Nye angreb på Venezuelas revolution

Af Andreas Bülow

I februar og marts kom Venezuela endnu engang på alles læber, da en gruppe af de mest yderligtgående oppositionsfolk organiserede voldelige optøjer imod regeringen. Niogtredive mennesker blev dræbt og dusiner sårede. Blandt de faldne var aktivister fra både regeringen og oppositionen, men selvom de fleste døde som resultat af fascistiske voldsgruppers hærgen, forsøgte medierne at beskylde landets præsident, Nicolás Maduro, for drabene.

Leopoldo López, leder af partiet Voluntad Popular (”Folkelig vilje”), erklærede åbent at protesternes formål var at komme af med regeringen. Demonstranterne ødelagde statsejede bygninger i Mérida, Táchira og angreb indenrigsministeriet i Caracas. I Barquisimeto angreb de telefoncentralen og Valencia smadrede de socialistpartiet PSUVs kontorer.

Radikalisering af det yderste højre

Den seneste bølge af protester er udtryk for radikaliseringen af et lag af de mest yderligtgående oppositions-folk, som i bund og grund er trætte af at vente på valg og folkeafstemninger og som vil have handling.

Dette lag af rabiate højreorienterede, anser Capriles Radonski (oppositionens præsidentkandidat i 2012 og 2013) for at være alt for moderat og passiv i sin modstand overfor revolutionen.

democracia-de-caprilesDe to vigtigste ledere af denne fløj har begge stærke bånd til USA. Leopoldo López er selv tidligere uddannet på Harvard University’s Kennedy School of Governments. Maria Corina Machado var talskvinde for organisationen Súmate og mødtes personligt med George Bush i Det Hvide Hus.

Om de følger direkte instrukser fra CIA er svært at sige, men sikkert er det at USA har sendt millioner af dollars til denne fløj igennem dækorganisationer som National Endowment for Democracy og USAID.

I virkeligheden repræsenterer protesterne ikke nogen stor folkelig basis. Faktum er, at der i dag er 2,6 millioner studerende i Venezuela, et spring fra sølle 800.000 studerende før revolutionens start i 1998. Mange af de studerende går på de bolivariske universiteter, hvor der ikke er adgangsbegrænsning og hvor det overvældende flertal kommer fra slumkvartererne.

De studerende som demonstrerer kommer mestendels fra de elitære universiteter. Optøjernes epicenter var det stenrige østlige Caracas omkring Plaza Altamira, imens regeringen havde opbakning i fattige barrios, som Catía og 23 de enero.

Dialog – med hvem?

Den venezuelanske regering har i starten af april indledt dialogmøder med oppositionen, med hjælp fra UNASUR. Højrefløjen kører i midlertidig en dobbeltsidet strategi, hvor man på den ene side deltager i forhandlinger og på den anden side accepterer at fascistiske elementer fortsat bygger barrikader og brænder biler og bygninger af.

Ved dialogmøderne har oppositionen fremsat krav som viser dens ekstremt reaktionære karakter: For en ‘investerings-venlig’ atmosfære (dvs. stop for nationaliseringer og arbejder-besættelser af fabrikker), for frihed til de politiske fanger (dvs. straffrihed for dem der bruger vold som politisk virkemiddel), for afvæbning af de chavistiske græsrodsorganisationer (dvs. frihed til at fascisterne kan fortsætte deres snigmord på revolutionære aktivister i slumkvartererne).

En dialog på de præmisser kan kun betyde udvanding af revolutionen og demoralisering af baglandet. Regeringen bør ikke føre dialog, lave pagter og forsoning med kontra-revolutionen. Den eneste dialog som er nødvendig, er med den bolivariske bevægelses bagland, de fattige masser og arbejderklassen.

Oppositionens strategi er at fortsætte protesterne sideløbende med forhandlings-møderne. På samme tid fortsættes kapitalisternes økonomiske sabotage der dagligt betyder mangel på basale forbrugsvarer som mælk og toilet-papir. Formålet er at skabe apati i revolutionens bagland. Kun ved at fravriste oligarkiets økonomiske kontrol over produktionsmidlerne, kan revolutionen skabe grundlaget for en socialistisk planøkonomi.

Advertisements