Lærlinge-formand: Ny overenskomst stopper ikke social dumping

Image

Af Toke Nielsen

Efter resultatet i urafstemningen om vores ny overenskomster, tog Socialisten en snak om mindsteløn, social dumping og fagbevægelsens tilstand med Emil Olsen, som er murer, politisk næstformand og konstitueret formand for 3F Ungdom.

Medlemmerne af 3F’s bygge gruppe havde et værn mod social dumping – især en mindstelønsstigning – højt på ønskelisten, og det samme gjaldt for malerne og blikenslagerne. Det har vi åbenlyst ikke fået. Hvilke konsekvenser tror du, vi kommer til at se på baggrund af denne blåstempling af underbydning?

OK-forhandlingerne var på mange måder en underlig størrelse, hvor især elektrikerne og VVS´erne blev de store tabere. Inden for deres områder har man via deres autorisation på deres arbejde været mere eller mindre skånet for den voldsomme social dumping vi i de andre brancher er ramt af, da det kræver noget specielt at udføre det arbejde, som de nu en gang udfører, og på den måde ikke har haft det enorme pres, som den billig udenlandske arbejdskraft har medført, som jo er en konsekvens af de politiske prioriteringer vi som arbejderbevægelse er oppe imod.

Deres monopol på at udføre arbejdet blev der pillet ved, og det åbner op for konkurrence udefra, og vil betyde at deres lønninger vil falde. Når det er sagt har vi i en længere periode været yderst tilbageholdene med lønkrav og krav i almindelighed til vores arbejdskøbere. Faktisk har vi mærket en væsentlig reallønstilbagegang over de seneste år. Og med det in mente tror jeg, der var store forhåbninger fra den etablerede fagbevægelses medlemmer om, at OK-forhandlingerne 2014 kunne bringe noget med hjem.

Kan vi bruge intentions-erklæringen om social dumpning til noget?

Især inden for byggebranchen oplevede vi en stor opmærksomhed på begrebet social dumping, og det stod helt klart i medlemsforespørgelsen, at det var værn mod social dumping og kædeansvar, der havde høj prioritet. Så er det rigtigt, at man har fået et protokollat, hvor der med noget tekst er præssiseret nogle retningslinjer i forhold til, hvad man kan gøre for at finde ud og hente oplysninger om de steder, hvor man opdager, at tingene ikke er, som det bør være.

Under alle omstændigheder ryger denne tekst ud ved næste OK-forhandling om tre år. Men jeg tilhører ikke dem som, kalder det for en sejr. Uanset hvordan man tolker den tekst, ændrer det ikke ved det faktum, at det er 3F, som skal løfte hele opgaven. Det er i sig ikke godt nok, og jeg mener ikke, at det var de forventninger, medlemmerne havde i forhold til disse forhandlinger. Det var, at man ønskede noget mere ansvar fra arbejdskøbernes side, så der kunne skabes lidt mere tryghed i et ellers meget anspændt arbejdsliv. Det fik man ikke!

Hvilken rolle har sammenkædningen spillet?

For at vende tilbage til malerne og VVS’erne anbefalede deres forbund da også et nej til det forlig, der var indgået, ligesom en række andre klubber og fagforeninger i 3F også gjorde. Trods det blev det til min store overraskelse til et rungende ja, da man gennem sammenkædningsreglen blev offer for den utrolig rin ge medlemsdeltagelse. Jeg tror også, at det kan have en medfaktor, at folk ikke føler det særligt aktivt at gå ned med sin stemmeseddel: Det er i virkeligheden her, man skal sætte ind.

Vi skal simpelthen have flyttet OK-snakken ud af kontorene og ind på arbejdspladserne, det mener jeg, er opgaven, som skal løftes for den etablerede fagbevægelse. Selv om man havde en højere stemmeprocent end sidst, er det stadig langt under halvdelen af medlemmerne, der har stemt, hvad mener du det skyldes? Det er rigtigt at vi denne gang havde en højere stemmeprocent end tidligere, men man kan simpelthen ikke kalde det for fremskridt når under halvdelen ikke deltager i afstemningen og endnu ringere er det i forhold til hele optakten til forhandlingerne med medlemsdeltagelsen.

Det er bydende nødvendigt, at den tendens brydes, hvis den aftalemodel vi har, skal fungere. Dér skal man simpelthen have skjorte- og slipse- diskussionerne ud, og på med arbejdstøjet ude ved kammeraterne i skurvognene! Man har igen lagt ansvaret for de reallønforhandlinger over på tillidsmændene, klubberne og de enkelte medlemmer, ved ikke at hæve mindstelønnen.

Hvilke konsekvenser får det i en periode med national og international arbejdsløshed?

Det er rigtigt, at opfattelsen er den, at overenskomsten sådan danner rammen for, hvordan det ringest kan aftales ude på arbejdspladserne for dem, der gider overholde den. Og at man på den måde lader det være op til de enkelte medlemmer at forhandle noget mere fordelagtigt for dem og deres kollegaer ude på arbejdspladserne. Spørgsmålet er jo egentlig: kan vi være tilfredse med det? Og hvilken effekt har det med den massive politisk prioriteret arbejdsreserve, der er?

Her må vi altså se den virkelighed i øjnene, som vi er i, og det er, at flere og flere bliver ansat til den overenskomstmæssige mindsteløn som jo i sig selv er underbydende, og rent faktisk et udtryk for social dumping. Især vores udenlandske kollegaer opleve at blive ansat på disse satser, og har jo ikke nogen reel mulighed for selv at forhandle noget bedre, da de tit og ofte ikke bliver antaget, hvis der er ret meget bøvl med den slags. Og med alle nedskærings-reformerne på snart sagt alle områder, som smider en stor gruppe mennesker ud i arbejdsløshedskøen, kommer vi også til at se, at de kommer ind på arbejdsmarkedet som et underbydende element og rent faktisk bliver en aktiv del af den sociale dumping.

Der var ingen formelt organiseret nej-kampange, hvilket tyder på en mangelende organisering af venstrefløjen i fagbevægelsen, hvad mener du, der kan gøres? Hvor blev nej’et af? Ja, det er jo det store spørgsmål – selv om mange klubber og fagforeninger anbefalede et nej, så forblev den aktive nej-kampagne væk. Det er i virkeligheden tegn på svaghed i arbejderbevægelsen. Samtidig som det selvfølgelig er en konsekvens af den manglende ideologiske kamp som bør være i arbejderbevægelsen. Jeg mener, man ofte møder sådan en forsigtigt tilgang til de politiske snakke, der er rundt i fagforeningerne. Men lige præsis her er det vigtigt, at man som tillidsvalgt træder frem og går forrest. Det handler grundlæggende om, at man skal vælge side. Det er opgave nummer ét, hvis vi skal vende den kedelige udvikling, som arbejderbevægelsen i de nordlige eorupæiske lande er ramt af.

Advertisements