lappeløsninger, som i bund og grund bare legitimerer den førte politik, bør Enhedslisten snarere se til Spanien for inspiration. Her formåede et nyt venstreorienteret parti – PODEMOS – at vinde 1 million stemmer (7,9%) – ved Europaparlamentsvalget den 25. maj.

Selvom PODEMOS (som på spansk betyder ”Vi kan!”), kun havde eksisteret i 4 måneder, fik det en enorm gennemslagskraft på grund af de politiske paroler og krav som dets leder, Pablo Iglesias Turrión fremførte, herunder følgende:

  • Forbud mod udsmidninger og Kongens Foged
  • Fordeling af arbejdet og igangsættelse af store offentlige arbejder for at reducere arbejdsløshed
  • Pensionsalder 60 år
  • Afskaf kongehuset (“Kongen bør stille op til valg hvis han vil være præsident”)
  • Nationalisering af de virksomheder der svindler og anvender skattely
  • Nej til glidende døre (dvs. pamperi hvor ministre bagefter går over i det private erhvervsliv)
  • Europaparlamentsmedlemmernes lønninger bør være 1.960 euro (cs. 14.700 kr.) i stedet for 8.000 (ca. 60.000 kr.), så de ikke distancerer sig fra befolkningen.
  • Hård kritik af de grådige finanskapitalister og af politikernes bail-out til bankerne – for en nationalisering af den finansielle sektor.

Sådanne krav – som udfordrer kapitalismen og i den nuværende kontekst kan være starten på udarbejdelsen af et egentligt sæt overgangskrav der peger henimod socialisme – var nøglen til succes. Det gjorde PODEMOS i stand til at afvige fra billedet af den normale spanske politikere og landets politiske og økonomiske elite og fremstå som noget grundlæggende andet og anderledes.

Det er klart, at PODEMOS stadig er et ungt parti og endnu ikke har noget klart program eller ideologi, hvilket er dets svaghed. Det mangler også en organiseret base, med afdelinger, medlemmer og græsrødder der kan kæmpe dets sag. Izquierda Unida (en sammenslutning af bl.a. det spanske kommunistparti, red.) er stadig det vigtigste parti på venstrefløjen i Spanien og fik da også en fremgang på næsten 7% ved valget. Samtidig er det også klart, at de spanske krav ikke direkte kan overføres til en dansk kontekst. Men ikke desto mindre er essensen fuldstændig klar – anti-kapitalisme betaler sig. Det er ikke en byrde som man bærer rundt på, men derimod en bydende nødvendighed i den nuværende situation. Enhedslisten burde lære af PODEMOS og fremføre anti-kapitalistiske krav ligeså klart og tydeligt som det nye spanske parti gjorde det i dets valgkamp.

Store muligheder
Når man ser på Danmark, er der ingen grund til pessimisme. Faktisk er der enorme muligheder for et parti som Enhedslisten. Ikke for at redde SR-regeringen, men derimod for at fremstå som den eneste socialistiske opposition. Ifølge en analyse foretaget af Wilke for Dagbladet Arbejderen, mener 23,0% af danskerne at ”et socialistisk samfund vil være bedre til at sikre velfærd og arbejde, end det nuværende kapitalistiske samfund”.

I forbindelse med målingen skriver Dagbladet Arbejderen bl.a.: ”Analyseinstituttet YouGov lavede sidste år en undersøgelse for Ugebrevet A4, som viste, at 29 procent af danskerne mellem 18 og 74 år opfatter sig selv som socialister. Det svarede dengang til 1.072.920 socialister. Det er en stigning i erklærede socialister i forhold til 2008, hvor 27 procent i en lignende undersøgelse lavet af Zapera for Ugebrevet A4 svarede ja til, at de opfattede sig selv som socialister.”

I stedet for at score point hos de politiske kommentatorer ved at indgå en ny finanslovsaftale, bør Enhedslisten række ud efter alle disse folk der foretrækker socialisme – også selvom de garanteret har vidt forskellige definitioner af hvad det betyder. Det vigtige er at forstå, at SFs delvise genoplivning kun er sket som et resultat af at partiet er gået ud af regeringen og nu kritiserer den. På samme tid er Enhedslisten gået et enkelt skridt mod midten ved at nedtone revolution og socialisme i sit principprogram og ved at deltage i fx pinsepakken 2013. I en situation hvor de to partier kan se mere ud som om de ligner hinanden, vil nogle vælgere tendere til at tage ‘den ægte SF-vare’.

Konklusionen må derfor være, at Enhedslisten bør rykke til venstre, ikke til højre. Ad de lunkne kompromisers vej er der ingen stemmer at høste. Tværtimod bør partiet allerede nu begynde at forberede sig på den kommende valgkamp, ved i endnu højere grad at blive en del af kampen i hverdagen. Der må fremsættes en række systemoverskridende krav som forbinder hverdagsproblemer og peger hen imod socialisme og der må kræves at S og SF bryder samarbejdet med De Radikale. Den eneste måde, hvorpå de almindelige S-SF vælgere (og dem der er gået til Dansk Folkeparti), kan vindes over på, er ved at vise at et rødt flertal er muligt og dermed afsløre de højredrejede ledelsers uvilje mod at kæmpe for deres egne medlemmers krav.

Billede: Morten Gade / Flickr / Creative Commons.

Advertisements