Leon Trotskij – hans liv og værk

Begyndelsen

Leon Davidovitsj Bronstein blev født 7. november 1879. I 1896 kommer han i kontakt med en gruppe med tilknytning til de såkaldte “narodnikker” (d.v.s. “de folkelige” – russisk bevægelse, der baserede sig på bønderne og “folket” samt brug af individuelle terroristaktioner. Bl.a. lykkedes det dem at myrde zar Alexander II i 1881, hvilket dog kun førte til øget undertrykkelse og forfølgelse).

trotskijMen efterhånden som han læste store mængder af politisk litteratur og så, at narodnikkernes taktik ikke virkede, vendte han sig til den fremvoksende industriarbejderklasse og marxismen. Han var medgrundlægger af “det Sydrussiske Arbejderforbund” i 1897, og producerede sammen med andre unge revolutionære talrige løbesedler til de lokale fabrikker for at organsiere og opildne arbejderne til kamp.

Det lykkedes så godt, at den unge Bronstein bliver arresteret 28. januar 1898, og tilbringer de næste to år i fængsel. I 1900 bliver han sammen med mange andre socialister sendt i eksil til Sibirien, men han flygter – bl.a. ved hjælp af et falsk pas, hvor han kalder sig Trotskij – det var navnet på en af vagterne under fængselsopholdet, og det bliver fra nu af hans kaldenavn.

Iskra

I Sibirien var der en livlig diskussion om politiske spørgsmål blandt de forviste, og Trotskij deltog ivrigt og forsvarede marxismen mod anarkistiske og reformistiske strømninger. Han hører om Lenin, der i eksil i London udgiver Iskra (“gnisten”) med det formål at samle de ægte marxister blandt de russiske socialdemokrater. Trotskij tager til London, og Lenin får ham hurtigt med i det politiske arbejde på Iskra og foreslår ham endda som redaktionsmedlem, hvilket dog afvises af andre redaktionsmedlemmer, der frygter at komme i mindretal over for Lenin og Trotskij. Der var allerede uoverensstemmelser i redaktionsgruppen mellem på den ene side folk, der var blevet trætte efter den lange eksilperiode med små diskussionsgrupper, og på den anden side Lenin, der ønskede at skabe et rigtigt revolutionært parti og derfor en øget grad af disciplin og effektivitet.

Kongressen i 1903

Disse modsætninger brød ud i lys lue på partikongressen i 1903. Lenin ønskede at samle de forskellige socialistiske grupper til ét parti, og for at stramme op på effektiviteten foreslår han bl.a. at reducere antallet af medlemmer af Iskras redaktion. Dette førte til strid og splittelse, da mindretallet, mensjevikkerne (“mindretalsfolk”) ikke ville affinde sig med flertallet, bolsjevikkerne (“flertalsfolk”). Trotskij støttede i denne sag mensjevikkerne, og det har stalinisterne siden brugt til at “bevise” at Trotskij var en fjende af leninismen.

Men i 1903 var den politiske forskel mellem mensjevikker og bolsjevikker endnu ikke trådt frem – det skete først i årene efter i spørgsmålet om revolutionen: skulle man samarbejde med de liberale borgerlige eller stå for arbejderklassens selvstændighed? Da det spørgsmål kom frem, brød Trotskij klart med mensjevikkernes samarbejdslinje og forblev formelt uafhængig af begge fraktioner indtil 1917.

Revolutionen i 1905

I begyndelsen af 1905 blev Rusland rystet af masseuro og strejker, da krigen med Japan forværrede befolkningens allerede dårlige forhold. Den revolutionære bevægelse spredte sig over hele landet. Ud af kampene blev der dannet arbejderråd, sovjetter, og Trotskij blev valgt til formand for sovjetten i Petrograd. Han spillede en stor rolle under 1905-revolutionen og var utrolig populær blandt arbejderne i Petrograd. Defor blev han også arresteret sammen med de andre medlemmer af sovjetten og endnu engang sendt i eksil i Sibirien, da den revolutionære bevægelse blev slået ned. Og endnu engang flygter han fra Sibirien.

Den permanente revolution

Revolutionen skærpede endnu mere modsætningerne mellem mensjevikker og bolsjevikker. Mensjevikkerne mente, at den russiske revolution ville være en borgerlig revolution, og derfor skulle arbejderklassen ikke prøve at tage magten, men blot støtte det “progressive borgerskab”. Denne “to-trins”-teori skyder spørgsmålet om socialisme langt ud i fremtiden og har intet med marxisme at gøre. Allerede Marx forklarede, at de tyske kapitalister af frygt for arbejderklassen var ude af stand til at slås reelt imod feudalismen og adelen. Dette var også Lenins og Trotskijs holdning. Lenin forklarede, at det russiske borgerskab ikke var arbejdernes allierede, men derimod ville stå på zarismens og reaktionens side imod arbejderne. Og Trotskij stod for det samme: “Hvis man ser på de direkte og umiddelbare opgaver, er den russiske revolution “borgerlig”, men hoveddrivkraften i denne revolution er arbejderklassen, og revolutionens metode vil være arbejderklassens.” Og videre skriver Trotskij om “den permanente revolution”: “I et økonomisk tilbagestående land kan arbejderklassen tage magten før end i lande med en mere fremskreden kapitalisme. Den russiske revolution skaber omstændigheder, hvorunder magten kan overgå til arbejderklassen, før de borgerlige liberale politikere har haft mulighed for at vise deres evner som statsmænd.” Dette var Trotskijs perspektiv – langt fra et mensjevikkisk perspektiv – og det fik Lenins tilslutning i 1917 i de berømte april-teser, og det blev strålende bekræftet samme år af Oktoberrevolutionen selv.

Årene op til første verdenskrig

Trotskij opholder sig op til krigsudbruddet i Europa, mest i Østrig, senere i forskellige Balkanlande. Overalt deltager han i den lokale arbejderbevægelse og skriver artikler til den socialistiske presse rundt omkring i verden. I disse år prøver han fleregange at forene de stridende fløje i partiet, f.ek.s på en konference i 1912. På det tidspunkt er Lenin og bolsjevikkerne kommet til den konklusion, at det er nødvendigt at bryde helt med mensjevikkerne for at sikre et parti, der kunne udvikle sig i overensstemmelse med det trin, klassekampen var nået til – det var mensjevikkerne en forhindring for. Senere erkendte Trotskij åbent sin fejltagelse: at han havde troet på at forsone de to strømninger, der senere kom til at stå åbent fjendtligt over for hinanden i revolutionen. Det er fra denne periode, at stalinister hiver citater frem, der skal vise, at Lenin og Trotskij var fjender, men man kan ikke basere sig på løsrevne citater fra en ophidset debat – man må se på praksis under revolutionen: Hvad gjorde og sagde Lenin og Trotskij, da det virkelig galdt?

Verdenskrig og revolution

Da krigen bryder ud i 1914, kommer Lenin og Trotskij igen politisk tættere på hinanden. De mener begge, at de socialdemokratiske partiers støtte til krigen og deres eget lands regering i de fleste lande betyder, at den socialistiske Internationale er brudt sammen. De arbejder begge for at bygge en sammenslutning af alle ægte revolutionære internationalister, med udgangspunkt i en konference i den schweiziske bjergby Zimmerwald, hvortil Trotskij skriver manifestet.

I begyndelsen af 1917 befinder Trotskij sig i USA, men da nyhederne om februarrevolutionen og zarens fald når frem, vender han tilbage til Rusland. Den nye provisoriske (midlertidige) regering er ude af stand til at løse nogen af befolkningens alvorlige problemer ( at skaffe fred og brød, og jord til bønderne), og samtidig eksisterer arbejderrådene side om side med regeringen. Lenin og Trotskij kommer til samme konklusion: arbejderklassen må føre revolutionen videre og tage magten. I en periode arbejder Trotskij med en gruppe omkring sig, og Lenin foreslår en sammenslunting af denne gruppe med bolsjevikkerne. Det sker, og på partikongressen i august 1917 bliver Trotskij valgt ind i centralkomitéen.

Oktoberrevolutionen

Trotskij, der var enormt populær blandt arbejderne i Petrograd p.g.a. sin rolle i 1905-revolutionen, blev 6. oktober valgt som formand for sovjetten i Petrograd. Gennem hårdt arbejde og tålmodig forklaring og fordi de var de eneste, der kunne vise en vej frem for arbejderne, har bolsjevikkerne nu fået flertal i sovjetterne. Centralkomitéen beslutter at starte opstanden, og som formand bliver det Trotskij, der leder magtovertagelsen i Petrograd. Opstanden spreder sig hurtigt til de andre industricentre i landet. På revolutionens ét-årsdag indrømmer Stalin: “Alt det praktiske arbejde i forbindelse med at organisere opstanden blev udført under kammerat Trotskijs direkte ledelse, som formand for Petrograd-sovjetten. Det kan med sikkerhed siges, at Partiet først og fremmest står i gæld til kammerat Trotskij for at garnisonen så hurtigt gik over på sovjettens side og for den effektive måde, arbejdet i den militære revolutionære komité belv organiseret på.”

Selve Oktoberrevolutionen var en temmelig ublodig affære. Bolsjevikkerne havde enorm opbakning, og der var så godt som ingen modstand. Problemerne begyndte først i årene efter: den gamle herskende klasse indledte en blodig borgerkrig for at tilbageerobre magten og fik hjælp af 21 hære fra forskellige kapitalistiske lande. Det var en hård tid for den unge sovjetstat, der var smadret efter første verdenskrig og desuden blev ramt af hungersnød og anden elendighed. I disse svære tider var Trotskij i front overalt.

Først som udenrigsminister i den nye regering, så indtil 1925 som krigskommisær. Der står han i spidsen for at opbygge den Røde Hær fra så at sige ingenting. Størstedelen af 1920 tilbringer han i et militært særtog, der kører fra frontafsnit til frontafsnit, så han kan lede indsatsen. Trotskij spillede en enorm rolle i revolutionen og i den efterfølgende kamp for at befæste og sikre den unge arbejderstat imod fjenderne.

Den Kommunistiske Internationale

Fra 1920 koncentrerer Trotskij sig om den økonomiske genopbygning, bl.a. i forbindelse med genoprettelsen af det ødelagte jernbanevæsen. Både Lenin og Trotskij arbejder i denne periode hårdt for at fremskynde den internationale revolution. I årene efter Oktoberrevolutionen kommer det også til adskillige revolutionsforsøg i forskellige lande, men overalt lykkes det de reformistiske ledere af arbejderpartierne at afspore kampene. De ægte marxister er overalt for få og for uerfarne til at udnytte situationen positivt som i Rusland.

I 1919 bliver den kommunistiske Tredje Internationale stiftet i Moskva som redskab til at kæmpe for revolutionen i hele verden. Den vokser i løbet af få år til en magtfuld verdensomspændende revolutionær kraft med kommunistiske massepartier i mange lande. Trotskij skriver mange af Internationalens manifester og resolutioner i denne tid.

Men håbet om vellykkede revolutioner i andre lande, først og fremmest mere fremskredne industrialiserede lande, opfyldes ikke.

Bureaukratiets og stalinismens fremkomst

Revolutionen blev altså isoleret i ét land, og det tilmed et land, der var langt tilbagestående i sin økonomiske udvikling. Samtidig var den russiske arbejderklasse totalt udmattet, og mange var døde, efter krig, borgerkrig og hungersnød. Disse problemer ville man kunne have overkommet forholdsvis hurtigt og have påbegyndt en sund udvikling i retning af socialisme, hvis revolutionen var blevet spredt og havde ført til dannelsen af arbejderstater i andre og mere industrialiserede lande som f.eks. Tyskland, men isolationen skabte betingelserne for en uheldig udvikling. De embedsmænd, fagfolk og specialister, som der var hårdt brug for, kunne ikke rekrutteres blandt de russiske arbejdere – de havde travlt med at opbygge den ødelagte industri, og i et tilbagestående land som Rusland var uddannelsesniveuaet ikke højt nok, der var masser af analfabeter o.s.v. Det skabte grundlag for en stadig strøm af karrierefolk, der måske havde været imod revolutionen eller havde været embedsmænd i zartiden, der kom ind i Partiet og statsapparatet og fik mere og mere indflydelse. Sovjetstaten, der til at begynde med havde været den mest demokratiske stat på jorden, blev langsomt men sikkert ændret.

Lenin selv opfatter denne tendens i de sidste år af sit liv og må indse, at det ikke er kommunisterne, der styrer statsapparatet, men det vældige statsapparat, der styrer kommunisterne. Under disse omstændigheder begynder Josef Stalins opstigen fra relativ ubetydelighed til diktator, der kynisk og hensynsløst driver magtpolitik og lader sine modstandere udrydde. Stalin har aldrig udmærket sig ved nogen teoretiske bidrag til marxismen – hans færdigheder lå i forbindelse med statsapparatet. Han udnytter sin position til at samle folk omrking sig, der nikker og siger ja til alt. Trotskij bliver mere og mere isoleret, og efter Lenins død i 1924 vender Stalin sig klart fra Lenins politik og forkynder opbygningen af “socialisme i ét land” – en parodi på al marxistisk tankegang. Dermed begynder også forfaldet i den kommunistiske Internationale, der udvikler sig til det stalinistiske bureaukratis forlængede arm.

Forfølgelser

Trotskij viser sig hurtigt at være den største fare for bureaukratiet: han holder fat i marxismen og Lenins og Oktoberrevolutionens idéer. Han står fast på internationalismens grund, og arbejder for en tilbagevenden til ægte arbedjerdemokrati. Så Stalin får ham fjernet fra hans poster, og de “røde professorer” begynder at skrive Trotskijs navn ud af historiebøgerne. Gamle meningsforskelle mellem Lenin og Trotskij bliver pustet op – men det bliver ikke ved det. Titusinder af gamle bolsjevikker og tilhængere af Trotskijs venstreopposition bliver fjernet fra Partiet, sendt til Sibirien og tilsidst henrettet. Bureaukratiets sejr kulminerer under de berygtede Moskvaprocesser i 1936-39, hvor de gamle bolsjevikker, deriblandt Trotskij bliver anklaget for kontrarevolutionær aktivitet, sabotage, mord og samarbejde med fascismen. I 1940 var det kun Stalin, der var tilbage ud af dem, der var med i Lenins centralkomité fra 1917- resten var blevet udryddet af Stalin på den ene eller anden måde. Alt der kunne minde om Oktoberrevolutionens sande grundlag og de dybt demokratiske og internationalistiske traditioner, den havde, skulle udryddes. Trotskij selv bliver i 1928 sendt i eksil til Alma Ata ved den mongolske grænse, og i 1929 bliver han udvist til Tyrkiet.

Selv i Stalins lejre og fængsler stod dem der støttede Trotskij fast. Trotskijsterne opretholdt deres organisering og disciplin under de ekstremt vanskelige forhold. De prøvede at følge med i hvad der skete internationalt, de organiserede møder og marxistiske diskussionsgrupper, og de kæmpede for at forsvare deres rettigheder. De organiserede endda demonstrationer og sultestrejker, som for eksempel strejken i Pekhora-lejrene, som varede i 136 dage i 1936. Den strejke sejrede, og de fik deres krav opfyldt, men fangernes triumf var kort. Snart nåede de stalinistiske bødlers vanvid nye højder. Fangernes allerede beskedne rationer blev skåret ned til kun 400 gram brød om dagen, og efterretningstjenesten bevæbnede almindelige fanger med køller og hidsede dem op imod trotskijsterne. Antallet af nedskydninger øgedes. Stalin havde besluttet sig for sin “Endlösung”. Hen imod slutnignen af marts 1938 blev trotskijsterne sendt ud af Vorkuta-lejren i grupper på 25 ud på de øde frosne vidder – og der blev de overladt til døden. I månedsvis fortsatte nedskydningen af andre. De stalinistiske slagtere gjorde deres arbejde og myrdede mænd, kvinder og børn over tolv år. Ingen blev skånet. Hver eller hver anden dag blev tredive-fyrre mennesker kaldt ud, og over højtalere kunne man høre: “For kontrarevolutionær agitation, sabotage, arbejdsvægring og flugtforsøg ,er følgende blevet henrettet?”. Sådan har et øjenvidne fra lejrene forklaret, og han kunne også berette, hvordan en større gruppe oppositionsfolk på måske hundrede personer, hvoraf de fleste var trotskijster, engang blev ført ud for at blive skudt ned. Mens de marcherede afsted sang de Internationalen, og hundreder af stemmer sang med fra de forskellige fangehytter.

Trotskijs analyse

Trotskij forsøger i resten af sin levetid at følge og analysere udviklingen i Sovjetunionen og at samle de æget socialistiske kræfter omkring sig. Han taler i 1932 i København for en forsamling af socialdemokratiske studerende, fra 1933 til 37 skubbes han frem og tilbage mellem forskellige lande, Frankrig og Norge, og fra 1937 lever han i Mexico. Han skriver i disse år talrige bøger og mindre skrifter- først og fremmest “Revolutionen Forrådt”, der er en analyse af udviklingen i Sovjet og bureaukratiets og diktaturets fremkomst. Han forsvarer Oktoberrevolutionen og Sovjetstatens grundlag planøkonomien og beskriver de store fremskridt, den har skabt, men viser samtidig, hvordan bureaukratiet, der udviklede sig i det isolerede, tilbagestående land, er blevet en snylter på planøkonomien og forhindrer en positiv udvikling i retning af ægte demokratisk socialisme.

Bureaukratiet ønsker at bevare de eksisterende forhold – d.v.s. en planøkonomi under deres bureaukratiske kontrol, hvad Trotskij kaldte en degenereret arbejderstat. De ønsker ikke en udvikling af ægte arbejderdemokrati, for så ville de miste deres magt, og de ønsker heller ikke en tilbagevenden til kapitalisme, for så ville de ikke kunne snylte på planøkonomien. Derfor modarbejder de gennem Internationalen alle forsøg på revolutioner rundt omkring i verden for ikke at forskubbe magtbalancen uden deres kontrol. Troskjis svar på problemerne er en politisk revolution i Sovjetunionen, der kan styrte de stalinistiske bureaukrater og indføre arbejderklassens egen demokratiske ledelse og kontrol over økonomi og samfund. Det ville give genlyd i andre lande og inspirere til revolutioner dér, så det internationale grundlag kunne skabes for en sund udvikling med demokratiske arbejderstater, der fuldt ud kunne udnytte planøkonomiens enorme potentialer. Sker dette ikke, vil bureaukratiet til sidst blive nødt til at gennemføre kontrarevolutionen fuldt ud og arbejde for genindførsel af kapitalismen. Trotskij skrev i Revolutionen Forrådt i 1936: “Det nuværende bureaukratiske diktaturs fald vil, hvis det ikke erstattes af et nyt socialistisk styre, betyde en tilbagevenden til kapitalistiske forhold med en katastrofal nedgang i industri og kultur til følge” – et perspektiv, der er blevet bekræftet fuldt ud af de sidste 10-15 års udvikling.

Revolutionær optimisme

Da den Kommunistiske Internationale i 1933 nægter at drage de nødvendige konklusioner af den tyske (og verdens) arbejderklasses nederlag til fascismen og ligefrem kalder det en sejr, indser Trotskij, at denne Internationale ikke længere kan bringes tilbage til Lenins linje, og at der er brug for en ny Internationale, der kan samle de revolutionære socialistiske kræfter på verdensplan. Det munder ud i dannelsen af Fjerde Internationale i 1938 (der dog senere efter Trotskijs død uden Trotskijs ledelse og under pres fra kapitalismens lange efterkrigsopsving og den stalinistiske magtfaktor udarter sig i forskellige retninger – en kommende artikel i Socialistisk Standpunkt vil komme mere ind på Fjerde Internationale og dens historie).

Efter flere andre forsøg lykkes det den 20. august 1940 for en stalinistisk agent at snigmyrde Trotskij i hans eget hus i en forstad til Mexico City.

Men helt til sin sidste dag beholdt Trotskij sin revolutionære optimisme. I sit testamente skriver han få måneder før sin død: “Min tro på en kommunistisk fremtid er i dag endnu stærkere end i min ungdom?. Livet er skønt. Må de kommende generationer rense det for alt ondt, undertrykkelse og vold og nyde det fuldt ud.”

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s