Stormagtskamp om Ukraine

Ukraine er en del af et globalt skakspil, som stormagterne spiller. EU vil plyndre landet og sikre sig billig arbejdskraft. På den anden side ønsker den herskende russiske elite at redde deres strategiske indflydelse i regionen. Taberne er den almindelige befolkning på tværs af nationale skel.

Af Frederik Ohsten

Spændingerne mellem Rusland og Nato-landene er på sit højeste siden den kolde krig. Militære analytikere og kommentatorer taler om en ”ny kold krig”. I Sverige taler borgerlige politikere om at gå med i Nato, og landet har sejlet kampvogne til Gotland i Østersøen for at være klar til en mulig russisk invasion. Hele den vestlige verden er tilsyneladende grebet af et vildt, anti-russisk hysteri.

Ukraine var den udløsende faktor, der fik forholdet mellem Rusland og de vestlige regeringer til at blive iskoldt. I de toneangivende vestlige medier får man det indtryk, at Rusland opfører sig aggressivt over for det stakkels Ukraine. I de russiske medier kaldes Ukraines regering ”illegitim” og dens støtter betegnes som fascister. Ingen af delene er rigtigt, omend der ironisk nok er mere substans i de russiske påstande end i de vestlige lederes hykleri.

Ved grænsen til Rusland

Den nye kolde krig deler ikke Europa i Berlin, men ved grænsen til Rusland. Hvis Nato-styrker rykker frem mod det vestlige Ukraine og landets grænse med Nato-landet Polen – sådan som Polens regeringe opfordrer til – kan det hurtigt eskalere. Rusland kan sende tropper ind i det østlige Ukraine, og hele konflikten kan blive en af de farligste, Europa har set i over 50 år.

Selv hvis situationen ikke udvikler sig militært vil konsekvenserne af en ”isolation af Rusland”, som de vestlige ledere taler for, blive store. Forholdet mellem verdens stormagter er ikke længere det samme som før Ukraines regering belv væltet og den massive krise blev udløst og nu sætter spørgsmålstegn ved selve Ukraines grundlag som stat.

ukraineHvordan kunne en så omfattende krise bryde ud? Hvis man spørger USA’s regering er svaret, at alt er Vladimir Putins skyld. Hans autoritære styreform og ”nyimperialistiske” politik har ødelagt det samarbejde, USA og Rusland havde i 1990’erne under Boris Jeltsin, lyder det.

Imidlertid harmonerer virkeligheden dårligt med de amerikanske politikeres udsagn. Lige siden Sovjetuinionens opløsning har USA og Nato forsøgt at presse sin militære, politiske og økonomiske indflydelse så tæt på Rusland som muligt. Natos østudvidelse med de baltiske lande, Polen, Ungarn, Rumænien og andre lande, ses i Rusland som en klar oprustning fra Natos side i en periode, hvor Ruslands magt er blevet kraftigt formindsket. Rusland har i en årrække ment, at Nato er trængt ind i dets traditionelle interesseområder, ikke mindst med Natos bombardement af Serbien i 1999, hvilket førte til, at Kosovo erklærede sig uafhængigt (og blev anerkendt af et mindretal i FN, heriblandt de fleste Nato-lande) samt oprettelsen af en amerikansk militærbase i Georgien. I Moskva ser man på den slags på samme måde, som man i Washington ville gøre, hvis Rusland oprettede en militærbase i det nordlige Mexico.

Hvad skete der i Ukraine?

Regimeskiftet i Ukraine er omgivet af mange myter, halve sandheder og hele løgne. Men alt tyder på, at både Rusland og Vesten har forregnet sig, og at vi derfor sejler i ukendt farvand.

I første omgang har Vesten forregnet sig, fordi de har lænet sig op ad højreekstreme kræfter i deres forsøg på at få en regering i Kiev, der vil vende sig mod Vest i stedet for Øst. Nogle af ekstremisternes metoder blev afsløret i en lækket telefonsamtale med Estlands udenrigsminister Urmas Paet og EU’s udenrigschef Catherine Ashton. Her blev det sandsynliggjort, at snigskytterne i Kiev, der skød og dræbte demonstranter, i virkelighedene var provokatører fra den højreorienterede opposition. Dertil kommer, at det er en kendt sag, at protesterne især blev anført af fascistiske grupper som Højre Sektor og Svoboda. Sidstnævnte parti, der desuden er erklæret antisemitisk, har efter omvæltningen fået seks ministerposter i kabinettet, herunder posten som forsvarsminister. Det var disse gruppers nye indflydelse, der i foråret fik Kiev-rabbineren Moshe Reuven Azman til at opfordre alle jøder til at forlade Ukraine – for deres egen sikkerheds skyld. Forinden havde Højre Sektor angrebet og smadret Ukraines Kommunistpartis hovedkontor.

Siden 1990’erne har USA ifølge landets viceudenrigsminister Victoria Nuland brugt over 27 milliarder kroner på at opnå et pro-vestligtregimeskifte i Ukraine. Da protesterne i Kiev brød ud, var vestlige diplomater hurtige til at mødes og koordinere med Svoboda og de øvrige højreekstremister. Når Vesten anklager Rusland for at blande sig i Ukraines forhold, er det anklager, som lige så vel kunne rettes mod dem selv.

Hykleri på begge sider

Putin og Rusland har også forregnet sig i Ukraine. Lederne i Kreml havde regnet med, at deres allierede præsident Viktor Janukovitsj ville holde stand imod protesterne. De regnede desuden med, at Vesten ville overholde gamle aftaler om at holde Ukraine uden for Nato – noget som Moskva opfattede som en tilkendegivelse af, at Ukrine var russisk interesseområde. I Kreml mener man derfor, at det nu drejer sig om at undgå en katastrofe (fuldstændig at miste indflydelse i Ukraine) og holde på den lille indflydelse, man kan opnå (hvilket stadig er en dårlig mulighed i forhold til tidligere). Fra Ruslands synspunkt er det Nato og Vesten, der avancerer med retning mod Rusland – ikke omvendt.

Samtidig vidner Ruslands reaktion om, at landets elite er træt af den endeløse række af ydmygelser, der fulgte efter Sovjetunionens kollaps. Putins erklæring om, at alle russisktalende mindretal i tidligere sovjetstater bør opfattes som en del af den russiske nation, er et forsøg på at genrejse den russiske nationalisme og statens ”værdighed”.

Det russiske forsøg på at annektere Krim var en hurtig reaktion fra Moskvas side, der for alt i verden ikke ønsker at miste adgangen til Sortehavet. Det værste, Moskva kan forestille sig, er en Nato-base på Krim, og man rykkede hurtigt for at forhindre, at noget sådant kan ske. Den officielle begrundelse var, at befolkningen på Krim føler sig som russere, og man påberåbte sig folkenes ret til selvbestemmelse. I Kiev og Washington påberåbte man sig folkeretten, der forbyder andre alnde at blande sig i staternes interne anliggender. Hermed var rollerne byttet om i forhold til Jugoslavien i 1999, hvor det var Vesten, der skar Kosovo bort fra Serbien. Begge sider stinker af hykleri.

Hjælp til Ukraine?

Da den der Internationale Valutafond IMF i foråret meddelte, at Ukraine fik bevilliget et lån på knap 100 milliarder kroner, blev det i verdenspressen præsenteret som en ”hjælp”. Men IMF-lånet kommer sammen med krav om ”økonomiske reformer”, altså nedskæringer og besparelser på de sociale udgifter og den offentlige sektor generelt. Byrden vil blive lagt på den ukrainske arbejderklasse, hvoraf en fjerdedel ifølge officielle tal allerede lever under fattigdomsgrænsen.

IMF forlanger, at Ukraine (der nu ikke længere kan modtage billig russisk naturgas) skærer dybt i landets velfærd samt lader sin valutakurs flyde frit. Bank of Scotland regner med, at det vil føre til, at importerede varer bliver 30 procent dyrere, hvilket vil udhule almindelige ukraineres købekraft ganske betydeligt. Alle økonomer er enige om, at det drastisk vil forøge antallet af fattige ukrainere. De fleste er desuden enige om, at det vil føre til yderligere økonomisk krise i landet. Gaspriserne er sat til at stige med 120 procent i løbet af de næste fire år. Folkepensionen er netop blevet beskåret med 10 procent. I det hele taget lyder IMF’s program for Ukraine umiskendeligt ligesom fondens program for Grækenland, hvor over en fjerdedel af befolkningen nu er fattige.

Almindelige ukrainere vil i det hele taget blive de store tabere. Landets rige oligarker har deres gigantiske formuer i skattely og har deres på det tørre. Valutaspekulanterne vil tjene på den flydende kurs, og de vestlige banker vil hurtigt få betalt deres lån tilbage gennem plyndring af den ukrainske offentlige sektor. En aftale mellem Ukraine og EU i maj vil give EU-virksomheder adgang til billig, ukrainsk arbejdskraft. Det vil samtidig lægge et yderliger pres på lønninger og leveforhold for arbejdere i Vesteuropa, fordi de europæiske kapitalister vil bruge de ukrainske sultelønninger som murbrækkere mod levestandarden i Danmark, Tyskland og andre lande. Vestens indtog i Ukraine gavner altså ikke arbejderklassen, hverken i Ukraine eller resten af Europa.

Mere ustabilitet i vente

Lige nu rider Putin på en bølge af popularitet, fordi han står op imod Vesten og – i russernes øjne – kæmper imod en bande fascister, der har tilranet sig magten i Kiev gennem et udemokratisk, blodigt kup. De russere, der demonstrerer til fordel for Putin, demonstrerer ikke for storrussisk chauvanisme, men imod genkomsten af fascisme i Europa.

Den nationalistiske galskab, der har grebet Ukraine, bliver næret af hver sin lejr: Rusland på den ene side og Vesten (især USA) på den anden. Det er muligt, at de forskellige befolkningsgrupper hilser det velkomment, når ”deres” område bliver tættere knyttet til enten EU eller til Rusland. ”Det kan i det mindste ikke blive værre,” er der mange, der tænker. Men de vil få sig en grim overraskelse, og der vil påny opstå ustabilitet.

Den store tragedie er, at arbejderbevægelsen ikke har formået at samle befolkningens flertal på klasselinjer. I stedet er Ukraine blevet splittet langs nationale skel. Denne dynamik indebærer racisme og sekteriske vold, der meget vel kan eskalere til en fuldblods katastrofe. Ansvaret for al denne vold hviler på skuldrene af de stenrige oligarker samt de udenlandske imperialister, der gemmer sig bag hykleriske fraser om ”demokrati”, mens de støtter fascistiske bander, en ikke-valgt regering og skamløst puster til spændingerne mellem nationerne. Alle de regerende eliter har hermed bevist, at de er ude af stand til at løse de nationale konflikter. Arbejderklassen i Ukraine og Rusland har hårdt brug for et brud med oligarkerne og deres misregimente. Det kan kun ske gennem en kamp for socialisme – for at arbejderne selv tager magten. På nationalismens vej ligger der kun nye og flere grimme overraskelser og lurer.

Advertisements