Kroningen af Egyptens Bonaparte flopper

Egyptens stærke mand, Abdel Fattah al-Sisi, vandt som ventet landets præsidentvalg. Men det skete uden et gram af entusiasme og uden opbakning til Sisis krav om hårdt arbejde, nedskæringer og hestekur.

Af Frederik B. Ohsten

Latuff SisiSelv om det er en sejr, lugter det fælt af nederlag. Den tidligere general Sisi bliver ganske som forventet indsat som Egyptens nye præsident. Men internt i hans lejr var de ved at gå i panik over den katastrofalt lave valgdeltagelse. På trods af, at valghandlingen blev udvidet fra to til tre dage, nåede valgdeltagelsen ikke over sølle 48 procent. Og det fortæller ikke engang hele historien.

Valget var sat til at forløbe over mandag og tirsdag den 26. og 27. maj. Da regeringen mandag fandt ud af, at valglokalerne næsten var tomme, forlængede de valgstedernes åbningstid til klokken 22 om tirsdagen og udråbte dagen til landsdækkende fridag. Den offentlige transport blev gjort gratis. Men folk gad stadig ikke at stemme. På de fleste tv-kanaler kunne man nu høre rasende studieværter kræve, at sofavælgerne blev skudt. Den kendte tv-vært Mostafa al-Bakri erklærede i sit program, at egyptere, der ikke stemmer er ”forrædere, forrædere, forrædere!” Den populære Tawfik Okasha fra tv-stationen Al-Fara’in , sagde: ”Jeg håber, at regeringen slukker for strømmen, så al air-condition standser og tvinger jer ud af jeres hjem for at stemme.”

Indtil nu har man hørt de selvsamme tv-værter erklære, at opstillingen af Sisi som præsident er et ”folkekrav”. Men i sandhedens time blev folket væk fra stemmeurnerne, hvilket åbenbart udløste et sandt vredesudbrud rettet imod det ”utaknemmelige” egyptiske folk. Da det imidlertid ikke var nok til at få flere til at stemme, blev valghandlingen udvidet med en ekstra dag. Summa summarum: på trods af statens og mediernes samlede kræfter nåede valgdeltagelsen ikke engang op på 50 procent. Alene dette faktum er pinligt for Sisi, der aspirerer til at blive Egyptens nye Bonaparte, og derfor vælger han formentlig at forbigå den manglende legitimitet i tavshed. Indtil vi på et senere tidspunkt nok vil høre ham tale gennem knipler, tåregas og skarpe skud.

Sisis ikke-valgkamp
Men tilbage til valget. Sisis valgkamp blev ført på en ganske særlig måde, der bedst kan beskrives som ”ikke-valgkamp”. Han har kun optrådt gennem taler til nationen og et båndet tv-interview i marathonlængde, som var gennemredigeret af hans egen kampagnestab. Han har kategorisk nægtet at svare på alle henvendelser om at stille op til debat. Han har nægtet at fremlægge sit politiske program, og gennem en af sine rådgivere lod han meddele, at programmet var alt for kompliceret til, at egypterne kunne forstå det. ”Det ville tage et helt år at forklare det,” lød begrundelsen for, at Sisi ikke fremlagde noget, der blot minder om et valgprogram.

Hensigten har været, at han skulle krones som en kejser, ikke vælges som præsident. Han skulle for alt i verden fremstå som nationens overmenneskelige frelser, ikke som en lunefuld og arrogant overklasse-egypter. Imidlertid var Sisi ude af stand til at styre sit temperament i den udsendelse, hans kampagnestab selv redigerede, og han hævede flere gange stemmen over for den kvindelige journalist og belærte hende om, at hun skulle lytte til ham, ikke tale.

Sisis tavsheds-strategi var faktisk ikke så overraskende. Især når man betænker, hvad konsekvenserne ville blive, hvis han åbnede munden, mødte op til valgmøder, stillede op til kritiske interviews eller endda mødte sin modkandidat, den venstreorienterede Hamdeen Sabahi i en åben debat. Sisis tilhængere er en ualmindelig broget skare, og det er umuligt for ham at ytre et meningsfuldt udsagn uden at frastøde mindst én vigtig gruppe. Måske er det derfor, han mest gør det i patriotiske flødeskums-floskler og flydende sort.

Hvis Sisi kommer med populistiske, klassiske nasseristiske budskaber, vil hans rige støtter i erhvervslivets top tro, at han virkelig er en ny Nasser og søge andre kandidater for fremtiden. Hvis han taler de rige efter munden og taler om at tilgodese udenlandske investorer, vil hans store tilhængerskare af fattige egyptere anse ham for en ny Mubarak og flygte fra hans side. Hvis han taler for meget om frihedsrettigheder, vil de socialt konservative støde ham bort. Hvis han taler om at indskrænke frihedsrettighederne, vil han støde de liberale fra sig. Hans eneste artikulerede budskaber lader til at være følelsesladede, patriotiske kærlighedserklæringer til det stolte fædreland.

Selve Sisis kampagne har været et besynderligt sammensurium. Der er tale om indbyrdes konkurrerende grupper af tidligere Mubarak-støtter, som hver især indledte en kampagne for Sisi som præsident længe inden, han meddelte, at han ville stille op. De førte kampagner med slagord som ”Efter ordre fra folket”, ”gør din pligt” og ”Det er ikke op til dig”. Og så snart, Sisi lod sin opstilling meddele, anglede de alle efter at blive anerkendt som Sisis officielle kampagne. De fleste af disse lokale kampagneledere lyttede ikke til Sisis stab, men førte deres egen kampagne, hvori nogle hævdede, at den såkaldte 25. januar-revolution mod Mubaraks styre var et udenlandsk komplot og skadeligt for Egypten.

Sisis virkelige program
I Kairos fattige boligområder hang der under valgkampen kæmpemæssige reklamer med en storsmilende Sisi, ledsaget af teksten ”Hårdt arbejde er alt, jeg har – og alt, jeg forlanger af jer”.

681318-01-08Sisi har tidligere gjort det klart, at han agter at regere med hård hånd. Han har gjort det klart, at det Muslimske Broderskab ikke får et ben til jorden – hvilket måske er den vigtigste kilde til hans popularitet, da Broderskabet er forhadt af de fleste egyptere. Men han har også mere end antydet, at han ikke vil tolerere strejker og ”forstyrrelser” samt urolige oppositionsbevægelser som den revolutionære 6. april-bevægelse, der var en central spiller i opstanden mod Mubarak. Sisi har høstet ros fra den egyptiske business-elite for at være ”en mand med modet til at træffe beslutninger,” som arbejdsgivernes formand Mohamed el-Sewdy har sagt. Med andre ord: de egyptiske kapitalister ønsker en stærk leder, som kan støtte de store virksomheder og tryne arbejderbevægelsen.

De fleste borgerlige kommentatorer har især slået på tromme for, at de statslige subsidier til gas skal beskæres kraftigt. Årsagen er, at Egypten har endog særdeles vanskeligt ved at leve op til sine forpligtelser om gasleverancer til Israel og Jordan, fordi den indenlandske efterspørgsel er for stor. De borgerlige økonomer regner med, at man ved at gøre gassen betragteligt dyrere for egypterne, vil de bruge mindre af den, og – hokus pokus – så kan gaseksporten sættes i vejret til glæde for de få rigmænd og topfolk i militæret, der tjener tykt på gaseksporten. Problemet er blot, at den subsidierede gas bogstaveligt talt er livsnødvendig for millioner af egyptere. Hvis den bliver beskåret vil det udløse en social katastrofe. Det samme gælder for de statslige subidier på basale fødevarer. De millioner af egyptere, der stort set lever alene af brød, bønner, tomat og agurk, har ingen mulighed for at finde alternative fødekilder, hvis subsidierne forsvinder helt eller delvist.

Hvorfor vandt Sabahi ikke?
Den eneste modkandidat til Sisi var den venstreorienterede Hamdeen Sabahi. Sabahi er en veteran på den egyptiske venstrefløj og kendt som en udtalt nasserist. Han har været fængslet 17 gange under de tidligere præsidenter Sadat og Mubarak, og han har talt for at gennationalisere alle de privatiserede virksomhede, sætte arbejde i gang og støtte de fattige med en række velfærdsrettigheder. Ved valget i 2012 blev han i vigtige byer som Kairo, Alexandria og Port Said en klar nummer ét i første valgrunde, men måtte nøjes med en samlet tredjeplads. Meget tyder imidlertid på, at han reelt havde opnået tilstrækkeligt med stemmer til at gå videre til anden valgrunde, men at valgsvindel satte en stopper for, at han kunne blive Egyptens præsident. Hvis Sabahi dengang havde mobiliseret sine støtter imod det svindlede valg, var det ikke usandsynligt, at han kunne have vundet, da han klart blev set som revolutionens kandidat, hvilket afspejledes i hans kæmpemæssige støtte i de store byer og revolutionens epicentre. I stedet anerkendet han valget og accepterede sit nederlag. Det var der mange, der blev skuffede over.

Imidlertid har Sabahi ændret taktik og politik som vinden blæser siden valget for to år siden, hvilket har medvirket til at miskreditere ham i mange egypteres øjne. Hans popularitet – og troværdighed – er ganske enkelt styrtdykket, og det har han kun sig selv at takke for. I 2011 indgik han en kortvarig alliance med det Muslimske Broderskab, og senere har han indgået i midlertidige alliancer med folk fra det gamle regime. Og det er ikke mange måneder siden, at han erklærede sin støtte til Sisi som præsident, kun for kort efter at annoncere sit eget kandidatur. Mange egyptere opfatter derfor ikke Sabahi som en seriøs, revolutionær kandidat. Mange er blevet apatiske og fremmedgjorte, hvilket afspejler sig i den pinligt lave valgdeltagelse.

Sider Sisi sikkert i sadlen?
Betyder det, at Sisi vil sætte sig på tronen og regere uden opposition? Det er langtfra sikkert. Det folkelige mandat, Sisi og hans bagmænd blandt egyptiske kapitalister og den saudiske kongefamilie havde ønsket sig, udeblev ved dette valg.

Dertil kommer, at Egyptens økonomi ligger i ruiner. Sisi lægger an til at forsøge en genopretning med metoder, som kendes verden over: nedskæringer, mere fattigdom og favorisering af store selskaber, som man håber vil investere, hvis blot lønninger og arbejdsforhold bliver tilpas slavelignende. Men den egyptiske befolkning og arbejderklasse er ikke den samme som for fire år siden. De sidste tre-fire års erfaringer har ændret alt. Den tidligere kvælende atmosfære af frygt er væk. Det er sandt, at mange egyptere nu klynger sig til et håb om ”stabilitet”. Men hvis Sisi sætter turbo på nedskæringerne vil sådan en ”stabilitet” hurtigt blive utålelig for Egyptens store flertal. De kan blive tvunget tilbage i kamp førend man aner. Man behøver blot at minde om, at Egyptens regering blev væltet af en omfattende strejkebølge i februar i år. De egyptiske arbejdere har væltet to præsidenter og et par regeringer i de sidste pår år. Sisi skal ikke vide sig for sikker – den stabilitet, han hævder at ville indføre, kan vise sig svær at gennemføre i praksis.

Advertisements